Jeg har fundet fred med mig selv (LIAR!)

Hvor mange kvinder omkring de 40 har du mødt, som siger, at de aldrig har haft bedre? Som endelig har fundet fred med sig selv? Som er gennemstrømmet af en mærkelig form for indre ro? Som ikke længere stræber og higer efter at være en anden end lige præcis den, de er lige nu, lige her?

Hånden op. En del, ikke? Eller måske er det bare mig, der har fået den opfattelse, at livet bliver så meget lettere omkring de 40, fordi man får en ordentlig røvfuld selvaccept i fødselsdagsgave.

Nå, men jeg venter stadig. På den indre ro. Her to år før jeg åbenbart overgår til en form for buddhistisk zentilstand.

Fuck, jeg gad godt at være 20 igen. 20 uden på, og 38 indeni. For så ville jeg vide, at den fine krop, jeg netop havde trukket gennem 6 måneders vodka- og falaffelophold i en kibbutz i det sydlige Israel, var på toppen af sin karriere.

Jeg ville kunne se mig selv i spejlet og værdsætte, hvad jeg så, for jeg ville vide, at om 18 år, søster lystig, så er virkeligheden en anden. Udover kroppens almindelige forfald vil du have to fødsler på samvittigheden, som forstærker det tyngdekraften allerede arbejder på.

Havde du forventet at få din gamle krop igen, spurgte min læge efter jeg havde født nummer 1. Og nu du spørger, så ja, det var faktisk lige præcis, hvad jeg havde regnet med. Det grinede vi meget af, lægen og jeg, der 8 uger efter fødslen, og jeg grinede højest, fordi jeg var helt sikker på, at jeg (selvfølgelig) ville være lige netop den undtagelse fra reglen, som vi alle drømmer om. Der tog jeg fejl. I stedet blev jeg gravid igen. Fik grå hår i min ellers trofaste blonde hårpragt. Rander under øjnene. Karsprængninger på benene. Slap hud på maven. Og plads til en knyttet hånd i bhen.

Glæden ved det venter jeg stadig på. Og der er dem, der siger det er medierne (igen) og billedmanipulationens skyld. Det er det måske. Givetvis. Men det er måske også bare en begyndende dødsangst. Selve anerkendelse af at skaderne er uoprettelige, og at forfaldet kun bliver større. Uanset om vi bader i hørfrøolie og løber 100 marathonløb.

Måske kalder vi det bare selvaccept for at trøste os selv og hinanden. Og måske er det, vi mærker omkring de 40 ikke indre ro, men derimod en stille resignation over livets gang, som skaber et sidste øjeblik af panik, der får os til at danse og le som om imorgen ikke fandtes. Og måske er det, alle omkring de 40 hylder. Den sidste dans.

Reklamer
med emneordet , , ,

One thought on “Jeg har fundet fred med mig selv (LIAR!)

  1. Dorte siger:

    Cheer up, søster! Jeg fylder også 40 om lidt over et år og ja der er ting der ikke er umiddelbart opnåelige mere men der er andet der ligger lige indenfor rækkevidde. Og desuden synes jeg man brænder mere igennem som den man er nu i forhold til dengang man var 20 og ikke vidste en skid:o) Der er sgu kommet noget kant og mening over én:o)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: