Tag Archives: stormvejr

Forberedt til tænderne

I dag blev jeg færdig med Erland Loes faktiske ret morsomme bog Doppler om en mand, der skrider fra sin familie og flytter ud i en skov, hvor han bliver ven med en elg. Doppler kan ikke rigtig finde ud af det der med mennesker og sociale relationer og har i det hele taget fået nok af sit kompetente liv.

Og netop i dag kl. 11 overvejede jeg at gøre som Doppler og begynde et nyt liv i den tyske Wald – helt alene eller bare Casper og jeg, men i hvert fald helt og aldeles uden børn. En halv time tidligere kulminerede de seneste 36 timers inferno af konflikter og grænsesøgende børn i et kæmpe drama på Nürnberg Hauptbahnhof med Carla i leading role.

Min klarsynede mand havde helt ret i, at kun hvis jeg havde valgt et fodboldstadium under VM, havde jeg haft flere publikummer til optrinnet.

Ude fra må det have set ud som jeg var begik et større overgreb på mit modstandsdygtige barn, som jeg stod der og holdt hende fast, mens hun skreg af sine lungers forbavsende overvældende kraft – udmærket akustik på den banegård i øvrigt.  Lille Miss Carla (som lige der ikke føltes så lille endda) sparkede og slog og hendes hår strittede demonstrativt i alle retninger. Læg dertil en frisk formiddagstemperatur på 35 grader.

Bagefter, da jeg endelig turde give slip på min barn og tro på, at hun ikke ville løbe hele vejen tilbage til Berlin, skulle vi købe frugt i butikken over for vores selvbestaltede scene midt i centreret. Frugtdamen kiggede på Carla med store øjne og sagde: “Nåhr, lille baby.” Say what?!?! Hvorfor fanden er der ikke nogen, der nåhr’er mig for at have fået et efter sigende helt almindeligt barn med et ualmindeligt stort temperament?! Eller for at have spillet totalt fallit som forældre?

Måske er det fordi jeg slår så mange knuder på mig selv i løbet af sådan et døgn, hvor vi prøver nye metoder, tager nye dybe indåndinger og henter nyt overskud ingen steder fra.  Inden vi tog af sted, var jeg helt klar på, at det ville kræve noget tilvænning for os alle sammen at være af sted og sammen, men for at være ærlig var jeg faktisk ikke forberedt på de her 36 timer, hvor også lillebroren er vågnet op til dåd og fejrer sine snart tre år med at skide højt og flot på alt, hvad hans forældre siger.

Så da vi kom op af banegårdsdybet, var jeg sgu rimelig tyndhudet og måtte lige gå en tur rundt om bygningen og skylle efter med en liter vand. Ny dyb indånding og 1½ times leave fra familie-udfordringen, og så prøver vi igen. Men jeg håber eddermame, der er tale om tilvænning for ellers sætter jeg børnene til salg på Gul & Gratis sammen med alt det andet babyudstyr. Kan afhentes plejer at være nok til, at der dukker nogle villige aftagere op rimelig hurtigt – og så skal I bare se os holde ferie som i gamle dage…

med emneordet , , , ,

Det, du ikke skal dele med din kæreste

For noget tid siden begik jeg en af de største brølere, man overhovedet kan begå i sit parforhold; jeg kom til at lade som om min kæreste var min veninde. Eller et kort øjeblik troede jeg, at vi var tunet ind på samme frekvens.

Det startede egentlig meget godt, da vi sad i bilen på vej til familiefest. Ungerne havde for en gangs skyld overgivet sig og sad og hang med tunge, sovende hoveder på bagsædet, og vi gik så i gang med yndlingssport no. 1, som virkelig skaber sammenhørighed; gloriepudsning.

Det er der, hvor vi sidder og bekræfter hinanden i, at vi sgu da klarer det der med børn ret godt, og så meget har det da ikke påvirket vores forhold, og vi er da også ret gode til at deles om opgaverne – særligt når man ser, hvordan andre klarer det. For den slags piedestal-dyrkelse virker ligesom bedst, hvis man kan enes om at hænge de andre til tørre imens.

Grebet af den gode stemning blev jeg selvfølgelig overmodig, så jeg kastede mig (hovedkuls, indrømmer jeg nu) ud i en formulering a la:

“Det er alligevel ret vildt, at når jeg ser rundt på de kvinder, jeg kender, der har fået børn, så er det præcis de samme problemer, de har derhjemme.”

“Som hvad?!”

“Nahmen, altså mere sådan du ved i forhold, hvem der gør hvad, eller altså vel noget med, hvem der sådan, ahem, egentlig har ansvaret eller jeg mener, det lyder som om det tit, er kvinden, der har overblikket og så følger deres mænd bare lige som med.”

Den, der mærkelige tavshed, der bredte sig i bilen, føltes slet ikke symbiotisk længere, snarere eksplosiv. Og det var alt, alt for sent at trække i land…

“Hvad mener du?!”

Og nu jeg alligevel var sprunget i uden ilt, kunne jeg lige så godt drukne mig selv fuldstændig.

“Ahem, jeg mener, eller jeg ved ikke, det er måske bare helt naturligt. Du ved, man er jo presset, når man har småbørn. Altså det er jo heller ikke fordi vi har haft det så fedt hele tiden eller…”

“Jeg forstår overhovedet ikke, hvor du vil hen? Jeg har ikke haft nogen problemer med dig, sidder du så og taler med dine veninder om, at du synes vi har haft det svært uden at tale med mig om det?!”

“Nej, det er jo ikke fordi vi lige har talt om os. Jeg sagde bare, at de andre havde nogen oplevelser. Eller. Altså. Mere generelt. Ikke lige om os. Eller. Tror jeg.”

Det blev en meget lang køretur og en lidt kølig familiefest, når man lige har sådan en hvad-har-du-sagt-til-dine-veninder-om-mig-sag hængende mellem sig.

Jeg er helt med på , at det var et aldeles malplaceret forsøg på at forklare, hvad det er kvinder taler om – nogle gange. Ikke hele tiden. Bestemt ikke. Og slet ikke jeg. Jeg ved ikke, hvorfor det var nødvendigt, for jeg er egentlig også helst fri for et referat af samtalerne fra seks timer på golfbanen. Men måske er det, der sker, når man har været sammen i tusind år – at man lige skal huske at være fortrolige kærester først og fremmest.

med emneordet , , ,

Dirty trick

4 dage tog det før jeg havde brugt rub og stub på overskudskontoen. Der er ikke noget som et par timers klynkende, pivende, jamrende mo-ar kombineret med børn, som åbenbart har mistet hørelsen overnight, der kan give overtræk på kontoen.

Nogle gange undrer jeg mig over, hvordan de kan suge al energi ud af en på bare tre timer. Så handler det bare om at finde den korteste bog og den hurtigste godnatsang, selvom det selvfølgelig ikke er det samme som at de lægger sig til at sove. Langt fra. Og det er meget, meget dumt for så ender det som i aften.

“HOLD OP MED AT RÅBE. JEG BLIR VANVITTIG AF AL DET RÅBERI. JEG GIDER IKKE HØRE PÅ DET MERE.”

Tror vist også jeg kom til at smække med døren. Men altså det virker. For nu sover de. Uden det mindste larm. Nu skal jeg bare lige af med den dårlige samvittighed for rigtig at kunne nyde roen.

med emneordet , ,

Street credit

Weekendens kusinekomsammen bød også på en slåskamp, altså sådan en, som jeg kan huske fra min egen skolegård – godt nok mellem drengene, men hey pigerne trænger jo ind på drengenes domæne alle steder. Men altså sådan en slåskamp, hvor man ruller rundt, river i hår, og det kan være svært at se, hvor den ene krop ender og den anden begynder… Imponerende syn – og det lykkedes dem faktisk at komme ud af det på egen hånd.

Og så giver sådan en girl fight jo street credit. For ved gårsdagens barselsvisit spidsede husets 7-årige pludselig ører, da jeg fortalte historien. Og bagefter måtte han lige have uddybet under fire øjne: Carla, var det en rigtig slåskamp? Hvorfor kom I op at slås? Hvad sloges I om? Ingen tvivl om at hun lige rykkede en klasse eller to op i anseelse…

med emneordet

Heldig start

Yes! To år siden og først nu det første indlæg. Dengang synes jeg verden flød med glade mødre, der ikke kun få nok af at dele deres overskud. Jeg havde bare ikke noget at dele – synes lige det var lidt hårdt at have to små børn, hvor af den ene ikke sov om natten og den anden vågnede kl fem. Ren selvmedlidenhed hele vejen til banken. To år med susen for ørerne, ikke som den liflige lyd af havet i et sneglehus, mere som at gå efter mælk kl 11 om aftenen i stormvejr. To år og så begyndte lyset at vise sig – og nu er jeg så her. Overskud? Nok ikke, men i hvert fald øjeblikke af fred, som giver tid til at fylde flere ord på verden.

Således talt – og debuten blev en helt uovertruffen smuk første søndag i januar, hvor sneen idyllisk dækker gaden og solen går ned over havet. Svært ikke at føle sig heldig, trods alt. More to follow…

med emneordet , ,