Trætte børn. Træt mor. Og hvad er så det værste der kan ske? 1) At de ikke vil sove, når de lander på madrasser skeløjede og ligblege, og 2) at moren ikke helt magter opgaven og udviser behørigt overskud. I kombination er det opskriften på kaos og en del skrål og skrig og løben frem og tilbage drysset med en god gang råben og trusler. Nice!
Nå, men jeg skyllede farcen ned med fem skumfiduser (løgn, jeg tømte posen) og en kop lunken te, inden jeg gik tilbage til åstedet og gav dem et knus og sagde undskyld for råberiet og at jeg selvfølgelig ikke mente det med cyklen og at jeg ikke var sur mere. Det føltes overraskende godt, og glorien var igen til at bære.
Men egentlig gad jeg godt, at trætte børn i det hele taget og som hovedregel bare lagde sig til at sove, gerne en 12-13 timer af gangen. Så var der jo slet ikke brug for at hæve stemmen og true sig til at få sin vilje.
