Tag Archives: advarsel

Tusind tak. Tak. Mange tak. Tak skal du have.

Nogle gange gad jeg godt være mindre taknemmelig. Fx i går da jeg blev ringet op af en århusiansk hotelejer. Han ville liiige tjekke op på min reservation, fordi deres it-system havde været nede, så der havde været nogle dobbeltbookinger i Påsken. Samtalen forløb nogenlunde sådan her:

Hotelejer: Så jeg vil høre dig, om jeg må finde et andet værelse til jer på et andet hotel i samme prisklasse.

Mig: Ja, det er meget fint. Tak.

Hotelejer: Nu har du jo booket i centrum, men jeg ved ikke hvor meget du går op i det?

Mig: Nej, eller, det ved jeg ikke, det var bare rart det var centralt, men eller det…

Hotelejer: Og du har booket et værelse med eget bad og toilet, men hvis nu jeg kan finde et værelse i en villa, hvor I skal dele bad med ejeren, går det så?

Mig: Ja, det er da lige meget. Det er superfint. Tak.

Hotelejer: Nå, men så kigger jeg lidt rundt og ser, hvad der kan lade sig gøre. Jeg håber vi kan løse problemet, så du stadig har et sted at overnatte.

Mig: Tusind tak. Det er pænt af dig. Tak skal du have. Tak.

Vi er enige om, at problemet er hans? Og at jeg har købt en vare hos ham, som han ikke kan levere? Og at han nu prøver at tørre et kollegieværelse med fælles bad af på mig til samme pris? Og vi er enige om, at for alt det sagde jeg ikke: “Jeg vil gerne have et værelse på et hotel med bad, sådan som jeg har bestilt det. Om det kan fås i samme prisklasse, er jo lidt din hovedpine.” Vi er enige om, at jeg sagde: “Tak.” Og endda: “Tusind tak”?!?!

med emneordet , ,

Hverdagen kræver benhård tilvænning

“Hvordan var så første dag i børnehaven efter påskeferien,” spurgte jeg den store i morges.

Hun tænkte sig om og svarede så: “Lidt stressende. Jeg havde ondt i hovedet det meste af dagen, fordi jeg ikke har vænnet mig til larmen endnu.”

med emneordet , , , ,

Hvor var det lige det gik galt for fløjlshandske-generationen (dig og mig)?

Nyhedsbrev fra børnehaven. Og jeg peger ikke fingre ad pædagogerne, men ad mig selv (og lidt ad dig, der står bag mig i kyssekøen).

Kyssevinduet er et begreb i det hvide hus.

Børnene bruger vinduet til at tage afsked med deres forældre. Det er rigtig godt at der er en tydelig afsked, så alle ved at nu er der sagt farvel.

Kyssevinduet er desværre anbragt så det ikke er muligt for børnene selv at kysse farvel i vinduet. Vinduet er så højt oppe, at en personale er nødt til hjælpe, for at barnet ikke risikerer at falde ud og slå sig. Det betyder at der bliver brugt meget af personalets tid med at hjælpe ved vinduet, og vi er derfor nødt til at forlade de børn vi laver noget sammen med. Det er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde at være nærværende, og det er vi ikke, når vi gang på gang er nødt til at gå til kyssevinduet.

Selvstændighed og det at kunne tage afsked og sige farvel er en vigtig del af udviklingen, og flytningen af ”kyssevinduet” giver det enkelte barn mulighed for ”at kunne selv”.

Personalet vil desuden  gerne slippe for den megen kulde og træk der kommer fra det åbne vindue.

Vi vil derfor afskaffe kyssevinduet. Børnene må selvfølgelig gerne kysse farvel, selvom det ikke kommer til at foregå ved vinduet. Når børnene har kysset farvel, kan de vinke til deres forældre fra vinduet på fiskestuen.

Når vi bruger vinduet på fiskestuen giver det de ældste børn mulighed for at tage afsked uden at skulle bruge hjælp fra en voksen. og personalet kan følge med i hvordan det enkelte barn klarer afskeden. Bliver der brug for hjælp er vi ikke ret langt væk, og kan derfor hurtigt komme og hjælpe de børn som får brug for det.

Du kan godt høre det, ikke? Det her er jo ikke skrevet til forældre, fordi det bliver svært for børnene, men fordi pædagogerne ved, at det bliver rigtig svært for forældrene. Og det bliver svært, for de afskedsseancer, der lige nu finder sted i kyssevinduet (hvor jeg mere end en gang har stået i kø for at kysse farvel), overgår alt, du nogensinde har set i Slap The Pony’s bizarre univers.

Kys-kys, gir du lige mor et stort kys, sådan ja, også et kram [som får barnet til halvvejs at falde ud af vinduet], ja og så lige et kys mere, og god dag lille trolde-pusse-nusse-superman, kys-kys, farveeeellll, mor kommer snart igen, ikke?

Jeg ved det, jeg står der jo for faen selv hver morgen, mens mit barn hænger ud af vinduet med en hale af ventende børn bag sig. Christ!

med emneordet , ,

Bilka og mig – we’re on a break

Jeg får hjertebanken allerede mens jeg parkerer bilen på  parkeringspladsen. Når jeg støder ind i den første kran af en indkøbsvogn begynder jeg at svede. Og derfra går det så egentlig bare ned ad bakke. Konklusionen er egentlig meget enkel: Jeg hader Bilka. Virkelig hader. Det er shopping, når det er værst. Virkelig. Og 10.000 kr. spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg så ikke bare bliver væk?

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

med emneordet , , , , ,

Ville du have troet på det? Ville jeg?

Gad vide om jeg havde haft så travlt med at få børn, hvis nogen havde fortalt mig dette (og husk det er bare et eksempel blandt mange):

Fredag aften. I er på vej hjem fra svømning. Du sveder, for det gør man altid når man har været i svømmehallen. Nu står du i din varme vinterjakke på McD med to Happy Meals på en bakke, mens dit ene barn sidder på toilettet med dårlig mave og lort på bukserne. Dit andet barn tilbyder at hjælpe med at fylde cola i kopperne, mens du håndterer toiletbesøget.

Når du kommer tilbage fra toilettet, hvor den mindste stadig sidder på tønden, løber der en stille svedperle ned over tindingen, og foran dig står den store i en sø af cola og siger: Måske er det smartere at komme is i koppen, før man kommer cola i. 

Ville jeg havde troet på den historie? Ville du?

Eller ville jeg mon bare have grinet højt og tænkt, at sådan en mor ville jeg aldrig blive – hverken hende, der belønnede mine børn med fastfood, eller hende, der ville lade tingene komme ud af kontrol?

med emneordet , ,

Forældrenes skolestart

Lige om lidt er jeg sådan en, der har barn i skole (og på den måde bliver man vel også en slags voksen eller hur?).

I går var der informationsmøde på skolen, og det møde sagde sådan set ret meget om, hvem vi, altså forældrene, er – og hvad det er for nogle børn, vi er i gang med at lave. Således fandt lærerne det nødvendigt at sige følgende til de voksne:

  • Undgå lange afskedsseancer inde i klassen. Giv bare et kram og sig: Hav en god dag, og gå så. (Der er med andre ord ikke noget kyssevindue i skolen, vel? Let go.)
  • Lad selv dit barn lægge madpakken i skoletasken derhjemme og siden i køleskabet på skolen.
  • Lær dit barn selv at tage tøj på.
  • Lær dit barn selv at gå på toilettet og fortæl dem, hvor meget papir man bruger.
  • Lær dit drengebarn at tisse ned i kummen, så der er ikke er tis ud over hele gulvet.
  • Lad være med at tale grimt om de andre børn eller voksne. Det smitter af på børnene.
  • Hvis dit barn brokker sig derhjemme, så husk at du kun har hørt den ene side af historien.
  • Stol på, at dit barn er klar til at gå i skole. Det er sværrest for forældrene at navigere i det nye liv.

Derudover fik vi også at vide, at de støtter børnene i fx selv at klæde om til idræt, lægge tøjet samlet på bænken og selv gå i bad efterfølgende.

Noget siger mig, vi skulle blive bedre til at give slip og lade de børn bruge deres arme og hoveder noget mere. Allerede nu. Mens de er så små og bløde. For lige om lidt er de store og ude af stand til at gøre noget som helst på egen hånd. Fordi vi havde så travlt med at beskytte dem mod alt det, der er svært.

med emneordet , , ,

Hilsen fra speltland

Det startede sådan set allerede i morges, hvor jeg stod op og lavede morgenmad til verdens sødeste børn, som havde sovet usædvanligt længe.

Så gik jeg en lang tur i solen langs stranden med en veninde og kom tilbage med røde kinder og fuld af forventninger til foråret og alt det gode, der venter forude.

Jeg slog lige en dej sammen da jeg kom hjem. Så vi kan bage pølsehorn sammen, ungerne og jeg, når ridderen vender hjem igen. Miss Carla og jeg spillede spil og spiste hjemmelavde kokostrøfler. Ikke et ondt imellem os, og bagefter gik hun i gang med at lege, mens jeg skar grøntsager ud og gjorde kødet klar til sådan en ret, der skal stå og boble hele eftermiddagen i ovnen.

Og nu tror jeg så jeg vil gå ud og røre en surdej sammen. Må jeg minde om at klokken er 14.17. Men sådan er det i Speltland, mentalt overskud, glade børn, friskbagt brød og simreretter hele vejen til banken. Godt det er mandag i morgen…

 

med emneordet , , ,

God freaking morgen

Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?

Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af  husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.

Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.

Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Skal jeg smadre dig med den bog her?

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.

 

med emneordet , , ,

De findes faktisk i virkeligheden

Hvis vi nu siger, at der var et aftentog et sted i Danmark, hvor der sad en halvskaldet mand i 50’erne med mørke øjne i sin kansasblå jakke og kiggede ud af vinduet hele vejen fra Hovedbanen til Nyborg. Og hvis vi sagde, at han var sammen med sin  gråligt rynkede kone med det lidt livstrætte, Prince-plagede drag om munden, og at hun ligesom lå på siden i sædet, så hun kunne have set ham dybt i øjnene, men i stedet havde blikket det samme sted som ham. Ud i mørket, hele vejen henover Sjælland. Ville du så finde det sandsynligt, at de havde følgende samtale?

– Nå, men jeg gav dem jo ikke dit nummer, for jeg kan sgu ikke huske dit mobilnummer.

– Det står sgu da i din telefon. Hvorfor fanden tænkte du ikke på det?

– Nåhr ja, det ved jeg da heller ikke. Men de kunne jo alligevel ikke få fat på dig, hvis du var ude på den boreplatform.

– Nej, så er der sgu ikke nogen, der kan få fat på mig.

– Men hvis du så, at mine forældre havde ringet, så ville du nok ringe tilbage til dem for at høre, hvad der var?

– Nej, hvorfor faen sku jeg ringe til dem?

– Ville du ikke synes det var mærkeligt de havde ringet?

– Nej, det må de sgu selv rode med. Altså når jeg er på arbejde, så er jeg sgu på arbejde, så kan jeg ikke have alle mulige der ringer til mig. Du må sgu ikke regne med, at de bare kan få fat på mig, hvis du kommer galt af sted.

Kunne du forestille dig, at han sagde til hende?

– Du kan godt droppe de der øjne. Det får du sgu ikke noget ud af. Jeg har fandme behandlet dig for godt, hvis du tror du kommer nogen vegne med det dér.

Eller ville det være overbevisende, hvis kvinden sagde til sin mand?

– Du skal kraftedme ikke trykke mig på patterne. Du risikerer jo bare, der kommer mælk ud af dem som på en anden Jersey-ko.

Uden at grine. Ville du kalde det et sandsynligt replikskifte?

med emneordet , ,