Tag Archives: stormvejr

En sandfærdig historie om døde dyr

Der lå en død fugl uden for min dør lørdag morgen. Det var en gråspurv. Øjnene var allerede væk, spist af nattens insekter. På naboens fortov lå et dødt pindsvin med udspillet mave. Og i haven lå en nøgen og grå dueunge, som var blevet skubbet ud af reden i æbletræet endnu inden den var flyveklar. Den lå på ryggen med sin skæve vinger ud til siderne, som om den i døden havde overgivet sig til de fluer, der var gået i gang med at fortære den.

Vi begravede gråspurven i forhaven. Børnene ville gerne røre ved den, inden jeg lagde den i hullet, men jeg kunne ikke slippe tanken om fugleinfluenza og det, der er værre. De synes det var ret sørgeligt at den skulle ned i det hul. Jeg havde slet ikke lyst til at holde den, men med havehandskerne gik det lige. Den så ret sølle ud med puskede fjer og sorte huller i stedet for øjne. Hvorfor kommer der ikke en kat og spiser den til natmad i stedet for det her absurde teater, tænkte jeg.

Pindsvinet ligger der stadig. Børnene tror det er en han, fordi der stikker noget spidst ud lige ved numsen, sagde den store. Jeg har ikke selv set efter. Pindsvin er tunge, og man stikker sig nemt på den genstridige pels, når man løfter dem. Vi er nødt til at grave den ned. Jeg ved det godt, men jeg gider ikke blive ved med at være graveren. Der er ikke andre, der gør det og børnene kan ikke forstå, at den bare skal ligge der. Det kan jeg godt forstå, de ikke kan, for det er jo også en uorden.

Jeg så faktisk den store brune klump ligge på vejen, da den var blevet kørt ned. Så nogen må have taget den og lagt den op på fortovet. Ikke mig. Jeg kiggede bare og lod den ligge. Men den der allerede havde den i hånden? Hvorfor smed det menneske den ikke i skraldespanden, kompostspanden?  Er det ikke der de døde dyr skal hen for at komme tilbage til naturen?

Da jeg så dueungen under æbletræet, løb jeg ind efter en affaldspose. Jeg orkede ikke flere døde dyr med børnene, og jeg orkede ikke flere graveopgaver. Jeg havde slet ikke lyst til at røre ved den alt ved den nøgne fugleunge, der var større end min hånd. Men jeg var nødt til at være hurtig, for jeg havde mit yngste barn lige i hælene.

Første gang jeg prøvede, fik jeg ikke rigtig fat, så den gled ud af hånden på mig og ud af posen. Den kom til at ligge helt skævt med næbbet i jorden og den ene vinge strittende lige op i luften. Anden gang tog jeg bedre fat og jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvordan det føltes at have den i hånden. Jeg kan ikke længere huske om dens slatne krop var varm eller helt kold, men jeg ved, at mit barn med det samme opdagede mit ærinde. Hvad har du i posen, spurgte han. Bare noget, der skal smides ud, svarede jeg. Må jeg se? Men jeg havde allerede smidt den op i skraldespanden. Ikke komposten, for nu var den jo i posen, så nu må den ligge i den sorte spand og vente på affaldskværnen og forbrændingen i næste uge. Skraldemændene har som regel en blød bamse siddende lige over den knap på lastbilen, der løfter spanden op og tømmer den ned i det store ildelugtende affaldsgab. Måske kan det trøste duen i posen lidt.

I en anden pose i den sorte spand ligger der et utal af biller, som jeg støvsugede op i kælderen efter jeg havde ryddet op. Måske 20 sorte biller af den slags og størrelse, som jeg ikke kan huske, jeg har set siden jeg var barn. Og et firben, som viste sig at være levende. Jeg støvsugede det op sammen med billerne, og bagefter da jeg skulle tømme spanden, faldt det ud af røret og lå og sprællede lidt forvirret på ryggen. Også firbenet var jeg nødt til at holde i hånden for at få den ned i posen. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes firben i kældre. Det var helt gennemsigtigt, som et nøgent barn i en gyserfilm.

Det var den sidste søndag i september. Solen skinnede, og børnene løb rundt på fliserne med bare tæer, mens de døde dyr dukkede op alle vegne. Der var også en dame, der bankede på døren. Hun var sød og kom fra stranden for at sige, at hun havde læst noget, jeg havde skrevet, og som hun godt kunne lide. Jeg kendte hende ikke. Ikke før nu. Børnene viste hende det døde pindsvin, inden hun kørte. I skal få jeres mor til at begrave den, sagde hun til dem. De kiggede på mig, men jeg synes allerede jeg havde haft mine hænder på så mange døde dyr den weekend. Sidst på eftermiddagen blæste det op, og vinden var kold. Børnene tog jakker på, og huer, og handsker. Som et varsel om vinteren, der venter. De havde ikke lyst til at gå ind.

Vi fik spaghetti og bøffer til aftensmad. Vi snakkede om, hvordan køerne dør, når de kommer på slagteriet. Og grisene. Den mindste mente, at det var nemmere med kyllinger, fordi de er så små, og derfor må være nemmere at slå ihjel end en ko. Det fik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtig ved, hvordan kyllingerne dør når de skal slagtes. Bliver de mon hængt op i benene og gasset ihjel? Eller bliver de slået ihjel først og så hængt op bagefter?

Jeg kunne ikke få mig selv til at bede den mindste om i det mindste at smage på bøffen. Jeg havde heller ikke så meget lyst til den alligevel, og den store synes kødet var lidt for hårdt at tygge. Spaghettien og parmesanosten kunne de godt lide.

Jeg bliver ved med at se dueungen, og gråspurven, billerne og det gennemsigtige firben for mig. Jeg prøver ikke at tænke for meget på pindsvinet, som stadig ligger på fortovet og svulmer uden nogen tager sig af det. Jeg ved, jeg burde, men jeg synes bare weekenden har været fuld af dyr allerede. Mange døde dyr, som jeg enten begravede eller slog ihjel. Som et varsel i sig selv. Og så var det ikke en gang en drøm.

med emneordet , , , , ,

Det er ikke det samme

Prøvnuligehørher. Hvis mit ældste barn havde været en dreng, så havde verden nok set lidt anderledes ud. Både på den gode måde. Og på den ikke så gode måde.

Den der sensitivitet kombineret med et temperament af den anden verden is freaking me out. Det kommer i bølger. Så meget har jeg da lært de sidste fem år. Men derudover ved jeg sgu ærlig talt ikke, om jeg har lært noget som helst. Måske er jeg blevet lidt mere tålmodig. Måske ikke.

Det, jeg også har lært de sidste fem år, er, at du gerne vil hjælpe og måske trøste mig med, at det er ligesom noget, du kender. Og det er sådan set sødt nok. Lidt ligesom dengang vi hver dag stod op før kl. 5, og du spurgte, om vi havde prøvet at lægge barnet senere i seng. Problemet er bare, at det ikke er det samme, som det, du kender, og at de gode råd, du selv har haft succes med, ikke virker i den her butik.

Jeg sir det ikke for at være på tværs, men fordi jeg har prøvet både med det søde og det sure, det hårde og det bløde, det planlagte og det der føles bedst lige nu. Alles. I fem år.

Og ved du, hvad jeg står tilbage med? Det samme. Helt det samme. Bare fem år ældre. Råben og skrigen og smækken med døre og kasten med ting og tænders gnidslen. I perioder fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen. I perioder næsten ikke. Og hver gang vi rammer en næsten-ikke-periode ånder jeg lettet op og tænker, at nu – endelig – er vi ude på den anden side. Nu blir det ligesom hjemme hos jer andre på godt og ondt, men i det mindste gennemsnitligt. Så knuselsker jeg det lille atomkraftværk for al hendes glæde og hendes evne til at tage hovedspring ud i livet og for at være indbegrebet af, hvordan et lille menneske kan gå på med krum hals.

Jeg elsker hende hver eneste dag. Selvfølgelig. Ubetinget. Men når dagene er fulde af kampe og sammenbrud sætter jeg mig næsten hver aften ved hendes seng, stryger hende over håret og krammer hende (fordi jeg endelig kan få lov) og hvisker: “Lille søde menneske, hvordan kan der være så meget vrede i sådan en lille krop?” For jeg forstår det virkelig ikke. Sensitivitet eller ej. Hvorfor al den vrede?

Og hvis nu hun havde været en dreng. Havde vi så syntes det var lige så hårdt. Havde vi handlet anderledes? Havde vi grinet mere? Været mere overbærende?

med emneordet , ,

Jeg tog fejl

Trætte børn. Træt mor. Og hvad er så det værste der kan ske? 1) At de ikke vil sove, når de lander på madrasser skeløjede og ligblege, og 2) at moren ikke helt magter opgaven og udviser behørigt overskud. I kombination er det opskriften på kaos og en del skrål og skrig og løben frem og tilbage drysset med en god gang råben og trusler. Nice!

Nå, men jeg skyllede farcen ned med fem skumfiduser (løgn, jeg tømte posen) og en kop lunken te, inden jeg gik tilbage til åstedet og gav dem et knus og sagde undskyld for råberiet og at jeg selvfølgelig ikke mente det med cyklen og at jeg ikke var sur mere. Det føltes overraskende godt, og glorien var igen til at bære.

Men egentlig gad jeg godt, at trætte børn i det hele taget og som hovedregel bare lagde sig til at sove, gerne en 12-13 timer af gangen. Så var der jo slet ikke brug for at hæve stemmen og true sig til at få sin vilje.

med emneordet , , ,

En dobbelt whiskey, tak

Jeg har brug for en vitaminindsprøjtning. En meget stor kop kaffe. Cola. Og pizza. Jeg har det som om jeg har været til festival i en uge, sovet i telt, drukket for mange lunkne øl og glemt alt om solcreme.

Desværre var der hverken alkohol, friture eller høj musik involveret i dagens tour de force. Til gengæld var der 17 unger, masser af sukker og et støjniveau, der helt sikkert overstiger alle grænseværdier. Hvis du har været der selv, ved du sikkert, hvad jeg mener. Og hvis du stadig er der, hvor du drømmer om at arrangere hyggelige børnefødselsdag med smukke lagkager, farverigt pynt og uforglemmelige lege…  Ahmen, kan vi ikke bare blive enige om, at vi første gang gør det for vores egen skyld, og derefter for altid erkender, at det er for børnenes skyld, ingen andre –  og selvfølgelig fordi man har så fandens god samvittighed bagefter.

Good gracious. Og så bor jeg ovenkøbet i en by, hvor jeg ikke kan trøstespise en hæderlig pizza. Men så stik mig da i det mindste en stærk drink, så jeg kan nå at glemme, hvor træt jeg er lige nu, inden jeg går igang med næste bagebollerbrunsviger-omgang til september.

P.S. Børnene var meget glade og begejstrede og søde. Egentlig. Bare svære at råbe op og holde styr på.

med emneordet , , , ,

Hvis du overvejer at blive skilt…

Jeg sir bare, at det spreder sig som ringe i vandet, det der med at gå fra hinanden, og det er både meget, meget sørgeligt og freaking scary. Det minder sgu ret meget om svineinfluenzaen; ingen kan vide sig sikre, alle kan blive smittet – og der findes ingen vaccine…

Og så netop i går efter en uge med lidt for mange af de lidt for kedelige meddelelser, sendte P1 et helt forrygende program om skilsmisser fra før verden gik helt af lave; nemlig fra de gode gamle efterkrigsdage.

Der var flere fantastiske bemærkninger, som fx denne dialog mellem den svært belærende radiovært og en ung kvinde, der er kommet i ulykkelige omstændigheder og nu lever et relativt lykkeligt liv som enlig mor:

– Vidste De ikke, hvad der kan ske, når en mand og en kvinde har samvær?

– Jo.

– Hvem havde fortalt Dem det?

– Min mor.

– Hvornår fortalte Deres mor Dem, hvad der kan ske, hvis en kvinde ikke passer på sig selv?

– Efter jeg var blevet gravid.

Eller denne lille huskekage til alle de vildfarende sjæle, der smider deres ægtefælle på porten:

De tror, de vågner op i baronens seng, men snart finder de ud af, at de ligger alene på møddingen!

Så kan I lære det!

Tjek udsendelsen ud

med emneordet , , , ,

Og det er så takken

Man skulle nærmest tro, at jeg har været ansat som spindoctor for vejret denne vinter. Aih, hvor har jeg talt sneen op og brugt enhver lejlighed til ikke at sige noget grimt om vejret. Tværtimod har jeg forsøgt at sprede glæde over, at det i det mindste ikke regnede, og at december jo blev meget mere julet og meget lysere, fordi sneen dækkede det ganske land.

Og så får jeg det her: Meterhøje driver, storm fra Sibirien og forsinkede tog. Det er eddermame en meget tvivlsom måde at sige tak for indsatsen på!

med emneordet , ,

Når kreativitet ikke bliver påskønnet

Miss Carla har haft travlt i børnehaven i dag og kom hjem med to kæmpestore sommerfugle i sølvkarton fyldt med pailletter. Nu er det bare sølvsommerfugle. Pailletterne ligger på gulvet. Overalt. Måske man skulle have valgt en anden løsning end limstifter. Bare en tanke eller et tip, om du vil.

Nå, men hun havde også lavet en lille, næsten mikroskopisk, fastelavnskat med fjer og omhyggeligt tegnede øjne og knurhår. En af fjerene faldt af og så ville jeg bare lige lime den. Men så blev jeg ligesom lidt grebet, ik? Så jeg limede lige nogle knapper på som øjne, og noget farvet papir på ørerne og ansigtet: Til sidst toppede jeg kreationen med nogle knurhår i sølv. Den blev altså faktisk ret fin. Synes jeg. Men altså min datter… hm, hun påskønnede mildest talt ikke min indsats. Tværtimod brød hun grædende sammen og hulkede noget om, at hun jo selv havde tegnet øjnene OG knurhår, og det var slet ikke meningen, at den skulle være blå i hovedet eller have knapper som øjne. Nå, men så undskyld!

med emneordet , ,

Flyvefærdig

Englevinger. Jeg ønsker mig sæt englevinger. Sådan nogle hvide, brede, bløde vinger, der kan flyve gennem ild og vand og drømme. Englevinger. Ikke andet. Det kan godt være dem fra Søstrene Greene. Hvis det er. Tak!

med emneordet , , ,

Jeg har brug for hjælp!

Det sker nogle gange om året, at jeg føler mig slået totalt skakmat. Det er ikke til at sige, hvad der lige er udslagsgivende. Kun at jeg når et mætningspunkt, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på lille Miss Carlas temperamentsfulde sind.

Vi taler altså ikke om et barn, der gør lidt modstand. Eller et barn, der lægger sig ned på jorden og beklager sig lidt højlydt over verdens tilstand. Eller et barn, der bare sætter sig i et hjørne og surmuler helt på tværs.  Vi taler derimod om et barn, der gør fuldstændig og aldeles bananas, og som er helt, helt uden for rækkevidde, mens det står på. Som regel kan jeg fornemme det allerede om morgenen. I dag bliver sådan en dag. Og så er det bare et spørgsmål om tid før bomben eksploderer. Og der er kun en ting at gøre: At sætte sig med hende. Holde på hat og briller. Og vente på det går over igen.

Sidste sommer ringede jeg til en psykolog i kommunen i ren og skær desperation. Det var så lige op til sommerferien, og så var det ligesom gået lidt i sig selv igen, da ferien var ovre, og pludselig virkede det lidt overdrevet det med psykologen.

Men nu er den gal igen. Og hvad gør man så i en camper i Kroatien? Googler “temperamentsfulde børn” i håb om, at der er andre som mig derude. Og sørme så, en familieterapeut, der beskriver mit lille barn bedre end jeg selv kunne have gjort:

  • Er børn, som fylder ekstra meget i familien.
  • Stærk personlig vilje. Hader at få et nej. ”Besværlige” og konfronterende. Vil gerne bestemme, både i forhold til sig selv og andre. Føler, at de har større overblik/fantasi end andre til fx lege.
  • Kan være manipulerende for at få deres vilje, både over for andre børn og voksne.
  • Gode til at kommunikere og argumentere.
  • Giver ikke op. Meget insisterende. Hjælp til at komme i ro.
  • Har meget lille stress-tolerance. Frustreres nemt. Brug for trygge, forudsigelige rammer.
  • Behøver hjælp til at rumme og få sat ord på de ”svære” følelser. Hvad ligger bag?
  • Kan få depressive tanker, en følelse af ikke at høre til, være noget værd – udtaler fx: ”Jeg har et dårligt liv”.
  • Kan være ”kanondestruktive”/voldelige med blackouts, hvor de overhovedet ikke kan ”styre” deres raseri/aggressioner. Hjælp dem i ro!
  • Hader/elsker passioneret. Kan være meget sort/hvide i deres opfattelse af situationer.
  • Vil meget nødig indrømme deres ”fejl”. Føler sig ”dumme” og ved godt selv, at de har lavet en ”fejl”.
  • Kan have meget lidt selvværdsfølelse/selvtillid, hvis de ofte møder modstand og manglende forståelse.
  • Nogle lukker sig inde i sig selv og føler sig meget ensomme.
  • Hvis de møder jalousi/misundelse fra andre, begynder de ofte at underpræstere
  • Brug for ansvar, gerne det, de selv beder om. Brug for at kunne vælge mellem fx 2-3 muligheder.
  • Brug for anerkendende/tydelige rollemodeller.
  • Er både meget robuste og sårbare.
  • Brug for masser af knus, kram, kærlige ord, tid og nærvær, som i øvrigt alle børn har, men disse børn har ekstra meget brug for det.

Og jeg er villig til, hvad som helst. Hvis bare det hjælper. Hende. Mig. Os allesammen. Har straks tilmeldt mig foredrag med terapeuten. Og så har hun bare at komme op med andre løsningsmodeller end: “Jeg kan godt se, du er utrolig vred lige nu…”

med emneordet , , , , , ,

Og så til vejret…

Hvad fanden sker der med skybrud på skybrud og 15 graders varme? Hvad bliver der af sol, sol og sol og 30 grader plus?

Jeg er med på, at jeg måske var lige lovlig optimistisk, da jeg i marts lå i sneen og forestillede mig tre måneders endeløse sommerdage.

Men jeg har altså hverken gummistøvler eller regntøj med, og mine yogalækre bukser (i familien kendt som klovnebukserne) var faktisk tænkt som natbukser – ikke en beklædningsgenstand, der skulle flashes på de europæiske rastepladser. Særligt fordi jeg ikke ligefrem i mig selv signalerer smidig solhilsen.

Selvfølgelig glæder jeg mig da over, at jeg ikke skal slå telt op i regnvejr, mens familien venter i bilen. Og at jeg ikke har en stor våd hund, der skal sove i min fodende. Og at jeg har tre måneder og ikke tre ugers ferie, så der er lidt flere sommerdage at samle sammen af. Og det var da også ret sjovt at tage alt tøjet af børnene og lade dem løbe gennem regnen, da det piskede ned i går – og vi grinede selvfølgelig, da Halfdan forpustet og triumferende bagefter sagde til sin søster: ”Så du lige, hvordan min tissemand svingede rundt i regnvejret?” Åh, den evige penisfascination, selv når der kun er et par cm at prale af.

I dag lander vi på den kroatiske ø Krk (respekt for et sprog, der opererer med stednavne uden vokaler), og så vil jeg godt se noget steady solskin, mens jeg nedsænker mit korpus i Adriaterhavet og henslænger de lune aftener med en bog og et glas af den rosevin, der har ligget på køl siden Ungarn. Sol, sagde jeg. Bare en 6-8 uger i streg. Det var det hele.

med emneordet , , ,