Tag Archives: begyndelse

26. september 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden

Mørkeræd og bredmåset

Lørdag skinnede solen, så jeg et øjeblik helt glemte at efteråret er lige om lidt. Men så regnede det heldigvis i morges, var lummermørkt, da vi stod op kl. 7 og har i det hele taget været en sådan lidt fugtig-diset dag. Så ved man ligesom bare, hvad der er i vente. Altså det er ikke fordi jeg går i sort over november eller juleri i december eller udsalg i januar, men overgangen er mildest talt til at dø over. De der dage, hvor det er helt uafvendeligt, at mørket sniger sig ind på en, og jeg hele tiden tænker på stearinlys, varme tæpper, te og chokolade x 1000 som det mindste plaster på såret.

Og ca heromkring begynder jeg også at tænke lidt på tv. Det kommer ligesom snigende på den mest ubehagelige måde, og når først jeg har set et afsnit af Rod i økonomien, Hjælp jeg skal giftes og Min hund er et monster er alt tabt på gulvet. Pludselig er det forår igen, og så synes jeg det er så synd for mig at jeg har henslæbt en hel vinter i sofaen foran fjernsynet – og kun fået en eneste ting ud af det; nemlig en fladere og bredere tv-røv. Selvfølgelig lover jeg mig selv, at det er sidste gang. Aldrig mere. Jeg må begynde at strikke i stedet, læse bøger eller ja, jeg ved sgu ikke et eller andet krea-bage-bygge-agtigt. You know.

I år har jeg lovet mig selv overhovedet omstændigheder (som det hedder her i huset) at falde i. I tre måneder har jeg ikke set det, der lignede fjernsyn – og ikke savnet det det mindste. Så det ville da virkelig være dumt at lade sig friste bare fordi det er en lille smule dystert udenfor. Men børnene skal jo have lov til at se Disney Show? Og lige i halen på det kommer talentkonkurrencen, som jeg kom til at se, fordi Halfdan synes det var sjovt. Jeg var selvfølgelig nødt til at se afgørelsen efter TV-Avisen for ellers havde den første time været helt spildt. Og så kom der er en trailer for den der nye serie, som vist allerede har vundet en eller anden international pris. Den så da også meget god ud, selvom jeg måske ikke helt kan forestille mig en overbevisende Sidse Babett Knudsen som statsminister – men omvendt er det måske ikke meget sværere end at forestille sig den nuværende. Jeg kan i øvrigt også godt huske, hvad der skete med mit sociale liv, da jeg – virkelig uvist af hvilken grund – missede både første og anden runde af sagaen om Sara Lund. Så jeg har vel næsten ikke råd til at spille højt spil denne gang? Og en enkelt tv-serie søndag aften skader vel ikke? Det betyder jo ikke, at jeg behøver sidde der alle de andre dage? Vel?

med emneordet , , , , ,
21. september 2010
3 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Er du fra Danmark?

Det kan faktisk godt være en smule overvældende at sidde i et DSB-tog mandag morgen og så pludselig opdage, at alle taler dansk. Nu kan man ikke længere kalde sit barn en gammel ged eller højlydt kommentere ens medmenneskers gøren og laden. Den ret tilfalder igen kun børnene – og så er jeg tilbage som den ansvarlige forælder, der griner overbærende af, hvor ligefremme børn kan være… Miss Carla var også fald temmelig forvirret: “Er I OGSÅ fra Danmark?” spurgte hun forundret. Altså kortvarigt forundret, for så så hun ligesom potentialet i at dele tre måneders oplevelser med alle de morgenfriske. Og folk var søde nok, men der er jo ikke ligefrem nogen, der gav indtryk af, at mine børn ligner engle. Det var selvfølgelig også et morgentog, og længe siden sidste bad…

To timer senere var jeg ikke længere i tvivl. Det pissede ned, som det kun kan pisse ned i Danmark. Vasketøjet lå og grinede af os foran vaskemaskinen. Og da jeg stod i supermarkedet med min mælk (dansk mælk!) og pastinakker (er det ikke en efterårsgrøntsag?!) og makrel i tomat (we bloody missed you!) og kiggede på ekspedienten, der lignede en, der hellere ville sidde derhjemme og se Gang i Sunny Beach (er det ikke et nyt spændende program, der kan forsøde mit efterår?), og som ikke havde alt for travlt med at fortolke betydningen af kundetilfredshed. Ja, så ved man, at nu er det virkelig på tide at mønstre alle kræfter og holde fokus på alt det gode.

Jeg fremkaldte de første billeder fra turen, inden jeg lagde mig til at sove…

med emneordet , , , ,
18. september 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov, SOmeone to love

Trøstepræmien

Er der ikke en, der giver en ny taske for at gøre overgangen til den virkelige verden lidt lettere? Det er jo trods alt ikke hver dag, man bliver smidt ud af Paradis, og jeg er sikker på, jeg bliver en mindre bitter Eva, hvis jeg kan gemme mine minder i lækker læder. OG den jeg helst vil ha’ hedder Pancake, og det er jo også en form for et minde

P.S. Taskerne (og billedet) er fra Aunts and Uncles, og det er stor fejl, at de ikke kan købes i Danmark. Stor fejl!

med emneordet , , , ,
15. september 2010
Skriv en kommentar
Gaver, Mig sagde hunden, Orlov

Og hvad har jeg så lært…

Nå, man skulle jo så være et skarn, hvis der ikke kan udledes et eller andet af sådan en tre måneders rejse. Det kan godt være, at jeg ikke har fået pulsen op på samme måde, som den morgen jeg stod alene på busstation uden for Tel Aviv med studenterhuen i baglommen, og det gik op for mig efter mit livs først flyvetur og krydsforhør med den israelske sikkerhedstjeneste, som havde været grænseoverskridende nok i sig selv, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Eller som den nat i Zimbabwe, hvor jeg blev hentet af politiet på en bar og kørt på stationen for at forklare, hvordan det var lykkedes mine ikke helt ædru rejsekammerater at totalskade den bil, vi havde lejet få dage forinden. Det har heller ikke været en specielt adventure-præget tur med vilde adrenalinkick, ingen bungi-jumpet, river rafting eller hiking ad mudrede stier, som har fået pulsen op og givet en fornemmelsen af, at livet virkelig er temmelig skrøbeligt.

Tværtimod har det været en ret comfy tur på den camping-komfortable måde. Altså jo, jo, jeg har da delt bad med alt for mange tyske, permanentede kvinder. Og jeg glæder mig da også til at slippe for at sidde på et varmt toiletbræt og forholde mig til, hvem af campingpladsens gæster jeg nu deler røv med.

Men hvis der er noget campinglivet er (så meget har jeg da lært), så er det convenient. Nemt. Når man vælger den store model med le grande automobile – og i øvrigt sørger for at leve total traditionelt, så kæresten klarer alt det praktiske uden for med strøm, lokum og gas (i regnvejr), mens jeg selv har været utrolig flittig med den lille fejekost inden for – ja, så har man gjort det let for sig selv. Ingen ubehagelige senge med udefinerbare pletter på madrasserne. Ingen kedelige morgenbuffeter. For uanset hvor røvsyg campingpladsen har været – og dem har da været et par stykker af – så har man sit lille hus med sin egen lille (kolde) dyne.

Men det jeg forsøger at komme frem til, er ligesom på en måde, hvis du kan se, hvor det bærer hen altså, ik: LESSONS LEARNED (og historien om, hvad det er for et mennesker, der kommer ud i den anden ende af sådan et lille eventyr på de østeuropæiske landeveje). Så efter tre måneder i campingland har mine børn nu fået:

  • En mor, der skælder mindre ud.
  • En mor, der truer mindre.
  • En mor, der råber mindre.
  • En mor, der stadig ikke fatter, hvorfor børnene har så svært ved at modtage en besked, når nu jeg er så overskudsagtig at være sammen, og derfor bliver tvunget til at true med at konfiskere dagens is eller endog (meget i mod min gode vilje naturligvis) hæve stemmen en lille smule for at komme igennem.
  • En mor, der endelig ved, hvad det faktisk er mine børn synes er sjovt at lege, og derfor for første gang kan skrive en kvalificeret ønskeseddel til den kommende fødselsdag.
  • En mor, der nok er oppe om natten for at give børnene noget at drikke, smøre kløestillende creme på myggestik og genfinde sutter og bamser, men som har fået lov til at sove til kl. halv otte (+) flere gange, end det ellers er sket de sidste fire år.
  • En mor, der glæder sig over, at børnene er så gode til at lege sammen, og som tror på, at det er vigtigt at lade børnenes leg udvikle sig inden for deres egne rammer, fordi det giver mig mulighed for at få læst min bog færdig imens.
  • En mor, der har lært at sætte pris på, at hendes børn er dem, der laver allermest larm på campingpladsen, fordi det betyder at jeg ikke behøver at rejse mig for at finde ud af, hvad de laver.
  • En mor, der er blevet så meget campist, at jeg i morges kunne ses på en parkeringsplads i Verona i underbukser og t-shirt i gang med at børste hår.
med emneordet , , ,
11. september 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, SOmeone to love

L er for labre Ljubljana

Jeg elsker Berlin. Som i den helt store, forblændede kærlighed, hvor det kan være svært at se, hvorfor alle andre ikke skulle føle ligesom jeg. Hjertebanken og hede drømme om, at Berlin og jeg er skabt for hinanden. At vi engang flytter sammen. Og som i jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne møde nogen, der var bedre.

Det var så før Ljubljana. Og nu er jeg splittet. Berlin er stadig god, men det er måske fordi vi kender hinanden allerede. Men Ljubljana… det er smukhed og fed stemning, hyggelige gader og stræder og et totalt buzzing kulturliv med gallerier, udstillinger og initiativer, der går lige i hjertet på en event-sucker som mig. Se nu fx det lille arrangement foran et galleri, hvor mit barn kunne sætte sig ned og lave sin egen lille bog en fredag formiddag.

Og en lille udstilling, som en del af byens litteraturfestival, hvor en gruppe designstuderende, var blevet bedt om at illustrere blandt andre Alice i Eventyrland og en ABC. Smukt. Spektakulært. Lækkert. Og sjovt.

I is for eating ice cream

N is for taking a nap

U is for urinating

PG er for på gensyn!

med emneordet , , , , , , ,
5. september 2010
6 kommentarer
As if, Mig sagde hunden

Kom ikke her

Forleden løb jeg til bageren efter brød. Ja, du læste jeg rigtigt. Jeg stod op og løb frejdigt af sted. Det var en fin tur. Når jeg selv skal sige det. Og faktisk også lidt udfordrende med en pæn stigning på den første distance. Jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at benene syrede lidt til, og jeg var da også lidt forpustet, da jeg nåede frem. Men hjemturen gik faktisk rigtig fint, og jeg holdt et pænt tempo. Ret tilfreds med mig selv over, at jeg kom af sted, og at jeg nu endelig har fået gang i løberiet igen.

P.S. Der var 800 meter til bageren, og 800 meter tilbage igen. Men det nytter jo ikke noget at piske sig selv med, at jeg engang kunne løbe 10 km på 50 minutter, at jeg engang har løbet en halvmarathon uden at være ved at dø bagefter, eller at jeg løb til jeg var gravid i 5. måned – første gang. Det er jo heller ikke længere nogen, der forventer at jeg kan drikke 10 øl uden at være sygemeldt en måned bagefter. Vel?

med emneordet , , , , ,
23. juli 2010
1 kommentar
Orlov

Nogen, der kan noget ungarnsk?

Nå, men nu er vi kommet til Ungarn – fedt sted syd for Budapest, hvor der er sådan nogle helseagtige bade med 40 grader varmt vand, og noget lidt mere traditionelt vandlandsballade, hvor vi har været siden kl. 9 i morges. Der er ikke noget som vand, der giver gnidningsfri dage. Vi tar en tur mere i morgen…

Og ellers virker de søde nok i Ungarn, selvom jeg ikke forstår et ord. Efter sigende er ungarnsk i familie med finsk, og det forklarer en del. Altså jeg er med så langt som natur aqua, men det er endnu ikke lykkedes mig at gennemskue ordene for med brus og uden brus. Faktisk har jeg konsekvent taget fejl. Hvor faen er den parlør, jeg gjorde nar af forleden?

For at være på den sikre side – og fordi jeg synes der var gået lige lovligt mange croissanter og sandwich i mit liv – bestilte jeg i dag det eneste, jeg forstod på menukortet; nemlig Fitness Salad.

Altså nu ved jeg øjensynligt ikke, hvad fitnessbetyder på ungarnsk, men skiveskåret ost revet i mundrette stykker og blandet med rå løg og masser af dilddressing på en bund af den allestedsnærværende iceberg er ikke min (eller min maves) definition på helsekost.

Til gengæld laver de pandekager med nutella, men med  så pervest meget nutalla, at jeg godt kunne udvikle et afhængighedsforhold. Heller ikke så meget fitness der – særligt ikke fordi løbeskoene stadig står parkeret bag førersædet.

I det mindste kan jeg trøste mig med, at ungarerne heller ikke forstår et ord af, hvad jeg siger – uanset om jeg taler dansk, tysk eller engelsk. Da jeg i dag var ude efter et killermiddel til de myrer, der har invaderet camperen, stak damen mig en spraydåse Chemitox (i det mindste kalder de en spade for en spade i stedet for et eller andet God tur til en anden verden lille myre-spray).

Mig: Can I use it inside the camper?

Hende:  ????

Mig: Inside Wohnmobil spray OK?

Hende: ????

Jeg: Ssssssssssss (mens jeg med hænder viste spray). Inside.

Hende: Yes, yes (efterfulgt af lang svada på ungarnsk og udtryk a la jeg har ingen anelse om, hvad du taler om, men spray du bare løs med det gift der)

Og da jeg gik ud af hendes lille butik med et good-bye, kvitterede hun uden den mindste tøven med et hello.

Tror jeg blir nødt til at lokalisere den der parlør.

med emneordet , , , , ,
10. juli 2010
Skriv en kommentar
Orlov, The kids

Caaaaaaaaarlaaaaaaaaaaaaaa!

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg er dansker, og jeg råber af mine børn. Troede ellers kun det var de der underskudsforældre, som er alt det, jeg ikke er (vil være). Dem, hvor man liige klapper sig selv og hinanden på skulderen og siger: Det kan da godt være, jeg ikke altid er den fedeste mor i hele verden, men det mindste er jeg ikke som dem – hele tiden.

Nå, men det var så indtil jeg kom til Berlin med mine børn og stod på en legeplads og lige ville forhindre Halfdan i at skubbe sig foran i køen til sørøverskibet. Jeg var ikke en gang sur eller noget. Jeg hævede bare stemmen for at være sikker på, at han kunne høre mig. Og det der var ment som en venlig henstilling, kom nu til at virke som en lussing, da alle legepladsen mødre og fædre vendte sig rundt og kiggede på mig.

I det øjeblik gik det op for mig, at selvom klokken var fire om eftermiddagen, og legepladsen var fuld af børn, var der ingen der råbte – hverken børn eller forældre. Børnene legede helt stille – altså med undtagelse af mine børn, som man hele tiden kunne høre et sted på pladsen, når den ene råbte til den anden: “Carla, se mig!” eller “Haaalfdaaan, jeg er herovre.”

Imens sad de tjekkede berliner-forældre i skyggen og lignede nogen, der havde al det overskud i verden, som jeg så tit har ønsket mig. Nogle af mødrene sad ligefrem og læste – altså ikke skimmede, men læste som i fordybet – i et blad, mens børnene løb rundt som de mest provokerende harmoniske væsener.

I går nåede jeg kun at råbe “CASPER”, før alle øjne igen hvilede på mig, og jeg følte mig tvunget til at lette mit korpus for at gå hen og bede ham tage en flaske vand med i stedet for – som jeg plejer – at kaste min ord ud i det offentlige rum med spredehagl.

Så nu prøver jeg at gå foran med et godt eksempel – man må jo bræge som de får, man er i blandt. Dog noterer jeg mig, at børnene desværre ikke er så gode til at kopiere mig, som de plejer at være (måske fordi det også er lidt svært for mig at holde op med at hæve stemmen – det skete fx så sent som i går under kombinationen overtrætte børn, der nægter og sove i toværelseslejlighed, hvor der 35 grader, mens mor drømmer om verdens koldeste cola). Måske taler vi virkelig long term damage med alt det råberi de er blevet udsat for, men det skal ikke forhindre mig i at indgyde lidt tysk stilhed i mine børn  alligevel.

Om ikke andet for at minimere mængden af undrende, ok måske snarere misbilligende blikke, når ens datter går amok og skriger sine indvolde ud på offentlig plads lørdag morgen…

med emneordet , ,
24. juni 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Pottetræning

Udover jeg skal sælge ud, tage sol og drikke kaffe under orloven, så er det også et erklæret mål, at Halfdan skal stoppe med at bruge ble henover sommeren. Således tændt af den hellige pottetræningsild har jeg de sidste to dage taget bleen af barnet, når han kom hjem fra vuggestuen – det er jo det, man gør, ikke?

I går gik det rigtig fint, altså indtil han sad i sækkestolen og sagde: Nu tisser jeg. Herligt at sækkestolen tilsyneladende er lavet af vandafvisende stof, så det hele samlede sig som en lille sø på gulvet.

I dag vejrede jeg allerede morgenluft, da drengen kom løbende gennem stuen, mens han råbte: Jeg skal tisse. Jeg skal tisse! Tænk, at han allerede kan sige til… Han nåede godt nok at tisse i to par underbukser, men hey hvor der handles, der spildes. Lige inden nattøjstid lavede han så en ny sø på gulvet, som hans søster så lige nåede at træde i – det er så en anden af Murphys love; nemlig at det øjeblik en forældre med høj og klar stemme siger: Pas på! Så sker præcis den ulykke, man forsøgte at afværge.

Nå, men så fik han så ble på – og så gik der selvfølgelig lige præcis 1,5 minut, før han sked i bleen. Han har tilsyneladende ikke forstået, at det netop er den del, jeg gerne så henlagt til toilettet. Og nu havde jeg lige som nået grænsen for spontante toiletbesøg, efterfølgende håndvask, våde bukser og optørring. Særligt fordi jeg samtidig forsøgte at rydde op efter aftensmaden, smøre madpakker, tømme opvaskemaskine, opstøve vinterdækkene til bilen og sætte en vask over.

Og hvor var nu det andet barn, mens hjemmet (eller i hvert fald moren) stod på den anden ende? Hun kom ind fra terrassen, hvor hun åbenbart stadig sad og spiste (jeg havde helt glemt, at vi også var igang med at spise aftensmad), og så gav hun mig smørskålen med ordene: Undskyld mor, jeg kom til at slikke på skålen…

med emneordet , , ,
20. juni 2010
1 kommentar
Sandheden

Sommerlyde

Hvor er det længe siden jeg har hørt solsorten synge godmorgensang, mens solen står op – fordi jeg har været til fest. Kl. er uhørt 03.36, og jeg ligger i min seng efter en fantastisk aften med dans og iskolde drinks. Har ligesom på fornemmelse, at et hjørne af mit gamle live r ved at blive frigivet.

Og nu at falde i søvn, mens det lysner… Pyt med tømmermænd i morgen, for weekenden fortsætter i det uendelige.

med emneordet ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →