Kun sandheden

Nå, men nu ska vi også i gang med at tale om noget andet end den dødssyge orlov. Jeg kan jo ikke blive ved med at fylde jeres liv med  totalt overskudsagtige beretninger fra en anden verden.

Alt er ved det gamle. Børnene sendt på en lille retreat, mens forældrene tester guiden How to spend en halv årsløn in 15 seconds. Faktisk er de tikke helt sandt, for vi brugte vist det meste af to timer på at kaste alle drømme om en ny orlov ned i mit all time favorite sorte hul.

Det er mig til stadighed en gåde, hvorfor man bruger sit liv på at overveje om den der trøje til 799 er for dyr, når man uden at blinke kaster 148.000 efter en ny bil velvidende at der i halen på den investering bare følger en ny strøm af udgifter. Virkelig en gåde.

Anyway, jeg skrev under uden at have armen vredet om på ryggen eller noget, og om et øjeblik er jeg (med)ejer af en bil. Og det var en helt ny bil vel at mærke. Med 2 års fabriksgaranti, 12 års rustgaranti og stænklapper. Med et fastforrentet lån med rimelig ÅOP, hvis du forstår. Kvadratisk. Praktisk. God.

Men helt ærligt. Jeg ville sgu hellere have været en tur til Korsika – eller Casablanca OG have et par nye vinterstøvler. Men jeg tror du ved, hvad jeg mener, når jeg siger at det ligesom ikke er en option. Altså at vælge mellem det frie liv og en bil. Det er den ældgamle historie om æbler og pærer. Det er ligesom ikke det samme. Overhovedet.

Og det er altså ikke fordi jeg ikke har forsøgt at holde stand herude i provinsen. Jeg har købt ny cykel. Og cykelhjelm. Og taget toget Danmark rundt for ligesom at demonstrere min glæde ved offentlig transport. I lang tid troede jeg faktisk, at jeg bare kunne tage toget og bybussen, når jeg skulle føde.

Det var så inden jeg havde prøvet at føde – og inden jeg vidste, at jeg er en af de kvinder, der går relativt hurtigt fra det føles som om jeg skal føde-fasen til jeg har født-fasen. Det var også inden jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme den nat, Miss Carla besluttede sig for at møde verden (faktisk var jeg lige kommet hjem med tog fra Århus, da vandet gik). Og det var inden jeg opdagede, at jeg ikke havde udlandstelefoni på min mobil og derfor ikke kunne ringe til min kæreste, som var i England.

Men det er en anden historie. Og det er det den med bilen egentlig også – en sidehistorie, som mildest talt løb lidt løbsk, og som ikke har det mindste med mammalingo at gøre. Men eftersom den røde tråd skulle være så god at holde fast i, får I den anden historie – altså hovedhistorien, den I skulle have haft – i morgen.

Så godnat til alle jer bilejere derude – og til jer, der stadig holder stand.  Jeg beundrer hver eneste af jer. Oprigtigt!