Tag Archives: for evigt

When you are strange

Kan du huske, hvor lækker Val Kilmer var i Doors-filmen?

Just to remind you. Dybt suk. Gudesmuk!

Kan slet ikke huske, hvor mange gange jeg så den film, og hvor meget vi lyttede til musikken om og om igen. Selvfølgelig besøgte vi Jim Morrisons grav i Paris.

Og bogen Vildnis med hans digte… jamen, vi gik i gymnasiet for fanden, så selvfølgelig sad vi da og drak sprut og røg smøger og læste op for hinanden om natten. Those were the days.

Et blankt papir eller en ren

hvid væg. En dårlig

linie, en streg, en fejl.

Uudslettelig. Så camouflér

ved at tilføje millioner af

andre figurer, bland dem,

tildæk

Mens den oprindelige streg

består, betrukket med

gyldent blod, skinnende.

Begæret efter et fuldendt liv.

Det var der sgu lidt mere swung over end Cirkelines jul. Merry Christmas!

med emneordet , , , , ,

Bedre end Botox

Jeg ligner en million. Føler mig i hvert fald som en. Løgn! På den anden side af to fødsler og 35 år lærer man at nøjes med lidt – og blæse det op til noget virkelig stort. Jeg har fx tænkt mig at leve temmelig længe af en kompliment fra en af min kollegaer, som i den forgangne uge sagde til mig, at jeg er kommet til at se så ungdommelig ud efter jeg har holdt orlov.

Det burde jo være argument nok for at skrive en bog om Verdens Bedste Rejse, og jeg er ude i en titel a la Sådan blir du smuk på camping eller Ungdommelig skønhed på 16 uger – lad dine børn og tiden gøre arbejdet!

Og 2′eren hedder selvfølgelig noget i retning af Hjemme igen – sådan bevarer du din ungdommelige skønhed i hverdagen.

Fordi det nu er lørdag, og jeg har en formiddag helt for mig selv, synes jeg det er på sin plads med et lille sneak-peak. Så her kommer et godt råd fra 2′eren:

Omgiv dig med veninder, der yngre end dig selv!

Er du klar over, hvor stort et boost det er for ens ungdommelig skønhed at blive inviteret til 30 års fødselsdag, når alle andre i ens omgangskreds er i gang med at blive skilt eller at planlægge ankomsten til 40′erne? Jeg kan bare sige, at jeg i ren og skær ungdommelig begejstring har tænkt mig at ankomme i guldbukser og trendy-ternet hat til dagens fest. I kid you not. Det er måske sidste chance for at prale af min ungdommelighed…

med emneordet , , , ,

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,

Jeg dør!

GULP! Nu er der mindre end en uge til orloven slutter. Børnene er begyndt i institution igen og alle mine dage er fuldt pakket frem til søndag. Nu gælder det om at søge det sidste liv ud af friheden inden vi skal i gang med 8-16 igen.

Så hvis du synes der er temmelig stille på kanalen, så er det bare fordi al min energi er ude i livet og sludre og sladre og socialisere og drikke kaffe og spise frokost og gå i teateret og se 1000 mennesker og alt det man nu kan nå, når ens børn ikke er hjemme, og man ikke har noget af det der rigtige arbejde at tage sig til. Så længe det varer…

med emneordet , ,

Nu blir det alvor

Ikke flere svinkeærinder. Ikke flere vi-kører-bare-et-andet-sted-hen. For nu klapper fælden.

Når solen går ned over Gardasøen i aften, og vi krydser de østrigske alper, er det farvel sommer til det fynske cirkus. Og goddag begyndende efterår. Ikke flere undskyldninger for at spise is. Eller for at købe nye solbriller. Eller sandaler. Eller sommerkjoler. Eller for at sidde med to blonde trolde og kigge på solnedgange.

Det er vel aldrig for tidligt at begynde planlægningen af næste (sommer)ferie? Nogen bud på destinationer?

med emneordet , , , , ,

Nothing to see here

Tre nætter mere i camperen. To nætter i Nürnberg. En nat i tog mod Danmark.

Tilbage til virkeligheden.

Ellers tak.

Jeg bliver her.

Og drikker kaffe.

Og lader som ingenting.

med emneordet , ,

L er for labre Ljubljana

Jeg elsker Berlin. Som i den helt store, forblændede kærlighed, hvor det kan være svært at se, hvorfor alle andre ikke skulle føle ligesom jeg. Hjertebanken og hede drømme om, at Berlin og jeg er skabt for hinanden. At vi engang flytter sammen. Og som i jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne møde nogen, der var bedre.

Det var så før Ljubljana. Og nu er jeg splittet. Berlin er stadig god, men det er måske fordi vi kender hinanden allerede. Men Ljubljana… det er smukhed og fed stemning, hyggelige gader og stræder og et totalt buzzing kulturliv med gallerier, udstillinger og initiativer, der går lige i hjertet på en event-sucker som mig. Se nu fx det lille arrangement foran et galleri, hvor mit barn kunne sætte sig ned og lave sin egen lille bog en fredag formiddag.

Og en lille udstilling, som en del af byens litteraturfestival, hvor en gruppe designstuderende, var blevet bedt om at illustrere blandt andre Alice i Eventyrland og en ABC. Smukt. Spektakulært. Lækkert. Og sjovt.

I is for eating ice cream

N is for taking a nap

U is for urinating

PG er for på gensyn!

med emneordet , , , , , , ,

Ode til en mand

Når man tager en mand med højdeskræk og særlige anlæg for at bekymre sig om store og små udfordringer i livet og smider ham ind i et 7,6 m langt køretøj og beder ham om at transportere sin familie stik syd til en af verdens smukkeste byer (det er UNESCO igen) – og turen så foregår langs snoede kystveje, kan man godt have lyst til at give ham en medalje for at stå dagen igennem.

Men når man så i øvrigt undervejs beslutter sig for at dreje til højre væk fra kysten for at komme op på motorvejen, og den ubekendte faktor så er, at de næste to timers køretur foregår på smalle bjergveje med et autoværn, der ikke en gang ville kunne forhindre en trehjulet cykel i at køre ud over kanten, ja så er man taknemmelig på en helt særlig måde, når Dubrovnik viser sig i horisonten.

Og når han har krise over, hvordan man køber en fødselsdagsgave til sin kæreste i souvenir-land, så er det ligesom om, at alene det, at han har kørt mig hele den lange vej gennem Kroatien med de mange bjerge, de små veje og de alt for mange biler i den alt for store camper for at se nr. 1 på min orlovsønskeliste er det svært at forlange mere.

Og når han i ramme alvor siger, at han var ved at kaste op af ubehag undervejs, så er det svært ikke unde ham en cigaret, selvom det er 5 år siden, han holdt op med at ryge.

med emneordet , , , ,

Sight-seeing

Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.

Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!

Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO.  Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).

Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.

Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:

Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.

Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.

med emneordet , , , , , ,