Tag Archives: film

Nicolas Winding Refn, egå?

Han styrer for vildt. Drive er en fed, fed film. Ryan Gosling er guddommelig god i rollen som Mr. Silencio, som skræmmende, uudgrundelige blød og benhård mand. Plottet er godt tænkt, stramt komponeret og aldeles overraskende. Jeg synes Nicolas styrer for vildt (vi nåede lige at blive i tvivl, men nu er manden, der gav os Pusher, tilbage for fuld skrald). Og det er jo så i øvrigt én god ting, man kan glæde sig over ved efteråret, for nu er verden igen fuld af film, som man kan drukne sig i.

med emneordet , ,

Et tip til en aften i byen med kæresten

Jeg var i biografen i går. Igen. God stime dér. Filmen startede 21.30, og det har mange, mange gange vist sig at være den sikre død for selv meget seværdige film. Også før jeg fik børn. Jeg har lagt Pulp Fiction i graven på den konto. Og den finske storfilm Manden uden Fortid med  Markku Peltola, Kati Outinen, Annikki Tähti og Juhani Niemelä. Nå, jeg kender dem heller ikke, for jeg sov hele filmen igen, men bagefter hørte jeg, at det virkelig var en fantastisk film.

I går var det så Headhunterne,  som jeg vidste lige præcis ingenting om, før vi gik ind. Altså udover at den er baseret på en bog af Jo Nesbø, og at jeg ikke læser krimier.

Det viste sig at være den vildeste krimi [slash] spændingsfilm [slash] Ocean’s 11 light, og selvom der meget langt fra George Clooney til Nikolaj Coster Waldau, så nåede jeg ikke at lukke et øje. Derimod skreg jeg skiftevis af skræk og af grin i to timer. Puha. Nå, men den kan du godt gå ind og se med din mand, når nu I får børnene passet her i næste uge. I er nok for trætte til sex bagefter, men I kommer helt sikkert til at holde godt fast i hinanden undervejs.

 

med emneordet , , , ,

Man tager en smølf og smølfer den med en anden smølf, indtil alting går i smølf

Først hidsede jeg mig op i billetsalget. For kunne det virkelig passe, at jeg skulle give 750 kr. alene for brillerne for at jeg kunne komme til at se den værst tænkelige film sammen med to forventningsfulde unger? Nej, det kunne det så ikke. Kun hvis vi ødelagde brillerne, forklarede den unge fyr tålmodigt. Så meget for at gå foran med et godt eksempel, når nu jeg dagligt harcelerer over, at mine børn råber for meget derhjemme.

Bagefter satte vi os så ind i biografen. Jeg udleverede popcorn og lakridser og drikkelse og briller. Efter 5 min. tog mit eget barn brillerne af. Det er ligesom om det hele kommer ud i hovedet på mig, sagde hun. Efter 20 min. græd hendes kusine, fordi hun så ikke havde taget brillerne af, og derfor havde haft den onde troldmand Gargamels irriterende, insisterende fjæs helt oppe i hovedet en mio. gange.

Så gik vi på toilettet og trøstede og talte om, at lige præcis den slags film med små mænd, der løber rundt og spiller smarte, altid ender godt. AL-TID. Al magt til de blå. Og Gargamel findes jo heller ikke i virkeligheden, sagde mit eget barn bedrevidende.

Jeg så filmen færdige med to 5-årige på skødet og så meget snak om, hvor skøre og sjove de var, de små blå, at jeg næsten ikke nåede at blive generet af, hvor latterligt dårligt synkroniset den film er eller af, hvor karikerede det der jammerligt sukkersøde New Yorker-par er. Og eftersom begge mine ben sov, kunne jeg heller ikke sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke havde insisteret på at se Bjergkøping Grand Prix istedet.

Bagefter spiste vi pizza og snakkede om noget helt andet fx om at det var lidt sejt at være på tøsetur. Da det blev aften, læste vi historie, kyssede godnat, sagde godnat igen og puttede dem alle tre en gang til, præcis som vi plejer. Klokken ni stod Miss C på trappen: Jeg kan overhovedet ikke sove, for hver gang jeg lukker øjnene, står Gargamel lige på den anden side.

Og deraf kan man lære at holde sig væk fra smølfer og deres troldmand. Særligt hvis de ved en fejl ender i New York hos en gravid kvinde og hendes reklamemand, der har svært ved at vænne sig til tanken om at skulle være far. Man kan også lære, at selvom det ender lykkeligt, og manden sælger en masse læbestift og bliver glad for sit kommende barn, og troldmanden får en på hatten, og smølferne kommer hjem igen, så er det ikke nødvendigvis den smag, man har i munden bagefter. Just saying.

med emneordet , ,

Jeg stemmer på Svend!

Gå lige ind og se dokumentaren om Svend Auken, var! Og så selvom du ikke interesserer dig den mindste smule for hverken dansk politik eller socialdemokratiet.

For det første vil der ske det, at du kommer til at tude en lille bitte smule, fordi det er den smukkeste kærlighedserklæring fra en kvinde, der virkelig, virkelig elskede sin mand.

For det andet vil der ske det, at du kommer til at tude en lille smule, fordi Svend Auken hæver stemmen, knytter næven og bruger ord som medmenneskelighed, fællesskab og lighed med en sådan alvor, at du pludselig kommer i tanke om, at det jo rent faktisk er vigtigt – og gir mening.

For det tredje vil der ske det, at du kommer til at tude en lillebitte smule, fordi du ser, hvor stort et menneske Svend Auken var – og fordi du ikke vil kunne lade være med at tænke, hvilket land Danmark ville have været, hvis han var blevet statsminister.

Det er ikke bare den mest rørende skildring af en mand, der står med det ene ben i graven og alligevel nægter at give op og lægge sig til at dø. Det er også en af de mest inspirerende film, jeg har set i lang tid om en mand, der brænder så meget for verden, at han aldrig tillader sig selv at give op. Det kunne den nye generation af politikere – og alle vi andre i øvrigt – godt tage ved lære af.

med emneordet , , , ,

Man skulle fandme tro det var juleaften

Bankpakker. Boligpakker. Redningspakker. Jeg kaster op, hvis der kommer en eneste pakke mere, som skal redde nogen. Midlertidigt.

Tillad mig i al beskeden at foreslå tre ting:

1) At vi/nogen laver en form for en langsigtet, overordnet, gennemgribende plan, der måske ligefrem havde karakter af en nytænkende, fremtidssikret reform af en art (kunne fx være de politikere, vi har stemt på – selvom jeg har glemt med hvilken begrundelse).

2) At landets såkaldte statsminister holder op med at spille kostbar og i stedet får udskrevet det valg i en helvedes fart. Det kunne jo tænkes at det (også) var derfor at boligmarkedet står i stampe, og landets befolkning går rundt med apatiske blikke.

3) At du sætter dig ned og ser Inside Job og så taler vi lige om den der finanskrise (også nr. 2) igen – og om hvem det er der holder røven oppe på hvem, om det er synd for de rige, og om der er udsigt til at de frie markedskræfter redder verden.

med emneordet , , , ,

Til ære for…

Det er kvinder som mig, der snakker og snakker og snakker. Og så er der kvinder som Gloria Steinem, der rykker verden et andet sted hen…

Jeg er den største fan og den dokumentar om hende, som netop har fået premiere, er en meget, meget fin reminder om, hvorfor 1970’erne trods alt var et vigtigt årti for kvinder (og mænd).

Se, den hvis du får chancen…

Og læs den her fine kommentar til filmen

med emneordet , , , ,

Status på alene hjemme

Siden kl. to i eftermidddags har jeg set:

  • Superclásico (2011)
  • Odd Man Out (1947)
  • Brokeback Mountain (2005)

Det bedste ved den første var musikken, og ellers kan man godt blive lidt træt af Anders W. Bertelsen og Paprika Steen som Anders W. Bertelsen og Paprika Steen. Egentlig ikke så morsomt.

Det bedste ved den anden var, at den var skruet gedigent godt sammen – og at den holdt, selv med 64 år på bagen.

Det bedste ved den sidste var, at der ikke er nogen i den historie, der er lykkelige. Meget rørende, selvom jeg ikke synes det holdt, at Heath Ledger døde per postkort.

Fælles for dem er, at alle tre film handler om mænd, der drømmer om et liv, de ikke kan få. Muligvis fordi jeg ikke har andet at gå op i, men det var da en lille kuriøsitet, at der ligefrem og tilfældigvis var et fælles tema.

Og lad mig så i øvrigt tilføje. at sidst jeg så tre film i streg, var i det forrige årtusinde. Dengang vi gik i kiosken efter film og movieboks og lå i sengen hele dagen og spiste chips og drak cola og røg smøger for at få bugt med tømmermændene. Dengang hvor vi sprang friske ud af sengen 23.13, når de sidste rulletekster løb over skærmen for at tage et bad og gå i byen – igen.

Nu drikker jeg danskvand (med tranebærsmag, bevares), mens jeg halvsover til genudsendelser i tv og overvejer at gå i seng uden at børste tænder. 23.13 er langt over min sengetid.

med emneordet , ,

Alene hjemme – what now?

Jeg har været alene på matriklen siden kl. 8 i morges, og det er sgu egentlig scary stuff. Jeg har fx læst en bog færdig, gjort rent, vasket tøj, læst avisen fra ende til anden, lyttet til både Mads & Monopolet og to interviews på P1 med de to lysende, unge forfattere Lone Aburas og Josephine Klougart – og det på bare 2½ time. Jeg har også været ude i solen og drukket kaffe på en cafe og købt en gave og været på biblioteket og i Kvickly/Føtex. Der er stadig seks timer til jeg skal noget.

Det er ligesom om man bliver lidt for effektiv af de unger. Fordi jeg er så vant til optimere hvert eneste minut og aldrig spilde et øjeblik. I mit barnløse liv havde jeg end ikke åbnet avisenendnu – men så havde jeg til gengæld heller ikke været oppe siden halv syv på en lørdag.

Men seks timer – hvad faen fylder man dem ud med? Alene? Hvis jeg skynder mig at pakke en taske, kan jeg lige nå toget og være i Kbh tids nok til at se en film inden fødselsdagen i aften. Af sted. Af sted. For hvem gider sidde her og blomstre i et tomt hjem uden legetøj spredt ud over hele gulvet og lyden af børn, der skændes, griner og græder? Det kan sgu også blive lige stille nok!

med emneordet , , ,

Biutiful

Puha, mavepuster! Jeg havde hørt, at Biutiful er en virkelig god film. Og jeg synes Babel, som også var instrueret af Alejandro Gonzáles Iñárritu var en virkelig flot og seværdig film.

Men jeg havde måske ikke ligefrem nærlæst hverken anmeldelser eller handlingsforløb, så jeg var aldeles uforberedt på måske den mørkeste, mest deprimerende og virkeligt sørgelige og tankevækkende film, jeg har set. Jeg havde både hovedpine og røde øjne bagefter. Læs, hvorfor Biutiful fik topkarakter af P1’s anmelder og giv dig selv en biografoplevelse af de virkeligt sjældne (men husk kleenex og brede skuldre).

med emneordet , ,

Kylling!

Jeg skal anmelde en gyser [slash] zombie [slash] katastrofefilm. Og jeg skulle have gjort det for så længe siden, at jeg nu dagligt modtager automatisk generede mails om, at jeg skal se og få fingeren ud og levere varen.

Det er ikke en dårlig film, og jeg er ellers ikke stor fan af katastrofefilm. Eller for at være mere præcis, så er der ikke noget jeg hellere vil slippe for at se. Men faktisk er det ikke det, der får mig til at trække arbejdet i lang drag.

Problemet er, at jeg er bange! Jeg er sgu ikke meget for den der slags film, hvor jeg ved, at jeg kommer til at skrige af skræk. Selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det ikke kan ske i virkeligheden. Selvom jeg godt ved det bare er en film.

Da jeg var yngre, synes jeg, at Ondskabens Hotel var den sejeste film. Total kult. Og jeg så den virkelig, virkelig mange gange. Men i virkeligheden sad jeg det meste af tiden med hovedet nede i chipsposen, for jeg var ved at skide i bukserne af skræk.

Jeg har sat filmen på børnenes lille dvd-afspiller, skruet næsten ned for lyden og allieret mig med med computeren. Så er der næsten som om jeg ikke er der selv…

P.S. Men fordi jeg hader at blive forskrækket, skal du jo ikke snydes, hvis du elsker det. Så her er lidt trailer og pjat

med emneordet ,