Kun sandheden

Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare  vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.

Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.

Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?

P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.