Tag Archives: børn

18. august 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Anbefalinger, Orlov

Forbudt for børn

Der har været temmelig meget krig på programmet i dag. Først tog vi en båd ind til Dubrovnik, og langs kysten lå sønderskudte og bombede spøgelseshoteller som monumenter fra en krig, der sluttede for 15 år siden. Parkeringspladserne var fulde af biler og strandene fulde af luftmadrasser og parasoller og mennesker, som lignede gæster på de hoteller, der ikke længere er. Et meget mærkeligt syn.

Efter to timer i Dubrovnik var vi nået halvt ned gennem den 300 meget lange hovedgade i den gamle bydel, da vi første gang talte om at tage hjem igen. Og det var ikke, fordi byen var plastret til med turister, men fordi børnene også lige havde deres egne lille krig kørende. Halfdans krig hedder jeg-er-næsten-tre-år-og-jeg-kan-ikke-gå-to-sammenhængende-meter-på-mine-egne-ben-og-jeg-vil-i-øvrigt-ha-min-sut-NU. Rimelig belastende, selvom man prøver at fortælle sig selv, at det bare er en fase. Carlas krig er den gode gamle, som åbenbart fungerer bedst med publikum og god akustik. Det endte med, at tjener kom og stak hende et bolsje. Formentlig ikke for min eller hendes skyld, men fordi hendes krig ødelagde hans frokost-restaurant-forretning.

Og så tog jeg en pause. Gik på museum. På superseje War Photo Limited, som både huser en permanent udstilling af fotografier fra krigen i Jugoslavien, og som lige nu viser udstillingen Tribal Regions med fotos af den spanske Associated Press fotograf Emilio Morenatti. Virkelig flotte, maleriske billeder fra det nordlige Pakistan og Afghanistan. Jeg købte også en bog med fotografier fra en tidligere udstilling om børnesoldater. Bare for at pine mig selv med lidt grufulde historier fra den virkelige verden med et æstetisk twist. Får lige lyst til at anbefale A Long Way Gone, som er en erindringsfortælling skrevet af en tidligere børnesoldat i Sierra Leone. Det er en barsk historie, men god at blive klog af.

Og nu vi er ved anbefalinger og Pakistan, så synes jeg, du skulle tage at give nogle kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.

Uddrag fra Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: “Titusinder af landsbyer står under vand, og FN vurderer, at omkring 6 mio. mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve. 20 mio. menneskers liv er direkte påvirket af oversvømmelserne. Katastrofens omfang vurderes til at være værre end tsunamien og jordskælvene i Pakistan i 2005 og Haiti i 2010 tilsammen.”

Selvom det selvfølgelig er virkelig irriterende, at din kælder står under vand, og august regner væk, så kan vi næsten ikke være andet bekendt, vel?

med emneordet , , , , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn

Overflettemestermoren

“Hvorfor er det altid far, der vasker tøj?” spurgte Carla forleden.

Og barnet har jo ret. Det er virkelig altid faren hjemme – og nu ude – der står med røven i vejret og brokker sig over, at vasketøj åbenbart har en særlig evne til at formere sig.

“Det er fordi han er så god til at vaske tøj,” svarede jeg helligt, fordi min indre feminist var glad for at vise min datter, at fædre også kan være fremme i skoene derhjemme.

“Er du dårlig til at vaske tøj?” Ahr, det gik alligevel min stolthed for nær sådan ligefrem at indrømme, at jeg var dårlig til tøjvask, fordi faren er god til det.

“Det er også altid far, der vasker op. Det er han måske også bedst til?” fremturede barnet.

Jeg var ved at blive lidt træt af samtalen, så jeg gav hende ret. Ja, din far er den bedste i verden til at vaske op – og ja ja, jeg er virkelig eminent ringe til at få opvaskebørsten rundt i alle hjørner.

“Men så kan du heldigvis lave fletninger. Det kan far slet ikke finde ud af.”

Hurra. Jeg er frisøren. Moren, der kan lave to cm lange fletninger i fehår. Det er faktisk sværere end det lyder. Glæder mig at barnet værdsætter mine kompetencer.

P.S. Det viste sig selvfølgelig senere, at Miss Carla havde gennemført samme forhør med sin far. Han havde så ikke lige valgt kønsdimensionen på sine svar, men i stedet givet barnet opfattelsen af, at jeg forsøger at springer over, hvor gærdet er lavest. Det er ikke nødvendigvis usandt. Jeg indrømmer gerne, at både tøj- og opvask ikke ligger allerøverst på min liste over sjove huslige opgaver. Men jeg troede ligesom vi var sammen om det her. Selvom jeg ikke vasker op eller vasker tøj eller tømmer lokum eller…

med emneordet , , ,
16. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Orlov

Sight-seeing

Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.

Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!

Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO.  Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).

Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.

Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:

Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.

Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.

med emneordet , , , , , ,
11. august 2010
3 kommentarer
As if, Orlov, The kids

Ferieminder

Hvad husker to små børn fra tre måneders rejse med deres forældre?

Ja, indtil videre ved vi, at da Halfdan i går fik et Kinderæg, sagde han: ”Kan I huske dengang, vi boede i lejligheden, der fik vi også et påskeæg?”

Så efter at have pisket barnet rundt i en af Europas hippeste kulturhovedstæder i det meste af en uge, husker han et chokoladeæg af tvivlsom kvalitet. I det mindste er produktet af tysk oprindelse.

Og Carla sagde forleden: ”Jeg kunne godt tænke mig, at jeg aldrig mere skulle i børnehave.”

”Hvad ville du så lave i stedet?” spurgte jeg.

”Være hjemme sammen med far og dig!”

Hjemmefra havde jeg planlagt, at vi hver dag skulle sætte os og skrive dagbog sammen, og at børnene skulle tegne en tegning med en af dagens oplevelser. Du kan godt høre det, ikke? De griner af mig. De bedrevidende og bagkloge. Ikke nødvendigvis hånligt, men i det mindste en lille smule overbærende. For der gik selvfølgelig ikke mere end fire dage, før Carla nedlagde veto mod tegneriet. ”Aih, kan vi ikke godt holde op med det der og bare tegne noget, der er sjovt i stedet for?” Og det er vist også ved at være nogle dage siden, jeg selv har gjort mig dagbogsnoter i min lille bog med hængelås og plads til små artefakter.

Men altså indimellem tegner Carla alligevel en tegning (Halfdan gør også, men der er mest nogle aggressive streger, der går over i en eller anden slåskamp mellem tuscherne – det barn er virkelig inde i en meget gal periode. I parentes bemærket.). Men altså Carlas tegninger viser hverken drypstenshuler, slotte eller gigantiske badelande for den sags skyld. Derimod er det konsekvent tegninger af hende og jeg, der går en tur, eller hende og Halfdan, der leger en leg, eller os alle sammen på vej ned for at spise en is.

Jeg gider ikke en gang belemre dig med, hvad man kan lære af det. Men det er selvfølgelig en tanke værd, at vi formentlig havde fået de samme ferie-tegninger ud af børnene, hvis vi havde brugt 150.000 på is og siddet derhjemme på terrassen i tre måneder i stedet…

med emneordet , , , ,
6. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Sparket til hjørne af Molly og Spiderman

Midt i maden kommer Halfdans kop flyvende henover bordet. Han ser på os med store øjne og siger: ”Molly kom lige til at vælte koppen, og så fløj hun op i træet og gemte sig, og nu kan jeg ikke finde hende.” Eller pludselig vælter han bagover på stolen med mad og tallerken ud over sig. ”Aih, jeg har sagt til Molly, at hun ikke må kaste med maden, men det er fordi hun er så lille.” Eller jeg siger: ”Jeg vil gerne have du holder op med at slå, ellers må du ind og sidde på din seng.” Han svarer: ”Hvis du gør det, så kommer Spiderman bare og pfui så tar han mig, og så flyver vi lige op i luften, hvor I ikke kan fange os.”Og jeg har et par gange forsøgt mig med modsvar a la: ”Jo, for jeg har også vinger, så jeg flyver bare lynhurtigt op i træet og henter dig ned igen.” Men han kigger på tørt på mig og siger: ”Nej, for så tar jeg lige mit sværd og svinger det schhhyyyt ind i dig, og så har du slet ikke nogen arme.”

Jeg siger ikke, at jeg gerne ville bytte det eventyrlystne barn for endnu et temperamentsfuldt barn. Men bare, at det er en lille smule svært at opdrage en genstridig 3-årig, som hele tiden flyver af sted med Spiderman eller skyder skylden på Molly. Både fordi det er svært at lade være med at grine, og fordi man hører sig selv sige ting som: ”Lige nu er jeg ikke så interesseret i at høre, hvad Molly gør.” Eller: ”Det her handler ikke om Spiderman.”

med emneordet , ,
3. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov, The kids

Slovenien – land of dreams

Fra regnvåde, surmulende Ungarn til smilende, let-at-elske Slovenien. Jamen, jeg er bare forelsket. Helt enkelt. Den første nat slog vi os løs som virkelige campister og parkerede wohnmobilen på en parkeringsplads (det er det de rigtige autocamper-mennesker gør efter sigende) midt i vinlandet i det nordøstlige Slovenien. Naboen var et vinotek og tak. Jeg fik lige et glas kølig hvidvin med god jazz og en halv times lokale rejsetips, og nu er vi så begejstrede, så man kunne tro, at vi var direkte sponseret af det slovenske turistråd. Men den er god nok. Her er ganske fantastisk (og jeg har så brugt 200 år på en collage, som alligevel ikke helt blev, som jeg havde regnet med – sorry for/til en halshugget søn).

Vi har kørt gennem de grønne bjerge langs grænsen til Kroatien fra smukke, smukke Ptuj i nord til nu et lille sted Kostanjevice med det fedeste galleri. Nåede lige 30 minutters rundtur, mens Casper lokkede børnene med is i parken udenfor.

Siden blev vi fanget i det mest sindssyge regnvejr på en cafe i byen, hvor børnene helt overraskende opførte sig aldeles eksemplariske, selvom vi kom langt på den anden side af spisetid og meget tæt på sengetid. Og det lykkes mig at bestille en latte, som var en latte og ikke en espresso med to ml mælk. Altså bare for at nævne, at livet jo – trods alt – ikke kun er op ad bakke.

For der jo også øjeblikke i løbet af en dag fx når de begge to nikker med lukkede øjne bag i bilen, hvor jeg helt glemmer, at det ene barn stangede mig i mellemgulvet i morges, og at det andet barn skreg sine lunger ud hele vejen fra badelandet til camperen i går eftermiddags. Og jeg tager det på en måde som en kærlighedserklæring, at min søn spontant slikker mig hele vejen op ad armen, mens han kigger på mig og siger: “Ma-ma, ma-ma? Ska vi lege, jeg er baby?”, og at min datter vågner om morgenen og siger: “Mm, jeg synes nok, der lugtede af dig, mor.”

med emneordet , , , , ,
3. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Keep on dreaming

Egentlig ville jeg brokke mig lidt over, at indbegrebet af den her tur er, at jeg stort set ikke har nogen privatsfære tilbage. Det kommer der af hele tiden at blive hjemsøgt af børn og så blive forladt igen – helst når jeg sidder på et toilet på en restaurant, og det barn, der gik med for tisse, åbner døren på vid gab, mens jeg sidder stadig sidder på toilettet og efterlader mig der med fri udsigt til restaurantens gæster og buskerne nede om hælene.

Så blev jeg afbrudt af et hysterisk barn i et badeland og fik aldrig publiceret guldkornene. Men derfor skal I jo ikke snydes, så her er lidt daggammelt galde:

Der var en gang, hvor jeg tænkte, at det måtte være en udfordring at sidde på en øde ø sammen med 20 mennesker, man ikke kender, og så lege Robinson Crusoe, men det var så før jeg fik børn – og helt sikkert før jeg tog på tur med to små børn i en autocamper.

Jamen, det er da virkelig flot, at du har løbet nøgen rundt og været vildt sulten på en eller anden sygdomsbefængt ø et sted ud for en kyst i selskab med TV3’s kamerahold, læger og psykologer.

Men jeg når sgu heller ikke at barbere ben, fordi der altid er et barn, der gerne vil med i bad (og så er der selvfølgelig altid et andet, der aldrig vil med, og som hader at få hovedet under vand), og vi har allesammen været skambidte af myg, og ungerne er rådne med jævne mellemrum – ret jævne faktisk. Men her er hverken psykologer til at diagnosticere grænsesøgende børn og forældre, der giver sig af med nyttesløs trussel-pædagogik eller et ø-råd, hvor jeg har mulighed for at stemme den mest irriterende ud.

I stedet foregår det nogenlunde som da vi var på fiskerestaurant forleden. Fint sted, men vi var ikke nervøse, for i Slovenien er børn velkomne alle steder, står der i guidebøger. Så vi sætter os. Halfdan går i gang med at spise bordpynten, og brødkurven med 10 (ti!) stykker brød er tom, næsten før tjeneren har sat den på bordet. Det går også temmelig hurtigt med at få tømt juicen, men det lykkes at få bestilt mad – altså på den der måde, hvor man skynder sig at bestille det første, man før øje på i menukortet.

