Kun sandheden

Nå, men jeg har så brugt de to sidste dage på at lave interviews med burmesiske børn, der er smuglet over grænsen til Thailand for at tale med os. Det er sådan set første gang de er i Thailand, og de har hverken pas eller identifikationspapirer. Det lokale politi ved, de er her, men ellers er det bare med ikke at gøre så meget væsen af sig. Det er i øvrigt også første gang for flere af dem, at de ser byer med asfalterede veje eller prøver at køre i bil. De har gået en dag (morgen til aften) gennem junglen, sejlet tre timer over floden og kørt yderligere et par timer i bil for at komme her til. Bare for at tale med os. Og det meste af tiden sidder de jo egentlig bare og venter. På at tale med os.

De er søde, men også lidt svære at tale med. Både fordi de ikke forstår engelsk, men også fordi de er meget høflige og helst vil svare rigtigt på spørgsmålene. Og spørgsmålene er svære at stille, og endnu svære at svare på, når man ikke er vokset op et samfund, hvor ens forældre, lærer og alle de andre voksne hele tiden inddrager en i alverdens beslutninger. Eller beder en om at have en holdning til alt mellem himmel og jord. Fx gik det sådan her:

Mig: Hvad laver du så, når du kommer hjem fra skole?

Pigen: Så arbejder jeg i rismarken sammen med mine forældre, og bagefter laver jeg aftensmad.

Mig: Hvad kan du bedst lide?

Pigen: At lave mad.

Mig: Hvorfor?

Pigen, efter laaaaaaaaaang pause, usikkert smil: Det ved jeg ikke.

Børnene bor i landsbyer i den del af Burma, der hedder Karenstate. Selvom de har en form for selvstyre, patruljerer det burmesiske militær jævnligt i området.

En af pigerne fortalte med stille stemme og et roligt blik:

“En aften, da mørket var faldet på, kom soldaterne. Jeg var i vores bambushytte med min far og mor og mine søskende. Min mor sagde til os, at vi skulle være stille, så soldaterne ikke opdagede os. Min far fandt en sæk ris, mens min mor bandt min bror på 2 år fast på ryggen. Min mindste lillebror var to måneder, ham tog hun i armene, og så løb vi alt, hvad vi kunne, hele familien. Vi gemte os ved floden, hvor vi sov på madrasser, som vi lavede af bananblade. Soldaterne byggede en lejr i vores landsby, så vi kunne ikke komme tilbage. Nu bor vi i en anden landsby. Jeg er bange for, at soldaterne kommer for, hvis de ser os, skyder de os eller tager os med. Dem, de tog med fra min gamle landsby, har jeg ikke set siden.”

Vi har stadig ikke fået bestilt et hotel til sommerferien eller købt sandaler til børnene. Jeg har heller ikke fået gravet terrassen i haven færdig eller fået kopieret familiefotos til børnehaven. Men… ikke?