Tag Archives: mad

Alle, der elsker Italien rækker hånden op

Ok, jeg har været rimelig oppe at køre over Slovenien. Superfedt land, og endnu federe hvis man oven i købet er sådan en outdoursy type, der ikke kan få nok af vandreture, mountainbiking og kajak-ning (?!). Det er jeg ikke, altså specielt udendørsagtig, for så havde jeg næppe frosset så meget, da temperaturen kom på den forkerte side af 15 grader, og regnen hang tungt i luften. Men jeg var ret let at begejstre, da vi kørte forbi hundredvis af marathonløbende slovenere i en af nationalparkerne i bjergene. Superseje folk. Og venlige. Og god stil. Og sirlige. Og lækker mad.

Vi har allerede en liste over sights, vi har til gode til næste sommerferie, eller når vi bliver gamle, eller jeg for faen begynder at løbe længere end til bageren.

Nå, men så kom vi til Italien. Og hvad er det lige, der er med Italien? Hvorfor er det land så let at elske? Vi kørte gennem det nordøstlige Italien for at komme til alle danskeres favoritspot, den gode gamle Lago di Garda, og jeg skal love for, at det ikke var en specielt romantisk rute med mindre altså man er på Outlet-shopping spree eller er i gang med en Ph.D. om den industrielle udvikling i Norditalien.

For det er jo ikke fordi der ikke er genvordigheder nok. Fx kan du ikke nødvendigvis betale med Visakort i de store supermarkeder – og hvis du kan skal du både vise pas, kørekort og fødselsattest først. Deres engelsk er heller ikke ligefrem prangende, og de holder sig bestemt ikke tilbage for at svare på italiensk, og så må man selv ligge og rode med resten. Og trafikken og skilteskovene er i sig til at få hjertestop over.

Men! De kaster sig over en ens børn med begejstrede skrig, mens de råber ”An-gel, an­-gel”, og man tænker, at de børn virkelig ligner engle. De laver kaffe, som kaffen var tænkt fra tidernes morgen – og en latte machiatto er altid en latte machiatto – aldrig bare en kop kaffe med mælk. De laver is så selv en is-skeptiker som jeg må kapitulere. Deres supermarkeder flyder med små lækre artiskokker, kæmpestore figner og søde tomater, risottoris, pesto, tapenader, oliven, mozarella, lufttørret skinke, frisk fisk, chokolader, biscotti, gnocchi, panaforte, the lot.

Det er sgu da svært ikke at elske. Med mindre  – selvfølgelig – du har et virkelig asketisk forhold til mad. Det har jeg prøvet, men det er ikke lige mig…

med emneordet , , , , ,

Hvor faen er Arla henne?


Ja, det er helt rigtigt. Det er mig på billedet (i min nye 100% akryl-sweater, som holder ok på varmen). Og ja, jeg er i gang med at tanke. En liter mælk. Ved en slovensk Mælkomat. Frisk mælk lige fra tanken. For en euro. Det er sgu da smart.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan vi kan leve i et land, hvor mælk er Skipper Skræks svar på spinat uden at have Mælkomater spredt ud over det ganske land. 24-7-service. Det var da det mindste. Helt ærligt.

med emneordet , , , , , ,

Bøvs!

Det er virkelig en streg i regningen, at lige netop pandekager er nationaldessert i det her område. Det bliver med sikkerhed min død, når jeg om føje tid træder ud af sommerkjolerne og ned i beklædningsindustriens svar på en sandhedskommission, de altid unådige jeans.

(Løbesko – løbesko – løbesko)

med emneordet , , , , ,

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,

Og nu til noget helt andet… men også meget vigtigt

Hvis man skal tage supermarkedernes hylder for pålydende, så må kroaterne spise virkelig mange lagkager med virkelig meget pynt. Jeg er ikke sådan en superkagemester som hende her. Jeg er mere til dogmemodellen, som går ud på at tømme rationen af gammel marmelade i det ene lag,  peppe op med friske (frosne) bær i lag to og så sløre det hele med flødeskum blandet med makroner – og nutella hvis det går virkelig højt.

Til sidste familiefødselsdag gik min kærestes mormor så langt som til at sige, at mine lagkager bliver bedre for hver fødselsdag. En form for en kompliment, tror jeg.

Nå, men eftersom det er mit lod altid at slå større brød op end jeg kan have i ovnen, så blev jeg selvfølgelig grebet af de kroatiske kagehylder og har i dag indkøbt 300 superfine muffinsforme i alskens farver.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge min kroatiske souvenir til, som ved nærmere eftertanke faktisk er forbavsende små. Men hey, det er vel det er med souvenirs. At ikke rigtig kan bruges til noget. Med mindre selvfølgelig jeg kaster mig en eller anden form for pyntesyg konfekt-mani.

P.S. Jeg har lige besvaret et spørgeskema og har for sidste gang i mit liv sat kryds i kategorien 30-35 år. Skræmmende nok selv med 300 muffinsforme som back-up.

med emneordet , , ,

Velbekomme!

Hele familien er ved at dø af sult, og i øvrigt regner det, så vi skal også hjem og have vasketøjet ind. Altså, det ka godt være vi er sluppet for madpakkerne, men jeg skulle hilse og sige, at tøjet stadig ikke vasker sig selv – og jeg mener hilse, for ligesom derhjemme er det ikke min kernekompetence. Den lille ekstra bonus ved livet i en camper er i øvrigt, at hverken det, man skylder ud i toilettet eller i vasken, forsvinder af sig selv, så der er en lille frisk opgave for de modige – indtil videre heller ikke der jeg har trukket det store læs. Til gengæld laver jeg altså mad, ik?

Eller det gjorde jeg i hvert fald i dag. Til en hundesulten familie. Dækkede bord med lynets hast. Fik familien samlet om bordet, og så begyndte kaos at brede sig. En ka ikke li pestoen. En æder al sin skinke og insisterer på at få mere. En vil have noget at drikke. En vil ikke ha mere. En kravler ned under bordet. En tegner pestomønstre på vinduet. Og så langt om længe lykkedes det mig at få mad på min tallerken. Men da jeg begynder at spise ser det sådan ud:

med emneordet , , , ,

I give up

Der er steder i den her verden, hvor jeg nægter at komme. Legoland. Lalandia. Og Lidl. Tysk supermarked på invasion i provinsen. Et blå/gult discounthelvede, der har hylderne fyldt med syntetisk yoghurt og pumpede pølser af den værste slags. Seriøst. Det er ikke noget for mig.

Jeg er jo økomum. Wannabe måske, men alligvel. Altså socialt ansvarlig, økologisk bevidst. Og fordi jeg er et kategorisk menneske, har jeg ikke svært ved at holde mig væk. Jeg har slet ikke brug for at blive sat i bås med H2O-badesandaler.

Nu er der bare lige den udfordring, at Lidl ligger på min daglige rute mellem stationen og hjem. Så indimellem har jeg da lige været forbi efter en liter mælk – de har faktisk en økologisk. Og det er da også hændt, at jeg har købt bananer (økologiske forstås), når nu jeg alligevel var der. Måske er der også røget en enkel bakke (økologiske) æg i kurven. For en måned siden opdagede jeg, at økologisk (tysk) mel kan fås til næsten halv pris hos de blå/gule. Og i dag kunne jeg med gru konstatere, at de har opgraderet deres grøntafdeling med helt urimeligt mange økologiske varer.

Men den største mavepuster fik jeg på vej op til kassen. For lige der midt på gulvet stod selve gudedrikken fra Sydafrika, og som jeg aldrig har set andre steder end i moderlandet. Rækker og atter rækker af læskende æbledrik med brus. Og nu tænker du sikkert, at jeg bare taler om en æblemost med brus. But oh no, det er vildere end det. Det er boblende sol, sommerbrise og Sydafrika på flaske. Den har faktisk også en søster, som er lavet på druer, men den kan man da heldigvis ikke få i Lidl. Så har jeg da stadig noget at brokke mig over. Heldigvis.

med emneordet , , ,

Choko-chok

Nu stopper det med alle de påskeæg! Som de ansvarlige forældre vi naturligvis er, sørger vi selvfølgelig for at børnene ikke går amok i hundredvis af vingummier og kæmpestore chokolademonstre – i stedet er vi så gået i gang med at æde os igennem påskehøsten selv, hvilket jo på ingen måde var meningen.

Men det er selvfølgelig også en måde at give sit medlemskab af motionscentreret kunstigt åndedræt på – hvis bare jeg kunne huske, hvor jeg har lagt mine løbesko…

med emneordet ,

Chokoladeparentes

Åh, glæden ved at have gennemrodet alle skabe og så pludselig at komme i tanke om den plade chokolade, jeg købte på vej hjem fra arbejde. Must make more tea…

med emneordet , ,

Pause panik

Jeg holder fri og er selvfølgelig i total panik over, hvordan jeg får det bedste ud af dagen… Jeg forestiller mig, at jeg skal

  • foretage i hvert fald ikke mindre end 3 telefonopkald (herunder et til en næsten nybagt mor-veninde) 12:34 KUN RINGET TIL NYBAGT MOR, SOM VIST AMMER ELLER NOGET
  • bage fastelavnsboller (hvilket kræver indkøb først) 11.54: HAR FUNDET OPSKRIFTEN
  • se en film (Lust, Caution igen – faldt i søvn sidst – eller Elegy)
  • skrive en anmeldelse (af Min store græske tur, still haven’t finished that one). 11.43: DONE
  • læse Nick Caves sindssyge roman Bunny Munros død færdig 14.45: FIK LÆST ET KAPITEL
  • bage boller 14.45: ARBEJDER PÅ SAGEN
  • købe ind (til fastelavnsboller og aftensmad) 12.34: ER PÅ VEJ
  • vaske tøj og hænge det op der allerede ligger i maskinen 12. 14: DONE
  • frekventere motionscenteret (eller i hvert fald hente min cykel på stationen, hvilket vel også er en slags motion) 12.34: ER PÅ VEJ, ALTSÅ OP FOR AT HENTE CYKLEN
  • spise frokost/drikke kaffe på cafe (fordi vi også er nede på rugbrød og de laver både god kaffe og gode sandwich og hvis ikke man skal spise ude når man har ferie, hvornår så) 12.34: EFTER CYKEL, POSTHUS OG INDKØB ER DET VIST LIGE EN ½ TIME – SPISER CHOKOLADE I MELLEMTIDEN FOR AT HOLDE SULTEN NEDE

Indtil videre har jeg brugt en time på at drikke te, læse avis, surfe blogs og dyrke min nye kærlighed til de japanske lykkedukker Sonny Angel. Og der er nu seks timer til børnene skal hentes (fordi fredag er vores eneste chance for ikke at være de sidste til at hente – med lidt god vilje kan jeg måske endda i dag være præmiemoren, der henter før 3). 14.45: FÅR IKKE PRÆMIEMOR-CERTIFIKAT IDAG.

OG SÅ ER DER WEEKEND

med emneordet , ,