Så kommer ventetiden… damage control… endelig kom maden. Vi skærer mad ud, skubber stole ind, forsøger at få barnet til at spise bare hver anden bid med gaffel, og før vi ved af det, er børnene færdige med at spise.

Jeg tror nok, jeg fik noget blæksprutte med parmaskinke, og restauranten lå efter sigende meget smukt ned til en flod, og solnedgangen var vist også ok. Tror nok vi var to voksne, men vi nåede ikke rigtig at få talt sammen. Udover det sædvanlige: “Rækker du mig lige vandet?” “Vil du gå med på toilettet med hende?” “Vil du samle hans gaffel op?”

Og det er nok den korteste forklaring på, hvorfor pizza ude eller pasta/pesto-retter hjemme er så populære – eller hvorfor vi bruger dage på kanten (på alle måder på kanten) i et badeland i stedet for at forsøge at drømme os væk i et prisvindende wellness center på den anden side af gaden. I det mindste har vi gemt brochuren til en gang om 100 år.

med emneordet , , , , , ,
26. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Kun sandheden for børn

Den her tur med børn er ligesom at ligge i ske med sin bedste veninde seks måneder i Afrika: Man kommer til at kende hinanden ret godt, også selvom man troede alle hemmeligheder lå for en dag.

Og der er egenskaber ved børnene som virkelig slår en. Som at Carla ikke skyr nogen midler for at lave nye venskaber med børn, hun ikke kan tale med. Eller at det mindste stikord får Halfdan til at flyve af sted på sine fantasiskyer med Spiderman, tigre og løver og Molly. Og at Carla sætter sig til at lære noget nyt, når hun keder sig, så hun nu kan de fleste af flagene på campingguiden. Eller at Halfdan virkelig har en stor fremtid som konfliktmægler foran sig – uanset hvad han bliver præsenteret for, er hans svar: Ja, det var lige hvad jeg kunne tænke mig (altså hvis der ikke lige er tale om at gå en strækning på mere end 100 meter uden at blive båret eller at blive nægtet sin sutti).

Men observationer går (selvfølgelig – det burde jeg vel have sagt mig selv) også den anden vej. Jeg har stadig tilgode at komme op med svar på:

– Hvorfor fortæller du altid far, hvad jeg har gjort?

– Hvorfor fortæller I altid hinanden, hvad de andre har sagt?

Indrømmet, det lyder som en kedelig vane nu, hvor det blir sagt højt. Så jeg forsøge lige at holde lidt igen med referaterne…

med emneordet , , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
18. juli 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Farmorbørn, Orlov, The kids

Status efter to uger

  • Halfdan hopper selv i vandet og svømmer (med vinger). Et stort skridt for en kuldskær pivskid.
  • Storesøsteren kan svømme adskillige meter med hovedet under vand.
  • Ingen af dem opdagede, at vi tilbragte eftermiddagen på en naturiststrand, hvor alle undtagen os (pivskide) var nøgne.
  • Siden vi tog bleen af den debuterende vandhund, har han tisset og lavet lort i sine underbukser en gang. Efter fire års nonstop bleskift, kalder det på rituel afbrænding af puslepude, når vi kommer hjem.
  • Jeg har pakket mine løbesko ud, men ikke haft dem på. Tror stadig det lykkes.
  • Jeg har pakket mine akvarelfarver ud, men ikke brugt dem. Tror ikke det lykkes.
  • Jeg skylder en omgang lokumsrens og pakke udstyr sammen i  skybrud.
  • Børnene har lagt sig til at sove en gang uden ballade.
  • Det er lykkes os at rykke deres rytme, så de sover til senere. Jeg er i dag blevet rigelig straffet af Mr. Murphy for i går at juble over fit-fri dag med Miss Carla, så jeg kan ikke være mere præcis end det. Lad mig bare sige, at det har været mere menneskeligt end vi kunne forvente.
  • Vi har mistet 2 x kasketter (hvoraf en kun var 20 timer gammel) og to par sandaler.
  • Vi har spist pizza, sandwich med pølse og ost eller pasta med pesto og seranoskinke hver dag. Jeg forudser, at børnene kommer til at spise lige så lidt pasta med pesto, som jeg spiser risengrød og koldskål, når de flytter hjemmefra.
  • Carla har klappet en hest. Hvilket er ret stort for et barn, der har udvist panikangst for dyr, siden hun blev født.
  • Casper og jeg har kigget på hinanden uhørt mange gange og sagt, at det her er den bedste beslutning vi har taget – og at vi indimellem har følt os nærmest lykkelige. Nærmest…
med emneordet , , , , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →