Sladrer man, hvis man deler sin bekymring?

Jeg har set dem i vuggestuen, i børnehaven og nu i skolen. De børn, der ikke ser ud til at have det godt. Det har overrasket mig, hvor lette de er få øje på – og også tit hvor svære de er at nå.

Børn har ret til kærlighed og tryghed, til at blive set og elsket, og til at have et hjem, hvor de kan trække vejret frit. Derfor river det sådan i hjertet, når jeg møder børn, som jeg tænker ikke får netop det. Børn, der virker ensomme, tilbagetrukne, grænseoverskridende eller alt for voksne af deres alder.

Men hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg kender dem jo dybest set ikke – jeg ved jo reelt ikke om det jeg ser, er sådan de har det. Om det jeg oplever er bekymrende eller bare en anden måde at være barn på end den, vi har besluttet hjemme hos os er den rigtige. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over andres liv – hvordan kan jeg alene på min fornemmelse tillade mig at mene noget om den måde andre voksne er forældre på. I sidste ende er vi jo allesammen bare amatører, der hver dag gør vores bedste.

Ankestyrelsen har netop lanceret en kampagne, hvor de opfordrer os, dig og mig, til at reagere på det vi ser og fornemmer. Kampagnen hedder Deldinbekymring.nu

Det er svært, synes jeg. At blande sig i andre familiers anliggender. Det føles lidt, som om jeg sladrer, og jeg er generelt ikke stor tilhænger af at vi får et samfund, hvor vi hele tiden holder øje med hinanden – og rammerne for det normale måske bliver for snævre af netop den grund.

Omvendt. Historierne om børn, der er vokset op i hjem, hvor de voksne af en eller anden grund ikke har magtet at være forældre, hvor børnene har været overladt til sig selv, hvor utryghed har været en del af hverdagen… de historier er så hjerteskærende, og hver gang tænker jeg: Hvorfor var der ikke nogen der greb ind? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede på det de så?

Det føles måske som om vi blander os i noget, der ikke kommer os ved. Men måske giver det mening at tænke på børnene først og fremmest. På hvad det gør ved dem, at ingen ser dem. At ingen voksne tager ansvar for at give dem en tryg og kærlig barndom.

“En underretning er udtryk for omsorg.” Står der på deldinbekymring.nu Måske er det sådan, vi skal se på det, når vi igen står over for det der barn, som vi dybest set godt ved trænger til hjælp. Som har brug for en voksen til at skabe orden i kaos. Det er ikke let eller uden dilemmaer. Men for børnenes skyld giver det måske alligevel mening at være en sladrehank.

 

Reklamer
med emneordet , ,

6 thoughts on “Sladrer man, hvis man deler sin bekymring?

  1. Lise siger:

    hmm jeg synes egentlig nok at man skal lade det være op til de fagparsoner som er omkring barnet. Jeg har fuld tillid til at pædagogerne og henholdsvis vuggestuer og børnehaver kan se om der er grund til bekymring. Jeg er selv lærer og støder også på sådanne børn du omtaler og så ja tager man fat i det og eventuelt laver en underretning. Her er problemet så bare at disse underretninger ofte strander i en bunke på en sagsbehandlers kontor eller at de “dårlige” forældre får 1000 chancer og at det ikke bliver taget seriøst nok- virkelig trist og hårdt at opleve at man ofte føler sig magteløs iforhold til at hjælpe de små unger. MEN Jjeg synes det er en rigtig dårlig ide hvis andre forældre til børn i min klasse eller min søns vuggestue skal til at lege politibetjente overfor andre børn end deres egne. Stol på de fagpersoner der kender barnet og der dem i mange situationer og ikke kun igennem en hurtig aflevering af eget barn.
    Men det er bare min mening- dejlig dag til dig!

    • writeawaymoms siger:

      Kunne ikke være mere enig. Hvordan kan man som forældre, der kun ser de andre børn i den korte tid dettager at hente/bringe vores egne poder i skole/børnehave/vuggestue, lege Bent betjent? Vi kender ikke barnet eller forældrene.
      Jeg har fuld tillid til at pædagoger og lærere, der trods alt bruger en masse tid sammen med børnene, ved bedre end mig. Og at disse voksne nok skal tage affære hvis de mener der er ringende alarmklokker, og faktisk allerede inden da…

  2. Trine siger:

    Jeg synes også det kan være svært at skelne, men jeg synes bare at vi tit bliver handlingslamemde, netop fordi vi ikke vil blande os. Fordi vi passer vores eget. Fordi familien er vores egen sag. Fordi vi vælger vores egen løsninger istedet for fællesskabets (læs: privatskoler frem for folkeskolen). Fordi vi synes vores egen familie er vigtigere end andres.
    Og netop derfor skal man blande sig, så vi hjælper hinanden. Det er ansvar og omsorg for andre mennesker.
    Kærlige hilsner
    Trine

  3. kunsandheden siger:

    Jeg er med dig langt hen ad vejen, Lise. Altså at fagpersoner er dem der ser børnene i mange forskellige sammenhænge over en længere periode og derfor måske bedst kan vurderer om et barn har brug for hjælp og støtte. Men synes ind imellem jeg møder børn som så åbenlyst mistrives og hvor jeg netop ikke oplever at der bliver taget hånd om deres situation. Det er ikke det samme som at fagpersonerne ikke reagerer, men jeg tænker at måske netop i de situationer vil det hjælpe hvis flere deler deres bekymring. Men det er et sensitivt område med mange dilemmaer og ikke helt enkelt at mærke efter hvad der er det rigtige at gøre i en given situation

  4. Tine siger:

    Altså, jeg synes man skal være meget forsigtig med at drage konklusioner ud fra et perifært kendskab til et barn. Medierne vil så gerne generalisere og fortælle os hvordan normale børn opfører sig, og hvordan børn som mistrives opfører sig. Fx lyder fortællingen at drenge har svært ved at sidde stille og koncentere sig – i stedet skal de rende rundt og brænde krudt af. Men den fortælling kan jeg hverken genkende fra min egen søn eller hans venner. En dreng, der ikke løber skrigende rundt på legepladsen eller i skolegården kan være lige så kærligt og frit opdraget, som de mere støjende typer. Børn er fuldstændig lige så forskellige som voksne. Et barn der falder uden for gennemsnitsnormen og måske virker ensom for den uindviede, er måske bare på et andet udviklingstrin end sine jævnaldrene. Måske “lider” barnet af høj begavelse. Eller autisme, eller ADHD eller noget helt tredje. De børn har i langt de fleste tilfælde en tryg og kærlig barndom, og deres familier skal vel ikke mistænkeliggøres af menensker, som ikke kender deres situation? Nej, der er jeg altså 100% enig med Lise. Overlad indberetningerne til fagpersonerne.

    Når det er sagt, så vil jeg da foreslå at du kontakter klasselæreren eller anden relevant fagperson, hvis du har en fornemmelse af, at et barn i dit barns omgangskreds ikke trives. Måske kan læreren foreslå, hvordan du kan gøre en forskel for et barn der er lidt marginaliseret i forhold til fællesskabet. Ikke ved at lave en indberetning, men måske snarere ved at engagere dig og hjælpe legeaftaler i stand, og opmuntre dit eget barn til at tage aktivt medansvar for at alle børnene i klassen trives. Udbrede det glade budskab, at det er ok at være anderledes. Det er der, du virkelig kan få tingene til at rykke sig. Ved at åbne dit hjem og dit hjerte 🙂

  5. Maier siger:

    Det er et meget relevant dilemma du skitserer og kan jo, som du antyder, også overføres på andre sider af (overvågning/sladre)samfundet. Selvfølgelig skal vi tage os af hinanden og beskytte børnene, men der er en grænse – og jeg tror ikke du er i tvivl, når du ser det. Enkelte gange har jeg været vidne til noget så elendigt, at jeg simpelthen ikke kunne andet.
    I bund og grund er jeg bekymret for en kæmpe gruppe børn af forskellige årsager, men jeg er klar over, at det er bekymringer grundlagt i mig eget normsæt og ikke en generel, universel forståelse af, at børn fx ikke skal vokse op med vold og misbrug af nogen art. Godt du sætter lidt gang i tankerne. Og god bag-jul til dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: