Et bagholdsangreb af en krimi (jo, en krimi)

For ikke så længe siden (i hvert fald hvis vi tæller indlæg) var jeg den sure bogdame, der gav både mommy porn og krimierne fingeren. I don’t like that stuff. Nå, men det var jo før sommeren, og før jeg gik i gang med Svalernes graf, Sissel-Jo Gazans nye roman.

Jeg har fået den sendt bid for bid af forlaget. Smart move. Et bagholdsangreb af et markedsføringstrick. For på den måde nåede jeg at blive suget ind i historien, inden jeg overhovedet fattede, at jeg var igang med at læse en krimi. Historien handler om WHO’s børnevacciner, der både gør børn raske og slår børn ihjel (og det er så vidt jeg har forstået, en sand og ret kontroversiel historie), og om Marie og hendes vanvittige familie og Søren der elsker Anna, men ikke kan finde ud af om Anna elsker ham. Og om nogen, der måske/måske ikke har begået selvmord. Og jeg var hooked. Hele sommeren stod jeg vagt ved postkassen og ventede på de næste kapitler.

Bagefter tænker jeg at det måske ikke så meget var historien om mordet, der skulle opklares, der fik mig til at sluge kapitlerne, men mere den tragikomiske, komplicerede og hjerteskærende historie om Marie og hendes familie og alle de hemmeligheder, de igennem et helt liv havde begravet for at holde på facaden og hinanden. Det var for mig det allerfineste fine ved Svalernes graf – og så må du for min skyld kalde det en krimi eller en thriller, bare du ikke tror jeg er sprunget ud som en ung Miss Marple.