Tag Archives: mad

Opsamling

1) Poul hed han, ham der hentede den døde plæneklipper. Han havde en magen til derhjemme, som også var død. Så han håbede, at hvis han tog det bedste fra dem hver, kunne det blive til en, der virker igen. Egentlig smart nok. Og temmelig ecofriendly – hvis altså ikke lige han havde kørt 130 km med trailer for at hente maskineriet.

2) Status på suppekuren er, at jeg holdt i 5 dage (ok, 4½) og med usædvanlig stor selvdisciplin befriede mit korpus for 3 kg (ok, 2,6 kg). 5 dage uden sukker og koffein, og min krop kunne godt lide det, men igår kom den til at spise en plade chokolade til frokost, så nu er vi på en måde tilbage til status quo. Opskriften er her, hvis du selv vil prøve.

3) Vi har besluttet os for at bruge 25.000+ på nye tagrender (med 15 års garanti), en undervognbehandling og vinterudstyr til børnene. Se, det som en praktisk oplysning, hvis du overvejer at investere i en kernefamilie.

4) Det blev ikke til islandsk nordlys i september, fordi det er hverdag hele tiden, og feriepauser ikke kommer af sig selv, men er noget der kræver benhård planlægning og prioritering.

5) I går lagde mit ældste barn alt vasketøjet på tørrestativet sirligt sammen. Det ser pænere ud end når jeg gør det. På torsdag fylder mit yngste barn fire, så nu er vi vel ved at være klar til en 3’er (det var for sjov, mor).

 

med emneordet , , , ,

Godt jeg ikke er sådan en…

Møde i præstationsklubben igår aka den årlige sommerfest i børnehaven. Vi var debuterende. Skal jeg love for.

Der var et tidspunkt i ugen op til, hvor jeg bildte både mig selv og børnene ind, at vi selvfølgelig skulle være med i den kagekonkurrence. Og hvor det også lykkedes mig at downscale kageambitionerne så meget, at jeg faktisk fik talt muffins op, som noget af det ypperste inden for kagekunsten. På et tidspunkt googlede jeg ligefrem “cupcakes” for at se, hvordan vi kunne pimpe kagerne til ukendelighed.

Nå, men det gik jeg hurtigt fra, da jeg så hvordan listen over ingredienser, som skulle købes ind til formålet bare voksede og voksede. Som ugen skred frem, indså jeg i øvrigt også, at jeg aldrig ville få tid til at bage så meget som en enkelt lille minimuffin, og sådan gik det til, at kagerne helt røg ud af vores bidrag til festen. Ikke ligefrem noget, der gav plusser i bogen hos børnene. Til gengæld var jeg ret tilfreds med, at jeg uden videre lagde kagerne bag mig uden en snert af dårlig samvittighed.

Således opløftet var der jo sådan kun tilbage at flikke lidt aftensmad sammen til selve arrangementet. Og her gjorde jeg mig to overvejelser: 1) Børnene kommer til at spise så meget (af de andres) kage, at de slet ikke kan spise aftensmad.         2) Børnene kommer aldrig til at sidde roligt og nyde lækkert tilberedt mad fra deres mors hånd, når der er fest og 10.000 andre børn. So better go simple og easy.

Endnu et selvklap på skulderen for den erkendelse. Så jeg tænkte selvfølgelig pizzasnegle og undervejs improviserede jeg nogle pølsehorn af en pose (ikke for) gamle grillpølser. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at få mere af tomatsaucen uden på end inden i snegle og horn. Kønt blev det ikke, men hey… På vej hjem fra arbejde købte jeg en pose friske ærter og en bakke jordbær. Dertil fire tallerkener (ingen bestik, no need), en rest appesinjuice og en øl. Skål.

Da jeg så kagerne (så meget talent, så meget tid), var jeg glad for jeg ikke havde forsøgt mig med wannabe-cupcakes. Da jeg så buffetten, var jeg mildest talt  uforberedt på, at mine halvtørre, tomatpurerede, hvide hvedemelssnegle og -horn skulle gøre flotte fuldkornssnegle, lækre salater, dampende varm lasagne, hjemmelavet koldskål, et potpourri af kalve-, svine- og fiskefrikadeller og lækre hjemmebagte brød selskab. Tre borde fulde af andres åbenbart ganske almindelige og hverdagsagtige standarder for, hvordan et aftensmåltid kan tage sig ud. Men vi ved jo godt allesammen, at det vigtigste ikke er at vinde (selvom jeg sgu godt gad at kunne lave en kæmpestor kagefrø i bikini). Det vigtigste er at være med, og i øvrigt lukkede og slukkede min børn festen. Så ved man da i det mindste, man har givet noget godt videre til sine børn.

med emneordet , ,

Gæt en frokost og vind en gave!

Jeg kan bare sige, at vi ikke fordriver tiden på eksorbitante restauranter. Ej heller bruger vi tid på at bekymre os om, hvor lidt der skal til at smadre ens tarmflora til ukendelighed. Til gengæld spiser vi hver dag hjemmelavet frokost i et temmelig interimistisk køkken med både myrer og snegle, hunde og katte som tilskuere.

I dag så menuen sådan ud:

Lækkert og spicy. Og dog den lille skål øverst var alligevel lidt for eksotisk for mig. Hvis du kan gætte, hvad det er giver jeg en souvenir fra Thailand. Og jeg vil da godt gå så langt at sige, at det ikke er firben, for det fik vi igår. Og det er heller ikke en grøntsag, selvom de er fanget i nat på marken lige ved siden af. Tæt på ser de sådan ud:

Kom frisk. Jeg mener det seriøst med souveniren fra Thailand. Og vi trækker selvfølgelig lod, hvis I er flere, der kan genkende dyret.

med emneordet , ,

Du skal da ikke snydes for billederne

Nu er det jo fristende at sige, at der ikke er langt fra mig til sjaisjefen, men der er den store forskel på ham og jeg, at jeg ikke påstår, jeg er god til at tage billeder. Jeg forsøger bare i al ydmyghed at indvie jer i mit græske eventyr. Så altså op med lyset på din skærm, for så kan du med lidt god vilje skimte retterne – og de mange blandede krydderurte-blade. Bon appetit.

image

image

image

image

med emneordet , ,

What ever you do, don’t do this (en fortælling i 3 lektioner)

Aih, Berlin var fantastisk. Igen. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at elske den by. Eller med at drømme om at bo der – bare en lillebitte smule. Eller med at forestille mig, at jeg er sådan lidt boheme-agtig kunstnertype med stort potentiale og fingeren på pulsen. En trendspotter, som alle I andre kommer til at beundre for min enestående evne til at se en ny tendens længe, længe før den er blevet comme il faut blandt hipsterne i hovedstædernes efternøler København.

Men alt det var før fredag aften, hvor en græsk økonoma på bare tre timer formåede at punktere alle mine forestillinger om at være nede med de fede – heldigvis var jeg ikke alene. Jeg tog både tre veninder og fem schweiziske mænd med mig i faldet. Grüss Got!

For at være helt ærlig så orker jeg næsten ikke at lægge svesken på disken, for det er både grufuldt og tragisk. I månederne op til vores tur, førte vi en nærmest ekstatisk mailkorrespondance om alle de yet-to-be-discovered-sights, vi skulle dyrke i Berlin. Hysteriet toppede, da vi opdagede The Shy Chef (senere fandt vi ud af, at udtalen lyder sjaisjef). Med formuleringer a la ”a secret supper club”, ”a guerrilla dining event in the home of a local Berliner”, og “an inventive, delicious meal with carefully selected wines in a secret location” var vi slet ikke i tvivl om, at vi havde tilmeldt os en oplevelse for livet. Og netop det viste sig sådan set at være rigtig nok.

Spændingen blev næsten ulidelig da vi et par dage før modtog besked om, at middagen skulle holdes på et fantastisk ”cozy loft” (hvem sagde New York style?), og at værten, altså ham der ejede lejligheden, var ”a total blast” (hører jeg isterningerne slå mod kanten af drinksglasset?).

Vi tog en taxa derud for hvem gider ankomme til en artsy atelierlejlighed med udsigt til stjernerne i bus og praktisk sko? Op ad trappen og allerede i total god stemning. Lidt akavet velkomst i en lejlighed, der mere mindede om min studielejlighed på Vesterbro end det, jeg nu ved, jeg ellers forbinder med et ”amazing loft”, men trods alt med champagne. Kom rimelig helskindet igennem de indledende hvor-kommer-I-fra-og-hvad-laver-I-i-Berlin-samtale med de andre gæster, inden værten bad os sætte os til bordet. I dagens anledning havde han smidt lidt tøris i akvariet – gør du ikke også altid det, når du skal have gæster?

Og så til menuen, som vi forstod, skulle være hemmelig. Dog ville kantinelederen godt afsløre så meget, at der var et skandinavisk islæt, og at han havde ændret på nogle af retterne i sidste øjeblik, fordi han netop samme morgen var vågnet op fuld af ny inspiration. Her er vi så ved dagens 1. lektie: Whatever you do, don’t change the menu. De næste 2½ time blev vi præsenteret for følgende:

Det skandinaviske islæt

Grøn salat kastet med rund hånd i noget, der skulle ligne en cirkel.

Dertil rødebedemarieneret (?!?) røget laks med dilddressing, agurk (skåret med en debuterende barnehånd i utrolig tykke skiver), 1 radise, et halvt stykke brød og  fire blade af blandede krydderurter.

Det marokkanske indslag

Den gode gamle, let spicy linsesuppe, som i dagens anledning (længe leve inspirationen) var lavet på bønner.

Dertil en tynd stribe creme fraiche, en skive brød lagt i suppen og fire blade af blandede krydderurter

Det italienske stempel

2 stk ravioli med ost af en art.

Dertil smørsovs smagt til med rosmarin og citrus, skamkogte asparges (jeg fik to, min sidekammerat fik 6) og  fire blade af blandede krydderurter.

Den cubanske ret

Marieneret, letstegt tun

Dertil en cubansk spicy, karry-agtigt ragout (uden kød) og fire blade af blandede krydderurter.


Nutella-finalen

Mandelkøbekage (aftenens højdepunkt) lagt på et penselstrøg nutella.

Dertil et hindbær, et shot lunken jasminte, verdens mindste glas sherry og fire blade af blandede krydderurter (min veninde var heldig at få rucola)

Vinmenuen bestod af fire glas hvidvin fra et sydtysk vindistrikt. Eftersigende ændrede vinen smag med menuen. Måske er det bare mig, der er en proletar, men jeg synes mest det var temperaturen, der ændrede karakter.

Efter den dejlige middag holdt kokken en lang tale, hvori han fortalte os om sit græske ophav og sin spirende karriere som hhv. filminstruktør og danser. Begge dele noget, han havde besluttet sig for at lægge bag sig for at hellige sig sin virkelige passion, hans kærlighed til maden og de gode råvarer.

Han lagde alle kortene på bordet og fortalte, hvordan han havde arbejdet på flere firestjernede restauranter både her og hisset, ligesom han havde lavet private dinners for både Tom Hanks og flere græske notabiliteter. Men stående over livets skillevej havde han selvfølgelig valgt ”the road not taken”: Han sagde farvel til det kommercielle køkken for at lave mad, som det han havde lavet til os i aften. Han havde ladet passionen råde og kastet alle konventioner over bord (aftenens 2. lektion: What ever you do, don’t underestimate conventions).

Den græske instruktør/danser/sjaisjef havde noteret sig, at pigerne, altså jer (os) ikke kunne lide tunen, for der var kommet noget temmelig store stykker tilbage i køkkenet, hvilket er en uskik når netop tun er så dyrt (og han havde tilmed gjort en god handel, lod han os vide). Han var også ærlig og fortalte os, at normalt plejede det at være en meget mere blandet gruppe, og folk plejede også at have det meget sjovere end vi havde haft det.

Så stillede han en sautepande pyntet med en grøn papirserviet på bordet og sagde, at nu var vi velkommen til at give en donation for middagen, hvis vi havde lyst. Vi havde ikke så meget lyst til at betale mere end det beløb, vi allerede havde betalt, da vi bestilte bord, og det blev han faktisk så skuffet over, så han bad om at få en snak med min veninde om vores manglende gavmildhed.

Bagefter var han selvfølgelig træt og lagde sig i sofaen med sin mobiltelefon og ventede på, at vi skulle få drukket ud.

Værten – ham total blast-fyren – havde holdt sig lidt i baggrunden det meste af aftenen, men nu, da han mærkede at selskabet var ved at bryde op, trådte han i karakter. Normalt, fortalte han, havde han en masse hjemmebrygget snaps (now we are talking), men det havde han ikke i aften (nåå [disapointment]). Til gengæld ville han gerne anbefale en nærliggende Boogie Woogie-bar (det sagde han), hvor de også havde snaps. Vi sagde nej tak og tog en taxa tilbage til Prenzlauerberg, mens det langsomt gik op for os, at vi var blevet tørret noget så grundigt i røven af en græsk økonoma og hans væbner. Heraf følger den 3. og sidste lektion: Whatever you do, don’t show up at The Shy Chef’s secret dinner club. Med mindre selvfølgelig  du er helt pjattet med krydderurter og lunken jasminte. Hvis det er tilfældet, vil jeg hermed føre dig lige i armene på sjaisjefen.

Prisen, spørger du? Lad os bare sige at tre af os dagen efter spiste sushi og drak drinks for mindre end hvad dagens menu i den græske koks kantine kostede for en af os.

med emneordet , , , ,

Send mere kage…

og det skal være konditorkager af højeste kvalitet, ellers virker det ikke. Frk. Rabarber med, ja rabarber på nøddebund og svøbt i hvid chokolade og Hindbærdrøm med en bund af det pureste mørke chokolade med let hindbærfromage og friske bær på toppen har den bedste effekt. Det er ganske vist. Afprøvet og foolproof som den bedste start på resten af dagen.

Hentede børn lidt over fire i ro og orden. Udsigten til kage fik børnene til helt uvant og ganske eksemplarisk både at rydde op og selv tage tøj og støvler på. Vel hjemme ondulerede vi kagerne, inden jeg kunne nå at varme mælk til en kop kaffe. Så lavede vi puslespil, og så skete det på magisk vis: To trætte børn gik i gang med at lege. Selv. Og de legede og legede og legede. Uden at skændes. Lige til de skulle sove.

Vi nåede slet ikke at tænde for fjernsynet. Se, det er aldrig sket før på en højhellig vintermandag. Det må være kagerne. Hva  sku det ellers være?

med emneordet , , ,

Kvalmen spreder sig

Men det er mest, fordi jeg kom til at spise karameller og chokolade til frokost.

For ellers glæder jeg mig. Virkelig. Til jul. Så kom bare med den and, sovsen og de brunede kartofler. Jeg kan også godt klemme et stykke med sild ned. Og ja, send også bare konfektfadet rundt igen – og portvinen? Er der mere af den? Love it all.

Har jeg sagt jeg begynder at løbe efter jul? Når sneen smelter?

Glædelig jul!

med emneordet , , , ,

Hvor meget mad kan der være i en 4-årig?

Vi har aldrig haft problemer med appetitten hjemme hos os. Mine børn har tømt sutteflasker fulde af mælk på et øjeblik. Senere kastede de sig frådende over alle de kulhydrater, de kunne komme i nærheden af. Nu jeg overvejer efterhånden, om det var nemmere at flytte hele hustanden ned i Kvickly fremfor at køre i fast rutefart med rugbrød, pasta og mælk i kurven, så vi kan overleve endnu et døgn.

I morges spiste mit ældste barn fire (altså 1-2-3-4) portioner morgenmad, havregryn med havrefras. Og det var efter hun i går kl. halv fem spiste 2 stykker knækbrød efterfulgt af aftensmad, fire halve rugbrødsmadder, en time senere.

I sidste uge bad pædagogerne om, at hun får mere mad med. Så nu har hun udover frokosten, der består af fire halve rugbrødsmadder, grønt og frugt og lidt ekstra pille-pille-mad, også fået en stor madkasse med til eftermiddagsmad med mere brød, frugt og grønt igen.

Indimellem har jeg forsøgt at springe et (mellem)måltid over, men her taler vi så om et barn, hvor der er direkte link mellem samarbejdsvilje og blodsukker. Så dårlig investering på den gode stemning i familien-kontoen.

Er der noget at sige til, at jeg ikke føler jeg laver andet end at servere mad og rydde op efter måltider i weekenden? Og er der overhovedet nogle grænser for, hvor meget mad der kan forbrændes af sådan en lille krop på 115 cm? Og hvor stor en suppegryde får jeg brug for, når det barn bliver teenager? (Der kom tanken om efterskole igen…)

P.S. Og lad mig lige kommentere på de asketiske madpakker: Institutionen har altså en total nul-sukker kostpolitik, som også forsager tørret frugt og den slags, så derfor er madpakkerne nærmest en tro kopi af kostråd og officielle anbefalinger + jeg er måske på den side, når det kommer til børnenes (og min egen) mad. Den sidste del arbejder jeg (lidt) med.

med emneordet , , ,

The long kiss goodnight

Sidder på en cafe i Nürnberg. Det er aften. Sent. Børnene har lige spist turens sidste is. Jeg har lige drukket rejsens sidste kaffe. Om en time kører toget os hjem. Vi er trætte, men ikke mætte. Og jeg siger til mig selv, at i det mindste er det bedre at tage hjem, mens vi stadig har lyst til mere. Inden det frie liv blev en vane. Men jeg håber vi holder, hvad vi har lovet hinanden: At gøre det igen. At tage af sted. At lade som om der ikke findes noget plejer derhjemme.

Og i morgen bager jeg æblekage (og pakker ud og vasker tøj og falder ind i de gammelkendte rammer) for at fejre, at vi er hjemme – og at vi kom af sted.

See you on the other side.

med emneordet , , , , , , ,