Farvel min ven – nekrolog over et usædvanligt venskab

Naboen og jegI sommerferien mistede jeg en ven. En af dem, der har kendt mig næsten altid. En af dem, man ikke kan forestille sig at være foruden. 37 års venskab blev det til. Ret præcist.

Han var 105 og et halvt, da han døde. Når man fylder 100, får de halve år igen betydning, fordi tiden er vigtig og mere porøs end nogensinde. Han tog det som en mand det med de 100 år. ”Det bliver min sidste fødselsdag. Nu gider jeg ikke invitere til fest mere. Nok er nok.” Han holdt sit løfte.

Vi mødte hinanden, da jeg var næsten tre. Det var sommer. Det er et af de minder, vi deler. Det første møde. Mig på gyngestativet, ham bøjet over jordbærplanterne på den anden side af hækken. Det var sådan samtalen startede mellem et lille barn og en gammel mand. Han havde mistet sin kone, solgt sit husmandssted og var flyttet til byen. Klar til en ny start. Jeg var flyttet ind i et hus, som min far selv havde bygget, og min mor var højgravid med min lillebror. Den sommer tog livet en ny drejning for os begge to. Han skulle vænne sig til at være alene, og jeg skulle vænne mig til at være storesøster. Vi begyndte at tale sammen i det små, om hvor tæt man egentlig kan komme på himlen på sådan en gynge, og om hvordan solvarme jordbær smager, når man spiser dem direkte fra planten.

Da jeg startede i skole, flyttede vi tilbage til min mors barndomsland. I det hus, hvor hun var født og vokset op. Vi boede bogstavelig talt derude, hvor kragerne vender. Lige der hvor asfalten sluttede og markvejen begyndte. Der var ingen nabo i baghaven, og slet ikke en, der lignede min. Selv nu 37 år senere omtaler jeg ham som Naboen. I bestemt ental. For mig har der aldrig været andre naboer end ham.

Hver sommer i de næste mange år, tilbragte vi en uge sammen. Jeg cyklede de seks kilometer, der var mellem mit hus og hans. Det føltes som en anden verden, når jeg krydsede den sidste bakke og trillede ind i hans indkørsel. Solen skinnede, som den altid gør i barndommens land, og jeg faldt hurtigt ind i hans genkendelige og trygge dagsrytme.

Morgenmad kl. 8 med Medova-te og to stykker franskbrød med smør og syltetøj. Så en gåtur, altid den samme tur, langs syrenhegnene med udsigt over markerne. Vi gik ud til enden af vejen og stod lidt og så ud over det bakkede landskab. ”Se,” sagde han og pegede på et syrenhegn et stykke ude. ”En gang var der en jernbane der.” Han bukkede sig ned og pegede hen over min skulder, så jeg kunne følge ruten henover markerne. I det fjerne kunne vi skimte havet. Det var store, uendelige vidder for et barneøje.

Hjemme igen lavede han middagsmad til os – jeg sad i vindueskarmen og kiggede på, mens han panerede det hakkede skinkekød fra Brugsen og stegte krebinetter og kogte blomkål og kartofler fra haven. Kl. 12, mens Rådhusklokkerne rungede fra radioen på radiatoren, satte vi os ved det lille bord i køkkenet og spiste i tavshed, mens Ole Emil Riisager læste nyheder op. Bagefter hældte vi friskplukkede jordbær vendt i sukker i dybe tallerkener og spiste dem andægtigt med rigeligt fløde.

Vi vaskede op sammen inden middagssøvnen. Fra køkkenvinduet kunne vi se blommetræet. Det var et Victoriablommetræ med store rødgule frugter. Plantet det år, han flyttede ind i huset. Det voksede meget hurtigere end mig.

Jeg lagde kabale og læste noveller i Familie Journalen, mens han sov. En gang lavede jeg en opskriftbog til mig selv. Hver eftermiddag den ferie klippede jeg opskrifter ud og limede ind i et hæfte til det bugnede af lagkager og ovnretter og 80’er-forretter. På midtersiden var en opskrift med kogt blomkål med hvid sauce og rejer. Det var den første ret, jeg lavede, da jeg flyttede hjemmefra mange år senere. Jeg kan stadig huske, da jeg lagde blomkålen i kurven i Netto på Frederikssundsvej, 2400 NV.

Om eftermiddagen kørte vi en tur ud i sommerlandet og så på kirker og gamle gårde og gravhøje. Han fortalte mig om gamle dage og om en verden, der en gang havde været meget lille. Selv havde han aldrig været længere væk hjemmefra end han kunne cykle. En sommer mellem 1. og 2. verdenskrig cyklede han op ad Hærvejen til han ramte Limfjorden, så cyklede han hjem igen. En anden gang cyklede han til København. Det tog 12 timer inkl. færge og frokostpause.

Når vi var på tur, havde vi en kurv med kaffe, hjemmebagt kringle og gul sodavand med. Nogle gange tog vi færgen til Tyskland og købte marsbarer og karameller i store poser og en flaske Gammel Dansk (”den er god til gaver”) og sukker (”der er altid nogen, der vil købe en pose”). Om sommeren sejlede færgen kl. to. Den dag sprang vi middagsluren over, så vi kunne nå frem og tilbage inden aftensmaden. Vi kørte hjem af de stille landeveje med solen i ryggen. Hjemme ved sofabordet spiste vi rugbrødsmadder med leverpostej og rullepølse og en ostemad til dessert. Efter maden spillede vi kort og så fjernsyn. Kl. 10 gik vi i seng. Sådan gik der hurtigt en uge.

Da jeg for tre år siden besøgte min ven, min nabo, var noget forandret. Han var træt på en måde, jeg ikke havde set ham træt på før. Udmattet. Mæt af dage. Efter frokosten bad han mig om at hjælpe ham i seng. Han kunne knap stå på sine ben, og jeg måtte hjælpe ham tøjet af, inden jeg puttede ham under dynen. Han var det mindste menneske. Skind og ben. Han tog min hånd, alle hans kræfter var samlet i den hånd, mens han med tårer løbende ned ad kinden så på mig. ”Tak.” Sagde han. ”Tak, fordi du kom i dag. Tænk en gang, hvor heldige vi to har været. Hvem skulle have troet, at vi kunne blive ved med at finde på noget at tale om.” ”Vi har været meget heldige.” Svarede jeg og lagde dynen ekstra tæt om hans kolde fødder.

Jeg var sikker på, at jeg sagde farvel til ham den dag, og jeg græd i bilen hjem. Og på en måde blev den dag vores afsked med det venskab og den fortrolighed, der knyttede os så tæt sammen. Kort tid efter kom han på plejehjem. Det forlængede hans liv med tre år, men jeg husker ham for det han var, og det vi havde, inden han druknede i plejehjemmets stillestående vand. Fra lænestolen, hvor han nu var parkeret, lignede alle dage hinanden. Han mistede orienteringen og interessen for det liv, som han ellers så grådigt havde grebet ud efter. ”Hvis nogen ville stille et glas med sovepiller på mit natbord, skulle jeg nok selv spise dem.” Sagde han en dag til mig. Jeg forstod ham. 1000 dage er længe at vente på døden, når man er klar til at sige farvel.

I starten af juli holdt hans hjerte op med at slå. Døden var udramatisk og nådig, som den skal være, når man har overlevet to verdenskrige og set finanskriser og forbrugsfester komme og gå. Når man har elsket og mistet og stået model til det meste. Når man næsten er det eneste menneske tilbage, man kender.

Det er vemodigt at give slip på sin ældste ven. Der er så mange minder, der forsvinder med ham. Så mange historier, der holder op med at eksistere, når der ikke er en til at lytte og grine, mens den anden fortæller. Så mange steder, som ikke giver mening, når de ses med to i stedet for fire øjne. Og i den seneste tid har jeg mærket savnet som en ny og ukendt følelse. Jeg savner ham. Det overrasker mig, at netop den følelse står så rent.

Jeg bar ham i min venstre hånd ud af kirken. Jeg holdt om kistens håndtag med et fast greb præcis som jeg husker det føltes, når han holdt min hånd, når vi gik tur. Jeg tænkte på dengang, jeg sad i vinduet i hans køkken med knæene helt oppe under hagen, og han grinede: ”Du er snart for stor til at sidde i det vindue.” Han klappede mig venskabeligt på låret, mens han sagde det. Alting har sin tid.

Vores venskab var et lille uforudsigeligt hul i universet. Et barmhjertigt stjerneskud. Jeg savner at sidde i det vindue. Jeg savner hans store, varme hånd, der holder fast om min. Jeg savner hans usentimentale blik på verden. Jeg savner. At sige farvel til et ældgammelt menneske er så rigtigt, som det kan være. At sige farvel til en ven er så vemodigt og ensomt, at det næsten ikke er til at bære.

Reklamer
med emneordet ,

29 thoughts on “Farvel min ven – nekrolog over et usædvanligt venskab

  1. Anne-Cathrine Riebnitzsky siger:

    Meget meget smukt. Tak for at dele det med os.

    • Kurt Mose siger:

      Kære Suzette! Tak for denne smukke beretning. Jeg kunne ikke lade være med at knibe en tåre. Jeg er sikker på I har haft mange skønne stunder sammen, Du kan mindes med stor glæde… Mvh. Kurt Mose.

  2. Mette siger:

    Åh ha, Suzette. Nu tuder jeg jo igen. Det er en smuk afsked med et menneske, som ville have været taknemmelig for de ord, du har skrevet. Måske mumlet noget i beskedenhed, men inden i ville han med garanti føle den samme taknemmelighed for jeres venskab og det, du har lært og givet ham retur. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den dag min elskede morfar ikke er her længere – om mange år forhåbentlig – vil jeg sidde med billeder der er meget lig dine. Hvor noveller i Familie Journalen var skiftet ud med kryds og tværs’er og hvor der var Ribena med på tur i stedet for gul sodavand. Men ellers på bundlinjen præcis det samme. Og være lige så taknemmelig for den tid, vi har haft sammen!

    Kh, AM

  3. annette buhl siger:

    Tak. En gribende læseoplevelse!

  4. Mette Ditlev siger:

    Tårerne løbet lige nu, tak 😍 en dejlig og livsbekræftende historie

  5. anja siger:

    Rørende, rammende fortælling. Tak for den.

  6. Dorthe siger:

    Hvor er det smukt og rørende, sidder og græder lidt. Tak for det.

  7. Martin Z siger:

    Sikke en helt fantastisk og rørende fortælling! Den giver i dén grad stof til eftertanke…

  8. Maier siger:

    Smukt. Og jeg vil nu ønske, at jeg også har en (ungdommelig) ven som dig, når jeg bliver så gammel. (7-9-13)Sikke en gave at være en elsket ven trods stor aldersforskel.

  9. Lone G siger:

    Hvor er det godt skrevet. Meget smukt og rørende.

  10. Lone Elvi siger:

    Tak for at du ville dele dine erindringer med os – jeg sidder her med en klump i halsen og mindes de dejlige ældre som jeg havde i mit liv, men som ikke er mere.

  11. Inger Marie Ravn siger:

    Tusind tak for en velbeskrevet beretning om hverdagsliv med en ægte ven, både Du og din ven har fået så meget ud af det venskab, så når man savner som Du er det fordi I virkelig har elsket og givet hinanden så meget.
    Rigtig mange børn i dag ville ha gavn af sådan en ven/veninde, uanset aldersforskel, så får barnet så meget med sig på livets vej, minder som ingen kan købe for penge, ingen materielle ting i verden kan opveje det Din ven har givet dig med videre frem i livet.
    En helt fantastisk beretning om et skønt liv for Jer begge.
    Tusind tak fordi Du delte lidt af Jeres oplevelser og glæder med os andre.

  12. Tanja Rosenborg siger:

    Smuk fortælling som får mig fluks tilbage til min egen barndom og ikke mindst min uges sommerferie hvert år hos min farmor. Jeg kan genkende mange af de samme træk og jeg priser mg lykkelig over at kunne tænke tilbage på den tid med dejlige minder. Savnet rammer mig også en gang imellem og især efter at have læst din fortælling. Selvom det er med tårer i øjnene, jeg skriver dette, glæder jeg mig over at have denne lille stund for mig selv en blæsende fredag formiddag i august…

  13. Stine AM siger:

    Hvor smukt og rørende. Han må have været et helt specelt menneske.

  14. Bodil Bisserup siger:

    Smukt.

  15. Turi stistrup siger:

    Tusind tak , for en fantastisk dejlig fortælling , om et rigtig dejlig varmt venskab. Vi har også en kærlig meget betydningfuld ven , Nabo , som har fulgt vores to børn lige fra de lå i min mave og til nu, hvor de er 29 og 26 år , et helt fantastisk venskab med masser af skønne oplevelser for os alle , meget betydningsfuldt 😉

  16. Gitte siger:

    Tak for at du delte den smukke erindring. Jeg tuder og tænker på min elskede morfar som døde for over 40 år siden. Jeg har ham tydeligt i min erindring og savner ham stadig

  17. Cristina Dahlquist siger:

    Tusind tak for den dejlige historie 😀 Jeg tænkte på min far, da jeg læste den, han havde også en masse historier fra dengang livet var mindre kompliceret (set med vores øjne). Han blev desværre “kun” 82, men det gør ikke savnet mindre 🙂

  18. Svend Ravn siger:

    En dejlig beretning. Jeg tror, at der heldigvis findes mange (måske knap så langvarige) relationer i modsætning til de få ulykkelige forhold, der dominerer avisernes forsider.

  19. Heino siger:

    En virkelig smuk og livsbekræftende historie. I har været heldige begge to ❤

  20. Annette Demant siger:

    Tak for din smukke og livsbekræftende beretning om venskab på tværs af alder og gennem mange år.
    Jeg kunne godt tænke mig om du havde lyst til at komme og fortælle om jeres venskab for elever og lærere på SOSU Skolen i Horsens. Du kan kontakte mig på atd@ sosufvh.dk, hvis du har mod på det.

  21. Sanne siger:

    ‘Når du tager barnet ved hånden, tager du moderen om hjertet’, har jeg engang læst … du tog ikke mit barn ved hånden, men du greb om mit hjerte med din fortælling. Sikke en rigdom, at have sådan et smukt minde om et dejligt menneske ❤

  22. Susi Flindt siger:

    Smuk fortælling om et usædvanligt venskab ❤

  23. Ingrid siger:

    savnet er altid størst for den der har elsket mest, men det er en lykke at få lov at elske et andet menneske så betingelsesløst

  24. Jan H. Andersen siger:

    Sikke en dejlig fortælling om et enestående venskab!

  25. John siger:

    savnet er altid størst for den der har elsket mest, men det er en lykke at få lov at elske et andet menneske så betingelsesløst
    har selv prøve det min mormor blev 103 denne samhørige glemmer jeg aldrig

  26. Pernille Carlsen siger:

    Fuldstændig vidunderligt indlæg. Måtte knibe en tåre og sende en tanke til de ældre der ikke længere er i mit liv. Når der kun er meget få ældre tilbage i ens liv, som har kendt én hele ens liv, så bliver det lige pludseligt meget vigtigt at få styr på alle de gode historier.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: