Tag Archives: børn

24. juni 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, SOmeone to love

Midsommertalen

Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.

(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.

Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.

Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.

Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).

Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)

med emneordet , , , , , ,
23. juni 2011
6 kommentarer
Mig sagde hunden, SOmeone to love

Det er ikke det samme

Prøvnuligehørher. Hvis mit ældste barn havde været en dreng, så havde verden nok set lidt anderledes ud. Både på den gode måde. Og på den ikke så gode måde.

Den der sensitivitet kombineret med et temperament af den anden verden is freaking me out. Det kommer i bølger. Så meget har jeg da lært de sidste fem år. Men derudover ved jeg sgu ærlig talt ikke, om jeg har lært noget som helst. Måske er jeg blevet lidt mere tålmodig. Måske ikke.

Det, jeg også har lært de sidste fem år, er, at du gerne vil hjælpe og måske trøste mig med, at det er ligesom noget, du kender. Og det er sådan set sødt nok. Lidt ligesom dengang vi hver dag stod op før kl. 5, og du spurgte, om vi havde prøvet at lægge barnet senere i seng. Problemet er bare, at det ikke er det samme, som det, du kender, og at de gode råd, du selv har haft succes med, ikke virker i den her butik.

Jeg sir det ikke for at være på tværs, men fordi jeg har prøvet både med det søde og det sure, det hårde og det bløde, det planlagte og det der føles bedst lige nu. Alles. I fem år.

Og ved du, hvad jeg står tilbage med? Det samme. Helt det samme. Bare fem år ældre. Råben og skrigen og smækken med døre og kasten med ting og tænders gnidslen. I perioder fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen. I perioder næsten ikke. Og hver gang vi rammer en næsten-ikke-periode ånder jeg lettet op og tænker, at nu – endelig – er vi ude på den anden side. Nu blir det ligesom hjemme hos jer andre på godt og ondt, men i det mindste gennemsnitligt. Så knuselsker jeg det lille atomkraftværk for al hendes glæde og hendes evne til at tage hovedspring ud i livet og for at være indbegrebet af, hvordan et lille menneske kan gå på med krum hals.

Jeg elsker hende hver eneste dag. Selvfølgelig. Ubetinget. Men når dagene er fulde af kampe og sammenbrud sætter jeg mig næsten hver aften ved hendes seng, stryger hende over håret og krammer hende (fordi jeg endelig kan få lov) og hvisker: “Lille søde menneske, hvordan kan der være så meget vrede i sådan en lille krop?” For jeg forstår det virkelig ikke. Sensitivitet eller ej. Hvorfor al den vrede?

Og hvis nu hun havde været en dreng. Havde vi så syntes det var lige så hårdt. Havde vi handlet anderledes? Havde vi grinet mere? Været mere overbærende?

med emneordet , ,
21. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Synd du ikke kører i tog med mig

Jeg sidder i toget hjem fra Å/Aarhus. Jeg har været hjemmefra i 12 timer og imens har Miss C fået en rokketand. Undskyld? Rokketænder er det ikke noget børn får lige inden de flytter hjemmefra? Eller som minimum når de begynder i skole. Jeg fatter det ikke. Men det gør hun. Jeg ved ingenting om tandfeer men i telefonen har hun fortalt at hvis hun sluger tanden, er det tilsyneladende nok at lægge et forklarende brev under hovedpuden for at få den lille (eller store?) fe til at trække mønter op ad lommen.
Og hvor store er de mønter egentlig? Jeg er helt blank på konceptet børn og kontanter.
Nåmen jeg sidder altså i toget og jeg havde vist gjort mine medpassagerer en tjeneste ved 1) ikke at tage skoene af og 2) ikke at købe de der snackpølser med chili og hvidløg som lugter meget af pølser, chili og hvidløg. Mn nu er skaden ligesom sket og min sidemand har sat sig til at sove (eller er besvimet).
Og nu skal jeg sådan set igang med at læse Susan Sontag. Bogklubmøde om en uge og jeg er 100 år bagud.
Sludre. Sludre.

med emneordet
19. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Flad som en pandekage

Drinks og øl og øl og drinks. I to dage. Lidt træt. Prøver med kaffe og fjernsyn. For om en halv time skal jeg være mor igen. Kom så. Du ka jo godt.

med emneordet , ,
17. juni 2011
4 kommentarer
Mig sagde hunden, Sandheden

Ord, der bliver hængende

Er jeg den eneste, der har sådan en hale af ord hængende efter mig, som jeg kan huske præcist, hvornår jeg lærte at kende eller stave? Og dertil en hel hær af stemmer, der messer de mest enervererende huskeregler som fx at der er to m’er i kommune, fordi det jo ikke er en ko-mune (se, det er humor i 5. klasse).

Jeg kan også stadig hører lyden af radioavisen i radioen den morgen, hvor min veninde og jeg, 12 år gamle, var på vej i skole, og hendes mor fortalte os, at jeans er det engelske udtryk for cowboybukser. Eller den sommeraften det gik op for mig, at Funny (tyggegummiet) betyder sjov.

Og hver gang jeg skriver starter eller begynder, ser jeg lige præcis det ansigt for mig, som engang fortalte mig, at det kun er motorer, der starter – alt andet begynder.

Min dansklærer har æren for, at jeg hverken tænke på høns eller æg uden at tænke på, at høns ikke ligger, men lægger æg, og det kan man huske på æ’et i ægget. Eller at der er stor forskel på at sige han tog sin hat og han tog hans hat.

I gymnasiet var der røde streger i stilene, hver gang vi brugte ordet ting, fordi man altid kan være mere præcis end det. Og nu kan jeg slet ikke skrive ting, uden jeg først har tænkt længe over, om jeg virkelig mener ting eller noget andet.

Og så er der det med de der håndtørrer på offentlige toiletter. I mange, mange år grinede jeg af, hvor heldigt det var, at ham, der lavede apparaterne netop ned Dryer til efternavn. For ikke mange år siden sad jeg på et toilet i Tyskland, da det gik op for mig, at der ikke findes en mand, der Dan Dryer. Så nu tænker jeg på det (og på Dan Dryer, som han så ud i mit hoved) hver gang jeg tørrer hænder på et offentligt toilet.

med emneordet , ,
17. juni 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Godt jeg ikke er sådan en…

Møde i præstationsklubben igår aka den årlige sommerfest i børnehaven. Vi var debuterende. Skal jeg love for.

Der var et tidspunkt i ugen op til, hvor jeg bildte både mig selv og børnene ind, at vi selvfølgelig skulle være med i den kagekonkurrence. Og hvor det også lykkedes mig at downscale kageambitionerne så meget, at jeg faktisk fik talt muffins op, som noget af det ypperste inden for kagekunsten. På et tidspunkt googlede jeg ligefrem “cupcakes” for at se, hvordan vi kunne pimpe kagerne til ukendelighed.

Nå, men det gik jeg hurtigt fra, da jeg så hvordan listen over ingredienser, som skulle købes ind til formålet bare voksede og voksede. Som ugen skred frem, indså jeg i øvrigt også, at jeg aldrig ville få tid til at bage så meget som en enkelt lille minimuffin, og sådan gik det til, at kagerne helt røg ud af vores bidrag til festen. Ikke ligefrem noget, der gav plusser i bogen hos børnene. Til gengæld var jeg ret tilfreds med, at jeg uden videre lagde kagerne bag mig uden en snert af dårlig samvittighed.

Således opløftet var der jo sådan kun tilbage at flikke lidt aftensmad sammen til selve arrangementet. Og her gjorde jeg mig to overvejelser: 1) Børnene kommer til at spise så meget (af de andres) kage, at de slet ikke kan spise aftensmad.         2) Børnene kommer aldrig til at sidde roligt og nyde lækkert tilberedt mad fra deres mors hånd, når der er fest og 10.000 andre børn. So better go simple og easy.

Endnu et selvklap på skulderen for den erkendelse. Så jeg tænkte selvfølgelig pizzasnegle og undervejs improviserede jeg nogle pølsehorn af en pose (ikke for) gamle grillpølser. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at få mere af tomatsaucen uden på end inden i snegle og horn. Kønt blev det ikke, men hey… På vej hjem fra arbejde købte jeg en pose friske ærter og en bakke jordbær. Dertil fire tallerkener (ingen bestik, no need), en rest appesinjuice og en øl. Skål.

Da jeg så kagerne (så meget talent, så meget tid), var jeg glad for jeg ikke havde forsøgt mig med wannabe-cupcakes. Da jeg så buffetten, var jeg mildest talt  uforberedt på, at mine halvtørre, tomatpurerede, hvide hvedemelssnegle og -horn skulle gøre flotte fuldkornssnegle, lækre salater, dampende varm lasagne, hjemmelavet koldskål, et potpourri af kalve-, svine- og fiskefrikadeller og lækre hjemmebagte brød selskab. Tre borde fulde af andres åbenbart ganske almindelige og hverdagsagtige standarder for, hvordan et aftensmåltid kan tage sig ud. Men vi ved jo godt allesammen, at det vigtigste ikke er at vinde (selvom jeg sgu godt gad at kunne lave en kæmpestor kagefrø i bikini). Det vigtigste er at være med, og i øvrigt lukkede og slukkede min børn festen. Så ved man da i det mindste, man har givet noget godt videre til sine børn.

med emneordet , ,
9. juni 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

En forsmag på det der venter (inkl. konkurrence)

Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare  vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.

Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.

Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?

P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.

med emneordet , , , ,
3. juni 2011
2 kommentarer
Sandheden, SOmeone to love

Til alle jer katteejere

Hold nu godt fast, for det her er måske, eller faktisk temmelig sikkert den eneste gang. Om igen. Det er den eneste gang, du kommer til at se søde dyr på bloggen. Normalt ikke lige min spidskompetence eller interesseområde. Men bare for at sige, at jeg ikke er helt hjerteløs.

So here’s to you fra en skovl i Thailand with love:

image

med emneordet , ,
2. juni 2011
3 kommentarer
Sandheden

Gemmer du dig også ved floden?

Nå, men jeg har så brugt de to sidste dage på at lave interviews med burmesiske børn, der er smuglet over grænsen til Thailand for at tale med os. Det er sådan set første gang de er i Thailand, og de har hverken pas eller identifikationspapirer. Det lokale politi ved, de er her, men ellers er det bare med ikke at gøre så meget væsen af sig. Det er i øvrigt også første gang for flere af dem, at de ser byer med asfalterede veje eller prøver at køre i bil. De har gået en dag (morgen til aften) gennem junglen, sejlet tre timer over floden og kørt yderligere et par timer i bil for at komme her til. Bare for at tale med os. Og det meste af tiden sidder de jo egentlig bare og venter. På at tale med os.

image

De er søde, men også lidt svære at tale med. Både fordi de ikke forstår engelsk, men også fordi de er meget høflige og helst vil svare rigtigt på spørgsmålene. Og spørgsmålene er svære at stille, og endnu svære at svare på, når man ikke er vokset op et samfund, hvor ens forældre, lærer og alle de andre voksne hele tiden inddrager en i alverdens beslutninger. Eller beder en om at have en holdning til alt mellem himmel og jord. Fx gik det sådan her:

Mig: Hvad laver du så, når du kommer hjem fra skole?

Pigen: Så arbejder jeg i rismarken sammen med mine forældre, og bagefter laver jeg aftensmad.

Mig: Hvad kan du bedst lide?

Pigen: At lave mad.

Mig: Hvorfor?

Pigen, efter laaaaaaaaaang pause, usikkert smil: Det ved jeg ikke.

Børnene bor i landsbyer i den del af Burma, der hedder Karenstate. Selvom de har en form for selvstyre, patruljerer det burmesiske militær jævnligt i området.

En af pigerne fortalte med stille stemme og et roligt blik:

“En aften, da mørket var faldet på, kom soldaterne. Jeg var i vores bambushytte med min far og mor og mine søskende. Min mor sagde til os, at vi skulle være stille, så soldaterne ikke opdagede os. Min far fandt en sæk ris, mens min mor bandt min bror på 2 år fast på ryggen. Min mindste lillebror var to måneder, ham tog hun i armene, og så løb vi alt, hvad vi kunne, hele familien. Vi gemte os ved floden, hvor vi sov på madrasser, som vi lavede af bananblade. Soldaterne byggede en lejr i vores landsby, så vi kunne ikke komme tilbage. Nu bor vi i en anden landsby. Jeg er bange for, at soldaterne kommer for, hvis de ser os, skyder de os eller tager os med. Dem, de tog med fra min gamle landsby, har jeg ikke set siden.”

Vi har stadig ikke fået bestilt et hotel til sommerferien eller købt sandaler til børnene. Jeg har heller ikke fået gravet terrassen i haven færdig eller fået kopieret familiefotos til børnehaven. Men… ikke?

med emneordet , , , ,
27. maj 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love

Det poetiske barn

Jeg er lige i gang med at modbevise, at selvom forældrene (mig) ikke har et alt for asketisk forhold til bandeord (og kussetyve), behøver der ikke komme havnearbejderunger ud i den anden ende.

Fx kan ens barn godt sige ting som: I virkeligheden er jeg en engel, men en dag kom der en og tog mine vinger, så nu kan jeg ikke flyve mere.

P.S. Han kan også godt sige dumme mor og du er grim og så sparker jeg dig, men det er naturligvis kun rent undtagelsesvis. Og vi slår hårdt ned. Lige med det samme. For sådan taler vi ikke til hinanden. Hjemme hos er vi alle sammen engle uden vinger og så er det nemt at glemme sølvstøvet indimellem.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →