Tag Archives: Orlov

Jeg dør!

GULP! Nu er der mindre end en uge til orloven slutter. Børnene er begyndt i institution igen og alle mine dage er fuldt pakket frem til søndag. Nu gælder det om at søge det sidste liv ud af friheden inden vi skal i gang med 8-16 igen.

Så hvis du synes der er temmelig stille på kanalen, så er det bare fordi al min energi er ude i livet og sludre og sladre og socialisere og drikke kaffe og spise frokost og gå i teateret og se 1000 mennesker og alt det man nu kan nå, når ens børn ikke er hjemme, og man ikke har noget af det der rigtige arbejde at tage sig til. Så længe det varer…

med emneordet , ,

Orlovsdamens sidste dans

Af alt det krea-ballade, jeg havde forestillet mig – og pakket til – at jeg skulle lave med mine børn i autocamperens skær, er det her resultatet. Lavet i regnvejr. På parkeringspladsen foran det for de hesteinteresserede anerkendte Lippizaner-stutteri i Slovenien. I udgangspunktet mere af nød end af lyst, men dog – og det er en vigtig pointe – i næsten harmonisk fællesskab mellem mor og datter. Ingen prototyper eller tilløb. Bare the one and only dancing queen. Et godt minde, som i al sin uskønhed fortjener en ramme og en plads på væggen.

med emneordet , , , , ,

Mammalingo

Nå, men nu ska vi også i gang med at tale om noget andet end den dødssyge orlov. Jeg kan jo ikke blive ved med at fylde jeres liv med  totalt overskudsagtige beretninger fra en anden verden.

Alt er ved det gamle. Børnene sendt på en lille retreat, mens forældrene tester guiden How to spend en halv årsløn in 15 seconds. Faktisk er de tikke helt sandt, for vi brugte vist det meste af to timer på at kaste alle drømme om en ny orlov ned i mit all time favorite sorte hul.

Det er mig til stadighed en gåde, hvorfor man bruger sit liv på at overveje om den der trøje til 799 er for dyr, når man uden at blinke kaster 148.000 efter en ny bil velvidende at der i halen på den investering bare følger en ny strøm af udgifter. Virkelig en gåde.

Anyway, jeg skrev under uden at have armen vredet om på ryggen eller noget, og om et øjeblik er jeg (med)ejer af en bil. Og det var en helt ny bil vel at mærke. Med 2 års fabriksgaranti, 12 års rustgaranti og stænklapper. Med et fastforrentet lån med rimelig ÅOP, hvis du forstår. Kvadratisk. Praktisk. God.

Men helt ærligt. Jeg ville sgu hellere have været en tur til Korsika – eller Casablanca OG have et par nye vinterstøvler. Men jeg tror du ved, hvad jeg mener, når jeg siger at det ligesom ikke er en option. Altså at vælge mellem det frie liv og en bil. Det er den ældgamle historie om æbler og pærer. Det er ligesom ikke det samme. Overhovedet.

Og det er altså ikke fordi jeg ikke har forsøgt at holde stand herude i provinsen. Jeg har købt ny cykel. Og cykelhjelm. Og taget toget Danmark rundt for ligesom at demonstrere min glæde ved offentlig transport. I lang tid troede jeg faktisk, at jeg bare kunne tage toget og bybussen, når jeg skulle føde.

Det var så inden jeg havde prøvet at føde – og inden jeg vidste, at jeg er en af de kvinder, der går relativt hurtigt fra det føles som om jeg skal føde-fasen til jeg har født-fasen. Det var også inden jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme den nat, Miss Carla besluttede sig for at møde verden (faktisk var jeg lige kommet hjem med tog fra Århus, da vandet gik). Og det var inden jeg opdagede, at jeg ikke havde udlandstelefoni på min mobil og derfor ikke kunne ringe til min kæreste, som var i England.

Men det er en anden historie. Og det er det den med bilen egentlig også – en sidehistorie, som mildest talt løb lidt løbsk, og som ikke har det mindste med mammalingo at gøre. Men eftersom den røde tråd skulle være så god at holde fast i, får I den anden historie – altså hovedhistorien, den I skulle have haft – i morgen.

Så godnat til alle jer bilejere derude – og til jer, der stadig holder stand.  Jeg beundrer hver eneste af jer. Oprigtigt!

med emneordet , , , ,

Er du fra Danmark?

Det kan faktisk godt være en smule overvældende at sidde i et DSB-tog mandag morgen og så pludselig opdage, at alle taler dansk. Nu kan man ikke længere kalde sit barn en gammel ged eller højlydt kommentere ens medmenneskers gøren og laden. Den ret tilfalder igen kun børnene – og så er jeg tilbage som den ansvarlige forælder, der griner overbærende af, hvor ligefremme børn kan være… Miss Carla var også fald temmelig forvirret: “Er I OGSÅ fra Danmark?” spurgte hun forundret. Altså kortvarigt forundret, for så så hun ligesom potentialet i at dele tre måneders oplevelser med alle de morgenfriske. Og folk var søde nok, men der er jo ikke ligefrem nogen, der gav indtryk af, at mine børn ligner engle. Det var selvfølgelig også et morgentog, og længe siden sidste bad…

To timer senere var jeg ikke længere i tvivl. Det pissede ned, som det kun kan pisse ned i Danmark. Vasketøjet lå og grinede af os foran vaskemaskinen. Og da jeg stod i supermarkedet med min mælk (dansk mælk!) og pastinakker (er det ikke en efterårsgrøntsag?!) og makrel i tomat (we bloody missed you!) og kiggede på ekspedienten, der lignede en, der hellere ville sidde derhjemme og se Gang i Sunny Beach (er det ikke et nyt spændende program, der kan forsøde mit efterår?), og som ikke havde alt for travlt med at fortolke betydningen af kundetilfredshed. Ja, så ved man, at nu er det virkelig på tide at mønstre alle kræfter og holde fokus på alt det gode.

Jeg fremkaldte de første billeder fra turen, inden jeg lagde mig til at sove…

med emneordet , , , ,

Trøstepræmien

Er der ikke en, der giver en ny taske for at gøre overgangen til den virkelige verden lidt lettere? Det er jo trods alt ikke hver dag, man bliver smidt ud af Paradis, og jeg er sikker på, jeg bliver en mindre bitter Eva, hvis jeg kan gemme mine minder i lækker læder. OG den jeg helst vil ha’ hedder Pancake, og det er jo også en form for et minde

P.S. Taskerne (og billedet) er fra Aunts and Uncles, og det er stor fejl, at de ikke kan købes i Danmark. Stor fejl!

med emneordet , , , ,

Nu blir det alvor

Ikke flere svinkeærinder. Ikke flere vi-kører-bare-et-andet-sted-hen. For nu klapper fælden.

Når solen går ned over Gardasøen i aften, og vi krydser de østrigske alper, er det farvel sommer til det fynske cirkus. Og goddag begyndende efterår. Ikke flere undskyldninger for at spise is. Eller for at købe nye solbriller. Eller sandaler. Eller sommerkjoler. Eller for at sidde med to blonde trolde og kigge på solnedgange.

Det er vel aldrig for tidligt at begynde planlægningen af næste (sommer)ferie? Nogen bud på destinationer?

med emneordet , , , , ,

Og hvad har jeg så lært…

Nå, man skulle jo så være et skarn, hvis der ikke kan udledes et eller andet af sådan en tre måneders rejse. Det kan godt være, at jeg ikke har fået pulsen op på samme måde, som den morgen jeg stod alene på busstation uden for Tel Aviv med studenterhuen i baglommen, og det gik op for mig efter mit livs først flyvetur og krydsforhør med den israelske sikkerhedstjeneste, som havde været grænseoverskridende nok i sig selv, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Eller som den nat i Zimbabwe, hvor jeg blev hentet af politiet på en bar og kørt på stationen for at forklare, hvordan det var lykkedes mine ikke helt ædru rejsekammerater at totalskade den bil, vi havde lejet få dage forinden. Det har heller ikke været en specielt adventure-præget tur med vilde adrenalinkick, ingen bungi-jumpet, river rafting eller hiking ad mudrede stier, som har fået pulsen op og givet en fornemmelsen af, at livet virkelig er temmelig skrøbeligt.

Tværtimod har det været en ret comfy tur på den camping-komfortable måde. Altså jo, jo, jeg har da delt bad med alt for mange tyske, permanentede kvinder. Og jeg glæder mig da også til at slippe for at sidde på et varmt toiletbræt og forholde mig til, hvem af campingpladsens gæster jeg nu deler røv med.

Men hvis der er noget campinglivet er (så meget har jeg da lært), så er det convenient. Nemt. Når man vælger den store model med le grande automobile – og i øvrigt sørger for at leve total traditionelt, så kæresten klarer alt det praktiske uden for med strøm, lokum og gas (i regnvejr), mens jeg selv har været utrolig flittig med den lille fejekost inden for – ja, så har man gjort det let for sig selv. Ingen ubehagelige senge med udefinerbare pletter på madrasserne. Ingen kedelige morgenbuffeter. For uanset hvor røvsyg campingpladsen har været – og dem har da været et par stykker af – så har man sit lille hus med sin egen lille (kolde) dyne.

Men det jeg forsøger at komme frem til, er ligesom på en måde, hvis du kan se, hvor det bærer hen altså, ik: LESSONS LEARNED (og historien om, hvad det er for et mennesker, der kommer ud i den anden ende af sådan et lille eventyr på de østeuropæiske landeveje). Så efter tre måneder i campingland har mine børn nu fået:

  • En mor, der skælder mindre ud.
  • En mor, der truer mindre.
  • En mor, der råber mindre.
  • En mor, der stadig ikke fatter, hvorfor børnene har så svært ved at modtage en besked, når nu jeg er så overskudsagtig at være sammen, og derfor bliver tvunget til at true med at konfiskere dagens is eller endog (meget i mod min gode vilje naturligvis) hæve stemmen en lille smule for at komme igennem.
  • En mor, der endelig ved, hvad det faktisk er mine børn synes er sjovt at lege, og derfor for første gang kan skrive en kvalificeret ønskeseddel til den kommende fødselsdag.
  • En mor, der nok er oppe om natten for at give børnene noget at drikke, smøre kløestillende creme på myggestik og genfinde sutter og bamser, men som har fået lov til at sove til kl. halv otte (+) flere gange, end det ellers er sket de sidste fire år.
  • En mor, der glæder sig over, at børnene er så gode til at lege sammen, og som tror på, at det er vigtigt at lade børnenes leg udvikle sig inden for deres egne rammer, fordi det giver mig mulighed for at få læst min bog færdig imens.
  • En mor, der har lært at sætte pris på, at hendes børn er dem, der laver allermest larm på campingpladsen, fordi det betyder at jeg ikke behøver at rejse mig for at finde ud af, hvad de laver.
  • En mor, der er blevet så meget campist, at jeg i morges kunne ses på en parkeringsplads i Verona i underbukser og t-shirt i gang med at børste hår.
med emneordet , , ,

Nothing to see here

Tre nætter mere i camperen. To nætter i Nürnberg. En nat i tog mod Danmark.

Tilbage til virkeligheden.

Ellers tak.

Jeg bliver her.

Og drikker kaffe.

Og lader som ingenting.

med emneordet , ,

Alle, der elsker Italien rækker hånden op

Ok, jeg har været rimelig oppe at køre over Slovenien. Superfedt land, og endnu federe hvis man oven i købet er sådan en outdoursy type, der ikke kan få nok af vandreture, mountainbiking og kajak-ning (?!). Det er jeg ikke, altså specielt udendørsagtig, for så havde jeg næppe frosset så meget, da temperaturen kom på den forkerte side af 15 grader, og regnen hang tungt i luften. Men jeg var ret let at begejstre, da vi kørte forbi hundredvis af marathonløbende slovenere i en af nationalparkerne i bjergene. Superseje folk. Og venlige. Og god stil. Og sirlige. Og lækker mad.

Vi har allerede en liste over sights, vi har til gode til næste sommerferie, eller når vi bliver gamle, eller jeg for faen begynder at løbe længere end til bageren.

Nå, men så kom vi til Italien. Og hvad er det lige, der er med Italien? Hvorfor er det land så let at elske? Vi kørte gennem det nordøstlige Italien for at komme til alle danskeres favoritspot, den gode gamle Lago di Garda, og jeg skal love for, at det ikke var en specielt romantisk rute med mindre altså man er på Outlet-shopping spree eller er i gang med en Ph.D. om den industrielle udvikling i Norditalien.

For det er jo ikke fordi der ikke er genvordigheder nok. Fx kan du ikke nødvendigvis betale med Visakort i de store supermarkeder – og hvis du kan skal du både vise pas, kørekort og fødselsattest først. Deres engelsk er heller ikke ligefrem prangende, og de holder sig bestemt ikke tilbage for at svare på italiensk, og så må man selv ligge og rode med resten. Og trafikken og skilteskovene er i sig til at få hjertestop over.

Men! De kaster sig over en ens børn med begejstrede skrig, mens de råber ”An-gel, an­-gel”, og man tænker, at de børn virkelig ligner engle. De laver kaffe, som kaffen var tænkt fra tidernes morgen – og en latte machiatto er altid en latte machiatto – aldrig bare en kop kaffe med mælk. De laver is så selv en is-skeptiker som jeg må kapitulere. Deres supermarkeder flyder med små lækre artiskokker, kæmpestore figner og søde tomater, risottoris, pesto, tapenader, oliven, mozarella, lufttørret skinke, frisk fisk, chokolader, biscotti, gnocchi, panaforte, the lot.

Det er sgu da svært ikke at elske. Med mindre  – selvfølgelig – du har et virkelig asketisk forhold til mad. Det har jeg prøvet, men det er ikke lige mig…

med emneordet , , , , ,

Hvor faen er Arla henne?


Ja, det er helt rigtigt. Det er mig på billedet (i min nye 100% akryl-sweater, som holder ok på varmen). Og ja, jeg er i gang med at tanke. En liter mælk. Ved en slovensk Mælkomat. Frisk mælk lige fra tanken. For en euro. Det er sgu da smart.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan vi kan leve i et land, hvor mælk er Skipper Skræks svar på spinat uden at have Mælkomater spredt ud over det ganske land. 24-7-service. Det var da det mindste. Helt ærligt.

med emneordet , , , , , ,