10 nytårsforsætter

Den første uge af januar er i gang, og alle er traditionen tro begyndt at løbe, holdt op med at drikke vin, ryge smøger og spise. Det føles helt rigtigt – et par dage …

giphy_drink

I næste uge kan vi så kaste os over nogle mere kollektive forsætter for det kommende år. Det kunne fx være disse 10:

Ingen ringer til Lars Seier og ditto Tvede, som belejligt sidder på et pengebjerg i Schweiz og lige ved, hvordan den danske kage skal skæres. Alle børn kender den gyldne regel: Hvis du ikke er med i legen, kan du ikke være med til at bestemme reglerne. Ciao, som man siger i Alpeland.
Vi kommer ud af madpsykosen, der får os til at tro, at hvis bare vi spiser mere af det ene og mindre af det andet og krydrer det med et eller andet obskurt produkt, lever vi nok for evigt. At vi alle skal dø, er som bekendt det eneste, vi med sikkerhed ved om det her fordømte liv, så spis nu bare mad, der smager godt, og som gør dig glad. Husk, du dør ikke før tid, fordi du spiser pomfritter med masser af remoulade om søndagen. Heller ikke selvom du henter dem på grillbaren.
Slut med at hate på importerede højtider. Alle børn – og voksne viser det sig – er ret pjattede med Halloween. Og hvad så? November er allerede mørk nok som den er, så lad os endelig holde en fest, inden vi alle sammen tørrer ind på sofaen.
Ingen blander sig i, hvordan forældre er forældre, fordi alle, der selv er forældre, udmærket ved, at vi gør det så godt, vi kan – og at det (temmelig ofte) er utilstrækkeligt. Erfaringen viser heldigvis, at der for det meste kommer helt almindelige gennemsnitlige børn ud i den anden ende. Det betyder også, at vi ikke længere har brug for gode råd fra Lola Jensen og hendes liga. Selv tak.
Og så holder vi i øvrigt op med at behandle børn som burhøns, der stuves inde i institutioner uden en voksen i miles omkreds. Vi kan samtidig skrue lidt ned for den opmærksomhed, de ældre medborgere har nydt godt af siden kampen mod ældrebyrden blev sat ind. Vi ved det godt nu. De ældre er ikke en byrde. Ikke endnu i hvert fald, og nu har de tilmed fået deres eget ministerium. Rødvinsgenerationen overlever.
Vi siger nej tak til flere skattelettelser. Det var sørme godt, jeg slap for at betale topskat, sagde ingen nogensinde på sit dødsleje.
Ligestilling er ikke længere noget, vi griner af. Giv nu bare noget plads. Tro på, at nogen er nødt til at gøre noget for alvor, så vi ikke skal vente 170 år på, at mænd og kvinder har lige muligheder. For nej, det har vi stadig ikke, uanset hvordan du vender og drejer det. Tjek statistikkerne, hvis du er i tvivl.
Vi holder op med at give dem, der hiver efter vejret på samfundets bund, fingeren. Intet menneske er blevet større eller stærkere af at blive trådt på, så nu retter vi blikket mod de rigtige problemer, og det er ikke Benny på kontanthjælp, der er problemet. Det er den måde, vi indretter samfundet på. Strukturerne. Ja, det sagde jeg faktisk.
Vi genopliver fællesskabet og den oprigtige omsorg for hinanden. Vi skal blande os noget mere i hinandens liv. Til gengæld skal vi holde op med at stikke næsen i hinandens sager. Alle må leve deres liv præcis, som de vil, så længe ingen (andre) kommer til skade, og husk at invitere din nabo på kaffe – også selvom han er lidt af en enspænder. Han har måske mere brug for den kaffe end nogen anden.
Og nåhr ja, så holder vi selvfølgelig op med at brokke os over alt det, der er for galt. Der er ved gud meget, der er galt for tiden, men der er jo ikke noget, der nogensinde bliver bedre, hvis ikke vi gør noget. Det starter i det små. Tro på sommerfugle-effekten. Den virker. Eller gør som Gandhi: Vær den forandring, du gerne vil se i verden. Det starter med dig. Og med mig. Godt nytår!