Lige om lidt er jeg sådan en, der har barn i skole (og på den måde bliver man vel også en slags voksen eller hur?).
I går var der informationsmøde på skolen, og det møde sagde sådan set ret meget om, hvem vi, altså forældrene, er – og hvad det er for nogle børn, vi er i gang med at lave. Således fandt lærerne det nødvendigt at sige følgende til de voksne:
- Undgå lange afskedsseancer inde i klassen. Giv bare et kram og sig: Hav en god dag, og gå så. (Der er med andre ord ikke noget kyssevindue i skolen, vel? Let go.)
- Lad selv dit barn lægge madpakken i skoletasken derhjemme og siden i køleskabet på skolen.
- Lær dit barn selv at tage tøj på.
- Lær dit barn selv at gå på toilettet og fortæl dem, hvor meget papir man bruger.
- Lær dit drengebarn at tisse ned i kummen, så der er ikke er tis ud over hele gulvet.
- Lad være med at tale grimt om de andre børn eller voksne. Det smitter af på børnene.
- Hvis dit barn brokker sig derhjemme, så husk at du kun har hørt den ene side af historien.
- Stol på, at dit barn er klar til at gå i skole. Det er sværrest for forældrene at navigere i det nye liv.
Derudover fik vi også at vide, at de støtter børnene i fx selv at klæde om til idræt, lægge tøjet samlet på bænken og selv gå i bad efterfølgende.
Noget siger mig, vi skulle blive bedre til at give slip og lade de børn bruge deres arme og hoveder noget mere. Allerede nu. Mens de er så små og bløde. For lige om lidt er de store og ude af stand til at gøre noget som helst på egen hånd. Fordi vi havde så travlt med at beskytte dem mod alt det, der er svært.
Kun sandheden 