Jeg stemmer på … ingen

Ok. Så lad os tale om det valg. Jeg er politisk hjemløs, helt og aldeles. Jeg orker end ikke at tænke på valgdebatter. Slogans. Løfter. Sukken. Himmelvendte øjne. Politikere, der overgår hinanden i, hvor mange byggepladser, sygehuse og plejehjem, de har besøgt. Hvor mange sosu-assistenter og stilladsarbejdere, de har talt med. Rigtige mennesker uden i den virkelige verden, forstås. Jeg gider ikke høre på det mere. Jeg er færdig. Helt færdig. Og vi er først lige begyndt. Det starter nu. Det store valgcirkus. Kampen om taburetterne. Om magten. Om retten til at vide bedre.

Jeg orker slet ikke at tænke på, hvor vi ender bagefter. Jeg gør mig ingen forestillinger om, at et valg kan gøre et forskel. Det er lige meget, hvor den stemme lander for vi er allerede forsmåede, lukkede om os selv, selvtilstrækkelige i en grad som klæder ingen. Politikerne henter legitimitet i en virkelighed, de ikke lever i og taler til frygten, det mindste i os.

Der er ikke noget fællesskab at tale til, for enhver må svare sit og dem der ligger ned, er nok selv ude om det. Vi kan jo ikke holde hånden under alle. Nogen (de andre) må tage sig sammen. Velfærdssamfundet er under pres, og nogen må jo sige det. Så det gør vi. Siger det igen og igen. Tag dig sammen. Det er jo ikke vores skyld OG SLET IKKE VORES ANSVAR, at du ligger der og roder rundt uden uddannelse, uden arbejde, uden mening for enden af udkantsmotorvejen. Socialt udsat er ikke længere noget, man er, men noget man vælger. Se, bare på alle mønsterbryderne. De kan jo godt, fordi de vil. Det handler om vilje først og fremmest.

Vi træder vande. Vi hylder væksten. Nu kommer opsvinget. Og vi hylder new public management i en naiv tro på, at kontrol kan forandre verden. Mere kontrol. Flere mekanismer, der skal skille fårene for bukkene. Mistro til hinanden, det er det vi bygger fremtiden på.

Og det selvom alle ved, at vi burde hæve blikket og tale om elefanten i rummet, som snart er så stor at den ikke kan være nogen steder. Vi burde tale om klima, KLIMA. KLIMA FOR FANDEN! Eller rettere vi burde holde op med at tale og handle i stedet. Gå forrest. Gøre noget. Noget virkelig stort.

Vi burde tale om reformer. Store reformer. Omkalfaltrende reformer. Forandringer, der ikke er bundet op på vækst og opsving. Stramninger, påbud, flere regler og en ny kræftpakke. Det er – ja, undskyld mig – som at skide i havet, når vi burde forestille os det umulige og stræbe efter det. Når vi burde være ambitiøse på verdens vegne, på fællesskabets vegne, på vores børns vegne.

Men nu kommer valget, og så drukner det hele i skåltaler og pegen fingre og valgplakater, hvor velmenende mennesker smiler ned til os fra lygtepæle. Ned til os, folket. Til mig, som føler mig repræsenteret af ingen. Til dig, der har trykket hånd med en rigtig politiker i Bilka eller fået en kop kaffe og valgløfter trykt på papir stukket i hånden på stationen af en ‘kampagnemedarbejder’. Det er det, vi kalder valgkamp. Det er det vi kalder at møde folket. Det er det vi kalder samtalen. Det er det vi kalder repræsentation. Nu kommer valget, og jeg har aldrig været mere desillussioneret på demokratiet og fremtidens vegne. Jeg stemmer på … ingen.

10045027

Reklamer
med emneordet ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: