Tag Archives: god samvittighed

11 ting, der gør det pissefedt at være dig! (kommentar til Eurowoman)

 

Eurowoman har udgivet et blogindlæg, hvor en ung kvinde skriver om hvorfor det er skideirriterende at være kvinde. Det er et skideirriterende blogindlæg – naivt i bedste fald. Fordummende og fordømmende i værste fald. For hvorfor vil en ung kvinde tale så nedsættende om sig selv og om andre kvinder?

Så her er mit bud på, hvad Miss C og alle andre piger og spirende kvinder har brug for at vide i stedet. Overskrifterne til de 11. punkter er de samme som blogindlægget på Eurowoman.

1. Kropsbehåring

Din krop kan være din ven eller din fjende. Det er bedst, hvis det er din ven, eftersom du skal være sammen med din krop resten af livet. Hvis du en dag får lyst til at barbere dine ben, så værsgo. Det er der mange kvinder der gør – de fleste faktisk. Kvinder barberer sig alle mulige steder. Du kan gøre det til et stort projekt, eller du kan beslutte dig for bare at gøre det du har lyst til – fordi du har lyst.

Når du er teenager, er det sikkert noget alle går meget op i. Der er nogen, der vil sige, at hår er ulækkert, men kroppen er ikke ulækker. Den er bare krop, og nogle gange kan den være temmelig ustyrlig. Det er sådan det er. Når du bliver ældre, går de fleste op i, hvad de selv gør. Prøv dig frem og gør det, der virker bedst for dig. Prøv at se på de andre, næste gang du er i svømmehallen. Kvinder ser ud på tusind måder. Ingen ligner hinanden, heller ikke selvom de alle sammen barberer deres ben.

 

2. Blærebetændelse

Jeg har aldrig haft blærebetændelse. Til gengæld havde jeg eksem til jeg var mere end voksen. Det var også pisseirriterende. Alle har noget, de er trætte af. Du kan dvæle ved det eller fokusere på alt det andet, der gør dig til noget helt særligt.

 

3. Menstruation

Det er ikke sikkert, du gider holde en fest, når du får menstruation, men det burde vi. For det er fandeme stort det med menstruation. Og vildt. Det er det, der gør os til kvinder for hulan. Tag lige og ej den.

Og ja, det er da rigtigt. Der er da sikkert en fest, hvor du gerne ville have været foruden, og der er måske også dage, hvor du er så pissetræt og har så skideondt, at du bare har lyst til at ligge i sengen og have ondt af dig selv. Så gør du det. En gang imellem må man godt bare gemme sig under dynen og forsvinde fra verden. Det er ok.

Men resten af tiden skal du bare gå gennem verden med rank ryg og oprejst pande. Menstruation, for fanden. Det er naturen der lige giver dig og dine veninder et kæmpe like for bare at være jer.

 

4. Toiletbesøg

Hvis du skal tisse, går du på toilettet. Hvis du skal lave stort, kan du lægge et stykke papir i bunden af kummen. Så larmer det ikke så meget når lorten lander. Men altså egentlig er det jo lige meget. Alle gør det. Hver eneste dag.

 

5. BH’er

Hvis du har store bryster, kan det være praktisk med en BH. Hvis du har små bryster, kan det være pænt med en BH. Men det er ikke nødvendigt. Du behøver ikke spænde dig selv ind i et korset eller løfte dine bryster helt op under hagen, hvis dine bryster er helt gennemsnitlige, som de fleste bryster er. Det er alligevel ikke der brysterne bor i virkeligheden, under hagen altså.

Du vil opdage, at drenge (og mænd) kan være meget optaget af bryster. Det er de uanset om du har BH på eller ej. Og dine bryster er ikke drengenes ejendom ligeså lidt som resten af din krop ikke er det. Brysterne er dine, og du bestemmer selv præcis, hvordan du vil bære dem. Glæd dig i øvrigt over alle de år, hvor de først og fremmest bærer sig selv, og giv dem lov til det, hvis det føles rigtigt.

 

6. Når du skal snige en tampon med på toilettet

Her er en hemmelighed. Alle er ligeglade med din tampon. Alle! Der er aldrig nogen, der har sagt til hinanden: Hey, så I lige hende der, hvordan hun kom gående med en tampon i hånden. Aldrig nogensinde.

I udgangspunktet er mennesker alt for travlt optaget af deres egne ting til at lægge mærke til dine – og hvis de har travlt med at lægge mærke til dig, er det som regel fordi de forsøger at undgå, at nogen skal lægge mærke til dem.

Så stik du bare stille og roligt den tampon i lommen eller tag tasken med på toilettet, hvis det føles bedre. Gør som du vil. De andre er virkelig bedøvende ligeglade med dine tamponer.

 

7. Når du græder med make-up på

Du er et menneske. Det er ok at græde, hvis du bliver rørt eller ked af det. Jeg har aldrig været god til at græde foran andre. Det ville jeg ønske jeg havde lært, for ved du hvad? Når du græder, er der nogen der giver et kram, og det er måske det du har allermest brug for. Hvis du er ked af det altså.

Og hey, nogle gange bliver man rørt, og der er aldrig nogen, der er blevet sure på mennesker, der let bliver rørt. Alle os, der ikke gør, kigger på jer og tænker, at sådan gad vi også godt være. Lette at bevæge. Vi ser slet ikke, at din mascara løb ned af dine kinder, mens du græd.

 

8. Vind

Livet er fuld af både med- og modvind. Hvis du spørger mig, er der ikke noget bedre end sommervind i fugtigt hår, når man cykler hjem fra stranden sidst på dagen. Der er til gengæld hellere ikke noget mere pisseirriterende end vind, der stormer lige ind i ansigtet på en, så man nærmest står stille på cyklen. Når det sker, må man gerne skrige højt og meget vredt og råbe de værste bandeord af vinden.

Det kan godt være, at dit hår ikke sidder lige så godt, som da du gik ud af døren, men tro mig, du har det meget bedre i kroppen efter sådan en blæse-skrigetur.

Du kan også bare blive indendøre, når det blæser, men det er der sgu aldrig nogen, der har fået det sjovere af.

 

9. Buksedragter og bodystockings

Hvis du venter med at gå på toilettet til du faktisk er ved at tisse i bukserne, kan du 1) gå på toilettet noget oftere, eller 2) lade være med at gå med buksedragter og bodystockings.

 

10. Bar numse på bussæde

Hvis din kjole er så kort, at det føles som om du sidder med bar numse på bussædet, kan du enten 1) tage en længere kjole på, eller 2) stå op i bussen.

 

11. Strømper der løber

Hvis dine strømper løber, kan du enten 1) lade være med at gå med strømpebukser, 2) købe nogle tykkere strømpebukser, som ikke løber så let, eller 3) tage et par ekstra strømpebukser med i tasken.

 

Bonustip!

Lad være med at lave problemer ud af noget, der faktisk ikke er et problem. Hæv blikket. Se ud i verden, ud over dig selv. Det klæder de fleste at flytte fokus fra sig selv. Det bliver man både stærkere og klogere af. Det kan være svært, men det betaler sig. Du bliver et bedre menneske af at se op fra din egen navle.

 

med emneordet , , , ,

Vi svigter de udsatte børn

De er ikke svære at få øje på, de udsatte børn. Alligevel er de overladt til sig selv, mens de langsomt går til grunde. Men hvorfor er vi egentlig så lang tid om at fjerne børn fra forældre, der åbenlyst ikke formår at tage vare på deres børn?

20150330_130635

Hun er bare 8 år gammel. En uge er hun i skole. En uge er hun ikke. Hun smiler, lidt reserveret, når jeg møder hende. Hun ved, hun ikke kan komme hjem, før hun har fundet sine sko, for der er ikke andre sko at tage på end dem hun har smidt væk. Og der er dage, hvor hun må spørge sine klassekammerater om de vil dele deres madpakke med hende, fordi hun ikke selv har nogen.

Det er en kaotisk historie om et barn, der midt i 2. klasse måske er på vej mod sit 4. skoleskift. ”Jeg vil allerhelst bare blive her. Jeg gider ikke starte på en ny skole igen,” sagde hun en dag til mig. Jeg er langt fra den klogeste i den sag, som hendes liv er i fuld gang med at udvikle sig til, men jeg er tæt nok på til at se, at her er et barn, vi burde tage os af før det er for sent. Et udsat barn bøjet i neon.

De rette foranstaltninger

Vi taler om barnets tarv, og om hvor vigtigt samarbejdet med forældrene er, men vi gør langt fra nok for at sikre, at alle børn kan vokse op i trygge omgivelser, hvor de voksne passer på børnene og ikke omvendt. Barnets Reform gjorde det lovpligtigt at inddrage og høre udsatte børn, men i praksis viste en undersøgelse fra 2014, at 39 procent af børnene hverken høres eller for alvor inddrages i beslutninger, der får store konsekvenser for deres liv.

Samtidig vægrer vi os mod at tvangsfjerne børnene. Vi hævder, at det ikke er den bedste løsning, men sandheden er også, at en anbringelse er dyr for kommunerne. På langt sigt er det imidlertid ikke svært at regne ud, at en tidlig indsats er en investering, som vil kunne give barnet mulighed for at lære at indgå i normale, sociale relationer og samtidig skabe den ro, der er nødvendig for, at barnet kan koncentrere sig i skolen.

Problemet er ikke børnene, men derimod at vi ikke handler, når vi møder forældre, som ikke vil samarbejde. Vi kan underrette og finde passende foranstaltninger og lave aftaler om, at i morgen bliver alting bedre herfra og til verdens ende, uden det nogensinde får nogen effekt. Fordi forældrene af alverdens forståelige og uforståelige grunde ikke kan eller vil tage forældreansvaret på sig.

Imens taber børnene i det sociale spil, fordi de kun sporadisk er i skole og sjældent deltager i fødselsdage og aldrig har legeaftaler. De taber i det faglige spil, fordi de ingen opbakning har derhjemme og ressourcerne i skolen er for små til at tage sig af den enkelte i det omfang, som det udsatte barn kan have brug for. Det på trods af, at forskningen viser, at en god skolegang har afgørende betydning for, at udsatte børn kan bryde den sociale arv.

Når man ser et barn, der mistrives, kan man gøre sin pligt og skrive en underretning til kommunen. Når man skriver, balancerer man på en knivsæg velvidende, at de to mennesker, der burde være forældre for barnet, kommer til at læse det, man skriver. Jeg har flere gange skrevet til kommunen, og jeg har talt med lærerne på skolen om mine bekymringer. Svaret er enslydende (næsten mekanisk): Vi hører, hvad du siger. Vi er opmærksomme på barnet. Vi har taget initiativ til de rette foranstaltninger. De har alle sammen tavshedspligt. Det respekterer jeg, selvfølgelig, men at se et barn falde tungt mod afgrunden, mens de voksne snakker er det mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.

Ansvaret er vores

80% af alle børn, der vokser op i plejefamilier, er tilfredse med at vokse op i en anden familie (SFI, 2015). Vores forestilling om, at anbringelser er den næstbedste løsning er altså langt fra sandheden for alle børn. Der findes desuden en række alternativer til anbringelse, og der er fx gode erfaringer med en massiv indsats i familien, hvor den socialrådgiver, der bliver tilknyttet familien, har beslutningskompetence og økonomisk råderum til at foretage de nødvendige beslutninger, som kan skabe ro og tryghed omkring barnet.

Uanset hvilken løsning vi vælger, skylder vi børnene, at vi gør noget. Vi skylder dem, at vi navigerer i det kaos, mange af dem hver eneste dag forsøger at finde en vej igennem. Når vi i stedet igen og igen tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets, så reproducerer vi den sociale arv. Og nok så vigtigt: Vi forhindrer barnet i at udvikle sig til et livsdueligt menneske, der tror på, at verden er et godt sted at være for os alle.

Jeg ser et af disse børn, en 8-årig i frit faldt. Snart er hun helt forsvundet. Til en ny skole, en ny kommune og nye foranstaltninger. Om 15 år vil vi måske klandre hende for, at hun ikke fik en uddannelse, selvom det i virkeligheden var os, der forspildte alle chancer for at gribe hende, mens tid var.

Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. marts 2015

med emneordet , ,

Tømmermandsramt far overser børns behov

Spejderledermor overser børns behov

Byrådsmedlem overser børns behov

Sliksultne forældre overser børns behov

Landmand-far overser børns behov

Eksamensramt mor overser børns behov

Fodboldtrænerfar overser børns behov

Sygeplejerske-mor overser børns behov

Bagerfar overser børns behov

Læseheste-forældre overser børns behov

Søndagssløve forældre overser børns behov

Fisker-far overser børns behov

Skifteholdsforældre over børns behov

Voksne med et liv overser børns behov (senest iflg. Kristeligt Dagblad). Eller også er det virkelige problem, at vi har besluttet, at voksne med børn skal bruge al deres vågne fritid på at have øjenkontakt med deres børn. Aldrig må børnene opleve, at de skal underordne sig de voksnes liv eller præmisser. Aldrig må de voksne ønske sig fred og ro til at passe deres arbejde eller deres egne interesser. Aldrig må de voksne sætte sig selv før børnene.

Altid må de voksne gå foran med et godt eksempel iført cykelhjelm og faktor 50. Ingen slik. Ingen røg. Ingen junk. ‘Moar,’ råber barnet. Den gode mor slipper straks, hvad hun har i hænderne. Intet kan være vigtigere end at give sit barn øjeblikkelig opmærksomhed og nærvær. En sund sjæl i et sundt legeme går balancegang på dydens smalle sti.

Vi higer efter ’det almindelige’ og dømmer hinanden på de mindste ting. Dem, der træner for meget. Dem, der læser for lidt. Dem, der sætter grænser for deres børn. Dem, der ikke gør. Som om vi forestiller os, at vi ved at jagte det almindelige, det normale, kan forsikre os mod alle de ubehageligheder og uforudsigeligheder, livet har det med at byde på.

Børn har fortjent at se deres voksne danse i natten og høre dem lagt ned af latter. Så lad os koncentrere os om at skabe plads til mere af det fremfor at pege fingre af, hvordan vi hver især forsøger at styre gennem hverdagen. Lad os huske hinanden på, at vi alle sammen gør det så godt, vi kan – og at børn, almindelige børn, der vokser op i almindelige familier, som der trods alt er flest af, er langt mere robuste end vi forestiller os. Vi gør det så godt, vi kan. Hvorvidt det er nok, ved vi først langt senere. Der findes ingen forsikring mod forældre, der var for meget eller for lidt. Så lad os i stedet lære børnene, at livet er fuldt af ups and downs. Derfor handler det om at danse, mens man kan. Børn og voksne. Sammen og hver for sig.

med emneordet , , ,

Universets orden

Jeg tror på det her. På at det du giver kommer tilbage til dig en dag. Ikke i forholdet 1:1. Men i form af en udstrakt hånd, en dør der åbner sig, et lys i mørket. Som regel når du mindst venter det.

med emneordet , , ,

Måske er det derfor jeg ikke selv pylrer om i hvert fald et af mine børn

Egentlig er det den gamle sang om hønen og ægget. Altså får børnenes personlighed betydning for, hvilken slags mor man bliver? Eller har den slags mor man er betydning for, hvordan børnene bliver? Eller er det en uendelig cirkelbevægelse, hvor vi hver især former os efter hinanden?

Jeg ved det ikke. Det jeg til gengæld ved er, at jeg er mor til Miss C, og at hun hele tiden udfordrer min måde at forsøge at være en slags mor på. Som nu fx i går morges:

Mig:  Hey, stop, jeg vil gerne have at du tager en trøje på, når I skal cykle.

Miss C [kommer stormende tilbage og river trøjen ud af hånden på mig]: HVAD ER DET HER FOR ET LIV?!?! Kan man slet ikke få lov til at gøre NOGETSOMHELST uden der står en voksen og råber gør nu dit og gør nu dat. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi fik en snak om, hvordan vi kunne lave nogle andre rammer for, hvad I skal bestemme!

Hun er syv år. S.Y.V.

Jeg har for længst gjort mig mentalt klar til at sende hende ud i verden. Ikke fordi jeg har lyst til at give slip, men fordi hun allerede har revet sig løs. Det er livsduelighed in the making, og jeg elsker det (selvom det kræver hår på brystet og ben i næsen – også af mig).

.

med emneordet , , ,

Blogs: De bedste af de bedste

Muligvis er jeg den sidste blogger i universet, der linker til Feminas ellers fine blogaward, men altså jeg har haft virkelig travlt med at fylde 39 og den slags.

Men altså sagen er den, at damebladet vil hylde ikke den bedste blogger, men de bedste blogindlæg fra 2013. Jeg synes, du skal kaste noget kærlighed efter en af dem, du elsker. Der er fem kategorier, og du kan være med her.

Imens går jeg lige ud og spiser noget middag med Sissel-Jo Gazan og nogle mennesker, jeg ikke kender, som også har haft fornøjelsen af at læse Svalernes Graf i sommerferien.  Let love rule!

Femina-blogaward-bobbel

med emneordet ,

Der er meget at være taknemlig for

I dag er sådan en dag. Taknemlighedsdag. Jeg ser på det lille menneske. Min datter. Det utroligste lille væsen. Jeg beundrer hendes umættelige begejstring, hendes ufattelige energi. Hendes øje for livets detaljer og hendes hudløse kritiske sans. Mit hjerte svulmer, når jeg ser på hendes, selvfølgelig. Jeg er jo hendes mor. For mig er hun aldeles enestående. Og en kæmpestor gave. Jeg er taknemlig for, at jeg fik netop hende. Det lille store menneske, som er så forskellig fra mig, så determineret og fuld af temperament og uforudsigelige ups’n downs. Hun er benhård og stormer ud i verden med den største selvfølgelighed. Hun sluger livet så begærligt, og det har taget mig tid at forstå, at den energi hun møder verden med også er hendes akilleshæl. At det hun har brug for er, at der nogen, der kan skabe ro omkring hende og hjælpe hende med at forstå, at med det tempo kan man nemt tabe de andre på vejen. I dag er taknemlighedsdag. I dag blev hun syv år .  Et barn blev født, og ud af det voksede en mor. Jeg krydser fingre for, at hun kan mærke, jeg gør mit bedste. Det fortjener hun, lille, store, Miss C.

c 7 02

 

 

c 7 01


c 7 03

med emneordet , , , ,

Den uformelle Pisa-undersøgelse

Kl. er 19.20, and it goes like this:

Miss C (mens hun leder efter en bog til godnatlæsning): Der er nogen, der knalder oppe i skolen.

Mig: Hvad betyder at knalde?

Miss C: At man kysser med tissemanden og tissekonen!

Mig: Har de tøj på?

Miss C (med det der hvad-snakker-du-om-blik): Ja, selvfølgelig.

Mig: Er de kærester, de to der knalder?

Miss C (nu med virkelig overbærende blik): Nej, man kan da sagtens knalde uden at være kærester.

P.S. I efterårsferien læste vi en bog fra skolebiblioteket. Den handlede om mænd, der har dårlig sæd, og derfor må låne sæd fra en anden mand for at få børn. Og om lesbiske, som gerne vil have børn sammen, men jo ikke selv har noget sæd, og som derfor også må låne af en anden mand. Der var også et par, hvor lægerne var nødt til at tage sæden fra manden og skyde det op i kvinden, fordi sædcellerne ikke selv kunne finde vej. Det hele foregik på et babyslot.

Så alt i alt føler jeg egentlig vi er kommet meget godt fra start med seksualundervisningen, selvom det måske var et par år før forventet.

P.P.S Hvad skal de børn egentlig lave i 7. klasse?

med emneordet , ,

Hvor mange bøger kan man læse på en sommer?

Hvis du siger sommerferie. Så siger jeg bøger. Mange og masser af bøger. Hvert år bilder jeg mig selv ind, at det er her jeg henter det fortabte, velvidende at strandferie med to børn (og mange venner og deres børn) sætter temmelig store begrænsninger for, hvor mange ord jeg kan nå at læse. Her er et bud på en realistisk bunke.

Passage to India: E.M. Forester
Næste bog i min bogklub. Vi har lige læst Elskeren af Marguerite Duras (fantastisk) og fortsætter i samme genre med endnu en historie fra kolonitiden og forholdet mellem kolonimagt og de koloniserede. Klassiker. Verdenslitteratur. Good stuff.

A Visit From The Goon Squat af Jennifer Egan
Det er en fantastisk bog, ved jeg allerede nu. Ikke bare fordi den er blevet skamrost af anmelderne, men også fordi jeg har læst de første 100 sider, og den er virkelig genialt godt skrevet. Den handler om en vennekreds og på tværs af tid og med skiftende fortællere får vi deres historier om at være unge sammen og blive gamle alene og ses igen og skuffes.

Hateship, Friendship, Courtship, Loveship, Marriage af Alice Munro
Noveller (that we like for summer holiday with kids) om at være mor og kvinde og elsker og fuld af drømme om, hvordan livet også kunne være. Kan du genkende følelsen? Jeg byttede bogen for et par yogabukser.

Bossy Pants af Tina Fey
Fra anmeldelsen i New York Times: “Bossypants” isn’t a memoir. It’s a spiky blend of humor, introspection, critical thinking and Nora Ephron-isms for a new generation.” Og det er sådan set bare derfor den bog er en must read.

Og hvis du ikke ved hvem Nora Ephron er… Hun er selve moderen til When Harry Met Sally og derudover en meget klog kvinde, som blandt andet har sagt: “Above all, whatever you do, be the heroine of your life, not the victim.” Og således god sommer!

med emneordet , , , ,

Elsker mine børn, når

1. Vi er på besøg hos nogen og de rejser sig fra bordet og siger: Tusind tak for mad. Det smagte simpelthen så dejligt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan spise resten. Yes, for sådan er vi nemlig hjemme hos os. Høflige og lutter roser til kokken, der har haft besværet med maden – hvis bare det ikke er noget med ris.

2. De opgiver at falde i søvn i dobbeltsengen og beder om at komme ind i deres egne senge for at sove. Så får jeg lige 180 X 180 for mig selv uden at være den onde mor, der nægtede dem adgang til min trygge favn, når deres far er ude at rejse.

3. De kommer hjem fra weekend og konsekvent kalder mig farmor. Så ved man, at de har haft det godt der, hvor de har været.

med emneordet , , ,