Tag Archives: advarsel

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,

Slap af med de udråbstegn!

Ved ikke lige, hvordan det er gået til at udråbstegnet er blevet så vigtigt et element i min (blog)liv, at jeg ikke kan producere en overskrift uden. Måske er det bare, fordi hver dag lige for tiden er et udråbstegn.

5 dage tilbage i dag blev der sagt! Og selvom jeg prøver at vende ryggen til, forsvinder timerne mellem hænderne på mig og samler sig langsomt som en bunke helt almindelig mandagshverdag på gulvet foran mig.

Efterårets kalendergymnastik-opvisning er under opsejling. Og når kalenderen fyldes ud af dine, mine og vores aftaler er det ved at være alvor. For snart er der alt for få imorgener at sætte sin lid til.

Så er det tid til at grave rutinemanualen frem igen. Og jeg kan jo passende starte med at slå op under Morgen og genopfriske proceduren for at få familien klar til afgang 07.20.  Hvordan var det nu? Står man op kl. 5 for at nå bad, morgenmad, børn i tøjet,  madpakker, pakke tasker, huske sedler, aftale aftensmad, udrede konflikter, børste tænder og smile imens, så alle kommer godt af sted? Og hvad hvis der kommer en ny regering inden, løser det hele sig så?

med emneordet , , , , ,

Mørkeræd og bredmåset

Lørdag skinnede solen, så jeg et øjeblik helt glemte at efteråret er lige om lidt. Men så regnede det heldigvis i morges, var lummermørkt, da vi stod op kl. 7 og har i det hele taget været en sådan lidt fugtig-diset dag. Så ved man ligesom bare, hvad der er i vente. Altså det er ikke fordi jeg går i sort over november eller juleri i december eller udsalg i januar, men overgangen er mildest talt til at dø over. De der dage, hvor det er helt uafvendeligt, at mørket sniger sig ind på en, og jeg hele tiden tænker på stearinlys, varme tæpper, te og chokolade x 1000 som det mindste plaster på såret.

Og ca heromkring begynder jeg også at tænke lidt på tv. Det kommer ligesom snigende på den mest ubehagelige måde, og når først jeg har set et afsnit af Rod i økonomien, Hjælp jeg skal giftes og Min hund er et monster er alt tabt på gulvet. Pludselig er det forår igen, og så synes jeg det er så synd for mig at jeg har henslæbt en hel vinter i sofaen foran fjernsynet – og kun fået en eneste ting ud af det; nemlig en fladere og bredere tv-røv. Selvfølgelig lover jeg mig selv, at det er sidste gang. Aldrig mere. Jeg må begynde at strikke i stedet, læse bøger eller ja, jeg ved sgu ikke et eller andet krea-bage-bygge-agtigt. You know.

I år har jeg lovet mig selv overhovedet omstændigheder (som det hedder her i huset) at falde i. I tre måneder har jeg ikke set det, der lignede fjernsyn – og ikke savnet det det mindste. Så det ville da virkelig være dumt at lade sig friste bare fordi det er en lille smule dystert udenfor. Men børnene skal jo have lov til at se Disney Show? Og lige i halen på det kommer talentkonkurrencen, som jeg kom til at se, fordi Halfdan synes det var sjovt. Jeg var selvfølgelig nødt til at se afgørelsen efter TV-Avisen for ellers havde den første time været helt spildt. Og så kom der er en trailer for den der nye serie, som vist allerede har vundet en eller anden international pris. Den så da også meget god ud, selvom jeg måske ikke helt kan forestille mig en overbevisende Sidse Babett Knudsen som statsminister – men omvendt er det måske ikke meget sværere end at forestille sig den nuværende. Jeg kan i øvrigt også godt huske, hvad der skete med mit sociale liv, da jeg – virkelig uvist af hvilken grund – missede både første og anden runde af sagaen om Sara Lund. Så jeg har vel næsten ikke råd til at spille højt spil denne gang? Og en enkelt tv-serie søndag aften skader vel ikke? Det betyder jo ikke, at jeg behøver sidde der alle de andre dage? Vel?

med emneordet , , , , ,

Mammalingo

Nå, men nu ska vi også i gang med at tale om noget andet end den dødssyge orlov. Jeg kan jo ikke blive ved med at fylde jeres liv med  totalt overskudsagtige beretninger fra en anden verden.

Alt er ved det gamle. Børnene sendt på en lille retreat, mens forældrene tester guiden How to spend en halv årsløn in 15 seconds. Faktisk er de tikke helt sandt, for vi brugte vist det meste af to timer på at kaste alle drømme om en ny orlov ned i mit all time favorite sorte hul.

Det er mig til stadighed en gåde, hvorfor man bruger sit liv på at overveje om den der trøje til 799 er for dyr, når man uden at blinke kaster 148.000 efter en ny bil velvidende at der i halen på den investering bare følger en ny strøm af udgifter. Virkelig en gåde.

Anyway, jeg skrev under uden at have armen vredet om på ryggen eller noget, og om et øjeblik er jeg (med)ejer af en bil. Og det var en helt ny bil vel at mærke. Med 2 års fabriksgaranti, 12 års rustgaranti og stænklapper. Med et fastforrentet lån med rimelig ÅOP, hvis du forstår. Kvadratisk. Praktisk. God.

Men helt ærligt. Jeg ville sgu hellere have været en tur til Korsika – eller Casablanca OG have et par nye vinterstøvler. Men jeg tror du ved, hvad jeg mener, når jeg siger at det ligesom ikke er en option. Altså at vælge mellem det frie liv og en bil. Det er den ældgamle historie om æbler og pærer. Det er ligesom ikke det samme. Overhovedet.

Og det er altså ikke fordi jeg ikke har forsøgt at holde stand herude i provinsen. Jeg har købt ny cykel. Og cykelhjelm. Og taget toget Danmark rundt for ligesom at demonstrere min glæde ved offentlig transport. I lang tid troede jeg faktisk, at jeg bare kunne tage toget og bybussen, når jeg skulle føde.

Det var så inden jeg havde prøvet at føde – og inden jeg vidste, at jeg er en af de kvinder, der går relativt hurtigt fra det føles som om jeg skal føde-fasen til jeg har født-fasen. Det var også inden jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme den nat, Miss Carla besluttede sig for at møde verden (faktisk var jeg lige kommet hjem med tog fra Århus, da vandet gik). Og det var inden jeg opdagede, at jeg ikke havde udlandstelefoni på min mobil og derfor ikke kunne ringe til min kæreste, som var i England.

Men det er en anden historie. Og det er det den med bilen egentlig også – en sidehistorie, som mildest talt løb lidt løbsk, og som ikke har det mindste med mammalingo at gøre. Men eftersom den røde tråd skulle være så god at holde fast i, får I den anden historie – altså hovedhistorien, den I skulle have haft – i morgen.

Så godnat til alle jer bilejere derude – og til jer, der stadig holder stand.  Jeg beundrer hver eneste af jer. Oprigtigt!

med emneordet , , , ,

Er du fra Danmark?

Det kan faktisk godt være en smule overvældende at sidde i et DSB-tog mandag morgen og så pludselig opdage, at alle taler dansk. Nu kan man ikke længere kalde sit barn en gammel ged eller højlydt kommentere ens medmenneskers gøren og laden. Den ret tilfalder igen kun børnene – og så er jeg tilbage som den ansvarlige forælder, der griner overbærende af, hvor ligefremme børn kan være… Miss Carla var også fald temmelig forvirret: “Er I OGSÅ fra Danmark?” spurgte hun forundret. Altså kortvarigt forundret, for så så hun ligesom potentialet i at dele tre måneders oplevelser med alle de morgenfriske. Og folk var søde nok, men der er jo ikke ligefrem nogen, der gav indtryk af, at mine børn ligner engle. Det var selvfølgelig også et morgentog, og længe siden sidste bad…

To timer senere var jeg ikke længere i tvivl. Det pissede ned, som det kun kan pisse ned i Danmark. Vasketøjet lå og grinede af os foran vaskemaskinen. Og da jeg stod i supermarkedet med min mælk (dansk mælk!) og pastinakker (er det ikke en efterårsgrøntsag?!) og makrel i tomat (we bloody missed you!) og kiggede på ekspedienten, der lignede en, der hellere ville sidde derhjemme og se Gang i Sunny Beach (er det ikke et nyt spændende program, der kan forsøde mit efterår?), og som ikke havde alt for travlt med at fortolke betydningen af kundetilfredshed. Ja, så ved man, at nu er det virkelig på tide at mønstre alle kræfter og holde fokus på alt det gode.

Jeg fremkaldte de første billeder fra turen, inden jeg lagde mig til at sove…

med emneordet , , , ,

Nothing to see here

Tre nætter mere i camperen. To nætter i Nürnberg. En nat i tog mod Danmark.

Tilbage til virkeligheden.

Ellers tak.

Jeg bliver her.

Og drikker kaffe.

Og lader som ingenting.

med emneordet , ,

Send mere tøj

Nå, men det er så rimelig koldt i Slovenien lige nu. Jeg har alt mit tøj på + en ekstra langærmet trøje, som jeg købte i Ljubljana sammen med ekstra strømper og varmt nattøj. Goddamn!

Men ok, her er jo stadig skønt. Det er bare ligesom om vi mest har pakket sommertøj og ikke helt var forberedte på polarnætter – og mere end kølige dage. I dag lejede vi cykler for at køre en tur rundt om en sø. Da vi kom tilbage en halv time senere havde det ene barn blå læber og det andet rystede som en lille hund (eller jeg ved faktisk ikke, hvad man kan ryste som ud over espeløv, men altså noget a la lille barn glemt i sneen og fundet et par timer senere – stadig i live, men temmelig kold).

Så nu har vi taget det danske efterårsargument i brug: Ahm, det er jo også utrolig hyggeligt at sidde indenfor med dyner og se film og læse bøger.

Ja, klart, men sgu da ikke flere dage i træk, når indenfor er tre kvadratmeter gulvplads og tre køjer. Men det er trods alt svært at være sur med den udsigt – I har også stadig Lubljana til gode. Coming up snarest med fede billeder for alle, der elsker bøger… Men først en himmelvid udsigt:

med emneordet , ,

Og nu vi er i gang med undskyldningerne…

Jeg havde ikke forudset, at det der bare skulle være lidt afslapning for børnene undervejs, eller måske rettere en tiltrængt pause for de voksne, har udviklet sig til lidt af en sproglig udfordring.

Jeg mener den franske tegnefilm Kirikou og de vilde dyr er prisbelønnet and what not. Og Cykelmyggen Egon er vel nærmest (eller burde være) pensum for alle børn. Historierne om den uheldige (og lidt uartige) dreng Vitello er jo også bare ment som god underholdning. Og helt ærligt, der står sgu ikke noget på hverken filmkassetter eller bogomslag om, at forældre skal være opmærksomme på ”strong language”.

Så efter et lidt uheldigt intermezzo på campingpladsen i Split, hvor et intetanende dansk ægtepar i deres bedste (pensionist)alder overhørte mine børn råbe efter mig, vil jeg også på forhånd sige undskyld, hvis du skulle høre mine børn sige:

  • Hva har du gang i, mand?
  • Farvel dit store bæst.
  • Din maddike!
  • Står der idiot på ryggen af mig?
  • Skal du ha en tungeslasker?

Det er bare en form for kulturel dannelse initieret af landets og verdens ypperste kunstnere. Og ikke et udtryk for, hvordan vi taler hjemme hos os – selvsagt!

med emneordet , , , ,

Bøvs!

Det er virkelig en streg i regningen, at lige netop pandekager er nationaldessert i det her område. Det bliver med sikkerhed min død, når jeg om føje tid træder ud af sommerkjolerne og ned i beklædningsindustriens svar på en sandhedskommission, de altid unådige jeans.

(Løbesko – løbesko – løbesko)

med emneordet , , , , ,

Jeg vil gerne sige undskyld

I nat kunne jeg ikke sove. Og jeg har ellers aldrig svært ved at sove. Inde ved siden af holdt naboerne fest, og jeg havde udsigt fra 1. parket fra min lille camperalkove: Fire tyske ungmøer, der havde støvet fire belgiske ungersvende op og inviteret dem hjem på terrassen. Bordet var fyldt til bristepunktet med flasker, og der var skruet godt op for anlægget med en god gang tysk hitparade, som pigerne skreg med på. Indimellem legede de også det gode gamle sandhedsspil I’ve never…

Meget morsom leg, som jeg blev introduceret til blandt backpackere i Afrika. Det går i al sin enkelhed ud på, at man deler alskens intimiteter med folk, man ikke kender. For eksempel skal man tage stilling til interessante udsagn som: ”I’ve never had sex in a kitchen” (for at bruge et frisk eksempel fra i nat). Og hvis man så faktisk har haft sex i et køkken, skal man drikke – og på den måde lærer man jo så hinanden at kende, samtidig med at man bliver fuld. En form for win-win.

Nå, men jeg lå så der i nat i min søvnløshed og blev en lille smule indigneret over ungdommens manglende forståelse for deres omgivelser. De tror bare, de kan sidde og spille smarte med deres sprut og deres ulidelige popmusik, mens vi andre forsøger at få en smule sammenhængende søvn.

Men der midt i natten kom jeg pludselig til at tænke på min første lejlighed i Kbh, som jeg delte med to veninder, og hvor vi alt for ofte havde problemer med overboen, som synes vi larmede for meget bare, fordi vi havde et par gæster på besøg til et spil TP og en kasse øl. Og der var vist også en gang noget med en tyrkisk nabo på 70, som jeg kimede ned tidligt om morgenen, fordi jeg ikke lige kunne finde min nøgle, da jeg kom hjem efter en lang nat i byen. Just to name a few.

Behøver jeg sige mere – altså andet end undskyld! Undskyld fordi jeg holdt dig vågen! Undskyld fordi jeg skrålede med på Tears in Heaven ((gen)hør den lige om lidt, og vid, hvorfor den er en undskyldning værdig)! Undskyld fordi jeg troede, at jeg – og mine veninder i øvrigt – var en gave til menneskeheden! Og nu jeg er i gang, vil jeg i øvrigt også gerne sige undskyld, fordi jeg i samme periode forpestede luften med mine små hjemmerullede cigaretter uden filter. Jeg handlede imod bedre vidende. Og med ungdommeligt hovmod. Det går over. Desværre.

med emneordet , , , , , ,