26. august 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Børnefamilie-attack – jeg beklager! Tror jeg?

Gad vide, hvor den der genetiske defekt ligger, som betyder at alle børnefamilier – eller ok, så mange, hvis du og din familie undtagelsesvis er helt anderledes… men altså hvor ligger mon den defekt, som betyder, at vi synes det er helt ok at kolonisere et sted med os selv, vores afkom og alt vores uundværlige emergency-gear uanset om det er en togkupe, et venteværelse eller en cafe?!

En stor del af min første barsel (oh, salige fortid fuld af endeløse timer og sommer med sovende baby) tilbragte min ligeledes barslende veninde og jeg på cafeer med lifte, stofbleer, lortebleer, dingleting, solbriller og babygråd. Spredt med rund hånd rundt i lokalet selvfølgelig… og uden den mindste antydning af dårlig samvittighed. Vi har sgu også ret til at være her! Vi har faktisk fortjent at sidde og hænge på din cafe hele dagen, fordi vi er trætte og har brug for at lade som om livet er en lille smule som før.

Det var dengang. Efterhånden har jeg helt glemt, hvorfor jeg gør. Det sker ligesom bare. Vi kommer ind ad døren med det lille cirkus. Stiller klapvogn inden for døren med et styk sovende barn. Bestiller kaffe og noget at drikke til børnene, som det helt sikkert lykkes os at spilde på bordet. Så trækker vi legetøjet op af tasken, så vi kan få ro til at snakke sammen. Og hvis barn 2 også viser tegn på træthed, synes jeg det er helt i orden, at jeg okkuperer to stole, hvor han kan sove, mens far og mor læser og drikker mere kaffe.

Du ved godt, hvad jeg mener, ik? Og så har i dag jo på en måde været en stille dag, fordi børnene ikke kastede sig ud i en 2010-udgave af Flashdance midt på gulvet eller legede Kongens Efterfølger med tjeneren.

med emneordet , , ,
22. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,
21. august 2010
2 kommentarer
Anbefalinger

Til gravide og andre svagelige

Hvis du nu er kæmpegravid, men alligevel ikke mere end at det kan blive til en sidste rejse af den slags, du kommer til at have våde drømme om, når du er blevet mor, så skulle du måske overveje Bratislava i Slovakiet.

Supersmuk by, der ikke er overrendt af turister, dejlig mad, god shopping – og så slipper du endda for at stå i kø med andre end dem, der har det ligesom dig.

med emneordet , , ,
21. august 2010
Skriv en kommentar
The kids

Husk nu hunden

I en uges tid har børnene leget en leg med en tom 1½ l vandflaske og en snor. Det er noget med, at flasken er en hund, og så trækker de hunden med rundt på campingpladsen og gir den mad og lægger den til at sove. Og det foregår på den der lidt maniske måde, hvor man under ingen omstændigheder må røre ved flasken, fordi hunden jo er ved at spise eller noget.

Kom ikke og sig, at selv danske børn ikke kan lære at få meget ud af lidt, når de er blevet trætte af de otte stykker legetøj, som deres mor har taget med hjemmefra – og som i øvrigt ret hurtigt viste sig at være lige netop det, de ikke leger med.

I går gik begge børn (selvfølgelig) med Casper på toilettet og på vej tilbage lå flasken på græsset.

– Husk lige hunden, sagde Casper (det er den slags, der åbenbart sker når man er forældre; altså at man ender med at kalde en plastikflaske for en hund).

Begge børn kiggede på deres far med store undrende øjne, som kun børn kan kigge helt tomt på deres forældre, mens han pegede på hunden/flasken.

– Aih, det er da ikke en hund. Det er da en flaske! sagde de og løb grinende hen til mig for at fortælle den totalt langt ude historie om deres far, der tror, at en flaske er en hund, når det er jo er åbenbart for enhver, at det er en flaske og på ingen måder en hund…

med emneordet , , , ,
20. august 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Og nu til noget helt andet… men også meget vigtigt

Hvis man skal tage supermarkedernes hylder for pålydende, så må kroaterne spise virkelig mange lagkager med virkelig meget pynt. Jeg er ikke sådan en superkagemester som hende her. Jeg er mere til dogmemodellen, som går ud på at tømme rationen af gammel marmelade i det ene lag,  peppe op med friske (frosne) bær i lag to og så sløre det hele med flødeskum blandet med makroner – og nutella hvis det går virkelig højt.

Til sidste familiefødselsdag gik min kærestes mormor så langt som til at sige, at mine lagkager bliver bedre for hver fødselsdag. En form for en kompliment, tror jeg.

Nå, men eftersom det er mit lod altid at slå større brød op end jeg kan have i ovnen, så blev jeg selvfølgelig grebet af de kroatiske kagehylder og har i dag indkøbt 300 superfine muffinsforme i alskens farver.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge min kroatiske souvenir til, som ved nærmere eftertanke faktisk er forbavsende små. Men hey, det er vel det er med souvenirs. At ikke rigtig kan bruges til noget. Med mindre selvfølgelig jeg kaster mig en eller anden form for pyntesyg konfekt-mani.

P.S. Jeg har lige besvaret et spørgeskema og har for sidste gang i mit liv sat kryds i kategorien 30-35 år. Skræmmende nok selv med 300 muffinsforme som back-up.

med emneordet , , ,
19. august 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love, The kids

Hjælp til selvhjælp

Som altid når det ser sortest ud, kommer den dejligste dag sendt fra himlen med søde og glade børn. Og i dag også gode råd, som jeg takker ærbødigst for. Så mange søde mennesker ude i verden.

Et par gode links og bogtips om det der med at være og have et sensitivt barn lige til at dele:

  • Sensitive balance
  • Særligt sensitive mennesker af Elaine Aron
  • Forældre indefra  af Daniel J. Siegel og Mary Hartzel

Men også en mail fra facebook-ven med med rigtige gode nuancer, fordi hun så lige er en slags psykolog oveni.

Hendes pointe er den vigtigste, og det jeg bliver ved med at sige til mig selv; nemlig at selvom jeg nogle gange tænker, at det ville være rart med et eller andet mærkat at sætte på det lille temperamentsfulde og energiske barn, så løser det jo ikke problemet. Hun bliver jo ikke nemmere at håndtere i de ekstreme situationer, fordi vi kalder det et eller andet. Men det rare ved mærkater er, at de fjerner en del af ansvaret fra mig. Altså hvis hun nu er en lille smule aparte, så er det jo ikke helt så meget mit ansvar, vel?

Alligevel står vi tilbage med status quo: Et barn, der brager ud i verden, tager alting ind og til sidst, når hendes hjerne brænder sammen, udfordrer sine omgivelser med energiudladninger, der kunne løse en betragtelig del af fremtidens behov for alternativ energi.

Lige siden hun var helt lille, har hun grådigt suget verden til sig. Det gør hendes bror også, men den helt store forskel er, at han indimellem trækker sig tilbage, lukker alting ude og leger. Miss Carla lukker aldrig af, men tager bare ind og ind og ind, til der ikke kan være mere.

Det er oplagt, at vi måske skulle være bedre til at skåne hende. Til at udsætte hende for færre indtryk. Men det passer bare meget dårligt med mit temperament, og på de gode dage giver det hende også en masse udfordringer og oplevelser, som jeg tror på er gode for hende. Samtidig tænker jeg faktisk også, at ligesom hendes lillebror ofte skal presses lidt for prøve nye situationer af, så gør vi hende en tjeneste ved at lære hende at håndtere de situationer, hvor hun koger over. Det kræver bare overskud. Temmelig meget faktisk. Og nogle gange er jeg ligeså flad, som hun er hysterisk, og på de dage (som i går fx) er det svært lige at finde den overskudsagtige mor frem.

Men ved I hvad? I hele den lange facebook-mail var jeg allermest glad for sætningen Hun bliver sgu helt sikkert en dejlig voksen. For i virkeligheden er det jo det handler mest om. Så prøver jeg lige at mønstre lidt mere mor-mod ved at spare op af dage som i dag.

med emneordet , , , ,
18. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love, The kids

Jeg har brug for hjælp!

Det sker nogle gange om året, at jeg føler mig slået totalt skakmat. Det er ikke til at sige, hvad der lige er udslagsgivende. Kun at jeg når et mætningspunkt, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på lille Miss Carlas temperamentsfulde sind.

Vi taler altså ikke om et barn, der gør lidt modstand. Eller et barn, der lægger sig ned på jorden og beklager sig lidt højlydt over verdens tilstand. Eller et barn, der bare sætter sig i et hjørne og surmuler helt på tværs.  Vi taler derimod om et barn, der gør fuldstændig og aldeles bananas, og som er helt, helt uden for rækkevidde, mens det står på. Som regel kan jeg fornemme det allerede om morgenen. I dag bliver sådan en dag. Og så er det bare et spørgsmål om tid før bomben eksploderer. Og der er kun en ting at gøre: At sætte sig med hende. Holde på hat og briller. Og vente på det går over igen.

Sidste sommer ringede jeg til en psykolog i kommunen i ren og skær desperation. Det var så lige op til sommerferien, og så var det ligesom gået lidt i sig selv igen, da ferien var ovre, og pludselig virkede det lidt overdrevet det med psykologen.

Men nu er den gal igen. Og hvad gør man så i en camper i Kroatien? Googler “temperamentsfulde børn” i håb om, at der er andre som mig derude. Og sørme så, en familieterapeut, der beskriver mit lille barn bedre end jeg selv kunne have gjort:

  • Er børn, som fylder ekstra meget i familien.
  • Stærk personlig vilje. Hader at få et nej. ”Besværlige” og konfronterende. Vil gerne bestemme, både i forhold til sig selv og andre. Føler, at de har større overblik/fantasi end andre til fx lege.
  • Kan være manipulerende for at få deres vilje, både over for andre børn og voksne.
  • Gode til at kommunikere og argumentere.
  • Giver ikke op. Meget insisterende. Hjælp til at komme i ro.
  • Har meget lille stress-tolerance. Frustreres nemt. Brug for trygge, forudsigelige rammer.
  • Behøver hjælp til at rumme og få sat ord på de ”svære” følelser. Hvad ligger bag?
  • Kan få depressive tanker, en følelse af ikke at høre til, være noget værd – udtaler fx: ”Jeg har et dårligt liv”.
  • Kan være ”kanondestruktive”/voldelige med blackouts, hvor de overhovedet ikke kan ”styre” deres raseri/aggressioner. Hjælp dem i ro!
  • Hader/elsker passioneret. Kan være meget sort/hvide i deres opfattelse af situationer.
  • Vil meget nødig indrømme deres ”fejl”. Føler sig ”dumme” og ved godt selv, at de har lavet en ”fejl”.
  • Kan have meget lidt selvværdsfølelse/selvtillid, hvis de ofte møder modstand og manglende forståelse.
  • Nogle lukker sig inde i sig selv og føler sig meget ensomme.
  • Hvis de møder jalousi/misundelse fra andre, begynder de ofte at underpræstere
  • Brug for ansvar, gerne det, de selv beder om. Brug for at kunne vælge mellem fx 2-3 muligheder.
  • Brug for anerkendende/tydelige rollemodeller.
  • Er både meget robuste og sårbare.
  • Brug for masser af knus, kram, kærlige ord, tid og nærvær, som i øvrigt alle børn har, men disse børn har ekstra meget brug for det.

Og jeg er villig til, hvad som helst. Hvis bare det hjælper. Hende. Mig. Os allesammen. Har straks tilmeldt mig foredrag med terapeuten. Og så har hun bare at komme op med andre løsningsmodeller end: “Jeg kan godt se, du er utrolig vred lige nu…”

med emneordet , , , , , ,
18. august 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Anbefalinger, Orlov

Forbudt for børn

Der har været temmelig meget krig på programmet i dag. Først tog vi en båd ind til Dubrovnik, og langs kysten lå sønderskudte og bombede spøgelseshoteller som monumenter fra en krig, der sluttede for 15 år siden. Parkeringspladserne var fulde af biler og strandene fulde af luftmadrasser og parasoller og mennesker, som lignede gæster på de hoteller, der ikke længere er. Et meget mærkeligt syn.

Efter to timer i Dubrovnik var vi nået halvt ned gennem den 300 meget lange hovedgade i den gamle bydel, da vi første gang talte om at tage hjem igen. Og det var ikke, fordi byen var plastret til med turister, men fordi børnene også lige havde deres egne lille krig kørende. Halfdans krig hedder jeg-er-næsten-tre-år-og-jeg-kan-ikke-gå-to-sammenhængende-meter-på-mine-egne-ben-og-jeg-vil-i-øvrigt-ha-min-sut-NU. Rimelig belastende, selvom man prøver at fortælle sig selv, at det bare er en fase. Carlas krig er den gode gamle, som åbenbart fungerer bedst med publikum og god akustik. Det endte med, at tjener kom og stak hende et bolsje. Formentlig ikke for min eller hendes skyld, men fordi hendes krig ødelagde hans frokost-restaurant-forretning.

Og så tog jeg en pause. Gik på museum. På superseje War Photo Limited, som både huser en permanent udstilling af fotografier fra krigen i Jugoslavien, og som lige nu viser udstillingen Tribal Regions med fotos af den spanske Associated Press fotograf Emilio Morenatti. Virkelig flotte, maleriske billeder fra det nordlige Pakistan og Afghanistan. Jeg købte også en bog med fotografier fra en tidligere udstilling om børnesoldater. Bare for at pine mig selv med lidt grufulde historier fra den virkelige verden med et æstetisk twist. Får lige lyst til at anbefale A Long Way Gone, som er en erindringsfortælling skrevet af en tidligere børnesoldat i Sierra Leone. Det er en barsk historie, men god at blive klog af.

Og nu vi er ved anbefalinger og Pakistan, så synes jeg, du skulle tage at give nogle kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.

Uddrag fra Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: “Titusinder af landsbyer står under vand, og FN vurderer, at omkring 6 mio. mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve. 20 mio. menneskers liv er direkte påvirket af oversvømmelserne. Katastrofens omfang vurderes til at være værre end tsunamien og jordskælvene i Pakistan i 2005 og Haiti i 2010 tilsammen.”

Selvom det selvfølgelig er virkelig irriterende, at din kælder står under vand, og august regner væk, så kan vi næsten ikke være andet bekendt, vel?

med emneordet , , , , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn

Overflettemestermoren

“Hvorfor er det altid far, der vasker tøj?” spurgte Carla forleden.

Og barnet har jo ret. Det er virkelig altid faren hjemme – og nu ude – der står med røven i vejret og brokker sig over, at vasketøj åbenbart har en særlig evne til at formere sig.

“Det er fordi han er så god til at vaske tøj,” svarede jeg helligt, fordi min indre feminist var glad for at vise min datter, at fædre også kan være fremme i skoene derhjemme.

“Er du dårlig til at vaske tøj?” Ahr, det gik alligevel min stolthed for nær sådan ligefrem at indrømme, at jeg var dårlig til tøjvask, fordi faren er god til det.

“Det er også altid far, der vasker op. Det er han måske også bedst til?” fremturede barnet.

Jeg var ved at blive lidt træt af samtalen, så jeg gav hende ret. Ja, din far er den bedste i verden til at vaske op – og ja ja, jeg er virkelig eminent ringe til at få opvaskebørsten rundt i alle hjørner.

“Men så kan du heldigvis lave fletninger. Det kan far slet ikke finde ud af.”

Hurra. Jeg er frisøren. Moren, der kan lave to cm lange fletninger i fehår. Det er faktisk sværere end det lyder. Glæder mig at barnet værdsætter mine kompetencer.

P.S. Det viste sig selvfølgelig senere, at Miss Carla havde gennemført samme forhør med sin far. Han havde så ikke lige valgt kønsdimensionen på sine svar, men i stedet givet barnet opfattelsen af, at jeg forsøger at springer over, hvor gærdet er lavest. Det er ikke nødvendigvis usandt. Jeg indrømmer gerne, at både tøj- og opvask ikke ligger allerøverst på min liste over sjove huslige opgaver. Men jeg troede ligesom vi var sammen om det her. Selvom jeg ikke vasker op eller vasker tøj eller tømmer lokum eller…

med emneordet , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Orlov, SOmeone to love

Ode til en mand

Når man tager en mand med højdeskræk og særlige anlæg for at bekymre sig om store og små udfordringer i livet og smider ham ind i et 7,6 m langt køretøj og beder ham om at transportere sin familie stik syd til en af verdens smukkeste byer (det er UNESCO igen) – og turen så foregår langs snoede kystveje, kan man godt have lyst til at give ham en medalje for at stå dagen igennem.

Men når man så i øvrigt undervejs beslutter sig for at dreje til højre væk fra kysten for at komme op på motorvejen, og den ubekendte faktor så er, at de næste to timers køretur foregår på smalle bjergveje med et autoværn, der ikke en gang ville kunne forhindre en trehjulet cykel i at køre ud over kanten, ja så er man taknemmelig på en helt særlig måde, når Dubrovnik viser sig i horisonten.

Og når han har krise over, hvordan man køber en fødselsdagsgave til sin kæreste i souvenir-land, så er det ligesom om, at alene det, at han har kørt mig hele den lange vej gennem Kroatien med de mange bjerge, de små veje og de alt for mange biler i den alt for store camper for at se nr. 1 på min orlovsønskeliste er det svært at forlange mere.

Og når han i ramme alvor siger, at han var ved at kaste op af ubehag undervejs, så er det svært ikke unde ham en cigaret, selvom det er 5 år siden, han holdt op med at ryge.

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →