Det var nu alligevel en meget god fest, den der Laureatfest. Sådan med champagne og en lille tåre i øjenkrogen og dans til baren lukker.
Jeg var ellers meget tæt på at kaste håndklædet i ringen efter jeg kom op at slås med en utroligt lovende glimmerneglelak, der skulle have kastet et glamourøst slør ud over min debut på den røde løber.
Og der var da tidspunkter i løbet af lørdagen, hvor jeg udtænkte exit-strategier, når nu jeg strandede som the odd (wo)man out i et hjørne af festen. Men så trøstede jeg mig selv med, at jeg slet ikke ville få brug for en exitstrategi. Lykkelig er den ukendte, thi hun kan forlade festen i utide uden en sjæl vil undre sig over, hvor hun blev af.
Nåmenselvfølgeliggikdetsletikkesågalt. Til en start var jeg omgivet af gode forlagsdamer og en anden blogger in crime. Oh, den nervøse latter, da direktøren i sin velkomsttale nævnte vores tilstedeværelse. De sociale medier… ven eller fjende? Dernæst er jeg jo i den privilegerede position, at jeg faktisk kender selve festens hovedperson. Vi er måske ikke slyngveninder, men har dog alligevel kendt hinanden længe nok til at have en form for en fælles historie, som gør det trygt og rart at være i hinandens selskab. Så langt, så godt!
Og hvad skete der så til festen? Var der nogen, der kyssede på toilettet? Nogen, der kastede op i blomsterkummen? En eller anden forfattertype, der råbte lidt for højt? [trommesolo]
Jeg ville ønske, der var en håndfuld skandaler eller mere, jeg kunne spice teksten op med, men en af mere tungtvejende grunde til, at jeg ikke arbejder på Se & Hør er, at jeg er så eklatant dårlig til at opstøve skandaler og god sladder. Jeg hører det som regel først, når det forlængst er yesterday’s news. Så hvis der skete noget uhørt til den fest, don’t ask me.
Men altså der var gode taler (og god vin og kolde G&T – det tæller også i min bog). Lisbeth Zornigs og Anne-Cathrines taler var de mest bevægende. 1000-vis af børn vokser op med svigt og overgreb i en eller anden form, og for mange har Forbandede yngel været et lille plaster på netop det sår. Der er andre, der har det som jeg. Det er værd at huske, ligesom det er værd, at litteratur “kan hele en sjæl”, som aftens Laurbærdronning sagde i sin tale. Hil dig, dame, for de kloge ord!
Det var en fin, fin aften. Rørende at se et menneske få den anerkendelse, hun fortjener mere end nogen. Fremtiden er lys.
Da Anne-Cathrines bog udkom, fik jeg et anmeldereksemplar med posten. Jeg slugte bogen på en weekend, og siden har jeg ikke set den. Bogen altså. Den er taget på turne blandt venner og familie og venners familie og families venner, og hver gang den er på vej hjem, er der en hånd, der griber den og giver sig til at læse. Så hvis du stadig ikke har læst Forbandede yngel, synes jeg, du skal gøre det nu. Det er formentlig hurtigere at bestille den på biblioteket end at låne den af mig.
Kun sandheden 