Jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor jeg blev slynget ind i den bane i universet som gjorde mig mor til et barn fra en anden galakse som tilsyneladende har brug for minimal søvn. Bare vent, det ska nok ændre sig, siger du. Tak for den. Jeg har sådan set ventet i fem år – og ligner efterhånden en der har ventet dobbelt så længe. Mindst.
Og nu forsøger jeg at gemme mig i en kop kaffe mens børnene leger en leg af den type, så man bare krydser fingre for ikke kammer over. Lige nu er de fx i al hemmelighed gået ud i haven for at hente blade og sand til at lave mad i deres køkken under bordet. Jeg hørte også et barn nævne noget med vand…
Kun sandheden 