Category Archives: Chancen

Hvor gammel er du egentlig – i virkeligheden?

I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel  min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.

image

Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).

Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.

med emneordet , , , ,

Nu dør jeg af skræk (men jeg vil selvfølgelig gerne vinde)

Det foregik nogenlunde sådan her:

Jeg var på et kursus, hvor underviseren fortalte, at han havde en skrivegruppe, som han mødtes med. Bagefter skrev jeg til ham for at høre hvordan det fungerede, fordi jeg gerne ville have noget faglig sparring på det jeg laver. Så skrev han, at jeg var velkommen i deres gruppe – hvis altså jeg skrev fiktion. Så skrev jeg til ham at det gjorde jeg (oh ho-hooo, som i små bitte stykker tekst, jeg aldrig har vist til en levende sjæl). Og så skrev han at jeg jo kunne komme til en slags prøvemøde, hvor jeg havde min egen tekst med. Så satte jeg mig ned og skrev historien om Morten. Jeg ved ikke hvor den kom fra for den dag havde jeg slet ikke nogen ideer til noget som helst. Lad os bare sige, at jeg på en måde startede fra en ende af og arbejdede mig frem mod slutningen. That simple (ha-ha-ha).

Dagen før vi skulle mødes i skrivegruppen, læste jeg om en novellekonkurrence på nettet. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Og det er ikke falsk beskedenhed. Men nu fremstår det mere som et bagholdsangreb på mig selv. Så altså, jeg sendte novellen ind. Og glemte seriøst alt om det.

De kunne godt lide historien i skrivegruppen, og jeg var ret så lettet over, at min debut ikke faldt helt til jorden.

I nat vågnede jeg klokken et, og jeg ved ikke hvorfor jeg tjekkede min mail, som i jeg vågner ALDRIG om natten og tjekker ALDRIG mail om natten. Men så lå der en mail: Tillykke din novelle er nomineret!

Gulp!

(788 noveller, og jeg er blandt de 25 udvalgte. Total crazy hvis du spørger mig.

Nå, men den næste måned kan du stemme på den novelle du bedst kan lide (som måske er min?). Og de 5 noveller der får flest stemmer går videre til finalen. Vindernovellen bliver udgivet og måske transformeret til en kortfilm. Det er sandt!

Så hvis du har lyst til at bidrage til spændingen, kan du læse min ellers hemmelige novelle og stemme på mig her: http://www.kortoggodt.info/2010/profil.asp?id=432 )

med emneordet , , , , ,

Lots a love

First thing’s first. Den nye regering – lad os lige elske dem lidt, inden de skal i gang med det sure arbejde.

Modigt valg af

  • skatteminister, der er 26. Eftersigende er han en gammel mand inden i, hvilket nok også er nødvendigt for virkelig at brænde for skattepolitik.
  • kulturminister, der er kaospilot. Tal om fornyelse efter Carina Christensen (hvis ikke du allerede har glemt hende) og sportsministeren Brian Mikkelsen.
  • kirke- og ligestillingsministeren, der er mand og af indiske oprindelse og har en udmeldelsesblanket til folkekirkens i jakkelommen (don’t we all).

Og lidt synd for Nicolai Wammen, for alle os, der så Borgen i går, ved nok, at en tillidspost inden for det der Europa-noget ikke ligefrem er en kompliment i sig selv. EU-formandskab eller ej. Og nej, det nytter heller ikke noget, at du prøver at trøste os med den gode gamle sandhed om, at det meste af DK-lovgivning er påvirket af, hvis ikke en direkte konsekvens af, hvad der foregår i EU. Vi vil ikke tro på det.

Det er sgu en stor dag, og det jeg til gengæld gerne vil tro på, er at vi går mod lysere tider. At Danmark bliver for alle igen. Og at Johanne og co holder hele holdet i ørerne, så det ikke bare blir en radikal fest.

Derhjemme tog mit ældste barn mig i hånden i morges efter jeg havde reddet hende ud af en våd seng og givet hende et bad. Kom, sagde hun. Da vi sad i sofaen, gav hun mig et kram og sagde: Jeg elsker dig og far rigtig højt. Også når jeg bliver gal. For det meste er jeg jo slet ikke gal på jer, men på noget helt andet. Jeg elsker jer bare.

Jeg sagde jo det bliver en stor dag, thi verden er fuld af kærlighed og nye muligheder.

med emneordet , , , ,

Hvis jeg var Google

Der er formentlig ikke nogen i verden, der har det sjovere end Google. Fordi folk er sindssyge. Og interesserer sig for sindssyge emner. Som får dem til at søge på sindssyge ting. Fx grøntsags hul til overskydende.

Undskyld, må jeg få spørgsmålet igen?

Godt, jeg ikke er bibliotekar eller Google (som også har lidt svært ved at svare).

Og tilbage står selvfølgelig det evindelige spørgsmål: Hvordan er du, mærkværdige menneske med mærkværdige tankerækker, endt ovre hos mig? 

med emneordet

Nogen, der gir en burger?

Egentlig skulle jeg juble over regeringsskiftet og at Danmark har fået sin første kvindelige statsminister. Men altså jeg er på kålkur, dag 2. Så mit liv er ca. sådan, at

  • jeg glæder mig over at det bare er fire og ikke 20 kilo slik, kage og chokolade, jeg forsøger at vinke farvel til.
  • jeg er blevet narret til at tro, at det fede ved den her lynkur, er at man ikke er sulten. Wrong.
  • jeg virkelig godt kunne drikke en kop kaffe, spise et kæmpestort stykke chokolade og en pizza, nu du spør.
  • jeg nægter at bukke under efter bare 48 timer. Det må sgu da være muligt at undertrykke sin begejstring for mad en uges tid.
Og siden det står på side 1 i psykologihåndbogen, at det, du forsøger at undertrykke, kommer til at fylde allermest i dit liv, er jeg ude af stand til at skrive noget som helst der ikke handler om mad, før vi når fredag. Med mindre altså du vil have en opskrift på en grøntsagssuppe.
med emneordet , ,

Hvad tænkte jeg på!

En anmeldelse? Af en bog? Om en kvinde, der mister sin datter og farer vild i sorgen? I dag?

But of course not. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. I dag skal vi jo ikke bekymre os om romaner og fiktive liv. I stedet burde jeg skrive et langt indlæg om demokratiets festdag og om at få kuldegysninger ved synet af Dannebrog, der vejrer ved valgstederne (Jo, Pia K. I dag er det flag mit!). Om at være heldig som ind i helvede, fordi jeg bor i et land, hvor de demokratiske rettigheder ikke er noget, jeg må håbe på og drømme om, men derimod er noget jeg fik drysset ud over havregrøden allerede som barn. Det er sgu da stort. Kæmpestort.

I dag er det dig og mig, der bestemmer. Det er det. Virkelig. Folkets stemme. Rig som fattig. Høj som lav. Alle stemmer tæller. (Kuldegysninger igen.)

[Indsæt her noget nationalsang eller andet højstemt]

P.S. Og nu husker du fandme at stemme. Og du stemmer på de røde. Ikke på Lars. Ingen af dem. Og heller ikke på LA eller DF. Du gør det ikke, for nu skal der ske noget andet. (Mellem os sagt er jeg ikke helt tryg ved hverken Helle eller Villy, men alternativet… det magter jeg ikke.)

med emneordet , , ,

Midsommertalen

Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.

(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.

Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.

Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.

Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).

Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)

med emneordet , , , , , ,

Gæt en frokost og vind en gave!

Jeg kan bare sige, at vi ikke fordriver tiden på eksorbitante restauranter. Ej heller bruger vi tid på at bekymre os om, hvor lidt der skal til at smadre ens tarmflora til ukendelighed. Til gengæld spiser vi hver dag hjemmelavet frokost i et temmelig interimistisk køkken med både myrer og snegle, hunde og katte som tilskuere.

I dag så menuen sådan ud:

Lækkert og spicy. Og dog den lille skål øverst var alligevel lidt for eksotisk for mig. Hvis du kan gætte, hvad det er giver jeg en souvenir fra Thailand. Og jeg vil da godt gå så langt at sige, at det ikke er firben, for det fik vi igår. Og det er heller ikke en grøntsag, selvom de er fanget i nat på marken lige ved siden af. Tæt på ser de sådan ud:

Kom frisk. Jeg mener det seriøst med souveniren fra Thailand. Og vi trækker selvfølgelig lod, hvis I er flere, der kan genkende dyret.

med emneordet , ,

What ever you do, don’t do this (en fortælling i 3 lektioner)

Aih, Berlin var fantastisk. Igen. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at elske den by. Eller med at drømme om at bo der – bare en lillebitte smule. Eller med at forestille mig, at jeg er sådan lidt boheme-agtig kunstnertype med stort potentiale og fingeren på pulsen. En trendspotter, som alle I andre kommer til at beundre for min enestående evne til at se en ny tendens længe, længe før den er blevet comme il faut blandt hipsterne i hovedstædernes efternøler København.

Men alt det var før fredag aften, hvor en græsk økonoma på bare tre timer formåede at punktere alle mine forestillinger om at være nede med de fede – heldigvis var jeg ikke alene. Jeg tog både tre veninder og fem schweiziske mænd med mig i faldet. Grüss Got!

For at være helt ærlig så orker jeg næsten ikke at lægge svesken på disken, for det er både grufuldt og tragisk. I månederne op til vores tur, førte vi en nærmest ekstatisk mailkorrespondance om alle de yet-to-be-discovered-sights, vi skulle dyrke i Berlin. Hysteriet toppede, da vi opdagede The Shy Chef (senere fandt vi ud af, at udtalen lyder sjaisjef). Med formuleringer a la ”a secret supper club”, ”a guerrilla dining event in the home of a local Berliner”, og “an inventive, delicious meal with carefully selected wines in a secret location” var vi slet ikke i tvivl om, at vi havde tilmeldt os en oplevelse for livet. Og netop det viste sig sådan set at være rigtig nok.

Spændingen blev næsten ulidelig da vi et par dage før modtog besked om, at middagen skulle holdes på et fantastisk ”cozy loft” (hvem sagde New York style?), og at værten, altså ham der ejede lejligheden, var ”a total blast” (hører jeg isterningerne slå mod kanten af drinksglasset?).

Vi tog en taxa derud for hvem gider ankomme til en artsy atelierlejlighed med udsigt til stjernerne i bus og praktisk sko? Op ad trappen og allerede i total god stemning. Lidt akavet velkomst i en lejlighed, der mere mindede om min studielejlighed på Vesterbro end det, jeg nu ved, jeg ellers forbinder med et ”amazing loft”, men trods alt med champagne. Kom rimelig helskindet igennem de indledende hvor-kommer-I-fra-og-hvad-laver-I-i-Berlin-samtale med de andre gæster, inden værten bad os sætte os til bordet. I dagens anledning havde han smidt lidt tøris i akvariet – gør du ikke også altid det, når du skal have gæster?

Og så til menuen, som vi forstod, skulle være hemmelig. Dog ville kantinelederen godt afsløre så meget, at der var et skandinavisk islæt, og at han havde ændret på nogle af retterne i sidste øjeblik, fordi han netop samme morgen var vågnet op fuld af ny inspiration. Her er vi så ved dagens 1. lektie: Whatever you do, don’t change the menu. De næste 2½ time blev vi præsenteret for følgende:

Det skandinaviske islæt

Grøn salat kastet med rund hånd i noget, der skulle ligne en cirkel.

Dertil rødebedemarieneret (?!?) røget laks med dilddressing, agurk (skåret med en debuterende barnehånd i utrolig tykke skiver), 1 radise, et halvt stykke brød og  fire blade af blandede krydderurter.

Det marokkanske indslag

Den gode gamle, let spicy linsesuppe, som i dagens anledning (længe leve inspirationen) var lavet på bønner.

Dertil en tynd stribe creme fraiche, en skive brød lagt i suppen og fire blade af blandede krydderurter

Det italienske stempel

2 stk ravioli med ost af en art.

Dertil smørsovs smagt til med rosmarin og citrus, skamkogte asparges (jeg fik to, min sidekammerat fik 6) og  fire blade af blandede krydderurter.

Den cubanske ret

Marieneret, letstegt tun

Dertil en cubansk spicy, karry-agtigt ragout (uden kød) og fire blade af blandede krydderurter.


Nutella-finalen

Mandelkøbekage (aftenens højdepunkt) lagt på et penselstrøg nutella.

Dertil et hindbær, et shot lunken jasminte, verdens mindste glas sherry og fire blade af blandede krydderurter (min veninde var heldig at få rucola)

Vinmenuen bestod af fire glas hvidvin fra et sydtysk vindistrikt. Eftersigende ændrede vinen smag med menuen. Måske er det bare mig, der er en proletar, men jeg synes mest det var temperaturen, der ændrede karakter.

Efter den dejlige middag holdt kokken en lang tale, hvori han fortalte os om sit græske ophav og sin spirende karriere som hhv. filminstruktør og danser. Begge dele noget, han havde besluttet sig for at lægge bag sig for at hellige sig sin virkelige passion, hans kærlighed til maden og de gode råvarer.

Han lagde alle kortene på bordet og fortalte, hvordan han havde arbejdet på flere firestjernede restauranter både her og hisset, ligesom han havde lavet private dinners for både Tom Hanks og flere græske notabiliteter. Men stående over livets skillevej havde han selvfølgelig valgt ”the road not taken”: Han sagde farvel til det kommercielle køkken for at lave mad, som det han havde lavet til os i aften. Han havde ladet passionen råde og kastet alle konventioner over bord (aftenens 2. lektion: What ever you do, don’t underestimate conventions).

Den græske instruktør/danser/sjaisjef havde noteret sig, at pigerne, altså jer (os) ikke kunne lide tunen, for der var kommet noget temmelig store stykker tilbage i køkkenet, hvilket er en uskik når netop tun er så dyrt (og han havde tilmed gjort en god handel, lod han os vide). Han var også ærlig og fortalte os, at normalt plejede det at være en meget mere blandet gruppe, og folk plejede også at have det meget sjovere end vi havde haft det.

Så stillede han en sautepande pyntet med en grøn papirserviet på bordet og sagde, at nu var vi velkommen til at give en donation for middagen, hvis vi havde lyst. Vi havde ikke så meget lyst til at betale mere end det beløb, vi allerede havde betalt, da vi bestilte bord, og det blev han faktisk så skuffet over, så han bad om at få en snak med min veninde om vores manglende gavmildhed.

Bagefter var han selvfølgelig træt og lagde sig i sofaen med sin mobiltelefon og ventede på, at vi skulle få drukket ud.

Værten – ham total blast-fyren – havde holdt sig lidt i baggrunden det meste af aftenen, men nu, da han mærkede at selskabet var ved at bryde op, trådte han i karakter. Normalt, fortalte han, havde han en masse hjemmebrygget snaps (now we are talking), men det havde han ikke i aften (nåå [disapointment]). Til gengæld ville han gerne anbefale en nærliggende Boogie Woogie-bar (det sagde han), hvor de også havde snaps. Vi sagde nej tak og tog en taxa tilbage til Prenzlauerberg, mens det langsomt gik op for os, at vi var blevet tørret noget så grundigt i røven af en græsk økonoma og hans væbner. Heraf følger den 3. og sidste lektion: Whatever you do, don’t show up at The Shy Chef’s secret dinner club. Med mindre selvfølgelig  du er helt pjattet med krydderurter og lunken jasminte. Hvis det er tilfældet, vil jeg hermed føre dig lige i armene på sjaisjefen.

Prisen, spørger du? Lad os bare sige at tre af os dagen efter spiste sushi og drak drinks for mindre end hvad dagens menu i den græske koks kantine kostede for en af os.

med emneordet , , , ,

Når nu det ikke kan være anderledes

image

Morgen på kontoret. Hej hverdag og deadlines og nye spændende opgaver…

med emneordet