Hov, der kom toget…

Indimellem sker det, at jeg står og venter på toget, og når det så kommer, suser det lige forbi uden at standse ved min station – og sådan er det jo med lyntoget. Det standser ikke mellem Odense og Høje Tåstrup, og det kan måske godt være et problem, når jeg står i Nyborg og venter.

Sådan havde jeg det fx dengang en af mine gamle venner for 3. gang skiftede til et nyt og endnu mere spændende job, mens jeg var på barsel. Farvel. Vi ses. Måske. Og endnu mere, da en gammel studiekammerat blev longlistet til en Cavling samme dag, som jeg sad og lagde juleåbningstider på bibliotekets hjemmeside. Altså jo, jo det sidste har da værdi for mange, rigtig mange faktisk, men jeg får ligesom ikke nogen statuette at prale med. Det gjorde hun så heller ikke, men hun var dog lysår tættere på end jeg nogensinde kommer.

Man kunne jo kalde det misundelse – og måske er det bare, hvad det er. Min kæreste kalder det at være karriereminded, og måske har han ret, når han siger, at hvis man vil rykke sig derhen, hvor lyntoget standser, er man nødt til kun at have sit fokus et sted i stedet for 100. Og lige den del har aldrig været min stærke side – faktisk er jeg bedst til og har det rigtig sjovt med at være mange steder på en gang for så føler jeg ikke, jeg går glip af noget. Eller det er jo så løgn, men det er bare fordi det larmer så meget det der lyntog, at det er svært at lade som ingenting, når det kører forbi.

Reklamer
med emneordet , ,

3 thoughts on “Hov, der kom toget…

  1. Maren Uthaug siger:

    Årh, jeg blev ramt af det samme i går, da jeg sad mit i hvirvelvinden af tre unger og skar frikadelle ud med den ene hånd og tørrede røv med den anden (hastigt løb i mellem). Svarede ja til den ene, som den anden også godtog som et ja til at rullen med kiks alene var hendes, som den tredje så gik amok over, for hun ville fandme også have kiks. I et køkken så fedtet, jeg ville tude, hvis jeg ikke havde droppet at gå op i holde orden. Og så fik jeg pludselig en sms fra min veninde, der er i NY, hvor hun lige skriver en film sammen ham der den berømte what’s his face, og alle de sko hun lige havde købt og hvordan de bare var blevet best buddies og købt ens hatte og næ hvor havde de det bare sjovt og der var da ingen grænser for hvor fed NY er. I KNOW!!!! Og mit køkken føltes pludselig endnu mere fedtet og mit liv som en af de der film, hvor jeg har rollen som den svedig udskidte mor, der alligevel aldrig blev til noget, men til gengæld heller ikke havde overskud til at sørge for at hendes børn voksede op og blev sympatiske mennesker, men bare mennesker der var lavet på kiks og færdigfrikadeller fra føtex …

    … men så alligevel er der bare ikke noget, der slår et alt for fugtigt og lidt snottet kys fra en to-årig efterfulgt af et stort smil og et hengivet “moaaaar”. Er der?

  2. Marianne siger:

    Nøjj, jeg kender også godt den følelse. Og jeg har efterhånden nået en alder, hvor togene sgu ikke engang kommer forbi min lokale station mere! Altså da jeg skiftede tandlæge, fordi jeg var flyttet, troede jeg da han var erhvervspraktikant!
    Men nej, nej, han var da partner og alt muligt. Nånå. Jeg var ellers en af de der dygtige piger, der kunne blive aaaaalt. Men det blev jeg så ikke.
    Fuldtids enlig mor med en indtægt, der rækker men f*ndeme ikke noget lir derudover. Nødt til at have 8-15 job for at prøve at være en ordentlig mor også. Der kommer ligesom ikke en anden og henter dem, og der er ikke hverken far eller far-figur inde i billedet. Nåh, synd hva?
    Nu er tiden så kommet, hvor de rent faktisk er så store, at jeg godt kunne buge måske lidt flere kræfter på karrieren. Eller på at finde min indre passion og alt det dyre dér.
    Pffft. Jeg synes altså luften er gået lidt af ballonen, sad to say. Man er jo for pokker overhalet af 27-årige gazeller alle vegne. Det nytter ikke, suk og støn.
    D.O.V.E.N. hedder det vist også. Hvad er godt nok. Og er godt nok – godt nok? Skal man stræbe – og efter hvad…
    Når jeg læser et indlæg som dit, så sparker det jo alligevel til noget…så måske det er på tide at få damplokomotivet i gang og få passet et af de lyntog op!!

  3. kunsandheden siger:

    Doven – you said the word, Marianne. Altså ikke doven, som i jeg ligger bare og feder den på sofaen-doven, men doven som i jeg gider faktisk ikke arbejder 60 timer om ugen og det er jeg nok nødt til at for at blive til noget-doven.
    Men altså at blive til mor er jo faktisk også noget. I know. Jeg ser bare ikke lige lønforhøjelse, fri I-phone og lækre middage coming up for min indsats derhjemme. Til gengæld kan jeg være ret sikker at børnene en dag kigger på mig og tænker at jeg da er noget nær det mest håbløse, de har set…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Reklamer
%d bloggers like this: