Tag Archives: start

Så snakker vi ikke mere om det

– Åh, hvor jeg glæder mig til I er store nok til at tømme opvaskeren, sagde jeg til børnene igår. Og du ved det godt. Det tager jo nærmest kun 5 min., men det er med opvasken som med vasketøjet. Det stopper bare aldrig, og jeg undrer mig hver gang, der ikke er mere pulver til maskinen, for jeg fatter ikke, at vi bare vasker og vasker og vasker.

– Det siger du altid, sagde den store.

– Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.

– Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.

Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!

 

med emneordet , , , ,

Hvor blev min ordbog af?

Jeg forestillede mig et visitkort på døren til min havnekontor. I guld. Og broderi. Totalt respekt dér.

image

… hvis altså bare jeg kunne stave til det jeg laver. DOPE!

med emneordet ,

Ok, nu sænker julefreden sig

Undskyld. Det passer sig slet ikke at blive så sur lige op til jul. Vel? Og jeg forstår jo godt, at vi er nødt til at tale om vejret. Det er jo ikke bare fordi det er koldt. Det er fordi vi er danskere. Vi er ligesom prædisponeret for at lade os rive med af temperaturer og (manglende) nedbør og vind og alt derimellem. Min salige morfar noterede hver eneste dag i sin røde Mayland-kalender dagens temperatur, nedbør, sol eller sky-forhold. Året rundt. Så vi er lovlig undskyldt. Det er noget med arv og miljø – og måske generne. I virkeligheden.

Måske blev jeg bare smittet af min ualmindeligt vrede datter, der i bedste Bertel Haarder-stil skælder og smælder og tramper og kommanderer fra morgen til aften. Tror hun trænger til juleferie. Ligesom sine forældre og lillebror. Og bare rolig, jeg ved godt at tanken om ferie ikke altid er det samme som at det bliver hyggeligt. Men gaverne kan måske afværge de værste konflikter – i starten i hvert fald. Siden kommer jo abstinenserne. Så er der noget nyt harcelere over, og sådan kører livet (og bloggen) så fint i ring. Halleluja!

Jeg tror sgu, jeg tar et glas portvin.

med emneordet , , , , ,

IRL

Nå, men det her er altså gode ord – og desværre ikke noget, jeg har fundet på, men ærbødigst sakset fra d’herres Book of Love, hvor der også er mange andre ord at blive klog af…

”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?”

”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?” er We Love People’s omformulering af ”Hva’ ska’ jeg lav’ når jeg bli’r død?” som Blæs B spø’r i Malk De Koijn’s ”Vi Tager Fuglen på Dig” fra 2002. Det er ikke så meget af forfængeligheds årsager, at det er relevant at spørge sig selv om, hvad ens eftermæle bliver. Underordnet er det personligt, når først lyset er slukket, men mens man er i levende live, kan du bruge spørgsmålet som et fyrtårn: ”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?” . Hvad vil du huskes for. Hvad siger din bedste ven for foden af din kiste? Du skal leve dit eftermæle hver dag. Du skal huske dig selv på, hvad dit eftermæle skal være, for at justere din kurs, så du havner i den rigtige retning hver dag. Og det er hverken en gættekonkurrence eller en ønskebrønd. Det er dit eftermæle. Det, du allermest ønsker dig, at du bliver husket for. Dine Kerneværdier. Hvis du var en virksomhed, ville du allerede vide, hvad din mission og vision er. Og disse er altid bygget på en blanding af Kerneværdier og ønskede værdier. Det du er bygget af, på og til. Du skal være loyal overfor dine Kerneværdier og åben over for ønskeværdier. Du skal ikke forsøge at flygte fra Kerneværdierne, for du vil bare risikere at komme ud af kurs og snart ikke længere kunne huske, hvem du er. Så er det, du begynder at lyve for først dig selv og senere resten af banden. Og til sidst er du bare forvirret og alle har en fornemmelse af, at du lyver. Brug lige to minutters tomrum på at overveje, hvad du vil huskes for. Og lev dem så ud.

Fra Book of Love, som sagt

med emneordet , , , , , ,

Motionsdag og social arv

Det er vist ikke nogen overdrivelse eller et opskruet forsøg på at stramme historien at sige, at jeg er vokset op i en familie, hvor sport ikke lige frem stod øverst på dagsordnen. Udover den årlige fuldemandsfodboldkamp i udklædning til byfesten har vi ikke slidt mange løbesko op hjemme hos os.

Derfor krævede det også hvert år lidt ekstra havregryn og tilløb at blive klar til og tune sig ind på den årlige motionsdag, som fejrede efterårsferiens komme (meget mærkværdig måde at komme hviledagen i hu på i en usportslig familie). Men det lykkedes da som regel at komme i mål – på et tidspunkt og uden at anstrenge kroppen med et alt for højt tempo. Et år havde min veninde og jeg spillekort med på turen – for ligesom at fjerne fokus fra det vildt, vildt strenge i at vores overenergiske og frisk klædte firser-idrætslærer forsøgte at få os op i tempo. Men vi gik i 7. klasse, så det gav lige som sig selv, at han var langt ude.

Nå, men der har i noget tid hængt en seddel om orienteringsløb i børnehaven. Det var så i dag, og jeg havde ikke lige lavet den der kobling til motionsdagen – og jeg havde da i den grad overset, at det var lige præcis i dag, det hele løb af stablen. Så jeg vil godt på forhånd undskylde for, at mit barn mødte op til den nationale løbedag i uldne gummistøvler og cowboybukser.

Til næste år lover jeg, at vi både arbejder på udstyr og indsats, for det viser sig, at den lille pirat havde fundet sin mors gamle plads bagerst i feltet, hvor han havde mere travlt med at holde i hånd med pigerne end at komme først over målstregen. Til gengæld var han ret begejstret over, at hele børnehaven havde havde heppet på ham, da han kom over målstregen som den sidste i aldeles adstadigt og totalt genkendeligt tempo.

Men det går jo ikke. Slet ikke. For børn i dag kommer ingen vegne, hvis de ikke hele tiden prøver at komme først. Og det er jo kun i børnehaven, at der er guldmedaljer til alle. Og regeringen vil jo også gerne hjælpe børn til at bryde den sociale arv. Og i øvrigt er der jo også fedmeepidemi og diabetespandemi at tage hensyn til. Og det kan godt være, du tænker, at det bare er et freakin’ motionsløb, men sådan er det jo med alt. Det starter i det små og pludselig er det ude af kontrol – både det med hænge lidt i bremsen og det med pigerne…

med emneordet , , , , , ,

Kom ikke her

Forleden løb jeg til bageren efter brød. Ja, du læste jeg rigtigt. Jeg stod op og løb frejdigt af sted. Det var en fin tur. Når jeg selv skal sige det. Og faktisk også lidt udfordrende med en pæn stigning på den første distance. Jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at benene syrede lidt til, og jeg var da også lidt forpustet, da jeg nåede frem. Men hjemturen gik faktisk rigtig fint, og jeg holdt et pænt tempo. Ret tilfreds med mig selv over, at jeg kom af sted, og at jeg nu endelig har fået gang i løberiet igen.

P.S. Der var 800 meter til bageren, og 800 meter tilbage igen. Men det nytter jo ikke noget at piske sig selv med, at jeg engang kunne løbe 10 km på 50 minutter, at jeg engang har løbet en halvmarathon uden at være ved at dø bagefter, eller at jeg løb til jeg var gravid i 5. måned – første gang. Det er jo heller ikke længere nogen, der forventer at jeg kan drikke 10 øl uden at være sygemeldt en måned bagefter. Vel?

med emneordet , , , , ,

Pottetræning

Udover jeg skal sælge ud, tage sol og drikke kaffe under orloven, så er det også et erklæret mål, at Halfdan skal stoppe med at bruge ble henover sommeren. Således tændt af den hellige pottetræningsild har jeg de sidste to dage taget bleen af barnet, når han kom hjem fra vuggestuen – det er jo det, man gør, ikke?

I går gik det rigtig fint, altså indtil han sad i sækkestolen og sagde: Nu tisser jeg. Herligt at sækkestolen tilsyneladende er lavet af vandafvisende stof, så det hele samlede sig som en lille sø på gulvet.

I dag vejrede jeg allerede morgenluft, da drengen kom løbende gennem stuen, mens han råbte: Jeg skal tisse. Jeg skal tisse! Tænk, at han allerede kan sige til… Han nåede godt nok at tisse i to par underbukser, men hey hvor der handles, der spildes. Lige inden nattøjstid lavede han så en ny sø på gulvet, som hans søster så lige nåede at træde i – det er så en anden af Murphys love; nemlig at det øjeblik en forældre med høj og klar stemme siger: Pas på! Så sker præcis den ulykke, man forsøgte at afværge.

Nå, men så fik han så ble på – og så gik der selvfølgelig lige præcis 1,5 minut, før han sked i bleen. Han har tilsyneladende ikke forstået, at det netop er den del, jeg gerne så henlagt til toilettet. Og nu havde jeg lige som nået grænsen for spontante toiletbesøg, efterfølgende håndvask, våde bukser og optørring. Særligt fordi jeg samtidig forsøgte at rydde op efter aftensmaden, smøre madpakker, tømme opvaskemaskine, opstøve vinterdækkene til bilen og sætte en vask over.

Og hvor var nu det andet barn, mens hjemmet (eller i hvert fald moren) stod på den anden ende? Hun kom ind fra terrassen, hvor hun åbenbart stadig sad og spiste (jeg havde helt glemt, at vi også var igang med at spise aftensmad), og så gav hun mig smørskålen med ordene: Undskyld mor, jeg kom til at slikke på skålen…

med emneordet , , ,

Spørgsmålet du ved må komme

Du ved jo godt det kommer. Og du ved, du ikke kan snige dig uden om for dit barn har krav på sandheden. Altså i en eller anden form end den med storken, for det er måske alligevel patetisk nok. Men jeg tror bare, jeg havde regnet med der ville gå nogle år endnu. På en måde. Så jeg kunne nå at forberede mig lidt.

Eller faktisk har jeg forberedt mig, for Maise Njors nyklassiker står faktisk allerede hjemme i reolen. Til de større børn. Men nu blev jeg så i stedet spurgt af en dreng på 2½, som udover græsslåmaskiner også har en fetich for babyer og deres ophold i maven.

– Mor, hvordan kommer babyen ind i maven?

– [uforberedt pjatte-latter] Det vil jeg gerne fortælle dig om en anden dag.

– Men hvorfor vil du ikke fortælle mig det nu?

Pas. Fordi jeg er en kylling. Fordi jeg ikke lige synes historien med tissemanden og tissekonen er den rigtige. Lige nu. Selvom drengen selvfølgelig er helt fantastisk vild med at hive i og skyde os med sit lille appendiks. Eller måske er historien snarere, at jeg ikke lige orker, at mit barn skal genfortælle den historie i vuggestuen. Og det ved jeg, at han gør, for han er særdeles meddelsom.

Så jeg besluttede mig for at låne en bog. For at få støtte. Og hjælp. Og ord. Men det bliver alligevel lidt for storken kommer-agtigt at læse om mus, der får børn (?!) og lidt for business-like at kaste sig over en billedbog, som forlaget har valgt at beskrive således: Om mandens og kvindens udvikling, kønsorganer, kønsceller, samlejet, svangerskabet, fødslen og forældrene efter fødslen. Stregtegninger med en kort ledsagende tekst.

Er der ikke nogen, der skriver en ny bog om at lave børn til små børn. 2½ år. Jeg skal bare bruge den imorgen.

med emneordet , , ,

Bare hun nu ikke…

Allerede når man ser de positive streger (eller er det kun en?) på graviditetstesten, åbnes det center i hjernen, der dagligt sender beskeder om alle de farer, ens barn kan blive udsat for.

Man begynder at bekymre sig om, at barnet bliver ramt af alverdens perifere sygdomme eller bare en slem omgang feber. Så bliver man nervøs for, om de udvikler sig normalt og bliver sygeligt stolt bare nogen sådan lidt en passant nævner, at de er særligt dygtige eller hurtige. Så holder man øje med om de er gode til at få venner og begå sig i vuggestuen og børnehaven og langsomt begynder man at få tics over, hvordan det skal gå i skolen.

I glimt dukker der også tanker op om, hvordan de kommer godt gennem teenageårerne uden at blive forældre som 16-årige, stofmisbrugere eller voldsofre.

Men altså lige nu er der en ting, jeg frygter mere end noget andet, og det er at Miss Carla pludselig får lyst til at springe ud som pigegarder. Musik er godt, men march-musik… og så i uniformer så korte, at moralister under normale omstændigheder ville mene, at det er helt uhørt at lade små piger gå rundt i den slags.

Det er vel kun hjemmeværnet, der kunne være værre, og det er hun trods alt for ung til, men jeg frygter selvfølgelig at hun får smag for det uniformerede fællesskab.

Og hvordan skulle hun komme på den vanvittige ide, tænker du måske. Svaret ligger tættere på end du tror, for den lokale garder-kaserne ligger klods op ad børnehaven og hele sommeren kan vi høre dem spille op til march. Så nu handler det virkelig om at få sat fokus på sunde interesser som rulleskøjteløb, golf og perlearmbåndsproduktion inden hun falder i kløerne på Landsgardeforeningens udsendte.

med emneordet , ,

Nyttemaksimering 2

Ja, den gode stil fortsætter på dag 2, allerede en succes eftersom jeg med næsten usvigelig sikkerhed kan sige, at der formentlig ikke blir en dag 3 lige med samme – 1. paragraf i Murphys lov for forældre tilsiger at enhver form for pral bliver belønnet med prygl.

Blev kun en lille-bitte-smule utålmodig, da hun efter en ½ time havde skåret en kvart aubergine i en mio. stykker på 1×1 mm – og der havde nok været mere langsigtet pædagogik i at drikke en kop te i ventetiden i stedet for at sende hende ind foran fjernsynet, mens jeg ordnede resten.

med emneordet , , ,