Kun sandheden

Nå, men så den anden dag var vi ude at cykle, børnene og jeg. En helt almindelig sommer-søndagstur i solskin og bare tær. (Aih ok, det er nogle uger siden så. Dengang det faktisk var sommer.)

Muligvis var Halfdan i gang med en længere udredning om, hvorfor Hulk er så meget stærkere end alle de andre superhelte. Muligvis var vi bare i gang med at behandle en forespørgsel på is senere på dagen. (For bare at nævne de to samtaler, der kører mest i ring hjemme hos os pt.)

I hvert fald blev vi pludselig afbrudt af storesøsteren, der havde fået øje på hvad man vel i provinsen ville kalde en form for grafitti. Store blå bogstaver på en grå væg.

– Hvad står der, spurgte hun.

– Lige på pikken, svarede jeg.

Det var en af den slags situationer, hvor man bliver taget på sengen. Så at sige.

– Hvad betyder pik, spurgte den uskyldsrene.

– Det er bare et bandeord for tissemand, svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. Værre er det jo heller ikke. Egentlig. Vel?

Forleden havde mine børn så denne samtale:

H: Hvad sagde du? Leder du efter din pik?

C: Du må ikke sige pik. Pik er et bandeord?

H: Jeg sagde ikke pik. Jeg sagde klik. Mik. Hik. Flik.

C: Du sagde pik, og det er altså meget, meget grimt at sige pik.

H: Jamen, jeg mente slet ikke pik. Jeg ved godt pik er et bandeord.

C: Jeg siger til mor, at du siger pik.

H: Car-la. Jeg sagde ikke pik. Det gjorde jeg ikke.

C: Moar, Halfdan siger pik.

Jeg har prøvet at finde på en passende afslutning, men der er jo ikke så meget mere at sige andet end, at vi ikke havde været her, hvis ikke de drenge havde været så poetiske med deres spraydåser. Så tak. Eller undskyld. Eller noget.

P.S. Og nu vi er ved emnet, vil jeg anbefale dig at se det forrygende penis-indslag i Aftenshowet. Du skal 31.15 minutter ind i programmet (måske er det faktisk Rasmus Botoft, der er inde i barnebarnet. Man har jo lov til at håbe.)