Tag Archives: god samvittighed

Flere ting man skal huske at nyde ved sine børn

1. At de aldrig sætter deres lys under en skæppe, og derfor med stor overbevisning siger ting som: For jeg ER jo Superman!

2. At de aldrig spilder tiden, og derfor springer ud af sengen og starter dagen med et: Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg skal lave, hvis jeg er den eneste der er vågen!

3. At de er detaljerorienterede og gode til at sætte ord på observationer som: Hans far er jo ikke så høj. Han er mest tyk. 

4. At de er gode til at huske og ikke for fine til at stille spørgsmål som: Nå, men er det her så den fødselsdagsgave I skylder mig?

5. At de er gode til at læse andre og ikke har en øvre grænse for, hvor meget candyfloss man kan kaste ud over en afskedsseance, og derfor siger ting som: Jeg-elsker- dig-mor-du-er-den-sødeste-mor-der-findes-og-jeg-elsker-dig-så-meget-og-synes-du-er-meget-smuk-og-den-dejligste-jeg-kender-farvel-smukke-søde-mor.

med emneordet , , , ,

Er det her ikke, hvad vi allesammen drømmer om?

Aih, hvor gad jeg egentlig godt være sådan her:

Kids Who Are Gift-less are Gifted

Posted: 06 Dec 2011 09:50 AM PST

Post written by Leo Babauta.

When I wrote about my family doing the No New Gifts Holiday Challenge, I received a couple comments that I was a Grinch:

You must be a drag to live with. ‘What kind of deprivation and sacrifice has Daddy got for us today?’

and

I couldn’t agree more lol, I’m sure kids see him as the Grinch, i feel sorry for them. I doubt his kids would be like ‘Yes dad, don’t buy me the latest Call of Duty game, i don’t want the 1% to get richer.’

While I was touched by the concern for my kids, I am not worried:

  • My kids have plenty of video games and electronics (including the latest COD game). They earn money and buy them themselves, and learn that if they want something, they can earn it, and it’s not handed to them.
  • My kids have everything they need and much more. If anything, they have too much, but I try not to force my minimalist philosophy on them.
  • Instead of deprivation, my kids are learning that there is much more to Christmas than getting a bunch of presents. (More below.)
  • They are learning to be creative instead of consuming. This lesson is more necessary today than ever.
  • We are learning that spending time with family is more important than spending money or spending time shopping.
  • Together we are creating new traditions based on creativity, fun, and giving, not just buying.
  • We are thinking of ways to give that don’t necessarily involve shopping — making gifts, volunteering, donating to charity, etc.

The reaction of my kids when I talked to them (once again) about not buying presents? They completely understood my anti-consumerism reasoning, and they were excited to come up with new ideas. Honestly. I was really proud of them when I sat down with them (individually and in groups) and talked about these ideas — they didn’t look disappointed at all, they in fact happily thought of some cool things we could do together.

Some ideas they’re excited about doing this Christmas instead of buying new gifts:

  1. Making our own gifts. My son Seth is really, really excited about making stuff. In fact, he wants to make something for himself and wrap it up to open on Christmas morning. Yes, he’s a bit weird, but I love that. Eva wants to sew gifts for people.
  2. Baking gifts. We love baking, and it’s a fun activity to do together. And we can give cookies, cupcakes, brownies as gifts to family, make them fatter, but not clutter their homes with needless possessions.
  3. Going to play in snow. We’re from Guam, so snow is a novelty for us. My kids know it from Christmas movies and the like, but it’s not a yearly tradition for us — so driving to play in snow is really fun. We love making snow people, snow forts, snow angels, and having snowball fights.
  4. Volunteering. We’re not sure where we want to volunteer this year (in past years we’ve done soup kitchens and Salvation Army bell ringing), but we do like the idea of giving.
  5. Christmas caroling. We aren’t good singers, but we love singing Christmas songs.
  6. Playing games. We love, love board games and other such games. We love getting together with family and playing games and sports. Having fun with family doesn’t have to involve gifts.
  7. Make decorations. It’s so much fun to put up festive decorations, and if you can make them yourselves, even better.

And this is just the start of the ideas we’ve come up with. Sure, buying gifts is a holiday tradition — but is it the only possible tradition? Can’t we create new ones?

My kids are not deprived. In fact, I think our family is very lucky, and I hope to show others that creativity, fun, giving, and family bonding are amazing things that you can do without being a participant in the usual consumerism.

med emneordet , , , ,

Opsamling

1) Poul hed han, ham der hentede den døde plæneklipper. Han havde en magen til derhjemme, som også var død. Så han håbede, at hvis han tog det bedste fra dem hver, kunne det blive til en, der virker igen. Egentlig smart nok. Og temmelig ecofriendly – hvis altså ikke lige han havde kørt 130 km med trailer for at hente maskineriet.

2) Status på suppekuren er, at jeg holdt i 5 dage (ok, 4½) og med usædvanlig stor selvdisciplin befriede mit korpus for 3 kg (ok, 2,6 kg). 5 dage uden sukker og koffein, og min krop kunne godt lide det, men igår kom den til at spise en plade chokolade til frokost, så nu er vi på en måde tilbage til status quo. Opskriften er her, hvis du selv vil prøve.

3) Vi har besluttet os for at bruge 25.000+ på nye tagrender (med 15 års garanti), en undervognbehandling og vinterudstyr til børnene. Se, det som en praktisk oplysning, hvis du overvejer at investere i en kernefamilie.

4) Det blev ikke til islandsk nordlys i september, fordi det er hverdag hele tiden, og feriepauser ikke kommer af sig selv, men er noget der kræver benhård planlægning og prioritering.

5) I går lagde mit ældste barn alt vasketøjet på tørrestativet sirligt sammen. Det ser pænere ud end når jeg gør det. På torsdag fylder mit yngste barn fire, så nu er vi vel ved at være klar til en 3’er (det var for sjov, mor).

 

med emneordet , , , ,

Nogen, der gir en burger?

Egentlig skulle jeg juble over regeringsskiftet og at Danmark har fået sin første kvindelige statsminister. Men altså jeg er på kålkur, dag 2. Så mit liv er ca. sådan, at

  • jeg glæder mig over at det bare er fire og ikke 20 kilo slik, kage og chokolade, jeg forsøger at vinke farvel til.
  • jeg er blevet narret til at tro, at det fede ved den her lynkur, er at man ikke er sulten. Wrong.
  • jeg virkelig godt kunne drikke en kop kaffe, spise et kæmpestort stykke chokolade og en pizza, nu du spør.
  • jeg nægter at bukke under efter bare 48 timer. Det må sgu da være muligt at undertrykke sin begejstring for mad en uges tid.
Og siden det står på side 1 i psykologihåndbogen, at det, du forsøger at undertrykke, kommer til at fylde allermest i dit liv, er jeg ude af stand til at skrive noget som helst der ikke handler om mad, før vi når fredag. Med mindre altså du vil have en opskrift på en grøntsagssuppe.
med emneordet , ,

Skæld mindre ud – easypeasy

Som sagt. Jeg stillede op til sådan en frisk lille test i Vores Børn Junior, hvor jeg over en uge skulle tale anerkendende til mine børn og ikke skælde ud. For lige at lægge lidt ekstra pres på mig selv, valgte jeg en uge, hvor jeg var alene med børnene…

Det gik faktisk bedre end forventet. Der var faktisk dage, hvor jeg næsten ikke hævede stemmen og alligevel fik min vilje. Jeg har for længst glemt hvordan, men altså det står jo alt sammen i bladet i denne måned. Selvfølgelig er det allerede lykkedes mig at smide det væk – eller rettere det overlevede ikke en sommerferie i Spanien. Åbenbart. Billederne har jeg til gengæld endnu. Pænt køkken (ikke vores). Glade børn (mine). Lykkelig mor (mig). Det er jo sådan det ser ud i de fleste familier på en helt almindelig tirsdag, hvis bare vi taler pænt til hinanden, ikke?

Tak for den forvandling og al respekt til fotografen Iben Bølling Kaufmann.

med emneordet , , , , ,

Lost in the fire

Nu har jeg stirret på det her indlæg i halvanden time. Og ingen ord kommer. Ingenting. Måske fordi sommeren er fuld af solskin og saltvand og børn, der bader fra morgen til aften. Det er præcis så skønt som ferie skal være. Præcis så tilfældigt. Og glædeligt. Allerede.

Forude tre uger mere af alt det gode. Heraf en del dage i eksil. Væk fra regnen og de dage, hvor ingenting ligner sommer.  Men for fanden da! Tænk, hvis livet kunne være simpelt som nu. Altid. Hver dag.

med emneordet , , , , ,

Midsommertalen

Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.

(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.

Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.

Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.

Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).

Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)

med emneordet , , , , , ,

En telefonsælger der er svær at ryste af

Jeg ved ikke med dig. Men jeg synes ligesom jeg er blevet for gammel (og for meget mor med tunnelsyn i ulvetimen) til at blive ringet op af telefonsælgere, der fem minutter i spisetid liiige vil sælge en forsikring, et avisabonnement eller spørge om, hvilke kaffeshampooremolade jeg bruger. Derfor svarer jeg aldrig på “hemmeligt nummer” (som er det mindst hemmelige tegn på, at der er nogen, der vil sælge dig noget), og hvis jeg alligevel gør, siger jeg venligt Nej tak. Dårligt tidspunkt. Farvel.

Men så i går ringede en kvinde fra Mødrehjælpen. Ikke noget hemmeligt nummer der. Og aldeles overraskende og overrumplende venlig. Hun forklarede, at der lige nu er ventetid hos Mødrehjælpen for kvinder, der bliver udsat for vold, fordi Mødrehjælpen ikke har penge til at udvide deres tilbud, så de kan tage imod de kvinder (og deres børn), som har brug for hjælp.

Jeg var ikke svær at overbevise for det føltes bare instinktivt rigtigt at give et bidrag. Til kvinder, der er udsat for vold, trusler om vold, og som lever med angsten for, hvad der sker, når de forlader den mand, der måske i årevis har udsat dem for overgreb. Det kræver mod og styrke af slags, som fortjener opbakning fra os, der – trods alt – lever et ret ukompliceret liv. Måske har du også lyst til at være med?

med emneordet , , , ,

En dobbelt whiskey, tak

Jeg har brug for en vitaminindsprøjtning. En meget stor kop kaffe. Cola. Og pizza. Jeg har det som om jeg har været til festival i en uge, sovet i telt, drukket for mange lunkne øl og glemt alt om solcreme.

Desværre var der hverken alkohol, friture eller høj musik involveret i dagens tour de force. Til gengæld var der 17 unger, masser af sukker og et støjniveau, der helt sikkert overstiger alle grænseværdier. Hvis du har været der selv, ved du sikkert, hvad jeg mener. Og hvis du stadig er der, hvor du drømmer om at arrangere hyggelige børnefødselsdag med smukke lagkager, farverigt pynt og uforglemmelige lege…  Ahmen, kan vi ikke bare blive enige om, at vi første gang gør det for vores egen skyld, og derefter for altid erkender, at det er for børnenes skyld, ingen andre –  og selvfølgelig fordi man har så fandens god samvittighed bagefter.

Good gracious. Og så bor jeg ovenkøbet i en by, hvor jeg ikke kan trøstespise en hæderlig pizza. Men så stik mig da i det mindste en stærk drink, så jeg kan nå at glemme, hvor træt jeg er lige nu, inden jeg går igang med næste bagebollerbrunsviger-omgang til september.

P.S. Børnene var meget glade og begejstrede og søde. Egentlig. Bare svære at råbe op og holde styr på.

med emneordet , , , ,

Når livet slutter…

Puha. I dag har jeg givet et knus af den slags, som man ikke ved om blir det sidste. Sådan et knus, hvor man slet ikke har lyst til at give slip. Hvor man ville ønske, at alting bare kunne være som det altid har været.

Det har været sådan en dag, hvor tankerne flyver, og minderne kappes om at komme først. Hvor der dufter af barndom og jordbærgrød med fløde og friskbagt kringle. Hvor jeg ser mig selv sidde og dingle med sommerbrune ben ved et lille undselige spisebord i et velkendt køkken, mens karbonader bliver serveret fra en sydende pande med nye kartofler, persille og smørsovs til lyden af rådhusklokkerne i radioen. Hvor jeg kan høre bornholmeren slå sine tunge slag, mens jeg vinder endnu et spil kort, og vi drikker kaffe og næsten selvlysende citronsodavand fra Brugsen. Hvor vi kører gennem skoven, langs vandet, rundt i sommerlandet og spiser is og snakker om alt det man snakker om, når en er 8 og en anden er 74.

Det er et venskab, som opstod, fordi en lille pige gik rundt i haven derhjemme og kedede sig lidt, og hans køkkenhave var lige på den anden side af hækken. Og hvis hun bare lænede sig godt tilbage i gyngen og fik god fart på, kunne hun gynge lige akkurat så højt, at hun kunne kigge over hækken og se ham plukke jordbær. Han havde ikke et navn, og hun tænkte ikke på at spørge, hvad han hed, for eftersom han jo boede der lige op og ned af deres hæk, kom han med barnets logik til at hedde det, han var, nemlig Naboen.

Vi har kendt hinanden i 34 år. Jeg kalder ham stadig Naboen. Han er 102 (og et halvt, fordi alle dage tæller), og han er det sejeste menneske, jeg kender. Men nu er han ved at dø. Sådan rigtigt. Og det er ikke til at holde ud, for der er nogle ting, der bare skal være som de altid har været.

I dag drak vi kaffe sammen og talte om stort og småt, som vi plejer. Et øjeblik var det virkelig ligesom det plejer at være. Indtil han rejste sig fra sin stol næsten gennemsigtig af træthed. Ikke længere rank og viljefast, men bare et lillebitte menneske, der har brugt sine sidste kræfter. Jeg puttede ham i hans seng, lagde dynen over ham, som jeg hver aften putter mine børn. Gav ham et knus og sagde farvel, men også på gensyn. Selvom farvel måske er, hvad det var.

med emneordet , , ,