Tag Archives: Aftaler

Giv nu mændene ret

Tankevækkende svensk undersøgelse, der giver endnu en grund til, at fædrene ikke bare skal have lov, men også ret til at gå på barsel…

Læs artiklen i Information og lad os håbe, at Lykke Friis ser lyset. Vi har brug for det – allesammen.

med emneordet , ,

Vi venter

og venter og venter på at klokken bliver eftermiddag. Vi ser fjernsyn. Vi tegner. Vi skriver bogstaver. Vi spiller mundharpe. Vi pakker tasker. Vi bygger tårne. Og spørger: Hvad er klokken nu? Hvornår er det eftermiddag? Hvor længe er der til?

For i dag skal Carla og Halfdan sove hos Farfar og Gitte, og de glæder sig og glæder sig og glæder sig. Klokken er halv ni. Vi har stadig seks timer at slå ihjel, og jeg er ved at løbe tør for ideer til, hvordan vi får ventetiden til at gå.

Så nu vil jeg tale en tur på posthuset og i Matas op i samme liga som pizza og zoologisk have. Med lidt god planlægning skulle det nok kunne tage en 2-3 timer.

med emneordet ,

Drømmehave

Om tusind år når børnene står og smører madpakker til deres små poder og undrer sig over, hvor weekenden blev af, vil jeg lave mig en kop te og kaste mig veltilfreds i sofaen efter en laaaang dag i haven.

For hver søndag vil jeg gå rundt med min solhat med bred skygge og klippe lidt i roserne, luge ukrudt og plukke årets første anemoner under æbletræet.

Og hvis jeg taber målet af syne undervejs, kan jeg jo slå op i min nye havebog (sponsoreret af vildnis og gammel cykel), for det er i sandhed en bog med mange fantastiske billeder (jeg er lidt for doven til at læse plantebeskrivelser med tips til pleje og gødning).

Tror faktisk også jeg vil spise et kæmpe stykke kage der i sofaen, når nu tidens tand alligevel har sat sine spor på både mig og haven. Bare for at fejre de endeløse søndage forpligtelser af nogen art.

med emneordet , , ,

Og vinderen er…

Nu har jeg siddet med min lille fedtede hånd og skrevet røde navne på små sedler. Rode, rode, rode rundt. Lukke øjnene og trækkke, trække, trække et navn op af sofaen. Mine damer og herrer, vinderen af verdens bedste højlandskaffe direkte importeret fra Kenya er: LINE

Hvis du sender mig din adresse, er det kaffe på vej til dig på mandag: suzettefrovin@mail.dk

Og så skal jeg lige bage 50 boller, lave to lagkager og bage en brunsviger (hører sig til på disse breddegrader), inden det første af flere fødselsdagsbrag i anledning af at det er fire år siden jeg blev mor for første gang… eller nåhr nej, der er vist ingen gaver for svie og smerte, men til gengæld barbie-dukker og udklædningskjoler en masse til the atomic kid.

med emneordet , , ,

Jeg keder mig

Efter projekt sov-selv, spis-selv, tør-dig-selv er vi gået i gang med pas-dig-selv. Og det har vist sig at være nogenlunde lige så udfordrende som projekt sov-selv.

Reglerne er egentlig ret simple: Når lillebror sover, er der stilletid, hvilket i al sin enkelhed betyder, at forældrene stiller ingen, som overhovedet ingen, former for aktiviteter til rådighed. Og vi er i udgangspunktet ret firkantede, så der skal virkelig være tale om særlige tilfælde (barnet kommer alvorligt til skade eller er beviseligt ved at dø af sult (det er et tænkt eksempel)) for at man kan forvente servicering af nogen art .

Og hvis du spørger den forulempede, er jeg sikker på hun ville sige, at det er et aldeles rædselsfuldt projekt. Den første halve time forløber nogenlunde således:

– Jeg kan ikke finde på andet at lave end frisør. Må jeg børste dit hår? Nej.

– Må jeg se fjernsyn? Nej.

– Jeg kan altså ikke finde på noget. Overhovedet!

– Må jeg se fjernsyn? Nej.

– Jeg kan kun finde på at lege med perler. Vil du helst have de røde eller de gule perler på dit armbånd? Ingen svar.

– Aih, nu SKAL Halfdan altså vågne…

Eftersigende har børn godt af at kede sig – det sku være så godt for kreativiteten. Indtil videre synes jeg nu mest det giver anledning til en masse højlydte protester, som ikke ligefrem yder begrebet stilletid fuld retfærdighed. Men en dag, en skønne dag, er jeg sikker på, at børnene vil takke mig for al den kreativitet, de udviklede i weekenderne mellem 12 og 14.

med emneordet , ,

Der er stadig plads på barrikaderne

8. marts. 100 år. Fødselsdag for kvinders rettigheder and what’s new. Ja, der er jo dem, der hævder, at vi lige så godt kan lægge dagen i graven for nu er der ikke noget at kæmpe for mere. Wrong, sir jeg bare. WRONG WRONG WRONG.

Jeg er træt, træt, træt af at høre, at problemet er

– at kvinder ikke gider karrieren.

–  at al den snak om karriere undertrykker de kvinder, der har valgt en anden vej.

–  at mulighederne er der, men at kvinderne ikke gør brug af dem.

Men værst af alt er det at vi individualiserer problemerne, når der er så mange åbenlyse strukturelle barrierer for at skabe ligestilling mellem kønnene.

100 år er gået, og nu forsøger vi at bilde hinanden ind at det da faktisk går meget godt. Vi har stemmeret. Vi er kommet ind på arbejdsmarkedet. Alle muligheder er åbne, hvis bare vi vil.

Men helt ærligt er det jo beskæmmende, at det har taget os 100 år at nå hertil – og ikke mindst at vi stiller os tilfredse med, at vi både kan pege på Stine Bosse og Lisbeth Knudsen som kvindelige chefer, og at vi alle sammen kender i hvert fald en mand, som har taget helt op til fire måneders barsel, og at vi på den baggrund samstemmende siger, at mænd tager en større og større andel af barslen.Men hey, i snit holder mænd i følge Danmarks Statistik 3,8 ugers barsel, og det tal ligger – uanset hvad vi kan fremdrive af enkelteksempler – fast og har gjort det i årevis. Det samme gælder kvindelige topchefer – mændene sidder stadig på mere end 90 procent af de poster, og heller ikke det tal ændrer sig med lynets hast.

Så derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor der er så meget modvilje mod at

– øremærke halvdelen af barslen til mænd.

Kvinder har jo ikke ret til at være på barsel et år, og hvis vi mener, at mænd har lige ret til at være sammen med deres børn, må vi også give dem mulighed for at få del i barselen. Idag er erfaringen at mænd kun tager en forlænget ferie, når barnet kommer til verden, fordi de oftest tjener mest, fordi det ikke er velanset i mange brancher, og fordi “han ikke så godt kan være væk i flere måneder med det job, han har?!” Det sidste argument er jo kun holdbart, fordi manden er mand, for hvis nu det havde været en kvinde, ville der være fundet en løsning, uanset hvor besværligt det havde været.

– at vi ikke indfører kvoter for kvinder på topposter og i bestyrelser, som man har gjort i Norge og Sverige – bare som forsøg.

Helt ærligt, hvor længe vil vi vente på at forandringerne sker af sig selv? Vil jeg vælges til et job, fordi jeg er kvinde? Ja, det vil jeg gerne, rigtig gerne faktisk. For det første er masser af mænd jo netop blevet valgt til deres jobs på grund af deres køn (kronprins-fænomenet) igennem tiden, uden de tilsyneladende har haft de store kvaler med det. For det andet fordi jeg tror på der er masser af talentfulde kvinder derude, som vi bliver nødt til at gøre plads til for at få det fulde udbytte af den samlede talentmasse. Jeg synes simpelthen det er patroniserende at antage at vi vil se en storm af ukvalificerede kvinder indtage toplederposter og bestyrelser, bare fordi vi sætter mål for ligestillingen.

Er det lykkelige liv så en toppost, er modspørgsmålet? Næ, alle må vælge deres vej uanset om man drømmer om at komme til tops eller om at være sammen med sine familie. For mig handler det om, at alle uanset køn har lige adgang og lige ret, og jeg har ikke noget problem med, at vi regulerer os til ligestilling. For når jeg kigger bagud, kan jeg ikke se, at der er andre måder at gøre op med det, Hanne-Vibeke Holst kalder, de patriakalske strukturer, vi alle sammen, mænd og kvinder, ligger under for.

En af de seje gamle feminister Hanne Dam sagde så rigtigt (og selverkendende) i et interview i Information i weekenden, at en af de store fejl hendes generation af feminister begik var at kaste sig ind på arbejdsmarkedet på mændenes præmisser – i stedet for at udfordre de eksisterende strukturer. For måske kunne man også tænke sig, at hvis man i højere grad indrettede arbejdsmarkedet efter livsfaser end efter køn, at der ville blive bedre plads til både mænd og kvinder både på jobbet og derhjemme.

Mit mål er ikke at kvinder skal til magten alle steder, men at adgangen til magten er lige for begge køn, uanset om det gælder stolene i mødelokalerne eller indkøb af flyverdragt til ungerne. Det betyder, at både mænd og kvinder er nødt til at give køb på magten både ude og hjemme, hvis vi mener ligestillingen alvorligt. Og enhver kan se, at det ikke kommer til at ske med det søde – så derfor er jeg en varm fortaler for at vi med politisk regulering tvinger os selv og hinanden til at kaste os ud i kampen for ligestilling på ny.

med emneordet , ,

Hva nu med børnene?

Aldrig så snart var det kendt, at Lene Espersen skulle være ny udenrigsminister, før hun blev bedt sig om at forholde sig til, hvordan de mange rejsedage kunne kombineres med hendes job som mor til to børn. Oh. My. God!

Jeg troede – naivt viste det sig så – at vi var ved at være færdige med det der behov for at stille kvinderne til ansvar for familiens ve og vel, hver gang de har succes på jobbet. Ingen, som i IN-GEN har stillet det samme spørgsmål til Søren Pind, der skal være – Gud bedre det – udviklingsminister og også har to børn.

Kunne vi ikke en gang for alle blive enige om 1) ikke mere at stigmatisere karrierekvinder for deres valg, og 2) holde op med at hylde mænd, der kan betjene vaskemaskinen, tømme skraldespanden og bespise børnene. Vores tsk’en over travle kvinder og undren over huslige mænd er jo som trukket ud af 1950’erne.

med emneordet ,

Nyttemaksimering 2

Ja, den gode stil fortsætter på dag 2, allerede en succes eftersom jeg med næsten usvigelig sikkerhed kan sige, at der formentlig ikke blir en dag 3 lige med samme – 1. paragraf i Murphys lov for forældre tilsiger at enhver form for pral bliver belønnet med prygl.

Blev kun en lille-bitte-smule utålmodig, da hun efter en ½ time havde skåret en kvart aubergine i en mio. stykker på 1×1 mm – og der havde nok været mere langsigtet pædagogik i at drikke en kop te i ventetiden i stedet for at sende hende ind foran fjernsynet, mens jeg ordnede resten.

med emneordet , , ,

Nyttemaksimering

Nu begynder det at ligne noget…

Fordelen lige nu er, at man kan få børnene til at hjælpe (med noget der rent faktisk er en hjælp) uden modydelser – bare fordi det er hyggeligt at være sammen, eller fordi det på mærkværdigvis er lykkes at gøre fx støvsugeren så attraktiv, så det i sig selv er en belønning at røre ved den. Ligesom det at blive sendt i kælderen efter toiletpapir er at sammenligne med en tur i tivoli…

Til gengæld er hjælpen ikke altid så pålidelig, fordi man ikke kan være sikker på de gider hjælpe, når man har brug for det (eller ikke selv gider), eller at de fuldfører opgaven, fordi de undervejs bliver hvirvlet ind i en eller anden sindssyg tiger- eller krokodille-leg.

Men snart kommer det kommercielle aspekt ind i billedet, og så bliver det for alvor sjovt. For med lommepenge som lokkemiddel kan man jo også stille krav til kvaliteten og omfanget af opgaven. Første opgave der står foran udlicitering her er badeværelset…

med emneordet , , ,

Uno Due Tres (eller hva det nu hedder)

Efter en weekend – eller i hvert fald søndag – fra Helvede vendte alle i dag revitaliseret hjem fra hhv. arbejde og institution.

Miss Carla i en mindre vulkanagtig udgave og far og mor med ny energi og to vidt forskellige forslag til, hvordan vi minimerer udbrudene fra den temperamentsfulde dame. Lad mig bare i parentes bemærket sige, at weekenden blandt andet bød på en lidt for overbevisende IKEA-test af vores køkken – i reklamen er det godt nok en teenager, der går amok, men husets 3-årige gennemførte testen med lige så meget power, og køkkenet holdt præcis som de lover i reklamen (det var dagens positive betragtning).

Nå, men altså vi er selvfølgelig landet på føle-føle-løsningen fra mor og den meget konkrete, håndgribelige fra far. I al sin enkelhed er min aftale med Carla nu, at vi forsøger at komme ud af eskalerende konflikter med øjenkontakt og dybe indåndinger (lykkedes allerede under aftensmaden) og de gode gamle pudeslag, når der ikke er nogen vej tilbage (bare for at undgå alt for mange kast med inventar og smækken med døre). Og far kom så med UNO-spillet?! Ja, det havde jeg så ikke set komme, men metoden – altså at sætte sine børn til at spille UNO – skulle efter sigende været afprøvet med gode resultater af en kollega og mor til tre.

UNO, pudeslag og dybevejrtrækninger – det lyder sgu som noget fra en dårlig film om desperate forældre, men lad mig sige det sådan, at jeg ville overveje – OVERVEJE – at invitere Carl Mar Møller og B.S. Christiansen inden for, hvis de hævdede at have de vise sten, og det er jo også en form for desperation.

med emneordet , ,