Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.
Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!
Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO. Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).
Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.
Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:
Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.
Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.
Kun sandheden 