Kun sandheden

Der er selvfølgelig de åbenlyse glæder ved sådan en tre måneders camping-spree med fødderne i vand og solbrillerne fastmonteret i ansigtet (har allerede slidt et par op og var jo derfor tvunget ud i indkøb af nye – det går naturligvis under “Uforudsete udgifter” i budgettet).

Men så er det jo godt, at jeg er sådan et menneske, der aldrig bliver helt tilfreds – prøver virkelig at arbejde med min lykke-attitude, mindfullness og alt det der, men derfor savner jeg nu alligevel:

• en eftermiddag med veninderne.
• en kande te af den virkelig gode slags.
• biografen.
• nyhederne.
• en fast forbindelse til den virtuelle verden (jeg er åbenbart ikke så cool, som alle jer, der lige holdt en måneds pause med det der online-noget).
• en oppustelig og pålidelig babysitter.

Og jeg har sådan set ikke brug for at blive mindet om, hvad jeg kommer til at savne, når jeg er hjemme igen. For der er selvfølgelig ikke ret meget, der kan konkurrere med evigt solskin, brune fødder og vandmeloner.

Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at længes tilbage til

• den røde knap på campingtoilettet, som alt for tydeligt viser, at spanden er fuld (og jeg har endda kun tømt spanden én gang, men for hver gang min kæreste træder til med stort mandsmod føler jeg ligesom, at det mere og mere bliver min tur, og jeg kaster næsten op ved tanken.
• at trave hen over en campingplads med kurs mod toiletterne med mascara ned ad kinderne og natkrøllet hår (så er man så alligevel så forfængelig).
• at se andre mennesker, jeg ikke kender, i alle mulige kompromitterende camping-situationer.
• at dykke ned i min toilettaske i håb om at møde min negleklipper uden at skulle tømme hele indholdet ud på gulvet.
• at lave akrobatiske øvelser med hysteriske børn på banegårde, campingpladser, strande, restauranter og du-fortsætter-selv-listen, mens jeg taler med overdrevent dæmpet og tålmodig stemme, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at skride fra det hele.