Category Archives: As if

Breaking! Lokalavisen får ny email

Nu bliver det virkelig vildt. Byen er på den anden ende. Vi kan kun glæde os over, at den gamle mail virker lidt endnu.

P.S. Cadeau alligevel til journalisten for at kunne fylde hele fire spalter. Det er trods alt en kreativ udfordring, der kræver sin mand.

 

med emneordet

Nogle gange burde man lave en liste

Der er dage, som bare forsvinder mellem hænderne på en. Mandage fx. Og netop sådan en dag er i dag. Jeg burde virkelig skrive en artikel mere, inden jeg går i seng, bare sådan for at få ro i sjælen og for at føle, at jeg faktisk har nået noget. Men så på den anden side. På netop dage som i dag var det måske på sin plads med en liste over, hvad der rent faktisk er foregået i de 15 timer, jeg nu har været vågen. Så here goes:

  • Morgenritual (the usual: Morgenmad, finde tøj, finde dimsedutter der er blevet væk, samle Ninjago-figurer, pakker tasker. Den slags)
  • Aflevere barn i skole
  • Lave mere kaffe og bestille 15 bøger på biblioteket
  • Læse blogs og nyheder og chatte på Facebook. Overspringshandlinger en masse.
  • Spise lagkage.
  • Samle æbler og slå græs
  • Lægge vasketøj sammen og på plads i skabene (her uddeles en pris for at gøre begge dele i en handling)
  • Skrive to artikler
  • Skrive udkast til et læserbrev om, hvorfor folkeskolen er på skideren
  • Svare på mails og snakke i telefon (til dels overspringshandlinger)
  • Bage boller til fødselsdag i børnehaven i morgen
  • Hente barn i børnehave og arrangere legeaftale
  • Hente barn i SFO og købe ind på vejen hjem
  • Lave aftensmad og smøre madpakker og simultant folde æsker og konvolutter og stave til saks og kat og kaffe
  • Spille to gange Kalaha (en vundet, en tabt)
  • Spise aftensmad og aflede opmærksomheden fra, at ingen af børnene kan lide maden
  • Rydde op efter aftensmaden og i det hele taget
  • Pakke biblioteksbøger i skoletasken og få børn op af sofaen ud omkring tandbørsten og op ad trappen
  • Læse godnathistorie
  • Sige godnat og finde bogmærker og fordele de rigtige Peter Pedalbøger i de rigtige senge
  • Sende artikler til kilder og lave mødeaftaler

Egentlig, ikke? Jeg skal ikke have nogen pris eller skulderklap, for jeg gætter på din dag ligner min. I store træk. Fuck, det der hverdagsliv er en crazy karrusel.

med emneordet , , ,

Fotoalbum 4: Så fed var jeg heller ikke

For ikke længe siden ville jeg ønske, at jeg havde elsket mit unge jeg noget mere, mens jeg faktisk var ung. Det var så indtil jeg genså billederne fra dengang.

Nu ved jeg fx hvorfor jeg ikke har været korthåret siden. Og hvorfor jeg aldrig bliver det igen. Det er heller ikke svært at gætte, hvor de 10 kg, jeg tog på i det første år efter gymnasiet, satte sig.

Jeg havde også glemt, hvor svært det er at lykkedes med at gå fra full blown gymnasie-hippie til wanna-be pæn pige. Men jeg gjorde forsøget. Skal jeg love for. Stadig med kort hår.

På den anden side. Det var sgu ret så hårdt med alt det Michael Strunge (bemærk fan-fotokopi på væggen). Og hjemmerullede smøger (bemærk rød Bali Shag). Og ulykkelig kærlighed (bemærk Michael Strunge, smøger og øl). Åbenbart. Her er et billede, hvor jeg forsøger at smile. På trods af alt.

med emneordet , ,

Tak DSB – nu er jeg blevet meget klogere

Jeg skulle Stevns. Og jeg ville gerne vide, hvad sådan en tur koster, fordi det tager 2 timer og 45 minutter med tog og bus og tog og kun 1½ time med bil.

DSB giver mig dette, når jeg klikker på Se pris for denne rejse:

Og så videre til:

Tak. Jeg er nu forvirret på et højere plan.

med emneordet , , ,

Jeg har fundet fred med mig selv (LIAR!)

Hvor mange kvinder omkring de 40 har du mødt, som siger, at de aldrig har haft bedre? Som endelig har fundet fred med sig selv? Som er gennemstrømmet af en mærkelig form for indre ro? Som ikke længere stræber og higer efter at være en anden end lige præcis den, de er lige nu, lige her?

Hånden op. En del, ikke? Eller måske er det bare mig, der har fået den opfattelse, at livet bliver så meget lettere omkring de 40, fordi man får en ordentlig røvfuld selvaccept i fødselsdagsgave.

Nå, men jeg venter stadig. På den indre ro. Her to år før jeg åbenbart overgår til en form for buddhistisk zentilstand.

Fuck, jeg gad godt at være 20 igen. 20 uden på, og 38 indeni. For så ville jeg vide, at den fine krop, jeg netop havde trukket gennem 6 måneders vodka- og falaffelophold i en kibbutz i det sydlige Israel, var på toppen af sin karriere.

Jeg ville kunne se mig selv i spejlet og værdsætte, hvad jeg så, for jeg ville vide, at om 18 år, søster lystig, så er virkeligheden en anden. Udover kroppens almindelige forfald vil du have to fødsler på samvittigheden, som forstærker det tyngdekraften allerede arbejder på.

Havde du forventet at få din gamle krop igen, spurgte min læge efter jeg havde født nummer 1. Og nu du spørger, så ja, det var faktisk lige præcis, hvad jeg havde regnet med. Det grinede vi meget af, lægen og jeg, der 8 uger efter fødslen, og jeg grinede højest, fordi jeg var helt sikker på, at jeg (selvfølgelig) ville være lige netop den undtagelse fra reglen, som vi alle drømmer om. Der tog jeg fejl. I stedet blev jeg gravid igen. Fik grå hår i min ellers trofaste blonde hårpragt. Rander under øjnene. Karsprængninger på benene. Slap hud på maven. Og plads til en knyttet hånd i bhen.

Glæden ved det venter jeg stadig på. Og der er dem, der siger det er medierne (igen) og billedmanipulationens skyld. Det er det måske. Givetvis. Men det er måske også bare en begyndende dødsangst. Selve anerkendelse af at skaderne er uoprettelige, og at forfaldet kun bliver større. Uanset om vi bader i hørfrøolie og løber 100 marathonløb.

Måske kalder vi det bare selvaccept for at trøste os selv og hinanden. Og måske er det, vi mærker omkring de 40 ikke indre ro, men derimod en stille resignation over livets gang, som skaber et sidste øjeblik af panik, der får os til at danse og le som om imorgen ikke fandtes. Og måske er det, alle omkring de 40 hylder. Den sidste dans.

med emneordet , , ,

Ting man må formode

1. At gummistøvleproducenterne har nogle vildt sjove statusmøder, hvor de kvartal efter kvartal undrer sig over, hvordan det gik til, at alle pludselig synes det var vildt smart at gå rundt i gummistøvler. Særligt begejstret må de være for dem, der introducerede hipster-gummistøvlen til shorts.

2. At de har nogle vildt sjove statusmøder på Café Europa, hvor de kvartal efter kvartal undrer sig over, at kunderne – finanskrise eller ej – villigt betaler 47 kroner for en latte (altså kaffe med mælk).

3. At hjernen befinder sig i en form for undtagelsestilstand i de år, man får børn. Jeg mener, nu kan jeg ikke forestille mig noget mere mærkværdigt i mit liv end en graviditet og en baby. Den gang, for syv år siden, tænkte jeg nærmest ikke på andet.

4. At jeg er en god-nok-mor, når mit yngste barn siger: “Mor, vil du høre en hemmelighed? Gustav og mig, vi gemte os for de voksne ovre i børnehaven igår, og så viste vi røv til hinanden. Den, der viste røv, skulle holde øje med, at de voksne ikke kom og så at vi havde taget bukserne af.”

5. At alle børn viser røv til hinanden. Eller gerne vil. Jeg er bare lidt usikker på, hvad de kigger på og hører mig selv sige mærkværdige ting som: “I må bare ikke stikke noget op i numsen på hinanden.” Af barnets ansigtsudtryk fremgår det, at det ikke lige var det der var formålet, så det…

 

med emneordet ,

Bilka og mig – we’re on a break

Jeg får hjertebanken allerede mens jeg parkerer bilen på  parkeringspladsen. Når jeg støder ind i den første kran af en indkøbsvogn begynder jeg at svede. Og derfra går det så egentlig bare ned ad bakke. Konklusionen er egentlig meget enkel: Jeg hader Bilka. Virkelig hader. Det er shopping, når det er værst. Virkelig. Og 10.000 kr. spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg så ikke bare bliver væk?

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

med emneordet , , , , ,

Nu forstår jeg bedre den ansigtsoperation

Mærkelige ting er sket med Melanie Griffiths ansigt siden 1996, hvor hun mødte latinoloveren Banderas og indspillede filmen Two Much (hvis du forstår sådan en lille en), som Hollywood Reporter kaldte en Screwball comedy. Den lidt for store overlæbe. De lidt for stramme kinder. Og de lidt for kattejammer-agtige øjne.

Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.

Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)

Kan du følge mig?

med emneordet , , ,

Bonuskunde – nu med guldkort

Jeg har lige fået ikke bare en, men hele to mails fra Magasin. I den første ønsker de mig tillykke med mit Goodiekort, som jeg vil få tilsendt snarest (kortet fik jeg for et års tid  siden ifm. en kampagne i Magasin). I den anden mail får jeg at vide, at jeg kan handle i Magasins webshop med eller uden mit kort. Total topbonusguld-agtigt.

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

med emneordet , ,