Forbandede yngel – en hyldestsang

Kære AC,

Tak for din bog! Jeg kan ikke huske hvornår det skete sidst. Hvornår jeg sidst fandt tid til at læse en bog på en weekend, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har kastet alle de sædvanlige regler for, hvornår og hvor længe børnene må se TV og spille Mine Craft, overbord bare for at få fred.

Du skrev så ydmygt i din hilsen i bogen, at du slet ikke vidste om den var noget for mig. Som om. Ingen grund til at sætte dit lys under en skæppe, for den bog fortjener alt det lys den kan få. Du fortjener alt det lys, du kan få.

Jeg tænker tit på, hvordan du sad der i klassen. Lige midt i hesteskoen, et hoved højere end os alle sammen. På alle måder. Jeg sad tæt på døren, krøllet sammen i batik og med en pakke rød Balitobak i inderlommen. Deroppe ved døren var det bedste sted at sidde, hvis man gerne ville sidde lidt i ly af læreren. Du sad i midten og strålede over os alle sammen. Indtog rummet med en naturlig autoritet. Du virkede ikke som en der havde brug for eller lyst til at sidde i ly. Jeg er ikke sikker på, jeg værdsatte dit lys på samme måde som jeg senere kom til. Jeg var trods alt kun 16 år og temmelig meget på tværs i nærmest enhver forstand. Du hvilede i dig selv, sådan så det ud fra min plads, men hvem ved måske var du også bare 16 år.

Forbandede yngel er en formidabel smuk bog og en temmelig smertefuld historie. Jeg elskede den fra første side og jeg kneb en tåre på de sidste. No wonder, din roman vandt Politikens romankonkurrence, for det er simpelthen en af de bedste danske romaner, jeg har læst i lang tid.

Det siger jeg ikke, fordi forlaget har sendt bogen til mig og jeg ikke kan være andet bekendt. Det siger jeg derimod, fordi du skriver så fantastisk smukt og poetisk. Og fordi jeg har den største respekt for det du vil og det du gør og ikke mindst det du kan og er.

Kære AC, jeg begiver mig ikke normalt af med hyldester, men nogle gange er det nødvendigt at gøre en undtagelse.  Så værsgå. Jeg bøjer mig i støvet for alle dine bevægende ord.

Kærlig hilsen Suzette

Og til alle jer andre. Få nu fat i den bog. Læs den. Slug den. Den er smuk.

forbandede yngel

med emneordet , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: