Tag Archives: respekt

Pylrer du om dit barn – bare en lillebittemikroskopisk smule?

Jeg skal skrive en artikel om hvordan vi som mødre (og fædre) forsøger at beskytte vores børn mod alt ondt i verden, fordi vi ikke nænner at se dem slå sig eller blive kede af det. Der er dem, der mener, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, fordi vi ikke lader dem gøre deres egne erfaringer. Men det er svært, ikke? At give slip på den måde, når vi står lige ved siden af og kan guide dem uden om alt det onde.

Til artiklen leder jeg efter gode eksempler på, hvad du som forældre konkret gør for at skærme dit barn? I hvilke situationer forsøger du at beskytte dit barn? Råber du Pas på eller Kom ned, når dit barn er på vej om i det højeste træ? Tager du over i konflikter mellem dit barn og legekammeraterne, når de bliver uenige? Blander du dig, hvis du synes dit barn bliver uretfærdigt behandlet? Lader du dit barn selv gå alene til købmanden efter en liter mælk? 

Jeg vil meget gerne høre eksemplerne, men også dine tanker om, hvorfor du gør som du gør  – også meget gerne de eksempler hvor du godt ved, at du ikke burde blande dig, men alligevel ikke kan lade være, fordi du vil dit barn det bedste?

Det er ikke en artikel, der har til hensigt at hænge nogen ud, men derimod at se på, hvorfor vi reagerer som vi gør  – og hvad det betyder for vores børn (og jeg bruger ikke jeres eksempler uden først at spørge om lov).

Håber I er med på at lege lidt.

med emneordet , ,

Forbandede yngel – en hyldestsang

Kære AC,

Tak for din bog! Jeg kan ikke huske hvornår det skete sidst. Hvornår jeg sidst fandt tid til at læse en bog på en weekend, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har kastet alle de sædvanlige regler for, hvornår og hvor længe børnene må se TV og spille Mine Craft, overbord bare for at få fred.

Du skrev så ydmygt i din hilsen i bogen, at du slet ikke vidste om den var noget for mig. Som om. Ingen grund til at sætte dit lys under en skæppe, for den bog fortjener alt det lys den kan få. Du fortjener alt det lys, du kan få.

Jeg tænker tit på, hvordan du sad der i klassen. Lige midt i hesteskoen, et hoved højere end os alle sammen. På alle måder. Jeg sad tæt på døren, krøllet sammen i batik og med en pakke rød Balitobak i inderlommen. Deroppe ved døren var det bedste sted at sidde, hvis man gerne ville sidde lidt i ly af læreren. Du sad i midten og strålede over os alle sammen. Indtog rummet med en naturlig autoritet. Du virkede ikke som en der havde brug for eller lyst til at sidde i ly. Jeg er ikke sikker på, jeg værdsatte dit lys på samme måde som jeg senere kom til. Jeg var trods alt kun 16 år og temmelig meget på tværs i nærmest enhver forstand. Du hvilede i dig selv, sådan så det ud fra min plads, men hvem ved måske var du også bare 16 år.

Forbandede yngel er en formidabel smuk bog og en temmelig smertefuld historie. Jeg elskede den fra første side og jeg kneb en tåre på de sidste. No wonder, din roman vandt Politikens romankonkurrence, for det er simpelthen en af de bedste danske romaner, jeg har læst i lang tid.

Det siger jeg ikke, fordi forlaget har sendt bogen til mig og jeg ikke kan være andet bekendt. Det siger jeg derimod, fordi du skriver så fantastisk smukt og poetisk. Og fordi jeg har den største respekt for det du vil og det du gør og ikke mindst det du kan og er.

Kære AC, jeg begiver mig ikke normalt af med hyldester, men nogle gange er det nødvendigt at gøre en undtagelse.  Så værsgå. Jeg bøjer mig i støvet for alle dine bevægende ord.

Kærlig hilsen Suzette

Og til alle jer andre. Få nu fat i den bog. Læs den. Slug den. Den er smuk.

forbandede yngel

med emneordet , , , , ,

Vind en bog. Den bog. Sissel-Jo Gazans bog

I går stred jeg mig igennem verdens længste søndag på bagkanten af et fantastisk smukt bryllup med et fantastisk forelsket brudepar, der blev gift i solskin og overøst med rosenblade og tårevædende taler. Alle mennesker burde slutte sommeren af med et bryllup, fordi de fester altid, evig og altid, er de bedste.

At brylluppet kom efter den fine middag med Sissel-Jo Gazan på Serum Instituttet var egentlig lidt synd, for det var også en særlig aften. Den druknede bare lidt i tyl og store bankende hjerter.

Jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde, at jeg følte mig en smule overfrankeret den aften i selskab med ikke bare forfatteren herself, men også med en håndfuld af blogverdens ypperste dronninger: misundelsesværdigt rolige Annaepiske Maren, überhemmelige, skarpe Dines og ingen andre end bloguniversets grand old lady. Og jeg ville også lyve hvis jeg ikke sagde, at jeg følte mig ret heldig over at møde både dem og professor Christine Stabell Benn, der er hele årsagen til, at Sissel-Jo gik i gang med at skrive Svalens graf. Det er en sindssyg historie, som kræver sit helt eget indlæg.

Men nu til det vigtigste. For du kan vinde Svalens Graf lige her hos mig. Det eneste du skal gøre er at skrive en kommentar nedenfor. Jeg trækker lod på søndag den 1. september. Indtil da kan du hygge dig med en læseprøve fra bogen (og husk nu,  at den der historie fra Afrika om vacciner og børn der dør og WHO der er ligeglad, den er sand. Fra ende til anden. Det er svært at tro, men ikke desto mindre…)

svalernes graf

med emneordet , , ,

Den følelse

Det sker stadig, at Miss C bryder sammen. At hendes hjerne kortslutter i forsøget på at have det store overblik, dirigere slagets gang og få alle til at spille de rigtige roller på det rigtige tidspunkt. Hun er ikke manipulerende, hun er bare et barn, der hele tiden optimerer og udvikler sin leg, og som samtidig godt kan lide at følge en plan, og det er de færreste af hendes jævnaldrende der orker at følge hendes tempo. De leger jo bare – og nogle gange trækker de sig og så vokser frustrationerne. For det er svært at have de bedste intentioner og så se det hele smuldre. Som regel finder hun en ventil, som regel flytter hun sit fokus, som regel justerer hun og tilpasser sin leg, så de andre får lyst til at vende tilbage. Som regel. Efterhånden mere reglen end undtagelsen.

Når det ikke lykkes hende at regulere sin frustrationer på egen hånd, er det som at se en karrusel, der løber løbsk. Hurtigere og hurtigere snurrer den rundt, indtil alt og alle til sidst er kastet af.

Det tog mig tid at lære at være mor i de situationer. Overvindelse. Tålmodig. Overskud. En lille smule teflon. Og masser, faktisk uendelig mængder af kærlighed. For mens hun raser og spyr ild af alle de frustrationer, hendes krop er brændt inde med, er det et inferno af følelser og fysik, skrig og jeg-hader-dig-som-jeg-aldrig-har-hadet-nogen-før.

Jeg trækker vejret ned i maven imens og venter, venter på den lille åbning, hvor energien begynder at sive ud af hendes krop. Hvor hun er på vej ud på den anden side. Jeg rækker ud efter hende velvidende at hun afviser mig. Lidt endnu. Indtil hendes åndedræt begynder at falde og hun vender sig mod mig. Ser på mig, vagtsomt, afventende, som om hun undersøger om jeg stadig er her.

Så siger hun stille: Der er noget jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke.

Og jeg siger: Jeg vil gerne høre det.

Og hun ser på mig og siger: Inden i synes jeg du er rigtig sød, men uden på er jeg bare så gal på dig lige nu.

Jeg elsker hende alene for det. For at kunne mærke og sætte ord på, hvordan hun har det selv når det er svært og følelserne er modsatrettede og fyldt med dilemmaer. Jeg er taknemmelig for at hun viser mig den tillid og for at hun bagefter sætter hos mig og lægger sit hoved mod mit bryst og siger: Jeg vil gerne sidde og lytte lidt til dit hjerte.

Så sidder vi der. Uden at sige noget. Falder til ro og finder tilbage sammen. Det tager bare et øjeblik, tre minutter måske. Så springer hun ned og løber af sted. Ud i verden. Som om intet var hændt. Det elsker jeg hende også for. At hun er i livet med den største naturlighed, og som lige præcis det menneske, hun er. Min genstridige, jublende, begejstrede, evigt søgende, elskelige datter.

med emneordet , , ,

Vi har brug for helte – jo, vi har!

’Det er en forstemmende tid for os, der har en stærk tro på, at kunstnere, intellektuelle og almindelige anfægtede borgere har ret til at flytte grænser, påtage sig risici og derved potentielt forandre vort syn på verden.”

I weekenden læste jeg det her tankevækkende essay af Salman Rushdie. Vi lever i en tid, siger Rushdie, hvor “mennesker, der vover at trodse magthavere og dogmer, ikke skal regne med vores sympati.”

Sådan har det ikke altid været, og Rushdie giver masser af eksempler på dem, der i det forrige årtusinde turde gå imod strømmen og som blev anerkendt for deres mod. Men den tid er forbi, for meningers mod er ikke længere en dyd. Tværtimod. Vi har det bedst med enighed. Eller apatisk stilstand, kunne man fristes til at sige. Vi undskylder os med, at verden er blevet så kompleks, men måske handler det om at vi er bange for at vælge side, fordi vi så skal stå på mål for de valg, vi tager.

Vi ser nemlig ikke modstand og uenighed som en mulighed for at blive klogere, for at udfordre grænserne for hvad der er rigtigt og forkert ved den måde, vi har skruet samfundet, det lille og det store, sammen på. Vi hylder status quo, fordi vi ikke tror på, at forandring kan være udvikling. Forandring forringer vilkår, stiller os dårligere, skaber uorden i det velkendte. Eller for at citere gode gamle Halfdans Rasmussens evergreen af et heltekvad:

Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha’ det godt.

Samtidig er vores tiltro til autoriteter og systemer, institutioner og strukturer efterhånden så foruroligende, at jeg frygter at vi ikke – i virkeligheden – har en nedre grænse for, hvad vi vil give køb på. Jo, der er fandme ikke nogen, der skal træde mig over tæerne – eller oh ve, mine unger eller mine nærmeste – så skal du se mig skrive sure læserbreve og smide hundelorte i borgmesterens postkasse. Men fællesskabet, det fælles gode, den sag der ikke kun handler om at maksimere sin egen lykke eller velfærd… Kan vi overhovedet huske, hvordan vi staver til fællesskab?

Vi taler måske nok dårligt om skattetryk og velfærdsstat og dem nede på kommunen, men en ny offentlighedslov, som giver politikerne muligheder for at lukke sig om sig selv og på den måde lukke det demokratiske rum ned, kan kun få særligt ihærdige journalister og de mest pedantiske borgerrettighedstyper op af stolene. 78.356 har i skrivende stund vist deres modstand mod loven ved at skrive under her. 78.356?!?! Hvorfor ikke 2 eller 4 millioner? Vi burde besætte Christiansborg og kræve det åbne demokrati tilbage. Lige nu! (Udråbstegn!)

Der er ingen ideologiske helte tilbage, for vi tror ikke på dem, der tror på noget, og vi smiler overbærende af dem, der stiller sig op på ølkassen og påstår der stadig er noget at kæmpe for. Hold nu kæft, vi sidder lige og griller og synes du ikke Helle Thorning har tabt sig og i næste uge skal vi have lagt vores lån om. De eneste helte vi har tilbage er fallerede realitystjerner og os selv, mig, mig, mig og se mit lille talentefulde afkom.

Så længe vi kan holde skindet på næsen, er der ingen grund til at skabe påstyr – og godt i øvrigt de fik ryddet det hus på Jagtvej. Sikke noget rod med unge mennesker der besætter en gammel garage og hænger et banner op, hvor de beder om billigere boliger. De kunne da bare sende et brev til Borgerrepræsentationen og spørge pænt om, hvor de billige boliger som Ritt Bjerregaard i en ikke så fjern fortid lovede os, egentlig blev af. Man kan da i det mindste spørge pænt.

Men nu skal jeg give dig nogle helte. Og lur mig om ikke du ville synes de havde fået straf som fortjent, hvis jeg sagde til dig det var tre unge fyre… I stedet siger jeg til dig, at det er tre fredsaktivister af den gamle skole – og den ene er i øvrigt nonne, og lige nu står de hver især til 30 års fængsel for deres ugerninger. Det er en fascinerende historie om mod og troen på det fælles bedste.

Deres største forbrydelse er formentlig, at de har udstillet systemets svagheder, og systemet slår hårdt ned på den slags, for det er altid systemet der har magten og dermed får det sidste ord. Er det ikke sådan det er (blevet)? Men hvad nu hvis vi turde insistere på at få noget af den magt tilbage – til fællesskabet, du ved? Kunne vi så gøre andet end at smøre implementeringen af dagpengereformen ud over tre år? Kunne vi så for alvor flytte noget – på den lange bane?

Mens du tænker over det (og formentlig bestemmer dig for at lige der gik jeg over stregen med al den snak om systemer og magt og folket), vil jeg på det varmeste anbefale dig at læse den fantastiske historie om The Prophets of Oak Ridge – du kan jo altid beslutte dig for at de bare nogle gamle tosser (ligesom de uge bare er ballademagere) og så er vi lige gode venner for det. Selvfølgelig.

Prophets of Oak Ridge

med emneordet , , , ,

Den her går ud til lærerne

Så nu står vi her. Politikerne ønsker, at lærerne stik i mod, hvordan arbejdsmarkedet ellers udvikler sig, skal holdes lidt mere i ørerne. De er åbenbart de eneste mennesker, vi ikke tror på kan håndtere det grænseløse arbejdsmarked, selvom de har været en del af netop det længe før det blev et fænomen.

Vi har besluttet os for, at PISA-tests og enhver test i det hele taget er sandheden, og dokumentation er godt, for når vi dokumenterer så ved vi præcis hvad vi bruger tiden til – og hvad vi får for pengene. Nok så vigtigt. Ikke en krone må gå til spilde, ikke et barn må tabes på gulvet, selvom der ellers faktisk er lige præcis dokumentation nok for, at flere tests og flere timer ikke nødvendigvis hjælper dem, vi påstår at ville hjælpe (med mindre man som Antorini vælger at læse resultaterne bagvendt).

Problemet er, at tidens dokumentationsliderlighed betyder, at vi cykler rundt i et evalueringshjul som en rundtosset hamster, der ikke længere kender forskel op og ned. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det, når jeg ser, hvad lærerne (og eleverne) i 0. klasse skal trækkes igennem før de er klar til at mødes med os, forældrene. Dokumentationstyranniet går forud for alt andet. Det her er to-do-listen til 2. forældresamtale på Miss C’s skole, 50+ elever, 2 lærer, i (undskyld gentagelsen) 0. klasse:

  1. De børn der har behov for det gentestes i sprogvurderingen
  2. PSV-test, psyko-social vurdering
  3. Undervisningsmiljøvurdering
  4. DLB-test, dansk, lyd og bogstav
  5. Skydeskiven, som er et evalueringsmateriale I laver med jeres børn
  6. Ny matematikprøve
  7. Elevsamtaler
  8. Alle trådene samles i elevplanen som udfyldes og sendes til jer.

Vi er enige om at børnene på tidspunktet for forældresamtalerne i april har gået i skole i 8 måneder. Og de er allerede i gang med en mio. tests, som tager tid fra det vi ellers gerne vil fokusere på, undervisningen, den fælles indsats, så de kan blive benhårde til at stave og læse og regne, fordi det åbenbart er de eneste færdigheder der gælder i den virkelige verden, hvor man ikke ligger samfundet til last. Og vi er enige om, at vi i vores tro på dokumentationen og testens hellige haller ender vi med at tage ansvaret fra lærerne. I modsætning til alle andre professioner tror vi nemlig ikke rigtig på, at de er gode til det de laver, og at de er i stand til at vurdere (uden at psykoteste hvert eneste freaking elev) om et barn trives, har fået hul på de faglige færdigheder og i det store og hele bare er godt i gang med at finde ud af hvad det der skoleliv går ud på.

Jeg ville ønske netop det var formålet med det første år i skolen, at lære at gå i skole, at lære at trives, at lære at navigere i en ny og uhåndgribelig verden. Jeg  ville ønske vi troede på lidt mere på lærernes faglighed (og blandede os mindre i den måde de tilrettelægger deres arbejde på), men mest af alt ville jeg ønske, at vi troede lidt mere på børnene og gav dem lidt mere plads til at lande og finde sig til rette og tage tingene i deres eget tempo (både det hurtige og det langsomme), for måske ville det faktisk give mere plads til at løfte i flok og række en ekstra hånd ud til dem der har brug for det.

Jeg formoder, at resultaterne af testene ikke overrasker lærerne synderligt. De kender trods alt børnene og er sammen med dem mange timer hver dag. Men først må vi ensrette og teste og dokumentere, sætte det hele ind i fine, snorlige skemaer, der kan sammenligne og benchmarke. Vi siger det handler om resultater, men i virkeligheden handler det om mistillid til de lærer, som vi (som samfund og system) har været med til at uddanne til netop at være fagligt og menneskeligt kompetente eksperter i børns uddannelse. Se, det er en skandale, som vi burde tage os af først og fremmest.

med emneordet , , ,

En slags nytårs forsæt

anais-nin

“I don’t really want to become normal, average, standard. I want merely to gain in strength, in the courage to live out my life more fully, enjoy more, experience more. I want to develop even more original and more unconventional traits”

Anaïs Nin, The Diary of Anaïs Nin, Vol. 1: 1931-1934

med emneordet ,

Om at blive arbejdsløs

Når nu den 6-årige insisterer på at rydde op efter aftensmaden. Helt alene. “Sæt jer bare ind i stuen. Jeg skal nok klare det. Det er meget sjovere end at dække bord.” Hvad er det så jeg, moren, laver mellem aftensmad og puttetid?

med emneordet , , ,

Mageløse ord

Fuld af beundring bøjer jeg mig i sandet. Sarah Kay er fantastisk. Fuld af ord. Magiske og mageløse ord.

 

 

Nogen burde invitere Sarah Kay og hendes Project Voice til Danmark

med emneordet , ,