Talkampen: Jeg holdt op med at lytte ved 15 mia.

Der er skabt 700, ikke 40.000 jobs. 800.000 er på offentlig forsørgelse. Under 1000 kr. om måneden får en kontakthjælpsmodtager ud af at tage et arbejde. Derfor skal de have en job-bonus på 1.500 kr. om måneden. 15. mia. mere til sundhedsvæsenet. Ikke en krone mere til udviklingsbistand- det bliver der ikke råd til. Og hvad betyder egentlig det der nulvækst, i virkeligheden, helt konkret?

700 lyder jo ikke af ret meget. 40.000 på den anden side, er det mange jobs? Selv Detektor måtte give op, fordi det er umuligt at sammenligne den ene jobstatistik med den anden. Og hvis det virkelig er sandt, at den gennemsnitlige kontanthjælpsmodtager ikke gider arbejde, fordi det ikke kan betale sig, nytter det så at stikke dem 1.500 kr. om måneden i bonus, hvis de alligevel kommer i arbejde? Gør 15 mia. kr. en forskel i sundhedsvæsenet? Og hvorfor kan der ikke blive råd til at hæve udviklingsbistanden, vores bidrag til verdens fattigste, hvis vi kan finde 15-20 mia. til en ny motorvej i Jylland.

Valgkampen er fuld af tal – og ikke mindst diskussioner om tal. Og jeg kan ikke følge med. Kan du?

Kampen om tallene er en kamp mellem politikerne. Det er et forsøg på at være konkret, give løfter som man kan forstå, men problemet er, at vi ikke har en jordisk chance for at forstå tallene. Og for at være helt ærlig, så interesserer tallene, de konkrete mia., mig ikke stort.

Jeg er interesseret i visionerne, værdierne. Hvor vil I bringe Danmark hen? Hvilket land skal vi være om 10-15-20-50 år? Hvad skal der til for at nå derhen? Jeg tror ikke 15 mia. kommer til at gøre en forskel i sundhedsvæsenet overhovedet, fordi det dybest set ikke handler om penge, men om et system, der har spillet fallit. Om et år er de 15 mia. forsvundet ned i et stort sort hul uden der reelt er sket en skid med de strukturer, der sluger pengene, de ansatte og patienterne.

Det er jo ikke fordi der ligefrem mangler eksempler på, hvor store problemer der er med sundhedsvæsenet – patienter, der cykler rundt i systemet, læger, der ikke taler sammen, sygeplejersker, der pisker rundt mellem patienterne indtil de falder om af stress. Sygeplejerskerne forstås, patienterne ligger allerede ned.

Jeg tror ikke, det er lægerne skyld – eller sygeplejerskernes for den sags skyld. For jeg tror faktisk på, at langt de fleste af os går på arbejde for at gøre en forskel. Jeg tror det er systemets skyld, hele den måde vi har indrettet sundhedsvæsenet på, jeg tror systemet er vokset os over hovedet, systemet har besejret os, og derfor er 15 mia. en dråbe i havet. Ligegyldige, for systemet sluger pengene, og bagefter er problemerne de samme, fordi vi ikke har taget kampen op med de grundlæggende strukturer, som gør systemet sygt i sig selv. Og det gælder sådan set hele vejen rundt.

Velfærdssystemet er et system først og fremmest. Vi lapper og lapper og ingen – i hvert fald ikke jeg – forstår, hvor pengene bliver af, når vi samtidig skal effektivisere og vi ved selvsyn kan konstatere, at der ikke er en jordemoder at få, når man skal føde sit barn – ikke en ærlig, uddannet pædagog at møde i, når man afleverer sit barn før klokken ni – ikke en støttelærer i syne, når der er 58 børn fordelt på to klasser og krav om inklusion og ekstra læseindsats.

Så kære politiker, du kan kaste om dig med penge og tal herfra og til den 18. juni, men jeg kan ikke høre, hvad du siger, jeg kan ikke forstå, hvad du vil. For det jeg er optaget af, det jeg allerhelst vil vide er, hvad det er for et Danmark du vil skabe. Hvad er det største du kan forestille dig? Hvordan vil du tage livtag med systemerne? Hvilke store, vigtige reformer vil du skabe? Rigtig reformer. Dem, der stadig står om 100 år, fordi de var vigtige og nødvendige? Jeg er færdig med det Danmark, jeg kender. Jeg er færdig med lappeløsninger. Og jeg er så færdig med narresutter.

Jeg har endnu til gode at høre den politiker, der virkelig vil noget – med det her fællesskab, med det her land, med den her verden. Hele den her valgkamp er så visionsløs. 1.500 kr. til kontanthjælpsmodtagere, der finder et arbejde. Økonomisk straf til forældre, hvis deres børn mobber andre børn. Retten til at spise en pålægschokolademad på hvidt brød. Seriøst?!?! Det føles jo som om I tager pis på mig?

Hvor er den modige, fremsynede politiker, der vil dele sin vision om en bedre verden med mig? Hvor er den politiker, der tør hæve barren, udvide horisonten, provokere os til at gøre det, vi ikke tør alene? Hvis du er derude, lytter jeg hellere end gerne. Og jeg har på fornemmelsen, jeg ikke er den eneste.

Reklamer
med emneordet ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

Reklamer
%d bloggers like this: