Category Archives: Mig sagde hunden

4. august 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Jeg tar den på min kappe

Lige om lidt holder jeg kæft med den ferie og de billeder, der kom med hjem. Det er jo ved at udvikle sig til en slidt udgave af TV2 Nyhederne, hvor der ikke er grænser for, hvor mange vinkler man kan lægge ned over den mindste lille begivenhed.

Men altså man skulle jo tro, at vi ikke havde lavet andet end at indtage føde på den ferie. For de 194 billeder viser børn, der spiser morgenmad, børn, der snacker, børn, der spiser sandwich, børn, der giver deres bamse mad, og børn, der spiser aftensmad. 100 af billederne viser udelukkende børn, der spiser is. Jeg synes åbenbart mine børn er utroligt søde at være sammen med, når de spiser. Og sådan gik det til, at jeg blev hende den amerikanske mor, der tvangsfodrede mine børn, som blev så store, at de måtte løftes ud fra førstesalen med en kran. Var det noget, TV2?

Ok, selvfølgelig har jeg ikke taget 194 billeder af spisende børn. Jeg tog nemlig også et snapshot af hele familien i elevatoren i lufthavnen på vej hjem. Sjovt nok, synes min kæreste ikke nødvendigvis det var den bedste ide, jeg fik på den tur. Som du kan se på billedet, havde jeg det til gengæld meget sjovt, men det er selvfølgelig heller ikke mig, der forsøger at bakke vaklende bagagevogn inkl. 2 (på alle måder) balancerende unger ud af elevator imens.

Han havde til gengæld haft god mulighed for at få fotorevanche, da jeg en time senere jonglerede med to overtrætte børn og et toiletbesøg gone wrong på hektisk og temmelig crowded rasteplads. Nu er han så bare ikke så besat af at dokumentere familiens kalorieindtag (eller den efterfølgende rejse), som hans maniske livsledsager. Du vælger selv, hvem der har fat i den lange ende.

 

med emneordet , , , ,
3. august 2011
2 kommentarer
Mig sagde hunden, Sandheden, SOmeone to love, The kids

Hun vokser ud af mig

I morges redte hun selv sit hår og lavede en hestehale. Sådan en pæn en, der er redt sammen med børste og sirligt samlet med en elastik. Hun strøg selv det lidt for lange pandehår væk fra øjnene og satte det fast med et spænde. Og hendes tøj matchede – ikke meget gipsy tilbage i det barn.

Nu er hun en af de store i børnehaven. En af de ældste. Dem, der taber tænder, og som ikke længere har basun-englekinder.

Jeg forstår fandme godt, hvorfor forældre tuder, når børnene starter i skole. For der mister vi dem jo sådan rigtigt første gang. Der holder de op med at blive passet på dagen lang. Der udfordrer jungleloven civilisationen, og der bliver de rigtige små mennesker, der skal præstere i virkeligheden. Ikke flere perleplader og mudderkager som lovligt tidsfordriv.

Jeg har et år og 390 madpakker  endnu. Til at kramme et barn, der alligevel aldrig har været et krammebarn. Til at give slip og øve mig i at vinke farvel sådan rigtigt. Aih ok, ikke rigtigt, vel? For det er jo først når hun pakker sin rygsæk og rejser til Indien og ryger sig skæv og roder rundt med australske surfertyper og sover på interimistiske hoteller, at jeg for alvor siger farvel. (Og så skal du høre mig pive.)

Men altså inden vi når så langt, så er der lige noget alfabet og nogle tabeller, der skal læres (foruden alt det andet). Og sammenlignet med rejsen til Indien er det alligevel til at tage og føle på. I første omgang får hun vel brug for nogle til at øve 9-tabellen med – selvom jeg indrømmer, at jeg måske ikke er det mest oplagte valg til lige præcis den opgave.

med emneordet , , , , , ,
4. juli 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

I det mindste skinner solen ikke

Det kan godt være I er nogle stykker derude, der langsomt dør i januar, når mørket trænger ind alle steder, og det ikke længere er legitimt at drukne sorgerne i marcipan og kalenderlys. Men altså det her… lortesommervejr. Seriøst, det er jo en mio. gange værre.

Hver morgen står jeg og kigger længselsfuldt på sommerkjoler og nye shorts, jeg købte i et anfald af sommerovermod i april, hvor solen bragede ned over os. Men siden… ahmen, man skal vel være mere end almindelig optimist for at tale stiv kuling, regn, skyer, torden op til sommer.

Heldigvis bestemmer jeg selv, så jeg har udskudt ferien en endnu. Sendt børnene i børnehave (vi trængte i øvrigt også til en pause, men det er en anden historie), og sidder nu på mit kontor og glæder mig over at solen ikke skinner, så jeg ikke ærgrer mig over at sidde her. Jeg har taget sommerkjole på, og det har jeg selvfølgelig forlængst fortrudt…

(Oh, Spanien. Heldigvis er du bare 10 dage væk, og jeg lover ikke at stønne en eneste gang over dine 38 grader)

med emneordet , ,
29. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

Aldrig så snart

 

Er de unger ude af døren på en uges ferie før alting skrider.

Mandag kom jeg fx for sent op og var lige ved at misse toget og dermed et vigtigt møde. Jeg nåede det, men knap så meget in style som jeg havde forestillet mig inden.

I går ville jeg have været ud og løbe. Det blev hellere ikke til noget. Satte mig i stedet her og spiste morgenmad i en uendelighed…

image

I dag ville jeg også have været ud at løbe… Men det bliver der ikke tid til for jeg senere får  jeg 14 burmesere til middag på terrassen. Det er ganske vist.

Så nu prøver jeg lige at få langet et par artikler over disken… Det hedder god samvittighed.

med emneordet ,
24. juni 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, SOmeone to love

Midsommertalen

Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.

(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.

Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.

Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.

Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).

Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)

med emneordet , , , , , ,
23. juni 2011
6 kommentarer
Mig sagde hunden, SOmeone to love

Det er ikke det samme

Prøvnuligehørher. Hvis mit ældste barn havde været en dreng, så havde verden nok set lidt anderledes ud. Både på den gode måde. Og på den ikke så gode måde.

Den der sensitivitet kombineret med et temperament af den anden verden is freaking me out. Det kommer i bølger. Så meget har jeg da lært de sidste fem år. Men derudover ved jeg sgu ærlig talt ikke, om jeg har lært noget som helst. Måske er jeg blevet lidt mere tålmodig. Måske ikke.

Det, jeg også har lært de sidste fem år, er, at du gerne vil hjælpe og måske trøste mig med, at det er ligesom noget, du kender. Og det er sådan set sødt nok. Lidt ligesom dengang vi hver dag stod op før kl. 5, og du spurgte, om vi havde prøvet at lægge barnet senere i seng. Problemet er bare, at det ikke er det samme, som det, du kender, og at de gode råd, du selv har haft succes med, ikke virker i den her butik.

Jeg sir det ikke for at være på tværs, men fordi jeg har prøvet både med det søde og det sure, det hårde og det bløde, det planlagte og det der føles bedst lige nu. Alles. I fem år.

Og ved du, hvad jeg står tilbage med? Det samme. Helt det samme. Bare fem år ældre. Råben og skrigen og smækken med døre og kasten med ting og tænders gnidslen. I perioder fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen. I perioder næsten ikke. Og hver gang vi rammer en næsten-ikke-periode ånder jeg lettet op og tænker, at nu – endelig – er vi ude på den anden side. Nu blir det ligesom hjemme hos jer andre på godt og ondt, men i det mindste gennemsnitligt. Så knuselsker jeg det lille atomkraftværk for al hendes glæde og hendes evne til at tage hovedspring ud i livet og for at være indbegrebet af, hvordan et lille menneske kan gå på med krum hals.

Jeg elsker hende hver eneste dag. Selvfølgelig. Ubetinget. Men når dagene er fulde af kampe og sammenbrud sætter jeg mig næsten hver aften ved hendes seng, stryger hende over håret og krammer hende (fordi jeg endelig kan få lov) og hvisker: “Lille søde menneske, hvordan kan der være så meget vrede i sådan en lille krop?” For jeg forstår det virkelig ikke. Sensitivitet eller ej. Hvorfor al den vrede?

Og hvis nu hun havde været en dreng. Havde vi så syntes det var lige så hårdt. Havde vi handlet anderledes? Havde vi grinet mere? Været mere overbærende?

med emneordet , ,
21. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Synd du ikke kører i tog med mig

Jeg sidder i toget hjem fra Å/Aarhus. Jeg har været hjemmefra i 12 timer og imens har Miss C fået en rokketand. Undskyld? Rokketænder er det ikke noget børn får lige inden de flytter hjemmefra? Eller som minimum når de begynder i skole. Jeg fatter det ikke. Men det gør hun. Jeg ved ingenting om tandfeer men i telefonen har hun fortalt at hvis hun sluger tanden, er det tilsyneladende nok at lægge et forklarende brev under hovedpuden for at få den lille (eller store?) fe til at trække mønter op ad lommen.
Og hvor store er de mønter egentlig? Jeg er helt blank på konceptet børn og kontanter.
Nåmen jeg sidder altså i toget og jeg havde vist gjort mine medpassagerer en tjeneste ved 1) ikke at tage skoene af og 2) ikke at købe de der snackpølser med chili og hvidløg som lugter meget af pølser, chili og hvidløg. Mn nu er skaden ligesom sket og min sidemand har sat sig til at sove (eller er besvimet).
Og nu skal jeg sådan set igang med at læse Susan Sontag. Bogklubmøde om en uge og jeg er 100 år bagud.
Sludre. Sludre.

med emneordet
19. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Flad som en pandekage

Drinks og øl og øl og drinks. I to dage. Lidt træt. Prøver med kaffe og fjernsyn. For om en halv time skal jeg være mor igen. Kom så. Du ka jo godt.

med emneordet , ,
17. juni 2011
4 kommentarer
Mig sagde hunden, Sandheden

Ord, der bliver hængende

Er jeg den eneste, der har sådan en hale af ord hængende efter mig, som jeg kan huske præcist, hvornår jeg lærte at kende eller stave? Og dertil en hel hær af stemmer, der messer de mest enervererende huskeregler som fx at der er to m’er i kommune, fordi det jo ikke er en ko-mune (se, det er humor i 5. klasse).

Jeg kan også stadig hører lyden af radioavisen i radioen den morgen, hvor min veninde og jeg, 12 år gamle, var på vej i skole, og hendes mor fortalte os, at jeans er det engelske udtryk for cowboybukser. Eller den sommeraften det gik op for mig, at Funny (tyggegummiet) betyder sjov.

Og hver gang jeg skriver starter eller begynder, ser jeg lige præcis det ansigt for mig, som engang fortalte mig, at det kun er motorer, der starter – alt andet begynder.

Min dansklærer har æren for, at jeg hverken tænke på høns eller æg uden at tænke på, at høns ikke ligger, men lægger æg, og det kan man huske på æ’et i ægget. Eller at der er stor forskel på at sige han tog sin hat og han tog hans hat.

I gymnasiet var der røde streger i stilene, hver gang vi brugte ordet ting, fordi man altid kan være mere præcis end det. Og nu kan jeg slet ikke skrive ting, uden jeg først har tænkt længe over, om jeg virkelig mener ting eller noget andet.

Og så er der det med de der håndtørrer på offentlige toiletter. I mange, mange år grinede jeg af, hvor heldigt det var, at ham, der lavede apparaterne netop ned Dryer til efternavn. For ikke mange år siden sad jeg på et toilet i Tyskland, da det gik op for mig, at der ikke findes en mand, der Dan Dryer. Så nu tænker jeg på det (og på Dan Dryer, som han så ud i mit hoved) hver gang jeg tørrer hænder på et offentligt toilet.

med emneordet , ,
17. juni 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Godt jeg ikke er sådan en…

Møde i præstationsklubben igår aka den årlige sommerfest i børnehaven. Vi var debuterende. Skal jeg love for.

Der var et tidspunkt i ugen op til, hvor jeg bildte både mig selv og børnene ind, at vi selvfølgelig skulle være med i den kagekonkurrence. Og hvor det også lykkedes mig at downscale kageambitionerne så meget, at jeg faktisk fik talt muffins op, som noget af det ypperste inden for kagekunsten. På et tidspunkt googlede jeg ligefrem “cupcakes” for at se, hvordan vi kunne pimpe kagerne til ukendelighed.

Nå, men det gik jeg hurtigt fra, da jeg så hvordan listen over ingredienser, som skulle købes ind til formålet bare voksede og voksede. Som ugen skred frem, indså jeg i øvrigt også, at jeg aldrig ville få tid til at bage så meget som en enkelt lille minimuffin, og sådan gik det til, at kagerne helt røg ud af vores bidrag til festen. Ikke ligefrem noget, der gav plusser i bogen hos børnene. Til gengæld var jeg ret tilfreds med, at jeg uden videre lagde kagerne bag mig uden en snert af dårlig samvittighed.

Således opløftet var der jo sådan kun tilbage at flikke lidt aftensmad sammen til selve arrangementet. Og her gjorde jeg mig to overvejelser: 1) Børnene kommer til at spise så meget (af de andres) kage, at de slet ikke kan spise aftensmad.         2) Børnene kommer aldrig til at sidde roligt og nyde lækkert tilberedt mad fra deres mors hånd, når der er fest og 10.000 andre børn. So better go simple og easy.

Endnu et selvklap på skulderen for den erkendelse. Så jeg tænkte selvfølgelig pizzasnegle og undervejs improviserede jeg nogle pølsehorn af en pose (ikke for) gamle grillpølser. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at få mere af tomatsaucen uden på end inden i snegle og horn. Kønt blev det ikke, men hey… På vej hjem fra arbejde købte jeg en pose friske ærter og en bakke jordbær. Dertil fire tallerkener (ingen bestik, no need), en rest appesinjuice og en øl. Skål.

Da jeg så kagerne (så meget talent, så meget tid), var jeg glad for jeg ikke havde forsøgt mig med wannabe-cupcakes. Da jeg så buffetten, var jeg mildest talt  uforberedt på, at mine halvtørre, tomatpurerede, hvide hvedemelssnegle og -horn skulle gøre flotte fuldkornssnegle, lækre salater, dampende varm lasagne, hjemmelavet koldskål, et potpourri af kalve-, svine- og fiskefrikadeller og lækre hjemmebagte brød selskab. Tre borde fulde af andres åbenbart ganske almindelige og hverdagsagtige standarder for, hvordan et aftensmåltid kan tage sig ud. Men vi ved jo godt allesammen, at det vigtigste ikke er at vinde (selvom jeg sgu godt gad at kunne lave en kæmpestor kagefrø i bikini). Det vigtigste er at være med, og i øvrigt lukkede og slukkede min børn festen. Så ved man da i det mindste, man har givet noget godt videre til sine børn.

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →