Kl. 9 om morgenen er vel ikke for tidligt til sightseeing. Så hej, gamle mølle. Med udsigt til knitrende blå himmel, havet og broen. Den store, du ved.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: forår
Om sne i marts
Hvis nu bare solen ville lade være med at skinne så lovende lunt, ville det være lettere at være sur på sneen
Det er fordi solen skinner
Så sagde vi jo, at efter weekenden, så begyndte jeg virkelig at blogge igen og skrive noget sjovt om livet. I det hele taget.
Men altså hvis jeg skal skrive noget sjovt om mine børn, kræver det jo, at vi bruger noget tid sammen, og det har der ikke været så meget af i den her uge. I sidste uge var vi til gengæld sammen hele tiden, men mest fordi vi var syge, og det var der ligesom ikke meget morskab over. Heller ikke bagefter.
Så… På den anden side af X-Factor-finalen og den første forårssol, som gør det umuligt at tænke på andet end is og hvilken bikini jeg skal have med på ferie i år, vender jeg tilbage og fortæller en virkelig morsom historie fra det virkelige liv. Det er et løfte…
Den, der træder på stregerne…
Da jeg var lille, seks år, måske, havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Så bange var jeg for den krokodille, der lå og gemte sig under min seng og kun ventede på, at jeg ville lukke øjnene, så den kunne kaste sig over mig.
Selvfølgelig vidste jeg godt den ikke fandtes. Selvfølgelig gjorde jeg det. For om dagen, når lyset beroligede mig, havde jeg jo kigget under sengen og set, at der ingen krokodille var.
Men i mørket virkede det ikke, for jeg kunne høre den trække vejret under sengen. Når jeg holdt vejret, holdt den også vejret. Som om den troede, at jeg så ikke vidste den var der. Som om den var en hemmelighed, jeg ikke kendte til.
Senere, da jeg blev lidt ældre, var det med hjertet helt oppe i halsen, at jeg cyklede ned gennem alleen ved kirsebærplantagen. Helt overbevist om, at der inde bag træerne stod en mand og bare ventede på, at jeg cyklede forbi. Hvis jeg ikke tog benene på nakken og kom gennem den mørke allé i en helvedes fart, ville han springe ud på vejen og råbe bøh. BØØØØØHHHH! Så jeg stod op i pedalerne og gav den helvede på min lille røde cykel. Ned gennem alleen. Mens dynamolygten hvinende forsøgte at følge hjulets paniske omdrejninger.
Der var også et tidspunkt, midt i 80’erne, hvor jeg tegnede atombombeskyer om og om igen. For lige om lidt gik jorden under. Lige om lidt ville alt ligge øde og ingen af os ville findes mere. Jeg tegnede som regel et hjerte eller en fredsdue over atombomben. Som et reelt forsøg på at tage luften ud af Den kolde krig.
Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at cykle om kap med trafikken. Det var den samme hjertebankende fornemmelse, som jeg kendte fra kirsebæralleen. Fuld fart i pedalerne frem mod den næste lygtepæl. Som regel var mit mål tre lygtepæle – og nogle gange toppen af Langebro – inden jeg blev indhentet af bilerne, der holdt for rødt i krydset længere ned af H.C. Andersens Boulevard. Og hvis jeg nåede det, ville alt blive godt. Og jeg mener virkelig ALT.
Nu er jeg begyndt at sætte min lid til stjernehimlen. Et stjerneskud er mere værd end alverdens lygtepæle. Og derfor har jeg aldrig følt mig så rolig, som den nat i oktober, hvor stjernerne villigt kastede sig fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Hele verden lå for mine fødder den nat. Alt var muligt. Men det var en stakket frist. For nu er det november. Mørket lægger beslag på dagene. Skyerne hænger lavt. Og stjernerne holder sig i ro. Nu gælder det om at holde på varmen. Og lade op. Og vente. På foråret. Lyse tider. Og forbrødring.
Om natten lytter jeg til mine børns åndedræt. Det holder både krokodiller og bøhmænd for døren. Og det holder hjertet i ro, mens jeg venter på stjernernes barmhjertige spring over himlen.
Når nu det ikke kan være anderledes
Morgen på kontoret. Hej hverdag og deadlines og nye spændende opgaver…
Og vi stiller om til haven…
Nej, nej, nej… Tænk så kom solen lige midt i en weekend. Og den skinnede og var varm. Og børnene tog skoene – og bukserne – af og kravlede ned af de store sten, så de kunne stå med deres små vinterhvide barnefødder i vandkanten. Bagefter gik vi hjem og tog shorts på, og Halfdan blev så glad for gensynet, at han tog dem med i seng og havde dem på, da han stod op. På tørresnoren hang flyverdragterne og vinkede farvel for sidste gang, og handskerne, hvoraf der er et par og en hel masse enlige, fandt tilbage til deres pose i kælderen. Jeg spiste brunch i solen og gravede et nyt bed i haven og stak min uvante fødder ned i de gode gamle Birkenstock.
Nu ligger solcremen på elefanthuernes plads og fra spisebordet kan jeg se både stedmoderblomster, perlehyancinter og anemoner, der blomstrer på terrassen. Goddamn, det er forår, og dagen er tiltaget med mere en seks timer (no wonder, det var mørkt i januar).
Lige om lidt skal vi sidde og søbe hvidvin i aftensolen og glæde os over, at sommeren er så lys og imødekommende.
Ud af foråret kommer…
Er der noget at sige til, at vi alle sammen begynder at klage og plage en smule i januar for efter sne og nej, hvor er himlen bare høj og flot på en solskinsdag i december, så er der ligesom ikke noget, der slår solsortens kalden og lysets kommen. Det er både ganske vist og temmelig smukt.
Imens forsøger børnene at finde nye ben i hele det der gallashow af lys, som vi pludselig bliver begavet med. Så efter at have brugt vinteren på at undre sig over, hvorfor vi skulle af sted i børnehave midt om natten, har husets sørøverpirat nu meget svært ved at forstå, hvorfor han skal i seng midt om morgenen. Og eftersom vi ikke er kommet længere end til at skrive “hænge gardin op i børneværelset” på en (uendelig) seddel på opslagstavlen, kan det godt være en lille smule svært at skabe mm-nu skal vi sove-stemning. Mit forsøg med at få et lyseblåt, tyndslidt stræklagen til at gøre det ud for gardin… ja, det kan du nok selv gætte effekten af, men måske er det i virkeligheden også lidt usportsligt at skrue ned for lyset lige når det er kommer tilbage.
Med lidt held får vi streget gardinet fra to-do-listen en gang i november, hvor man alligevel ikke kan se, om det er nat eller dag, og så kunne vi egentlig lige så godt vente til lyset kommer tilbage igen. For det utrolige er jo at mønstret gentager sig hvert eneste år. Både det med at lyset kommer igen, og det med, at vi slet ikke kan lade være med at have lange samtaler om, hvor dejligt det er, at det igen er lyst om aftnen, og at alting gror, og at nu kommer varmen. Banalt, men dog meningsfuldt for enhver på de her breddegrader.
Jeg glæder mig i denne tid…
I morgen – om 33 timer (og det er 33, Tina Nedergaard) – inkasserer jeg en (meget) forsinket OG kombineret fødselsdagsgave, og den har eddermame været værd at vente på!
For hvis ikke man har brug for en Luksus Hamam-oplevelse i iskolde december, så ved jeg ikke… Jeg glæder mig i hvert fald til varme, saltpeeling, massage og ansigtsbehandling.
Og jeg skriver det jo ikke for, at du skal blive misundelig eller anerkende den juleappelsin, der lige landede i min turban der. Jeg fortæller det selvfølgelig som en slags service til dig og de julegaver, du skal gi. Hvem ved måske er der nogen, der står og mangler et Hamam-besøg. Selv tak for tippet.
Der er ingen vej uden om
Undskyld, er der nogen, der har glemt at tænde for lyset – eller at slukke for vandet. Goddamn! Stadig kun oktober, og alligevel solen står først op til frokost og går ned lige efter. Og det regner. Lige om lidt stiller vi havemøblerne tilbage og får lidt af lyset igen, men i løbet af et par uger er hele landet gået i sort igen. Og batterierne på mine cykellygter er allerede døde. Der er sgu da ikke noget at sige til at vi er nødt til at gå amok i jul for at overleve. Vintermørke – det store rædselsvækkende monster, der vender tilbage år efter år…
Og folk, der taler om vejret er i øvrigt langt ude. Så nu er det sagt. Ude af systemet. Og så snakker vi ikke mere det…Vi ses til fælles ekstase og lovprisning af, hvor lange dagene egentlig er i maj!
Legetøj, der holder
Her er en dreng, der slår græs, og det har han sådan set gjort i et år nu. Det startede sidste sommer til fætterens fødselsdag, hvor han glemte at spise både boller og lagkage, fordi han slog græs. Frem og tilbage en hel dag.
Siden fik han sin egen plastikmaskine, og han var seriøst ved at dø i vinter, da det var muligt at få luftet maskinen. Nu er det blevet forår, næsten sommer, og så bliver der slået græs igen. Fra morgen til aften.
Igår, da vi kom sent hjem, skulle han lige ud og have sit fix inden han gik i seng, og i dag stod han klar ved døren halv otte.
Glem alt om Briotog og Duploklodser og økologisk legetøj, der udfordrer motorikken på alle de rigtige måder. Det her barn er bare ude efter at gå frem og tilbage i haven som en anden straffefange på gårdtur.
Kun sandheden 
