11. oktober 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov, SOmeone to love

Hverdagszen – no kidding

Post-orlov dag 1. Jeg føler mig nødsaget til at tvinge mig selv ind i lidt sund zen a la Skyggebjerg, hvis der skal være mening med galskaben. Så i dag har været en god dag,  fordi:

1. Vi kunne stå op, da børnene vågnede i stedet for at forsøge at lokke dem til at sove lidt længere, som vi har gjort de sidste fire måneder.

2. Kollegaerne var glade for at se mig igen. Nogen endda så søde, at de spurgte om jeg bare var på besøg. You wish!

3. Yndlingsbageren er ikke lukket, men bare flyttet over på den anden side af gaden og serverer nu også en habil latte.

Se selv. Det er da slet ikke så slemt med hverdag, når man på 20 minutter lige kan ryste sådan tre dejlige oplevelser ud af ærmet. Jeg tar sgu en tur mere i morgen. Følg med. Det blir total cliff-hanger…

(Og så er det måske på sin plads at tilføje, at jeg ikke forsøger at drive plat på Madame Skyggebjergs daglige nedslag. Tværtimod ville jeg faktisk af et ganske oprigtigt hjerte ønske, at jeg var lige så god til at værdsætte de små stjerneskud,  som livet byder på.)

med emneordet , , , ,
10. oktober 2010
1 kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,
6. oktober 2010
4 kommentarer
Orlov

Kastaniemoren

Nå, så tror jeg nok lige jeg kan læne mig tilbage og være en lille smule tilfreds med mig selv. Og det kan du i øvrigt også – altså være tilfreds med mig, for i dag fik du endelig det, du har betalt for; nemlig en mor på orlov, som laver orlovsoverskudaktiviteter med sine børn.

[Her holder vi en kunstpause, hvor du får mulighed for at anerkende min indsats. Utrolig flot overskud, ikke?]

Og hvad har det så med dig at gøre – ja, mine dagpenge er jo på en måde jo også betalt af dig. Så hvis jeg var en gul kampagneplakat fra Skat ville der stå:

Tak til Suzette for de næste tre kastaniedyr

Og jeg lyver ikke – et par stykker af dem, har Carla endda lavet. Så nu tror jeg nok den orlov er ved at have tjent sig selv ind på den gode samvittighedskonto.

Det sku da bare mangle! Tak. Selv tak. Velbekomme. Det var så lidt. Sku det være en anden gang. Selvfølgelig. Ingen problem. Altid. Så sir vi det.

med emneordet , , , ,
6. oktober 2010
Skriv en kommentar
As if, Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Slap af med de udråbstegn!

Ved ikke lige, hvordan det er gået til at udråbstegnet er blevet så vigtigt et element i min (blog)liv, at jeg ikke kan producere en overskrift uden. Måske er det bare, fordi hver dag lige for tiden er et udråbstegn.

5 dage tilbage i dag blev der sagt! Og selvom jeg prøver at vende ryggen til, forsvinder timerne mellem hænderne på mig og samler sig langsomt som en bunke helt almindelig mandagshverdag på gulvet foran mig.

Efterårets kalendergymnastik-opvisning er under opsejling. Og når kalenderen fyldes ud af dine, mine og vores aftaler er det ved at være alvor. For snart er der alt for få imorgener at sætte sin lid til.

Så er det tid til at grave rutinemanualen frem igen. Og jeg kan jo passende starte med at slå op under Morgen og genopfriske proceduren for at få familien klar til afgang 07.20.  Hvordan var det nu? Står man op kl. 5 for at nå bad, morgenmad, børn i tøjet,  madpakker, pakke tasker, huske sedler, aftale aftensmad, udrede konflikter, børste tænder og smile imens, så alle kommer godt af sted? Og hvad hvis der kommer en ny regering inden, løser det hele sig så?

med emneordet , , , , ,
4. oktober 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Jeg dør!

GULP! Nu er der mindre end en uge til orloven slutter. Børnene er begyndt i institution igen og alle mine dage er fuldt pakket frem til søndag. Nu gælder det om at søge det sidste liv ud af friheden inden vi skal i gang med 8-16 igen.

Så hvis du synes der er temmelig stille på kanalen, så er det bare fordi al min energi er ude i livet og sludre og sladre og socialisere og drikke kaffe og spise frokost og gå i teateret og se 1000 mennesker og alt det man nu kan nå, når ens børn ikke er hjemme, og man ikke har noget af det der rigtige arbejde at tage sig til. Så længe det varer…

med emneordet , ,
30. september 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Kylling!

Jeg skal anmelde en gyser [slash] zombie [slash] katastrofefilm. Og jeg skulle have gjort det for så længe siden, at jeg nu dagligt modtager automatisk generede mails om, at jeg skal se og få fingeren ud og levere varen.

Det er ikke en dårlig film, og jeg er ellers ikke stor fan af katastrofefilm. Eller for at være mere præcis, så er der ikke noget jeg hellere vil slippe for at se. Men faktisk er det ikke det, der får mig til at trække arbejdet i lang drag.

Problemet er, at jeg er bange! Jeg er sgu ikke meget for den der slags film, hvor jeg ved, at jeg kommer til at skrige af skræk. Selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det ikke kan ske i virkeligheden. Selvom jeg godt ved det bare er en film.

Da jeg var yngre, synes jeg, at Ondskabens Hotel var den sejeste film. Total kult. Og jeg så den virkelig, virkelig mange gange. Men i virkeligheden sad jeg det meste af tiden med hovedet nede i chipsposen, for jeg var ved at skide i bukserne af skræk.

Jeg har sat filmen på børnenes lille dvd-afspiller, skruet næsten ned for lyden og allieret mig med med computeren. Så er der næsten som om jeg ikke er der selv…

P.S. Men fordi jeg hader at blive forskrækket, skal du jo ikke snydes, hvis du elsker det. Så her er lidt trailer og pjat

med emneordet ,
28. september 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Brokkekassen, Mig sagde hunden

Nu rejser vi os!

Diskussionen bølger frem og tilbage i blogland mellem de sidste dages hellige mødre og skruebrækkermødrene om det er bedst at tilstræbe det ufejlbarlige og vikle alle udfordringer ind i candy floss, eller om vi hellere skal erkende vores egen utilstrækkelighed som mødre og grine lidt ad os selv, når vi spænder ben for vores egen drømme om den perfekte familie….

Jeg synes de fleste udfordringer og fejlslagne intentioner fortjener et godt grin. Til gengæld synes jeg ikke det er så kønt, når kvinder begynder at slå hinanden oveni hovedet, fordi vi synes det er bedst hvis alle andre er ligesom os selv. Og jo, det er den gode gamle søstersolidaritet, jeg taler om! For vi har brug for hinanden – selvom vi nogle gange glemmer det midt i kampen med bleskift, kreditforeningslån og almindelig hverdag.

Og hvis du er ikke ved, hvad jeg mener, synes jeg du skulle læse Informations interview med Julia Lahme. For nogen gange er det sgu meget godt lige at blive mindet om, at der er noget der større end ens egen navle.

med emneordet , , , , , , ,
27. september 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Nu også med (lille) bibliotek

Jeg elsker mine bøger. Som i virkelig elsker. Og som i jeg kan simpelthen ikke rydde op i dem, for jeg synes alle bøgerne har fortjent at være der – også dem jeg med sikkerhed ved, jeg aldrig får læst.

Og længe, længe har jeg haft lyst til at lave mit eget virtuelle bibliotek. Jeg kunne jo have kastet min energi i LibraryThing, som er et godt bud på et globalt community for bogelskere. Men nu starter jeg i min egen lille have – og der er ikke 200 anmeldelser, sådan som jeg lovede mig selv, da jeg fik ideen. Der er otte, og det er vel også en start. Håber du vil læse med, kommentere, dele og dissekere.

Værsgo (fanfare, stor forfatter klipper rød snor, champagnepropper springer, klapsalver og begejstrede tilråb):

Sandhedens Bibliotek er åbent!

med emneordet , , , , ,
27. september 2010
Skriv en kommentar
Sandheden

Orlovsdamens sidste dans

Af alt det krea-ballade, jeg havde forestillet mig – og pakket til – at jeg skulle lave med mine børn i autocamperens skær, er det her resultatet. Lavet i regnvejr. På parkeringspladsen foran det for de hesteinteresserede anerkendte Lippizaner-stutteri i Slovenien. I udgangspunktet mere af nød end af lyst, men dog – og det er en vigtig pointe – i næsten harmonisk fællesskab mellem mor og datter. Ingen prototyper eller tilløb. Bare the one and only dancing queen. Et godt minde, som i al sin uskønhed fortjener en ramme og en plads på væggen.

med emneordet , , , , ,
26. september 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden

Mørkeræd og bredmåset

Lørdag skinnede solen, så jeg et øjeblik helt glemte at efteråret er lige om lidt. Men så regnede det heldigvis i morges, var lummermørkt, da vi stod op kl. 7 og har i det hele taget været en sådan lidt fugtig-diset dag. Så ved man ligesom bare, hvad der er i vente. Altså det er ikke fordi jeg går i sort over november eller juleri i december eller udsalg i januar, men overgangen er mildest talt til at dø over. De der dage, hvor det er helt uafvendeligt, at mørket sniger sig ind på en, og jeg hele tiden tænker på stearinlys, varme tæpper, te og chokolade x 1000 som det mindste plaster på såret.

Og ca heromkring begynder jeg også at tænke lidt på tv. Det kommer ligesom snigende på den mest ubehagelige måde, og når først jeg har set et afsnit af Rod i økonomien, Hjælp jeg skal giftes og Min hund er et monster er alt tabt på gulvet. Pludselig er det forår igen, og så synes jeg det er så synd for mig at jeg har henslæbt en hel vinter i sofaen foran fjernsynet – og kun fået en eneste ting ud af det; nemlig en fladere og bredere tv-røv. Selvfølgelig lover jeg mig selv, at det er sidste gang. Aldrig mere. Jeg må begynde at strikke i stedet, læse bøger eller ja, jeg ved sgu ikke et eller andet krea-bage-bygge-agtigt. You know.

I år har jeg lovet mig selv overhovedet omstændigheder (som det hedder her i huset) at falde i. I tre måneder har jeg ikke set det, der lignede fjernsyn – og ikke savnet det det mindste. Så det ville da virkelig være dumt at lade sig friste bare fordi det er en lille smule dystert udenfor. Men børnene skal jo have lov til at se Disney Show? Og lige i halen på det kommer talentkonkurrencen, som jeg kom til at se, fordi Halfdan synes det var sjovt. Jeg var selvfølgelig nødt til at se afgørelsen efter TV-Avisen for ellers havde den første time været helt spildt. Og så kom der er en trailer for den der nye serie, som vist allerede har vundet en eller anden international pris. Den så da også meget god ud, selvom jeg måske ikke helt kan forestille mig en overbevisende Sidse Babett Knudsen som statsminister – men omvendt er det måske ikke meget sværere end at forestille sig den nuværende. Jeg kan i øvrigt også godt huske, hvad der skete med mit sociale liv, da jeg – virkelig uvist af hvilken grund – missede både første og anden runde af sagaen om Sara Lund. Så jeg har vel næsten ikke råd til at spille højt spil denne gang? Og en enkelt tv-serie søndag aften skader vel ikke? Det betyder jo ikke, at jeg behøver sidde der alle de andre dage? Vel?

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →