Egentlig ville jeg brokke mig lidt over, at indbegrebet af den her tur er, at jeg stort set ikke har nogen privatsfære tilbage. Det kommer der af hele tiden at blive hjemsøgt af børn og så blive forladt igen – helst når jeg sidder på et toilet på en restaurant, og det barn, der gik med for tisse, åbner døren på vid gab, mens jeg sidder stadig sidder på toilettet og efterlader mig der med fri udsigt til restaurantens gæster og buskerne nede om hælene.
Så blev jeg afbrudt af et hysterisk barn i et badeland og fik aldrig publiceret guldkornene. Men derfor skal I jo ikke snydes, så her er lidt daggammelt galde:
Der var en gang, hvor jeg tænkte, at det måtte være en udfordring at sidde på en øde ø sammen med 20 mennesker, man ikke kender, og så lege Robinson Crusoe, men det var så før jeg fik børn – og helt sikkert før jeg tog på tur med to små børn i en autocamper.
Jamen, det er da virkelig flot, at du har løbet nøgen rundt og været vildt sulten på en eller anden sygdomsbefængt ø et sted ud for en kyst i selskab med TV3’s kamerahold, læger og psykologer.
Men jeg når sgu heller ikke at barbere ben, fordi der altid er et barn, der gerne vil med i bad (og så er der selvfølgelig altid et andet, der aldrig vil med, og som hader at få hovedet under vand), og vi har allesammen været skambidte af myg, og ungerne er rådne med jævne mellemrum – ret jævne faktisk. Men her er hverken psykologer til at diagnosticere grænsesøgende børn og forældre, der giver sig af med nyttesløs trussel-pædagogik eller et ø-råd, hvor jeg har mulighed for at stemme den mest irriterende ud.
I stedet foregår det nogenlunde som da vi var på fiskerestaurant forleden. Fint sted, men vi var ikke nervøse, for i Slovenien er børn velkomne alle steder, står der i guidebøger. Så vi sætter os. Halfdan går i gang med at spise bordpynten, og brødkurven med 10 (ti!) stykker brød er tom, næsten før tjeneren har sat den på bordet. Det går også temmelig hurtigt med at få tømt juicen, men det lykkes at få bestilt mad – altså på den der måde, hvor man skynder sig at bestille det første, man før øje på i menukortet.
Så kommer ventetiden… damage control… endelig kom maden. Vi skærer mad ud, skubber stole ind, forsøger at få barnet til at spise bare hver anden bid med gaffel, og før vi ved af det, er børnene færdige med at spise.
Jeg tror nok, jeg fik noget blæksprutte med parmaskinke, og restauranten lå efter sigende meget smukt ned til en flod, og solnedgangen var vist også ok. Tror nok vi var to voksne, men vi nåede ikke rigtig at få talt sammen. Udover det sædvanlige: “Rækker du mig lige vandet?” “Vil du gå med på toilettet med hende?” “Vil du samle hans gaffel op?”
Og det er nok den korteste forklaring på, hvorfor pizza ude eller pasta/pesto-retter hjemme er så populære – eller hvorfor vi bruger dage på kanten (på alle måder på kanten) i et badeland i stedet for at forsøge at drømme os væk i et prisvindende wellness center på den anden side af gaden. I det mindste har vi gemt brochuren til en gang om 100 år.
Kun sandheden 