’Det er en forstemmende tid for os, der har en stærk tro på, at kunstnere, intellektuelle og almindelige anfægtede borgere har ret til at flytte grænser, påtage sig risici og derved potentielt forandre vort syn på verden.”
I weekenden læste jeg det her tankevækkende essay af Salman Rushdie. Vi lever i en tid, siger Rushdie, hvor “mennesker, der vover at trodse magthavere og dogmer, ikke skal regne med vores sympati.”
Sådan har det ikke altid været, og Rushdie giver masser af eksempler på dem, der i det forrige årtusinde turde gå imod strømmen og som blev anerkendt for deres mod. Men den tid er forbi, for meningers mod er ikke længere en dyd. Tværtimod. Vi har det bedst med enighed. Eller apatisk stilstand, kunne man fristes til at sige. Vi undskylder os med, at verden er blevet så kompleks, men måske handler det om at vi er bange for at vælge side, fordi vi så skal stå på mål for de valg, vi tager.
Vi ser nemlig ikke modstand og uenighed som en mulighed for at blive klogere, for at udfordre grænserne for hvad der er rigtigt og forkert ved den måde, vi har skruet samfundet, det lille og det store, sammen på. Vi hylder status quo, fordi vi ikke tror på, at forandring kan være udvikling. Forandring forringer vilkår, stiller os dårligere, skaber uorden i det velkendte. Eller for at citere gode gamle Halfdans Rasmussens evergreen af et heltekvad:
Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha’ det godt.
Samtidig er vores tiltro til autoriteter og systemer, institutioner og strukturer efterhånden så foruroligende, at jeg frygter at vi ikke – i virkeligheden – har en nedre grænse for, hvad vi vil give køb på. Jo, der er fandme ikke nogen, der skal træde mig over tæerne – eller oh ve, mine unger eller mine nærmeste – så skal du se mig skrive sure læserbreve og smide hundelorte i borgmesterens postkasse. Men fællesskabet, det fælles gode, den sag der ikke kun handler om at maksimere sin egen lykke eller velfærd… Kan vi overhovedet huske, hvordan vi staver til fællesskab?
Vi taler måske nok dårligt om skattetryk og velfærdsstat og dem nede på kommunen, men en ny offentlighedslov, som giver politikerne muligheder for at lukke sig om sig selv og på den måde lukke det demokratiske rum ned, kan kun få særligt ihærdige journalister og de mest pedantiske borgerrettighedstyper op af stolene. 78.356 har i skrivende stund vist deres modstand mod loven ved at skrive under her. 78.356?!?! Hvorfor ikke 2 eller 4 millioner? Vi burde besætte Christiansborg og kræve det åbne demokrati tilbage. Lige nu! (Udråbstegn!)
Der er ingen ideologiske helte tilbage, for vi tror ikke på dem, der tror på noget, og vi smiler overbærende af dem, der stiller sig op på ølkassen og påstår der stadig er noget at kæmpe for. Hold nu kæft, vi sidder lige og griller og synes du ikke Helle Thorning har tabt sig og i næste uge skal vi have lagt vores lån om. De eneste helte vi har tilbage er fallerede realitystjerner og os selv, mig, mig, mig og se mit lille talentefulde afkom.
Så længe vi kan holde skindet på næsen, er der ingen grund til at skabe påstyr – og godt i øvrigt de fik ryddet det hus på Jagtvej. Sikke noget rod med unge mennesker der besætter en gammel garage og hænger et banner op, hvor de beder om billigere boliger. De kunne da bare sende et brev til Borgerrepræsentationen og spørge pænt om, hvor de billige boliger som Ritt Bjerregaard i en ikke så fjern fortid lovede os, egentlig blev af. Man kan da i det mindste spørge pænt.
Men nu skal jeg give dig nogle helte. Og lur mig om ikke du ville synes de havde fået straf som fortjent, hvis jeg sagde til dig det var tre unge fyre… I stedet siger jeg til dig, at det er tre fredsaktivister af den gamle skole – og den ene er i øvrigt nonne, og lige nu står de hver især til 30 års fængsel for deres ugerninger. Det er en fascinerende historie om mod og troen på det fælles bedste.
Deres største forbrydelse er formentlig, at de har udstillet systemets svagheder, og systemet slår hårdt ned på den slags, for det er altid systemet der har magten og dermed får det sidste ord. Er det ikke sådan det er (blevet)? Men hvad nu hvis vi turde insistere på at få noget af den magt tilbage – til fællesskabet, du ved? Kunne vi så gøre andet end at smøre implementeringen af dagpengereformen ud over tre år? Kunne vi så for alvor flytte noget – på den lange bane?
Mens du tænker over det (og formentlig bestemmer dig for at lige der gik jeg over stregen med al den snak om systemer og magt og folket), vil jeg på det varmeste anbefale dig at læse den fantastiske historie om The Prophets of Oak Ridge – du kan jo altid beslutte dig for at de bare nogle gamle tosser (ligesom de uge bare er ballademagere) og så er vi lige gode venner for det. Selvfølgelig.
