Man tager en smølf og smølfer den med en anden smølf, indtil alting går i smølf

Først hidsede jeg mig op i billetsalget. For kunne det virkelig passe, at jeg skulle give 750 kr. alene for brillerne for at jeg kunne komme til at se den værst tænkelige film sammen med to forventningsfulde unger? Nej, det kunne det så ikke. Kun hvis vi ødelagde brillerne, forklarede den unge fyr tålmodigt. Så meget for at gå foran med et godt eksempel, når nu jeg dagligt harcelerer over, at mine børn råber for meget derhjemme.

Bagefter satte vi os så ind i biografen. Jeg udleverede popcorn og lakridser og drikkelse og briller. Efter 5 min. tog mit eget barn brillerne af. Det er ligesom om det hele kommer ud i hovedet på mig, sagde hun. Efter 20 min. græd hendes kusine, fordi hun så ikke havde taget brillerne af, og derfor havde haft den onde troldmand Gargamels irriterende, insisterende fjæs helt oppe i hovedet en mio. gange.

Så gik vi på toilettet og trøstede og talte om, at lige præcis den slags film med små mænd, der løber rundt og spiller smarte, altid ender godt. AL-TID. Al magt til de blå. Og Gargamel findes jo heller ikke i virkeligheden, sagde mit eget barn bedrevidende.

Jeg så filmen færdige med to 5-årige på skødet og så meget snak om, hvor skøre og sjove de var, de små blå, at jeg næsten ikke nåede at blive generet af, hvor latterligt dårligt synkroniset den film er eller af, hvor karikerede det der jammerligt sukkersøde New Yorker-par er. Og eftersom begge mine ben sov, kunne jeg heller ikke sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke havde insisteret på at se Bjergkøping Grand Prix istedet.

Bagefter spiste vi pizza og snakkede om noget helt andet fx om at det var lidt sejt at være på tøsetur. Da det blev aften, læste vi historie, kyssede godnat, sagde godnat igen og puttede dem alle tre en gang til, præcis som vi plejer. Klokken ni stod Miss C på trappen: Jeg kan overhovedet ikke sove, for hver gang jeg lukker øjnene, står Gargamel lige på den anden side.

Og deraf kan man lære at holde sig væk fra smølfer og deres troldmand. Særligt hvis de ved en fejl ender i New York hos en gravid kvinde og hendes reklamemand, der har svært ved at vænne sig til tanken om at skulle være far. Man kan også lære, at selvom det ender lykkeligt, og manden sælger en masse læbestift og bliver glad for sit kommende barn, og troldmanden får en på hatten, og smølferne kommer hjem igen, så er det ikke nødvendigvis den smag, man har i munden bagefter. Just saying.

Reklamer
med emneordet , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: