Kun sandheden

Vanen tror slog jeg et stort brød op, da jeg til en middag i januar annoncerede, at i 2015 vil jeg læse 100 bøger (åh, hahaha … but why). Jeg synes selv det lød ret realistisk, fordi jeg jo (næsten) hver aften læser for mine børn, og gode børnebøger tæller mindst ligeså meget som voksenbøger. Desværre skete der nærmest umiddelbart efter det, at vi begyndte at læse Harry Potter. Så nu er der kun mig og mine egne bøger tilbage.

Efter 3½ måned er jeg på 19/100 (?!?!). Her er de tre seneste – som jeg i øvrigt vil anbefale til alle.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr er helt ny og meget, meget fin. Jeg er ellers helt og aldeles færdig med 2. Verdenskrig. Ikke flere film. Ikke flere historier. Done. Over and out. Men Alt det lys vi ikke ser (som Doerr har skrevet på  i 10 år!) er både en bog om 2. Verdenskrig og så slet ikke. For den er måske mest af alt en bog om børn og deres drømme. En blind pige, der ser verden – og dermed krigen – i farver. Og forældreløse Werner, der elsker radioer, og tror han har fundet en genvej til lykken, da han bliver optaget på en af værnemagtens drengeskoler. Virkeligheden er både bitter og barsk, som enhver der er blevet voksen og kynisk jo allerede ved.

Det er ikke en historisk roman i traditionel forstand, og jeg elsker, at bogen ikke bare er fortælling, men også sprog, som man kan dvæle ved undervejs. Som fx sætningen ‘Far ryger så mange cigarettter, at han til sidst selv bliver til aske.’

Inden jeg læste Alt det lys vi ikke ser græd jeg til Monster af Patrick Ness. Det er vist egentlig en ungdomsbog, men hey, sorg og den vrede, der følger i halen på sorgen, behøver man ikke være unge for at forstå. Det er en tænderskærende historie om en dreng, der oplever ensomhed, sorg og vrede, som tre uadskillelige følgesvende, og om voksne, der tror de skåner barnet, som allerede ved mere end dem. Der skal et monster til at vise ham vej gennem virvarret, og den der ikke græder til sidst har et hjerte af sten. OBS! Tegninger i bogen er fantastiske – også selvom du slet ikke er sådan en der læser tegneserier.

Og i går slugte jeg så Felicia forsvandt af Felicia Feldt. Bogen blev kaldt et usentimentalt karaktermord på en af børneopdragelsesguruen Anna Wahlgreen. Da bogen udkom i 2011 nægtede Wahlgreen alt – og jeg forstår hvorfor efter at have læst hendes datters erindringsnedslag. For hvis bare en brøkdel af den barndom, Felicia husker, er sand, er det så gruopvækkende, at jeg slet ikke forstår, at Wahlgreen kan leve med sig selv, og det hun har udsat sine seks børn for. Det giver sig selv, at det ikke er opløftende læsning, men Felicia Feldt skriver godt og viser med sine spring i tid, hvordan oplevelser fra barndommen sætter spor længe, længe efter – og at uanset overgrebene er det svært at give helt slip på kærligheden til sin mor.

Og nu, tilbage til bøgerne, der er ikke et sekund at spilde. En bog hver 3. dag fra nu af, og så er jeg i mål.