Category Archives: Brokkekassen

Ok, barsel til mænd, here we go

Havde ellers lovet mig selv kun at have et træt skuldertræk til overs for regeringens barsels-kovending. Men altså, for fanden…

1. Kan vi ikke holde op med at sige, at mændene bliver TVUNGET på barsel. Tro mig, der var også tidspunkter af min barsel, fx midt i den 5. amning på en nat, hvor jeg følte mig ret tvunget. Men hey, it goes with parenthood. Det hedder ANSVAR.

3. Kan vi ikke lade være med at betale mændene 100 kr. om dagen for at gå på barsel? På en måde føler jeg mig lidt til grin over at have været på barsel i 13 måneder og kun se min indtægt blive lavere og lavere. Hey Mette Frederiksen, du skylder mig 39.000 skattefrie kroner.

4. Kan vi ikke lade være med at argumentere, at barnet har mest brug for moren, mens det er lille? Udover amning er der mig bekendt ikke nogen børn, der har fået livsvarige skader af at blive skiftet, badet, vugget af deres far.

5. Kan vi ikke lade være med at sige, at det er meget kedeligt for mændene at gå på barsel, når børnene er små? Som om kvinder bare elsker at gå derhjemme og vaske tøj og rykke rundt på sofapudderne i en uendelighed. I didn’t.

6. Kan vi ikke lade være med at putte kvinderne ned i en kasse og mændene ned i en anden? Vi kunne fx starte med at give både mænd og kvinder ret til at være sammen med deres børn. Nogen vil sige ja tak. Nogen vil sige nej tak. Jatakkerne behøver ikke være kvinder. Nejtakkerne ikke behøver at være mænd.

7. Kan vi ikke lade være med at sige, at staten ikke må  blande sig i familielivet? Who are you kiddin’. Staten blander sig i alt. Det er det, vi har aftalt. Regeringen kunne have givet mændene ret til at være sammen med deres børn. Det turde de ikke. Fordi de ikke ville blande sig. Og det er ligestillingsdebatten i en nøddeskal. Der sker ikke en skid. Fordi ingen tør handle. Og derfor er vi igen lige vidt og lige langt væk.

med emneordet , , ,

Vi har brug for helte – jo, vi har!

’Det er en forstemmende tid for os, der har en stærk tro på, at kunstnere, intellektuelle og almindelige anfægtede borgere har ret til at flytte grænser, påtage sig risici og derved potentielt forandre vort syn på verden.”

I weekenden læste jeg det her tankevækkende essay af Salman Rushdie. Vi lever i en tid, siger Rushdie, hvor “mennesker, der vover at trodse magthavere og dogmer, ikke skal regne med vores sympati.”

Sådan har det ikke altid været, og Rushdie giver masser af eksempler på dem, der i det forrige årtusinde turde gå imod strømmen og som blev anerkendt for deres mod. Men den tid er forbi, for meningers mod er ikke længere en dyd. Tværtimod. Vi har det bedst med enighed. Eller apatisk stilstand, kunne man fristes til at sige. Vi undskylder os med, at verden er blevet så kompleks, men måske handler det om at vi er bange for at vælge side, fordi vi så skal stå på mål for de valg, vi tager.

Vi ser nemlig ikke modstand og uenighed som en mulighed for at blive klogere, for at udfordre grænserne for hvad der er rigtigt og forkert ved den måde, vi har skruet samfundet, det lille og det store, sammen på. Vi hylder status quo, fordi vi ikke tror på, at forandring kan være udvikling. Forandring forringer vilkår, stiller os dårligere, skaber uorden i det velkendte. Eller for at citere gode gamle Halfdans Rasmussens evergreen af et heltekvad:

Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha’ det godt.

Samtidig er vores tiltro til autoriteter og systemer, institutioner og strukturer efterhånden så foruroligende, at jeg frygter at vi ikke – i virkeligheden – har en nedre grænse for, hvad vi vil give køb på. Jo, der er fandme ikke nogen, der skal træde mig over tæerne – eller oh ve, mine unger eller mine nærmeste – så skal du se mig skrive sure læserbreve og smide hundelorte i borgmesterens postkasse. Men fællesskabet, det fælles gode, den sag der ikke kun handler om at maksimere sin egen lykke eller velfærd… Kan vi overhovedet huske, hvordan vi staver til fællesskab?

Vi taler måske nok dårligt om skattetryk og velfærdsstat og dem nede på kommunen, men en ny offentlighedslov, som giver politikerne muligheder for at lukke sig om sig selv og på den måde lukke det demokratiske rum ned, kan kun få særligt ihærdige journalister og de mest pedantiske borgerrettighedstyper op af stolene. 78.356 har i skrivende stund vist deres modstand mod loven ved at skrive under her. 78.356?!?! Hvorfor ikke 2 eller 4 millioner? Vi burde besætte Christiansborg og kræve det åbne demokrati tilbage. Lige nu! (Udråbstegn!)

Der er ingen ideologiske helte tilbage, for vi tror ikke på dem, der tror på noget, og vi smiler overbærende af dem, der stiller sig op på ølkassen og påstår der stadig er noget at kæmpe for. Hold nu kæft, vi sidder lige og griller og synes du ikke Helle Thorning har tabt sig og i næste uge skal vi have lagt vores lån om. De eneste helte vi har tilbage er fallerede realitystjerner og os selv, mig, mig, mig og se mit lille talentefulde afkom.

Så længe vi kan holde skindet på næsen, er der ingen grund til at skabe påstyr – og godt i øvrigt de fik ryddet det hus på Jagtvej. Sikke noget rod med unge mennesker der besætter en gammel garage og hænger et banner op, hvor de beder om billigere boliger. De kunne da bare sende et brev til Borgerrepræsentationen og spørge pænt om, hvor de billige boliger som Ritt Bjerregaard i en ikke så fjern fortid lovede os, egentlig blev af. Man kan da i det mindste spørge pænt.

Men nu skal jeg give dig nogle helte. Og lur mig om ikke du ville synes de havde fået straf som fortjent, hvis jeg sagde til dig det var tre unge fyre… I stedet siger jeg til dig, at det er tre fredsaktivister af den gamle skole – og den ene er i øvrigt nonne, og lige nu står de hver især til 30 års fængsel for deres ugerninger. Det er en fascinerende historie om mod og troen på det fælles bedste.

Deres største forbrydelse er formentlig, at de har udstillet systemets svagheder, og systemet slår hårdt ned på den slags, for det er altid systemet der har magten og dermed får det sidste ord. Er det ikke sådan det er (blevet)? Men hvad nu hvis vi turde insistere på at få noget af den magt tilbage – til fællesskabet, du ved? Kunne vi så gøre andet end at smøre implementeringen af dagpengereformen ud over tre år? Kunne vi så for alvor flytte noget – på den lange bane?

Mens du tænker over det (og formentlig bestemmer dig for at lige der gik jeg over stregen med al den snak om systemer og magt og folket), vil jeg på det varmeste anbefale dig at læse den fantastiske historie om The Prophets of Oak Ridge – du kan jo altid beslutte dig for at de bare nogle gamle tosser (ligesom de uge bare er ballademagere) og så er vi lige gode venner for det. Selvfølgelig.

Prophets of Oak Ridge

med emneordet , , , ,

Hej, det er mig der læser mommy porn

Nå, men midtvejs i mit liv (statistisk set i hvert fald) er jeg kommet på en liste. Sådan en som i ny og næ hælder en bog i min postkasse. Helt gratis, naturligvis og fint pakket ind. Dealen er, at jeg får bogen, læser den og forhåbentlig giver den et spark ud over rampen i dette lille ydmyge hjørne af verden.

Jeg er en krakilsk læser, egentlig. Jeg læser fx af princip ikke krimier, fordi de allesammen er skåret over samme læst. Og jo, jeg har en gang læst en krimi (Da Vinci-mysteriet, hvis du endelig vil vide det), så jeg ved godt, hvad jeg taler om. Detektivhistorier og mordgåder er bare ikke mig. Jeg læser fx heller ikke bøger, hvor sproget stinker bare fordi historien er fascinerende, fordi verden er fuld af smukke ord, og mit liv er allerede for kort til at nå igennem dem allesammen. Og jo, jeg har en gang læst en bog, hvor sproget var helt håbløst, men historien fascinerende nok til at blive hængende i hvert fald til midtvejs i 2. bind (Fifty Shades, hvis du endelig vil vide det). Og det er her problemet opstår.

For nu befinder jeg mig på en mommy porn-lover-liste ovre hos Forlaget Pretty Ink, selvom jeg egentlig synes jeg burde være på moderforlaget Rosinantes Josefine Klougart-Dennis Gade Kofod-Christina Hessesholdt-liste. Hvis det var et valg jeg havde altså (ahem…).

Det er ikke, fordi jeg er snobbet  (eller måske er jeg både temmelig krakilsk og snobbet, når det handler om litteratur – jeg læser ikke lokumslitteratur, heller ikke når jeg sidder på toilettet. Seriously. Du er velkommen til at tjekke min toilethylde, hvis du tror jeg er igang med at polere facaden). Så ok, så er jeg  snobbet og derfor har jeg det lidt svært med den bog, jeg fik ind ad døren i sidste uge.

Den var pænt pakket ind i håbefuldt grønt papir, på forsiden lokker den med, at historien “kommer hele vejen rundt i følelsesregistret” OG det er en New York Times Bestseller.

Så jeg lovede mig selv, at jeg ville give den en chance (for jeg var jo virkelig underholdt af 1. bind af Fifty Shades), og måske skal jeg også bare lade være med at være så fordomsfuld over for krimier og mommy porn. Så jeg lavede en aftale med mig selv: Læs den som du spiser en chokoladeskildpadde: Sug det bedste af fyldet ud og lad resten ligge (eller det er måske bare mig, der spiser chokoladeskildpadder på den måde, fordi jeg altid glemmer, at jeg faktisk ikke kan lide chokoladen).

Men jeg kan ikke. Kan ikke. Kan ikke. For hvis ikke den her bestsellerdame har læst Fifty Shades og så besluttet sig for at skrive en variation over temaet, så ved jeg ikke. Eller også findes der kun det ene tema i moderne erotisk litteratur (ligesom med krimier).

Mommy porn-temaet går så vidt jeg kan udlede i store træk ud på følgende: Yngre, hovedrig mand med hjørnekontor, glasfacade, privatfly og -chauffør fatter interesse for forbuden frugt aka endnu yngre, lidt forbeholden men dog smuk og meget sexet kvinde. Han har en kontrakt liggende i skuffen for  han ønsker at hun skal underkaste sig ham. Det giver ham jern på bare han tænker på det oppe i hjørnekontoret (det står altså i bogen). Hun er selvfølgelig forbeholden for hun har aldrig prøvet noget lignende og havde slet ikke forestillet sig at hun skulle falde i armene på en rig mand. Men hey, de giver det en chance, fordi de begge to har megameget lyst til at knalde og med tiden ender de nok med at blive forelskede, og det var jo slet ikke meningen [hej bind 2 og 3].

Nå, men dybest set ved jeg slet ikke hvad der sker for jeg har kun læst til side 50, men det går ikke. Tænk, hvis jeg døde i nat og så var det her de sidste ord jeg læste i denne verden:

“Han rakte ud efter hendes hånd, og da han havde lukket fingerene om hendes, trak han hende ned på sit skød. Hun landede akavet, men han rettede sig op og rykkede sig lidt, så hun sad puttet ind mod siden af hans brystkasse. Med sin frie hånd stak han fingrene ind i hendes hår og viklede lokkerne rundt om knoerne, mens han holdt fast i hendes hånd med den anden. “Det forhold, jeg foreslår, er ikke traditionelt,” sagde han.”

Jeg ville gerne være mindre fordomsfuld, men jeg har desværre ikke tid. Heller ikke selvom jeg virkelig gerne ville vinde det spa-ophold, som forlaget udlover til alle os på mommy porn-listen, hvis vi skriver om bogen på bloggen. Til gengæld vil jeg love dig, at jeg sender dig bogen med glæde, hvis du er mere tålmodig end jeg (eller bare ude efter et ordentligt skrald i maj).

Gnist

med emneordet , , ,

Sådan koger man suppe på 600.000 voksne og børn

Egentlig er det enkelt, hvis bare du er tålmodig. Du skal bruge en meget stor gryde, gerne en tykbundet en af slags. Så skal du bruge en frigørelsesproces, hvor kvinderne indtager arbejdsmarkedet på lige fod med mændende. Dernæst tilsætter du en række institutioner, vuggestuer, børnehaver, skoler og SFO’er, som tager sig af børnene mens de voksne arbejder. Så lader du det hele stå at koge lidt.

De voksne brokker sig ind imellem over, at det er svært at få arbejdslivet og familielivet til at hænge sammen, men så hælder du bare en familiekommission i gryden og lover, at når det hele har stået og kogt en rum tid, så skaber vi en bedre balance, for det er jo tosset at der hvor forældrene har allermest travlt med at være forældre også er der, hvor de har allermest travlt med at blive til noget på deres arbejde. Når suppen har kogt nogle år, hiver du forsigtigt kommissionens arbejde op ad gryden og smider det i skraldespanden og skruer helt ned for blusset.

Med tiden koger forældrene og børn helt ind til en meget tyk og klistret fond, som ingen kan slippe ud af. Det kan godt se lidt grumset ud, men bare rolig det er meningen. Alle skal være godt møre, inden du hælder en langvarig lockout ned i gryden. Nu skal der røres, røres, og røres, så familien til sidste er splittet i atomer, og børnene helt glemmer, hvordan det er at gå i skole. Sæt derefter æggeuret på uendeligt og læg låg på gryden. Efter et par uger kan du med fordel løfte lidt på låget og hælde en lille smule forvirret Bondo og lidt iskold KL i gryden.

Når du kigger ned i gryden nu, vil du se, at det hele ser overraskende pænt og overskudsagtigt ud, selvom suppen har kogt så længe. Nede på bunden er der måske et par seje forældre, der truer med at ødelægge suppen, men de skal bare koge lidt længere, så bliver de også møre. Bare giv dig god tid. Tålmodighed. 10 uger måske. Bagefter kan du tage på en dejlig lang sommerferie – hvis altså ikke du har brugt det sidste ferie til at spice suppen op med.

Bon appetit

Se hvor fin suppen ser ud mandag morgen, uge 3

2013-04-15-10-17-29

2013-04-15-10-17-58

2013-04-15-10-16-44

 

med emneordet , , , ,

Jeg har fundet fred med mig selv (LIAR!)

Hvor mange kvinder omkring de 40 har du mødt, som siger, at de aldrig har haft bedre? Som endelig har fundet fred med sig selv? Som er gennemstrømmet af en mærkelig form for indre ro? Som ikke længere stræber og higer efter at være en anden end lige præcis den, de er lige nu, lige her?

Hånden op. En del, ikke? Eller måske er det bare mig, der har fået den opfattelse, at livet bliver så meget lettere omkring de 40, fordi man får en ordentlig røvfuld selvaccept i fødselsdagsgave.

Nå, men jeg venter stadig. På den indre ro. Her to år før jeg åbenbart overgår til en form for buddhistisk zentilstand.

Fuck, jeg gad godt at være 20 igen. 20 uden på, og 38 indeni. For så ville jeg vide, at den fine krop, jeg netop havde trukket gennem 6 måneders vodka- og falaffelophold i en kibbutz i det sydlige Israel, var på toppen af sin karriere.

Jeg ville kunne se mig selv i spejlet og værdsætte, hvad jeg så, for jeg ville vide, at om 18 år, søster lystig, så er virkeligheden en anden. Udover kroppens almindelige forfald vil du have to fødsler på samvittigheden, som forstærker det tyngdekraften allerede arbejder på.

Havde du forventet at få din gamle krop igen, spurgte min læge efter jeg havde født nummer 1. Og nu du spørger, så ja, det var faktisk lige præcis, hvad jeg havde regnet med. Det grinede vi meget af, lægen og jeg, der 8 uger efter fødslen, og jeg grinede højest, fordi jeg var helt sikker på, at jeg (selvfølgelig) ville være lige netop den undtagelse fra reglen, som vi alle drømmer om. Der tog jeg fejl. I stedet blev jeg gravid igen. Fik grå hår i min ellers trofaste blonde hårpragt. Rander under øjnene. Karsprængninger på benene. Slap hud på maven. Og plads til en knyttet hånd i bhen.

Glæden ved det venter jeg stadig på. Og der er dem, der siger det er medierne (igen) og billedmanipulationens skyld. Det er det måske. Givetvis. Men det er måske også bare en begyndende dødsangst. Selve anerkendelse af at skaderne er uoprettelige, og at forfaldet kun bliver større. Uanset om vi bader i hørfrøolie og løber 100 marathonløb.

Måske kalder vi det bare selvaccept for at trøste os selv og hinanden. Og måske er det, vi mærker omkring de 40 ikke indre ro, men derimod en stille resignation over livets gang, som skaber et sidste øjeblik af panik, der får os til at danse og le som om imorgen ikke fandtes. Og måske er det, alle omkring de 40 hylder. Den sidste dans.

med emneordet , , ,

Man kan godt blive lidt træt (og gammel)

Tillad mig at sige noget om afhængighed, ny teknologi og menneskets forfald efter Politiken og TV2 i dag har fortalt os, at ikke mindre en 2.000.000 danskere nu ejer en smartphone. Og det er vist nok noget, vi skal være bekymret for, for det betyder at vi hele tiden er online, og at det er bekymrende, fordi vi så ikke er rigtig til stede i den virkelige verden, og til sidst får vi stress, fordi vi hele tiden sidder med snuden i skærmen.

Det er forfærdeligt, ikke? Fællesskabet, interaktionen mellem mennesker, er under pres. Det samme er tankeflugt og dagdrømmeri, fordi vi hele tiden holder os beskæftige med internettet og den slags. Kaos venter. Og sammenbruddet. Sædernes forfald.

Eller det kommer så an på, hvem du spørger. En 50+ stressforsker af en art, vil helt sikkert give dig ret. Det gjorde han i hvert fald på Tv2. Men de unge, de siger sådan:

Vi ’surfer’ ikke, og internettet er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt, men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bruger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle fortælle jer vores Bildungsroman (’dannelsesroman, red.), måtte vi først forklare, at der findes et naturligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet, vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemmesider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.

Resten af artiklen kan du læse i Information

Og jeg siger dette: Lad os nu ikke falde i den fælde en gang til. Stor var opstandelsen den gang i et andet årtusinde, da selve BOG-EN, den hellige bibel, blev afløst af bøger. For hvordan skulle det nu ikke gå, når folk kunne udsættes for uendelige udlægninger af verdens beskaffenhed uden præstens mellemkomst?

Nå, men alt dette bare for at sige, at jeg bliver lidt træt, når os, der stadig kan huske, hvordan det var at skrive 3. g-opgaven ind på skrivemaskine, og hvordan det var at være på internettet med et modem, går i koma over, hvor farlige de nye apparater er.

Og jo, der kan sikkert findes eksempler på børn, der er blevet mærkelige af computerspil, og unge, der har gjort sindssyge ting, fordi de hørte en sang i radioen og ikke helt kunne finde ud af hvad der var fiktion og virkelighed (eller der var måske mest i 1990’erne det var på mode). Der kan sikkert også findes eksempler på voksne, der er vokset sammen med deres smartphone og så kan vi kalde det en form for afhængighed og sygeliggøre dem.

Men prøv-nu-lige-hør-her. Det går over igen. Verden er ikke ved at falde fra hinanden (og hvis den er, er det i hvert fald ikke internettet og mobiltelefonernes skyld). Det er bare os, der ikke er vokset op med internettet, der skal lære at slappe lidt af. Se muligheder fremfor begrænsninger. Halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Ikke?

med emneordet , , , ,

Bilka og mig – we’re on a break

Jeg får hjertebanken allerede mens jeg parkerer bilen på  parkeringspladsen. Når jeg støder ind i den første kran af en indkøbsvogn begynder jeg at svede. Og derfra går det så egentlig bare ned ad bakke. Konklusionen er egentlig meget enkel: Jeg hader Bilka. Virkelig hader. Det er shopping, når det er værst. Virkelig. Og 10.000 kr. spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg så ikke bare bliver væk?

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

med emneordet , , , , ,

Så snakker vi ikke mere om det

– Åh, hvor jeg glæder mig til I er store nok til at tømme opvaskeren, sagde jeg til børnene igår. Og du ved det godt. Det tager jo nærmest kun 5 min., men det er med opvasken som med vasketøjet. Det stopper bare aldrig, og jeg undrer mig hver gang, der ikke er mere pulver til maskinen, for jeg fatter ikke, at vi bare vasker og vasker og vasker.

– Det siger du altid, sagde den store.

– Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.

– Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.

Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!

 

med emneordet , , , ,

God freaking morgen

Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?

Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af  husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.

Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.

Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Skal jeg smadre dig med den bog her?

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.

 

med emneordet , , ,

Dør en ridder, når man skyder ham i hjertet?

Kl. 04.26 i morges

Barnet: Moar, er det ikke rigtigt, at når man skyder en ridder i hjertet, så dør han?

Moar: Mm-m

Barnet: Hvis man lige skød en bue ind i hjertet på ham, så dør han, fordi hjertet holder op med at slå. Er det ikke rigtigt?

Barnet igen: MOR!

Moar: Mm-m

Barnet: Men det er svært at skyde en ridder i hjertet, for han har jo rustning på. Og han har jo også et skjold. Og man kan jo ikke skyde en bue igennem en rustning og et skjold på samtidigt. Er det ikke rigtigt?

Moar: Du skal lægge dig til at sove.

Barnet: Men er det ikke rigtigt at rustningen og skjoldet er lavet af jern, og det er det hårdeste der findes i verden? Moar?!?!

Moar: Schyyy

Kl. 04.37

Barnet: Moar, hvad var det nu det hed det bjerg, hvor Jesus hang på korset?

Moar: Golgata

Barnet: Golgata, det ligger meget langt væk. Er det ikke rigtigt? Det er syd på, ikke?

Moar: Mm-m

Barnet: Hvad hedder det sted sydpå? MO-AR!

Moar: Israel

Barnet: Og vi flyver henover bjerget, når vi skal til Egypten. Er det ikke rigtigt?

Moar: Mm-mmm. SCHYYYYY!

04.42

Barnet: Hvad skete der med de soldater, der fangede Jesus? Blev de slået ihjel?

Moar: De døde vel til sidst.

Barnet: Fordi der var nogen, der slog dem ihjel?

Moar: Vel bare fordi de blev gamle og døde ligesom gamle mennesker gør.

Barnet: Men der er ikke nogen af dem, der lever mere, vel? For det var noget der skete i gamle dage, er det ikke rigtigt?

04.43

Barnet: Hvornår var gamle dage? Er det mere end 22 år siden?

On and on, lige til kl. 06.04. Og så under morgenmaden.

Barnet: Moar, jeg er bare så træt!

Tell me about it!

 

med emneordet , ,