Tag Archives: Murphy slår til igen

I give up

Der er steder i den her verden, hvor jeg nægter at komme. Legoland. Lalandia. Og Lidl. Tysk supermarked på invasion i provinsen. Et blå/gult discounthelvede, der har hylderne fyldt med syntetisk yoghurt og pumpede pølser af den værste slags. Seriøst. Det er ikke noget for mig.

Jeg er jo økomum. Wannabe måske, men alligvel. Altså socialt ansvarlig, økologisk bevidst. Og fordi jeg er et kategorisk menneske, har jeg ikke svært ved at holde mig væk. Jeg har slet ikke brug for at blive sat i bås med H2O-badesandaler.

Nu er der bare lige den udfordring, at Lidl ligger på min daglige rute mellem stationen og hjem. Så indimellem har jeg da lige været forbi efter en liter mælk – de har faktisk en økologisk. Og det er da også hændt, at jeg har købt bananer (økologiske forstås), når nu jeg alligevel var der. Måske er der også røget en enkel bakke (økologiske) æg i kurven. For en måned siden opdagede jeg, at økologisk (tysk) mel kan fås til næsten halv pris hos de blå/gule. Og i dag kunne jeg med gru konstatere, at de har opgraderet deres grøntafdeling med helt urimeligt mange økologiske varer.

Men den største mavepuster fik jeg på vej op til kassen. For lige der midt på gulvet stod selve gudedrikken fra Sydafrika, og som jeg aldrig har set andre steder end i moderlandet. Rækker og atter rækker af læskende æbledrik med brus. Og nu tænker du sikkert, at jeg bare taler om en æblemost med brus. But oh no, det er vildere end det. Det er boblende sol, sommerbrise og Sydafrika på flaske. Den har faktisk også en søster, som er lavet på druer, men den kan man da heldigvis ikke få i Lidl. Så har jeg da stadig noget at brokke mig over. Heldigvis.

med emneordet , , ,

Overhovedet omstændigheder

4 års undersøgelse igår med et helt igennem gennemsnitligt barn, der både kan se med begge øjne og hoppe først på det ene og så på det andet ben. Det er mig en gåde, hvorfor de ikke ved samme lejlighed tjekker barnets hørelse, så vi en gang for alle kunne slå fast: Jo barnet kan godt høre. Hun ignorerer dig bare.

Læge: Og er der ellers noget, vi skal tale om?

Mig: Nej, jeg synes det går meget godt. Der er også kommet lidt mere ro på temperamentet.

[indsæt her lyd af picup, der trækkes hen over en lp]

For I kan selvfølgelig godt regne ud, at den kække bemærkning fra moren fik Mr. Murphy ud af hullerne.

Så en halv time senere flegnede barnet skråt midt i gågaden, så jeg måtte slæbe af sted med hende i armen, mens jeg hvislede verdens værste trusler. Og mens mit barn blev trukket hen ad gågadens royale belægning (lagt i anledningen af Dronningens besøg sidste år), råbte hun: Nej, jeg ville ikke med. Overhovedet omstændigheder! Faktisk ret svær ordkombination. Særligt hvis man er et stykke over det røde felt.

med emneordet , , ,

Bare jeg ikke får et grimt barn

Det kunne faktisk ikke blive mere abstrakt. Vi besluttede os for at få et barn. Jeg blev gravid som i nærmest instantly. Sad og stirrede på den der skæbnesvangre streg på graviditetstesten og kunne ikke finde ud af, om jeg skulle vække min kæreste, eller om det var at gøre for meget ud af det. Det var så vildt, at alle – selv lægen – bare troede på mig, når jeg sagde jeg var gravid.

Jeg var glad, men også lidt presset over, hvad det der lille væsen ville komme til at betyde for mit og vores liv. Og mens jeg forsøgte at koble de ekstra kilo på maven (og brysterne og maven og ansigtet) til et lillebitte menneske, der voksede, begyndte jeg også at tænke over, hvad det mon var for et myr, jeg skulle være mor til.

Tænk, hvis det var et grimt barn. Skiløjet. Kalveknæet.

Så blev jeg scannet og pludselig gik det op for mig, at det slet ikke var det, det handlede om. For tænk, hvis barnet manglede et ben, en finger, havde en hjertefejl eller måske en hjerneskade.

På den anden side af de positive nyheder om et sundt og raskt barn, begyndte jeg at værdsætte det gennemsnitlige. Sikke en lettelse at fosteret så ud til at være som børn er flest.

Åh, men hvad så hvis det var et dumt barn. Ikke uintelligent (heller ikke så godt), men bare sådan uinteressant. Hvad nu hvis det blev et ugideligt barn. Initiativløst. Et barn som skulle nødes til alting. Og sådan fortsatte det i samfulde 36 uger indtil Carla blev født.

Nu kan jeg se, at jeg burde havde tænkt helt anderledes. Efter fire år som mor til atomic kid og hendes lillebror havde det vist været mere på sin plads at tænke:

– Bare det ikke bliver et barn med et meget lille søvnbehov, som vågner kl. 5 om morgenen uanset sengetid.

– Bare det ikke bliver et barn, som har meget svært ved at falde i søvn om aftenen.

– Bare det ikke bliver et barn, som sover virkelig dårligt om natten

– Bare det ikke bliver et barn, som er hyperaktivt.

– Bare det ikke bliver et barn, der ikke har tålmodighed til at se fjernsyn.

– Bare det ikke bliver et barn, som har et helt overdrevent temperament.

– Bare det ikke bliver et barn, som snakker konstant.

– Bare det ikke bliver et barn, der spørger alle om alt.

– Bare det ikke bliver et barn, der larmer så man tror man er ved at blive sindssyg.

Indimellem tænker jeg helt ærligt at sådan en lille indadvendt fætter, som kunne sidde og nørkle med noget lego, eller som kun modvilligt lod sig trække væk fra fjernsynet, eller som lige kunne tage en time eller to mere, når han kom ind i forældrenes seng, ville være at foretrække.

Så kunne jeg fx være sådan en, der lød sådan lidt søvndrukken, hvis folk ringede før kl. 10 i weekenden for at spørge om mine børn kunne lege – og jeg kunne sige: “Ved du hvad [gaaab]. Vi sidder lige og spiser morgenmad, må jeg ringe til dig lidt senere, når ungerne er kommet til sig selv.” I stedet for at være hende, der sender smser til de andre forældre kl. 8 om søndag morgen for at høre, om deres børn kan lege snarest.

med emneordet , , ,

Aiiih, hvor piiinligt

Da jeg skrev historieopgave i 2. g, stod min gymnasieveninde og jeg foran spejlet og fjollede – eller jeg var måske den mest fjollede, og nej, hvor var det pinligt, da kliniske Kenneth, hendes lægefar med rene, rene hænder, åbnede døren for at se, hvad vi lavede.

Til mine forældres sølvbryllup glemte mine søskende og jeg at sætte vækkeuret og væltede søvndrukne og halvpåklædte ud til de mange gæster, der var mødt op for at overraske mine forældre på deres 25 års bryllupsdag. Det var vist meningen, at vi skulle være gået foran med et godt eksempel, så det var jo også temmelig pinligt.

Men så fik jeg børn, og så rykkede grænserne sig ligesom markant for, hvad der er pinligt.

Der er selvfølgelig de små hverdagssituationer, hvor ens barn spørger en tyk far i vuggestuen, hvorfor han har en bold på maven. Eller hvor ens søn, mens man har gæster, uopfordret trækker op i ens bluse, fordi han godt lige vil se ens (graviditetstrætte) mave.  Eller hvor ens datter med klar stemme fortæller, at det der er den nye dreng i børnehaven, og han tager altid de andres legetøj – mens hans mor står ved siden. Små situationer, hvor man smiler indforstået til de andre forældre og bliver enige om, at de er da utrolige, de små poder.

Og så er der morgener som i dag, som udfordrer alle definitioner af pinligt…

Det starter med et major battle derhjemme om, hvorvidt det er nødvendigt at tage jakke på for at gå de 100 meter hen til børnehaven, går over en diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at have cykelhjelm på, til et forsøg på at få sit skrigende barn til at blive i garderoben, mens lillebror bliver afleveret.

Men den store kulmination kommer først i børnehaven midt i prime time aflevering med en lind strøm af forældre og børn. Der på gulvet ligger mit barn og skriger. Da det endelig lykkes mig at få hende til at lægge sine madpakker i køleskabet, åbner hun lågen, kyler dem ind på hylden og smækker døren med et brag af dimensioner.

Jeg sveder, jeg smiler indforstået til forældrene (de fleste ser nu ikke så indforstået ud) og til sidst må jeg bære mit hysteriske barn ud på legepladsen, mens hun skriger: “Slip mig. Jeg fryser. Jeg vil ind. Slip mig. Jeg er tørstig. Jeg fryser. Slip.” Flere forældre, flere anstrengte smil. Og det eneste jeg kan gøre er at vente til jeg til sidst kan mærke at hun begynder at slappe af i sin lille krop – og så i øvrigt forsøge at indgå at få trukket sneglespor af hidsig snot ned over mit tøj.

Det fede ved børn er, at når de til sidst giver efter, er der ikke skyggen af nag tilbage. Det svære ved at være forældre er, at følelsen af at have overskredet sine grænser 1000 gange og af at have udstillet sin utilstrækkelighed sidder i kroppen længe efter. Så selvom jeg mandede mig op og både gav knus og fik dobbelt tilbage, synes jeg sgu godt lige hun kunne have sagt undskyld for igen at have udfordret grænserne for, hvad der rent faktisk er pinligt.

med emneordet , , ,

Åh, den kække mor

Selvfølgelig, selv-føl-ge-lig. Mindre end 12 timer efter jeg satte det sidste punktum i min sang om børn og institutioner, rev jeg mit hjerte ud og afleverede tudbrølende datter i børnehaven. Det barn, der ellers elsker sin børnehave.

– Vil du sige farvel her eller i kysse-vinduet?

– Jeg vil slet ikke sige farvel. Jeg vil bare ha min mor, hylede hun ulykkeligt, mens hun krammede mig, som om vi aldrig skulle ses igen.

Og nu sidder det lille ulykkelige barn og river i mig, selvom jeg godt ved, at hun for længst er gået i gang med at lege. Godt der ikke er for mange af de dage…

med emneordet ,