Det er ikke det samme

Prøvnuligehørher. Hvis mit ældste barn havde været en dreng, så havde verden nok set lidt anderledes ud. Både på den gode måde. Og på den ikke så gode måde.

Den der sensitivitet kombineret med et temperament af den anden verden is freaking me out. Det kommer i bølger. Så meget har jeg da lært de sidste fem år. Men derudover ved jeg sgu ærlig talt ikke, om jeg har lært noget som helst. Måske er jeg blevet lidt mere tålmodig. Måske ikke.

Det, jeg også har lært de sidste fem år, er, at du gerne vil hjælpe og måske trøste mig med, at det er ligesom noget, du kender. Og det er sådan set sødt nok. Lidt ligesom dengang vi hver dag stod op før kl. 5, og du spurgte, om vi havde prøvet at lægge barnet senere i seng. Problemet er bare, at det ikke er det samme, som det, du kender, og at de gode råd, du selv har haft succes med, ikke virker i den her butik.

Jeg sir det ikke for at være på tværs, men fordi jeg har prøvet både med det søde og det sure, det hårde og det bløde, det planlagte og det der føles bedst lige nu. Alles. I fem år.

Og ved du, hvad jeg står tilbage med? Det samme. Helt det samme. Bare fem år ældre. Råben og skrigen og smækken med døre og kasten med ting og tænders gnidslen. I perioder fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen. I perioder næsten ikke. Og hver gang vi rammer en næsten-ikke-periode ånder jeg lettet op og tænker, at nu – endelig – er vi ude på den anden side. Nu blir det ligesom hjemme hos jer andre på godt og ondt, men i det mindste gennemsnitligt. Så knuselsker jeg det lille atomkraftværk for al hendes glæde og hendes evne til at tage hovedspring ud i livet og for at være indbegrebet af, hvordan et lille menneske kan gå på med krum hals.

Jeg elsker hende hver eneste dag. Selvfølgelig. Ubetinget. Men når dagene er fulde af kampe og sammenbrud sætter jeg mig næsten hver aften ved hendes seng, stryger hende over håret og krammer hende (fordi jeg endelig kan få lov) og hvisker: “Lille søde menneske, hvordan kan der være så meget vrede i sådan en lille krop?” For jeg forstår det virkelig ikke. Sensitivitet eller ej. Hvorfor al den vrede?

Og hvis nu hun havde været en dreng. Havde vi så syntes det var lige så hårdt. Havde vi handlet anderledes? Havde vi grinet mere? Været mere overbærende?

Reklamer
med emneordet , ,

6 thoughts on “Det er ikke det samme

  1. Cille siger:

    Du skriver, at det ikke er som hjemme hos andre – og nej det har du ret i… Vi har nemlig også sådan en… lille stjernepige, med så meget (uforståelig) vrede indeni, så mange uhåndterbare følelser… Det er f***cking hårdt – men jeg klynger mig til håbet om, at der kommer et fantastisk voksent menneske ud en dag – som har nogle helt andre muligheder end ‘de normale’… Håber…

  2. viol siger:

    det synes jeg er et interessant, men også lidt mærkeligt spørgsmål – måske fordi jeg ikke forstår det helt? tænker du på, at det er mere acceptabelt for drenge at råbe og skrige og kaste med ting og være vrede end piger? jeg tror, at det er det, du tænker, og jeg kan som drengemor (har tre, og to af dem er mere sensitive end gennemsnittet, uden at vi dog er ude i noget ekstremt eller diagnostisk) sige, at nej, det er det i hvert fald ikke hjemme hos os. når de tager deres ture, så er jeg ved at gå ud af mit gode skind. især når de skændes med hinanden så det brager. det slider! og det handler ikke om køn, men bare om at det er menneskeligt hårdt at skulle være en fornuftig og besindig voksen ansvarsperson, når ens børn er amok. nå, ved slet ikke, om jeg forstod dig rigtigt – har ikke læst så meget med før, og det skal man måske for helt at forstå.

  3. kunsandheden siger:

    Spørgsmålet handler mest om, hvordan jeg oplever, at vi ser forskelligt på piger og drenge og (ubevidst) tillægger dem bestemte naturlige egenskaber. Så en pige (som min), der er næsten hyperenergisk møder måske mere modstand end en dreng med samme aktivitetsniveau og temperament, fordi vi bevidst/ubevidst tænker, at han blot er en dreng, og drenge kan jo ikke sidde stille. Omvendt reagerer vi mere på en dreng, der sidder og nørkler med perleplader dagen lang, end hvis en pige gjorde det samme. Altså udfordringen er lige stor for både piger og drenge, fordi vi kommer til at fastholde dem i forestillinger om hvordan man er en pige og en dreng. I mit konkrete tilfælde overvejer jeg indimellem om vi problematiserer min datters temperament mere fordi hun er en pige… blot en tanke.

  4. viol siger:

    +ok – jeg får altid røde knops, når folk siger ting som ‘han er jo en rigtig dreng, så han kan ikke sidde stille’, og derfor banker mig selv, hvis jeg tænker sådan om mine egne drenge, når de ikke lige kan sidde stille. jeg er sådan en drengemor, der er træt af, at verden ser på drenge som uciviliserede vilde, udelukkende styret af biologi. og i det hele taget er træt af de snævre kønskasser, mange gerne vil proppe børn ind i. så – du har da ret i at det nok generelt set bliver problematiseret mere, hvis en datter er vild og voldsom – for kønskasserne eksisterer og findes i dén grad. også i daginstitutionerne og skolerne, hvor man egentlig synes, at pædagoger og lærere burde vide bedre. men altså, daglige sammenbrud, konflikter og kampe det slider sgu da på enhver, uanset om barnet er en dreng eller en pige – det er i hvert fald ikke lettere for mig at leve med, bare fordi jeg har drenge … jeg smiler ikke overbærende og siger ‘det er deres natur’, når de hamrer af sted og kører op og eksploderer 🙂 men ok, jeg ved jo ikke, om min tålmodighed og tolerance ville være endnu mindre, hvis de var piger

  5. kunsandheden siger:

    Åh, det er en interessant diskussion. Der er så mange der bliver trætte i blikket, når man begynder at sætte ord på spørgsmål om køn og hvordan vi udfordrer/ser vores børn med de briller. Jeg vender tilbage med et indlæg snarest…

  6. viol siger:

    jeg kom lige til at tænke på, at jeg for noget tid siden så, at der er lavet en undersøgelse, som viste, at drenge (i skolen) får mere skæld ud end piger – og vel at mærke ikke fordi de laver mere ‘ballade’ – pigerne får bare længere snor. får lov at snakke og forstyrre mere i timerne, inden lærerens hammer falder – jeg mener at huske, at undersøgelsen er lavet på dpu. bare sådan apropos din tanke om, at I måske ville være mere overbærende, hvis jeres datter var en dreng ….
    og ja, stort set alle jeg kender, bliver meget meget trætte i blikket, når køn kommer på tale. det kan slå ethvert middagsselskab ihjel. jeg bliver til gengæld helt træt, når folk siger, at køn ikke spiller en rolle længere – når jeg fx oplever, at mine drenges børnehave har adgang forbudt i dukkekrogen for drenge og hvor piger er nægtet adgang til drengeture, hvor de rigtig skal ud og være ‘drenge’ og bruge kroppen og lege vildt …. suk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: