En sandfærdig historie om døde dyr

Der lå en død fugl uden for min dør lørdag morgen. Det var en gråspurv. Øjnene var allerede væk, spist af nattens insekter. På naboens fortov lå et dødt pindsvin med udspillet mave. Og i haven lå en nøgen og grå dueunge, som var blevet skubbet ud af reden i æbletræet endnu inden den var flyveklar. Den lå på ryggen med sin skæve vinger ud til siderne, som om den i døden havde overgivet sig til de fluer, der var gået i gang med at fortære den.

Vi begravede gråspurven i forhaven. Børnene ville gerne røre ved den, inden jeg lagde den i hullet, men jeg kunne ikke slippe tanken om fugleinfluenza og det, der er værre. De synes det var ret sørgeligt at den skulle ned i det hul. Jeg havde slet ikke lyst til at holde den, men med havehandskerne gik det lige. Den så ret sølle ud med puskede fjer og sorte huller i stedet for øjne. Hvorfor kommer der ikke en kat og spiser den til natmad i stedet for det her absurde teater, tænkte jeg.

Pindsvinet ligger der stadig. Børnene tror det er en han, fordi der stikker noget spidst ud lige ved numsen, sagde den store. Jeg har ikke selv set efter. Pindsvin er tunge, og man stikker sig nemt på den genstridige pels, når man løfter dem. Vi er nødt til at grave den ned. Jeg ved det godt, men jeg gider ikke blive ved med at være graveren. Der er ikke andre, der gør det og børnene kan ikke forstå, at den bare skal ligge der. Det kan jeg godt forstå, de ikke kan, for det er jo også en uorden.

Jeg så faktisk den store brune klump ligge på vejen, da den var blevet kørt ned. Så nogen må have taget den og lagt den op på fortovet. Ikke mig. Jeg kiggede bare og lod den ligge. Men den der allerede havde den i hånden? Hvorfor smed det menneske den ikke i skraldespanden, kompostspanden?  Er det ikke der de døde dyr skal hen for at komme tilbage til naturen?

Da jeg så dueungen under æbletræet, løb jeg ind efter en affaldspose. Jeg orkede ikke flere døde dyr med børnene, og jeg orkede ikke flere graveopgaver. Jeg havde slet ikke lyst til at røre ved den alt ved den nøgne fugleunge, der var større end min hånd. Men jeg var nødt til at være hurtig, for jeg havde mit yngste barn lige i hælene.

Første gang jeg prøvede, fik jeg ikke rigtig fat, så den gled ud af hånden på mig og ud af posen. Den kom til at ligge helt skævt med næbbet i jorden og den ene vinge strittende lige op i luften. Anden gang tog jeg bedre fat og jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvordan det føltes at have den i hånden. Jeg kan ikke længere huske om dens slatne krop var varm eller helt kold, men jeg ved, at mit barn med det samme opdagede mit ærinde. Hvad har du i posen, spurgte han. Bare noget, der skal smides ud, svarede jeg. Må jeg se? Men jeg havde allerede smidt den op i skraldespanden. Ikke komposten, for nu var den jo i posen, så nu må den ligge i den sorte spand og vente på affaldskværnen og forbrændingen i næste uge. Skraldemændene har som regel en blød bamse siddende lige over den knap på lastbilen, der løfter spanden op og tømmer den ned i det store ildelugtende affaldsgab. Måske kan det trøste duen i posen lidt.

I en anden pose i den sorte spand ligger der et utal af biller, som jeg støvsugede op i kælderen efter jeg havde ryddet op. Måske 20 sorte biller af den slags og størrelse, som jeg ikke kan huske, jeg har set siden jeg var barn. Og et firben, som viste sig at være levende. Jeg støvsugede det op sammen med billerne, og bagefter da jeg skulle tømme spanden, faldt det ud af røret og lå og sprællede lidt forvirret på ryggen. Også firbenet var jeg nødt til at holde i hånden for at få den ned i posen. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes firben i kældre. Det var helt gennemsigtigt, som et nøgent barn i en gyserfilm.

Det var den sidste søndag i september. Solen skinnede, og børnene løb rundt på fliserne med bare tæer, mens de døde dyr dukkede op alle vegne. Der var også en dame, der bankede på døren. Hun var sød og kom fra stranden for at sige, at hun havde læst noget, jeg havde skrevet, og som hun godt kunne lide. Jeg kendte hende ikke. Ikke før nu. Børnene viste hende det døde pindsvin, inden hun kørte. I skal få jeres mor til at begrave den, sagde hun til dem. De kiggede på mig, men jeg synes allerede jeg havde haft mine hænder på så mange døde dyr den weekend. Sidst på eftermiddagen blæste det op, og vinden var kold. Børnene tog jakker på, og huer, og handsker. Som et varsel om vinteren, der venter. De havde ikke lyst til at gå ind.

Vi fik spaghetti og bøffer til aftensmad. Vi snakkede om, hvordan køerne dør, når de kommer på slagteriet. Og grisene. Den mindste mente, at det var nemmere med kyllinger, fordi de er så små, og derfor må være nemmere at slå ihjel end en ko. Det fik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtig ved, hvordan kyllingerne dør når de skal slagtes. Bliver de mon hængt op i benene og gasset ihjel? Eller bliver de slået ihjel først og så hængt op bagefter?

Jeg kunne ikke få mig selv til at bede den mindste om i det mindste at smage på bøffen. Jeg havde heller ikke så meget lyst til den alligevel, og den store synes kødet var lidt for hårdt at tygge. Spaghettien og parmesanosten kunne de godt lide.

Jeg bliver ved med at se dueungen, og gråspurven, billerne og det gennemsigtige firben for mig. Jeg prøver ikke at tænke for meget på pindsvinet, som stadig ligger på fortovet og svulmer uden nogen tager sig af det. Jeg ved, jeg burde, men jeg synes bare weekenden har været fuld af dyr allerede. Mange døde dyr, som jeg enten begravede eller slog ihjel. Som et varsel i sig selv. Og så var det ikke en gang en drøm.

Reklamer
med emneordet , , , , ,

4 thoughts on “En sandfærdig historie om døde dyr

  1. pausepoesi siger:

    I Danmark hænger man dem op først. Kyllingerne. Som fra naturens side er skabt så snedigt, at de slapper af, hvis de holdes i fødderne. Og når de slapper af, strækker de halsen. Praktisk. Så dyppes de med hovedet først i et vandbad, som der sendes strøm igennem, hvorved de godt og grundigt bedøves, så de er klar til at få halsen snittet over. Af og til messer en muslim for dyrene under akten. Så er det hallal. Andre gange messer en jøde, og så er det kosher. Nu og da enes de vistnok om at skiftes til at nappe tjansen, så det er nok med en mand til at klare ritualerne. Og således er der trods alt et glimt af noget, der ligner håb.
    Og ja, jeg spiser gerne danske kyllinger, men ikke fra lande, hvor de dyppes i klor for at slå den værste salmonella ihjel. Men det er en helt anden historie…

  2. Diana siger:

    Suzette, det er så godt skrevet! Kunne ligefrem mærke den der døde fugl i hånden!!!
    Skriv nu den bog, så jeg kan skifte Helle Helle ud 😉

  3. Line siger:

    Det susede i blodet sådan ca halvvejs i historien, sikkert der hvor det gik op for mig, at dette ikke bare var hverdags-litteratur, men vel nærmest poesi…….tak!.

  4. kunsandheden siger:

    Tak I er nogle meget søde gæster

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: