Caaaaaaaaarlaaaaaaaaaaaaaa!

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg er dansker, og jeg råber af mine børn. Troede ellers kun det var de der underskudsforældre, som er alt det, jeg ikke er (vil være). Dem, hvor man liige klapper sig selv og hinanden på skulderen og siger: Det kan da godt være, jeg ikke altid er den fedeste mor i hele verden, men det mindste er jeg ikke som dem – hele tiden.

Nå, men det var så indtil jeg kom til Berlin med mine børn og stod på en legeplads og lige ville forhindre Halfdan i at skubbe sig foran i køen til sørøverskibet. Jeg var ikke en gang sur eller noget. Jeg hævede bare stemmen for at være sikker på, at han kunne høre mig. Og det der var ment som en venlig henstilling, kom nu til at virke som en lussing, da alle legepladsen mødre og fædre vendte sig rundt og kiggede på mig.

I det øjeblik gik det op for mig, at selvom klokken var fire om eftermiddagen, og legepladsen var fuld af børn, var der ingen der råbte – hverken børn eller forældre. Børnene legede helt stille – altså med undtagelse af mine børn, som man hele tiden kunne høre et sted på pladsen, når den ene råbte til den anden: “Carla, se mig!” eller “Haaalfdaaan, jeg er herovre.”

Imens sad de tjekkede berliner-forældre i skyggen og lignede nogen, der havde al det overskud i verden, som jeg så tit har ønsket mig. Nogle af mødrene sad ligefrem og læste – altså ikke skimmede, men læste som i fordybet – i et blad, mens børnene løb rundt som de mest provokerende harmoniske væsener.

I går nåede jeg kun at råbe “CASPER”, før alle øjne igen hvilede på mig, og jeg følte mig tvunget til at lette mit korpus for at gå hen og bede ham tage en flaske vand med i stedet for – som jeg plejer – at kaste min ord ud i det offentlige rum med spredehagl.

Så nu prøver jeg at gå foran med et godt eksempel – man må jo bræge som de får, man er i blandt. Dog noterer jeg mig, at børnene desværre ikke er så gode til at kopiere mig, som de plejer at være (måske fordi det også er lidt svært for mig at holde op med at hæve stemmen – det skete fx så sent som i går under kombinationen overtrætte børn, der nægter og sove i toværelseslejlighed, hvor der 35 grader, mens mor drømmer om verdens koldeste cola). Måske taler vi virkelig long term damage med alt det råberi de er blevet udsat for, men det skal ikke forhindre mig i at indgyde lidt tysk stilhed i mine børn  alligevel.

Om ikke andet for at minimere mængden af undrende, ok måske snarere misbilligende blikke, når ens datter går amok og skriger sine indvolde ud på offentlig plads lørdag morgen…

Reklamer
med emneordet , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Reklamer
%d bloggers like this: